Det første syn: Faderen og Sønnen viser sig for Joseph Smith

»[Jeg så] to personer, hvis glans og herlighed trodser enhver beskrivelse, stående over mig i luften. Den ene af dem talte til mig, kaldte mig ved navn og sagde, mens han pegede på den anden: Det er min elskede Søn. Hør ham!«

Fra Joseph Smiths liv

Efter Jesu Kristi død og opstandelse blev frafaldet mere og mere udbredt. Frelserens apostle blev afvist og slået ihjel, hans lærdomme blev forvanskede, og Guds præstedømme blev borttaget fra jorden. Den fordums profet Amos havde forudset en tid med frafald og åndeligt mørke: »Der skal komme dage, siger Gud Herren, da jeg sender hunger over landet, ikke hunger efter brød eller tørst efter vand, men efter at høre Herrens ord. De skal flakke om fra hav til hav, og fra nord til øst skal de strejfe rundt og søge efter Herrens ord, men de finder det ikke« (Am 8:11-12).

Blandt de, som søgte Herrens ord, som var gået tabt på jorden, var Joseph Smith, en dreng, som boede i landsbyen Palmyra i New York i 1820. Joseph var en stærk og aktiv dreng med lys hud, lysebrunt hår og blå øjne. Han var Joseph Smith sen. og Lucy Mack Smiths femte barn ud af elleve. Han arbejdede hårdt for at hjælpe sin far og sine ældre brødre med at fælde træer og plante afgrøder på familiens 401/2 hektar store skovbevoksede gård. Hans mor berettede, at han var »et bemærkelsesværdigt stille, venligt barn,«¹ som var »meget mere eftertænksom og grublende« end nogen af hans andre søskende.² Fordi den unge Joseph arbejdede for at hjælpe med at forsørge sin familie, fik han kun mulighed for at tilegne sig tilstrækkelig formel uddannelse til at mestre det grundlæggende inden for læsning, skrivning og regning.

På den tid blæste en religiøs vind over den del af det vestlige New York, hvor familien Smith boede. Familien Smith deltog som så mange andre i de religiøse vækkelsesmøder, som de kristne trosretninger i området afholdt. Mens nogle af Josephs familiemedlemmer tilsluttede sig en af de andre kirker, gjorde han det ikke. Senere skrev han følgende om den tid:

»[Jeg blev] alvorligt bekymret for min udødelige sjæls velfærd, hvilket førte til, at jeg begyndte at læse i skriften, idet jeg således, som jeg var blevet belært om, troede, at den indeholdt Guds ord. Da jeg således hengav mig til dem, fik mit nære kendskab til de forskellige sekter mig til i høj grad at blive forundret, for jeg opdagede, at deres handlinger og lærdomme ikke var i overensstemmelse med den hellige skrift. Dette var en sorg for min sjæl…

Jeg … overvejede … derfor mange ting i mit hjerte vedrørende menneskehedens situation, de stridigheder og splittelser, den syndighed samt de vederstyggeligheder og det mørke, som herskede i menneskenes sind. Jeg blev meget ulykkelig, for jeg blev klar over mine synder, og ved at læse i skrifterne fandt jeg ud af, at menneskeheden ikke kom til Herren, men at de var faldet bort fra den sande og levende tro. Og der var ikke noget trossamfund eller nogen sekt, som byggede på Jesu Kristi evangelium, således som det var optegnet i Det Nye Testamente. Og jeg følte lyst til at sørge over mine synder samt over verdens synder.«³

Den unge Joseph Smiths søgen efter sandheden førte ham ind i en lund, hvor han bad Gud om den visdom, som han behøvede. Som svar på hans bøn viste vor himmelske Fader og Jesus Kristus sig for ham og banede vejen for evangeliets gengivelse i de sidste dage. Denne storslåede begivenhed berettes med Joseph Smiths enkle og alligevel sigende ord.

Joseph Smiths lærdomme

Joseph Smiths søgen efter sandheden lærer os, at skriftstudium og inderlig bøn indbyder til åbenbaring.

Joseph Smith – Historie 1:5, 7-13: »Dér, hvor vi boede, [opstod der] et usædvanligt røre om emnet religion. Det begyndte hos metodisterne, men blev snart almindeligt blandt alle sekterne på den egn. Ja, hele området syntes at være grebet af det, og store skarer sluttede sig til de forskellige religiøse samfund, hvilket skabte ikke så lidt ståhej og splittelse blandt dem, for nogle råbte: ›Se her!‹ og andre: ›Se der!‹ Nogle agiterede for metodismen, andre for presbyterianismen og atter andre for baptismen …

Jeg var på det tidspunkt i mit femtende år. Min fars familie blev omvendt til presbyterianismen, og fire af dem sluttede sig til denne kirke, nemlig min mor Lucy, mine brødre Hyrum og Samuel Harrison og min søster Sophronia.

I denne tid, der var præget af stort røre, blev mit sind vakt til alvorlige overvejelser og stor uro; men skønt mine følelser var dybe og ofte intense, så holdt jeg mig dog på afstand af alle disse samfund, skønt jeg overværede deres forskellige møder, så ofte som omstændighederne tillod det. Som tiden gik, begyndte jeg at hælde noget til metodistsekten, og jeg nærede i nogen grad ønske om at blive forenet med dem; men så stor var forvirringen og striden mellem de forskellige trosretninger, at det var umuligt for en, der var så ung, som jeg var, og så uvidende om mennesker og forhold, at komme til nogen sikker konklusion om, hvem der havde uret.

Mit sind var til tider stærkt oprørt, for råbene og tumulten var så stor og uophørlig. Presbyterianerne stod yderst stejlt over for baptisterne og metodisterne og anvendte al den kraft, der lå i både ræsonnementer og spidsfindigheder, til at bevise deres vildfarelser, eller til i det mindste at få folk til at tro, at de var i vildfarelse. På den anden side var baptisterne og metodisterne for deres vedkommende lige så ivrige i deres forsøg på at stadfæste deres egne trossætninger og modbevise alle andre.

Midt i denne krig på ord og tumult af forskellige meninger sagde jeg ofte til mig selv: Hvad kan man stille op? Hvilke af alle disse samfund har ret, eller har de alle sammen uret? Hvis et af dem har ret, hvilket er det da, og hvordan finder jeg ud af det?

Mens jeg led under de kolossale vanskeligheder, som var forårsaget af striden mellem de forskellige samfund af religionsentusiaster, læste jeg en dag Jakobs Brev, første kapitel og femte vers, hvori der står: Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den.

Aldrig har et skriftsted gjort stærkere indtryk på noget menneskes hjerte, end dette dengang gjorde på mig. Det syntes med stor kraft at trænge ind i hvert af mit hjertes følelser. Jeg grundede over det igen og igen, da jeg vidste, at hvis nogen havde brug for visdom fra Gud, så var det mig; for jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, og medmindre jeg kunne få mere visdom, end jeg da havde, ville jeg aldrig finde ud af det, for de forskellige sekters religionslærere forstod det samme skriftsted på så forskellig måde, at al tillid til at kunne afgøre spørgsmålet ved at henvise til Bibelen blev tilintetgjort.

Langt om længe kom jeg til den slutning, at jeg enten måtte forblive i mørke og vildrede, eller også måtte jeg gøre, som Jakob anviser, det vil sige at bede Gud derom. Langt om længe nåede jeg frem til den beslutning, at jeg måtte »bede Gud derom«, da jeg sluttede, at hvis han gav visdom til dem, der stod tilbage i visdom, og ville give rundhåndet og uden bebrejdelser, så kunne jeg forsøge.«⁴

Joseph Smith blev befriet fra fjenden af al retfærdigheds magt.

JS-H 1:14-16: »Så i overensstemmelse med denne, min beslutning om at bede Gud om visdom, gik jeg ud i skoven for at gøre forsøget. Det var en herlig, klar morgen, tidligt om foråret i atten hundrede og tyve. Det var første gang i mit liv, at jeg havde gjort et sådant forsøg, for trods al min ængstelse havde jeg endnu aldrig gjort et forsøg på at bede højt.

Efter at jeg var kommet ud til det sted, som jeg tidligere havde udvalgt mig, og efter at jeg havde set mig omkring og sikret mig, at jeg var alene, knælede jeg ned og begyndte at opsende mit hjertes ønsker til Gud. Næppe havde jeg gjort dette, førend jeg straks blev grebet af en magt, der fuldstændig overvældede mig og havde en så forbavsende virkning på mig, at den bandt min tunge, så jeg ikke kunne tale. Tæt mørke samlede sig omkring mig, og det forekom mig en tid, som om jeg var dømt til pludselig undergang.

Men ved at anvende alle mine kræfter på at anråbe Gud om at udfri mig af den fjendes magt, som havde grebet mig, og i netop det øjeblik, da jeg var rede til at synke ned i fortvivlelse og overgive mig til undergang – ikke til en indbildt tilintetgørelse, men til den magt, der blev udøvet af et virkeligt væsen fra den usynlige verden, og som havde en så forunderlig magt, som jeg aldrig før havde følt hos noget væsen – netop i dette forfærdelige øjeblik så jeg en lyssøjle lige over mit hoved, som var stærkere end solens glans, og som dalede gradvis ned, indtil den faldt på mig.«⁵

Vor himmelske Fader og Jesus Kristus viste sig for Joseph Smith som svar på hans ydmyge bøn.

JS-H 1:17-20: »Ikke så snart var den kommet til syne, førend jeg følte mig udfriet fra den fjende, som holdt mig bundet. Da lyset hvilede på mig, så jeg to personer, hvis glans og herlighed trodser enhver beskrivelse, stående over mig i luften. Den ene af dem talte til mig, kaldte mig ved navn og sagde, mens han pegede på den anden: Det er min elskede Søn. Hør ham!

Mit formål med at gå ud og adspørge Herren var at få at vide, hvilken af alle sekterne der havde ret, så jeg kunne vide, hvilken jeg skulle slutte mig til. Så snart jeg havde fattet mig, så jeg var i stand til at tale, spurgte jeg derfor personerne, som stod oven over mig i lyset, hvilken af alle sekterne, der havde ret (for på dette tidspunkt var det aldrig faldet mig ind, at de alle havde uret), og hvilken jeg skulle slutte mig til.

Jeg fik det svar, at jeg ikke måtte slutte mig til nogen af dem, for de havde alle uret; og den person, som talte til mig, sagde, at alle deres trosbekendelser var en vederstyggelighed i hans øjne; at de, der bekendte sig til dem, alle var fordærvede; at ›de henvender sig til mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig; de underviser i lærdomme, som er menneskebud; de har et skær af gudsfrygt, men fornægter dens kraft.‹

Han forbød mig igen at slutte mig til nogen af dem, og der var meget andet, som han sagde til mig, som jeg ikke kan skrive på dette tidspunkt. Da jeg kom til mig selv igen, fandt jeg mig liggende på ryggen med blikket rettet mod himlen. Da lyset var forsvundet, havde jeg ingen styrke; men efter at jeg var kommet nogenlunde til mig selv, gik jeg hjem. Og da jeg lænede mig op imod ildstedet, spurgte min mor mig, hvad der var galt. Jeg svarede: ›Du skal ikke være bekymret, alt er i orden, jeg har det helt godt.‹ Så sagde jeg til min mor: ›Jeg har erfaret for mig selv, at presbyterianismen ikke er sand.‹ Det synes, som om Modstanderen på et meget tidligt tidspunkt i mit liv var klar over, at jeg var bestemt til at forstyrre og genere hans rige, hvorfor skulle mørkets magter ellers forene sig imod mig? Hvorfor den modstand og forfølgelse, som rejste sig imod mig, mens jeg endnu næsten kun var barn?«⁶

Når vore vidnesbyrd er stærke, kan forfølgelse ikke få os til at benægte det, vi ved er sandt.

JS-H 1:21-26: »Nogle få dage efter, at jeg havde set dette syn, var jeg tilfældigvis i selskab med en af metodisternes prædikanter, som var meget aktiv i det føromtalte religiøse røre; og mens jeg talte med ham om emnet religion, benyttede jeg lejligheden til give ham en beretning om det syn, jeg havde set. Jeg blev meget overrasket over hans opførsel; han tog ikke alene let på min beretning, men behandlede den endog med stor foragt, idet han sagde, at det hele kom fra Djævelen, at sådant noget som syner og åbenbaringer ikke fandt sted i disse dage, at al den slags var ophørt med apostlene og aldrig mere skulle finde sted.

Jeg opdagede imidlertid snart, at min beretning havde vakt en hel del antipati mod mig blandt dem, der bekendte sig til religion, og var årsag til stor forfølgelse, som fortsatte med at tage til; og skønt jeg var en ubetydelig dreng, der kun var mellem 14 og 15 år gammel, og skønt mine kår i livet var således, at jeg ville blive en dreng uden betydning i verden, så lagde mænd af høj status dog tilstrækkelig mærke til mig til, at de opildnede den offentlige mening imod mig og skabte en bitter forfølgelse; og dette var almindeligt blandt alle sekterne – alle forenede sig om at forfølge mig.

Det gav mig anledning til alvorlige overvejelser dengang, og har ofte gjort det siden, om hvor yderst besynderligt det var, at en ubetydelig dreng på lidt over 14 år og oven i købet en, som var dømt til at skaffe sig et ringe underhold ved sit daglige arbejde, skulle betragtes som en person af tilstrækkelig betydning til at tiltrække sig opmærksomhed fra de store i datidens mest populære sekter, og det på en måde, der vakte den mest bitre forfølgelse og forhånelse. Men hvad enten det var besynderligt eller ej, så var det dog således, og det voldte mig ofte stor sorg.

Dog var det ikke desto mindre en kendsgerning, at jeg havde set et syn. Jeg har siden tænkt, at jeg følte mig meget ligesom Paulus, da han holdt sin forsvarstale for kong Agrippa og berettede om det syn, han havde set, dengang han så et lys og hørte en røst; men alligevel var der kun få, som troede ham; nogle sagde, at han var uærlig, andre sagde at han var gal, og han blev latterliggjort og hånet. Men alt dette ændrede ikke ved det, at han havde set et syn. Han havde set et syn; han vidste, at han havde; og al forfølgelse under himlen kunne ikke ændre på det; og selv om de skulle forfølge ham til døden, så vidste han dog og ville til sit sidste åndedrag vide, at han både havde set et lys og hørt en røst tale til sig, og hele verden kunne ikke få ham til at tænke eller tro noget andet.

Således var det også med mig. Jeg havde virkelig set et lys, og midt i det lys så jeg to personer, og de talte virkelig til mig, og skønt jeg blev hadet og forfulgt, fordi jeg sagde, at jeg havde set et syn, så var det dog sandt; og mens de forfulgte mig og hånede mig og løj mig alt muligt ondt på, fordi jeg sagde det, følte jeg mig tilskyndet til at sige i mit hjerte: Hvorfor forfølge mig, fordi jeg siger sandheden? Jeg har virkelig set et syn, og hvem er jeg, at jeg kan modstå Gud, eller hvorfor forsøger verden at få mig til at fornægte, hvad jeg virkelig har set? For jeg havde set et syn; jeg vidste det, og jeg vidste, at Gud vidste det, og jeg kunne ikke fornægte det, ej heller vovede jeg at gøre det, i det mindste vidste jeg, at jeg ved at gøre det, ville forsynde mig imod Gud og komme under fordømmelse.

Det stod nu klart i mit sind, at det, for så vidt som den sekteriske verden angik, ikke var min pligt at slutte mig til nogen af dem, men at forblive som jeg var, indtil jeg modtog yderligere anvisninger. Jeg havde erfaret, at Jakobs vidnesbyrd var sandt, at en, som står tilbage i visdom, kan bede til Gud og få uden at blive bebrejdet.«⁷

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på s. vii-xi.

Gennemgå s. 29-31. Overvej hvordan Joseph Smith kan være et eksempel for os, når vi søger svar på vore spørgsmål. Hvad lærer du om skriftstudium, overvejelse og bøn, når du læser hans beretning om det første syn?
Gennemgå s. 32-33. Overvej de sandheder, som Joseph Smith lærte om Gud Faderen og Jesus Kristus, da han modtog det første syn. Hvorfor skal vi hver især have et vidnesbyrd om det første syn?
Da Joseph fortalte andre om det første syn, var der mange, der fordømte ham og forfulgte ham (s. 33-34). Hvorfor tror du, at folk reagerede sådan? Overvej Josephs reaktion på forfølgelsen (s. 34-35). Hvordan kan vi følge hans eksempel, når vi står over for forfølgelse eller andre prøvelser?
Hvordan påvirkede beretningen om det første syn dig, da du hørte den første gang? Hvordan har den påvirket dig siden hen? På hvilke måder er du blevet styrket af igen at have studeret beretningen i dette kapitel?

Skriftstedshenvisninger: Es 29:13-14; Joel 2:28-29; Am 3:7; Morm 9:7-9