Kirkens præsidenters lærdomme
Kapitel 36: Modtag templets ordinancer og velsignelser


Kapitel 36

Modtag templets ordinancer og velsignelser

Templet er et sted, hvor Gud kan »åbenbare sit folk sit hus’ forordninger og sit riges herligheder og lære folket frelsens vej«.

Fra Joseph Smiths liv

Siden genoprettelsens første tid havde Herren undervist profeten Joseph Smith i betydningen af at opføre templer. Selv om profeten havde været tvunget til at flytte mange gange og hele tiden stod over for presserende krav, der krævede hans tid og opmærksomhed, mistede han aldrig fokus på nødvendigheden af at bygge et Herrens hus. Der var blevet indviet en grund til templet i Independence i Missouri. Et smukt tempel var blevet færdiggjort og indviet i Kirtland i Ohio. I Far West i Missouri var hjørnestenen blevet lagt til et tempel, som dog måtte forlades. Da nu kirkemedlemmer igen begyndte at opbygge deres tilværelse i Nauvoo – mange af dem uden tilstrækkelig mad, husly og arbejde – vidste Joseph Smith, at de helliges vigtigste opgave var endnu engang at bygge et tempel.

På grund af Herrens befaling, gjorde profeten og de hellige alt for hurtigst muligt at påbegynde opførelsen af et Herrens hus. Men profeten indså, at opførelsen ville tage år, og han vidste, at de hellige havde brug for templets fulde velsignelser. Som følge heraf modtog en lille gruppe trofaste brødre begavelsen af Joseph Smith den 4. maj 1842, selv om templet ikke var færdigt.

Gruppen mødtes i det store øvre værelse i profetens købmandsforretning, som var blevet »indrettet, så det lignede et tempel indvendigt så meget som forholdene tillod det«.1 Franklin D. Richards fra De Tolv Apostles Kvorum skrev: »Da Ånden indgød Joseph Smith, at hans livsværk nærmede sig slutningen, og da han så, at hans tid på jorden måske sluttede før fuldførelsen af templet, henvendte han sig til nogle få udvalgte og overdrog dem den hellige begavelses ordinancer, så hans sinds guddommelige skatte ikke ville forsvinde fra verden ved hans død.«2

Profetens beretning lyder således: »Jeg tilbragte dagen ovenpå i forretningen … i råd med general James Adams fra Springfield, patriark Hyrum Smith, biskopperne Newel K. Whitney og George Miller, præsident Brigham Young, ældste Heber C. Kimball og Willard Richards og underviste dem i præstedømmets principper og orden og deltog samtidig i tvætninger, salvelser, begavelser og i samtaler om nøgler, der hører til Det Aronske Præstedømme og fremdeles til Det Melkisedekske Præstedømmes højeste orden og forklarede den orden, der hørte ind under den Gamle af Dage og alle de planer og principper, hvorved alle og enhver vil kunne sikre sig fylden af de velsignelser, der er beredt for Den Førstefødtes Menighed, og derved komme op og forblive i Elohims nærhed i de evige verdener. I dette råd indstiftedes tingenes tilstand fra fordum for første gang i disse sidste dage.

Og min undervisning til dette råd, angik det åndelige, og kunne derfor kun modtages af dem, der er åndeligt indstillede: Der blev ikke tilkendegivet disse mennesker noget eller andet end det, der vil blive tilkendegivet alle de hellige i de sidste dage, så snart de er i stand til at modtage det og et egnet sted er indrettet til at meddele dem det – selv de svageste blandt de hellige. Lad derfor de hellige være flittige ved opførelsen af templet og alle bygninger, som Gud har befalet dem at opføre, eller som han herefter vil befale dem at opføre.«3

Mens størstedelen af de hellige ville modtage tempelbegavelsen efter templet i Nauvoo blev færdigt, modtog et begrænset antal mænd og kvinder denne velsignelse i månederne efter mødet i maj 1842. Mercy Fielding Thompson var en af dem. Da hun modtog sin begavelse, sagde profeten til hende: »Det vil føre dig ud af mørket og ind i det underfulde lys.«4

Joseph Smiths lærdomme

Gud befaler de hellige at opføre templer.

I Kirtland i Ohio skrev profeten i januar 1833: »Herren befalede os i Kirtland at bygge et Guds hus … dette er Herrens ord til os, og vi skal – ja med Herrens hjælp – vil vi adlyde: På betingelse af vores lydighed har han lovet os store ting, ja, endog et besøg fra himlene for at beære os med selve sin nærhed. Vi frygter meget for Herren, for at vi ikke skal gå glip af denne store ære, som vor Mester har i sinde at give os. Vi søger efter ydmyghed og stor tro, så vi ikke skal føle os skamfulde i hans nærhed.«5

I september 1840 erklærede profeten og hans rådgivere i Det Første Præsidentskab, at tiden var inde til at opføre templet i Nauvoo: »Vi tror, at tiden nu er kommet, hvor det er nødvendigt at opføre et bønnens hus, et ordens hus, et hus til at tilbede vor Gud [se L&P 88:119], hvor der kan udføres ordinancer efter hans guddommelige vilje i denne del af landet – og for at opnå dette, må vi yde store anstrengelser, og det vil kræve midler – og eftersom arbejdet i al retskaffenhed må fremskyndes, sømmer det sig for de hellige at lægge vigtigheden af dette på sinde i al deres færden og derefter tage sådanne skridt, der er nødvendige for at udføre dem. De må bevæbne sig med mod og beslutte sig for at gøre alt, hvad de kan, og være så interesserede, som om hele arbejdet afhang af dem alene. Ved at gøre det vil de kappes med fædrenes storslåede gerninger og sikre himlens velsignelser til sig selv og deres efterkommere indtil sidste generation.«6

I januar 1841 skrev profeten og hans rådgivere i Det Første Præsidentskab: »Herrens tempel er under opførelse her i Nauvoo, hvor de hellige vil komme for at tilbede deres fædres Gud i henhold til den orden, der råder i hans hus og i det hellige præstedømmes magter, og det vil blive bygget således, at alle præstedømmets funktioner kan udføres på rette måde, og hvor belæringer fra den Allerhøjeste til blive modtaget og fra dette sted gå ud til fjerne lande. Lad os derfor koncentrere alle vore kræfter … og bestræbe os på at kappes med de fordums pagtsfædres og patriarkers handlinger i det, der er af så uhyre stor betydning for denne og hver efterfølgende generation.«7

I begyndelsen af 1841 underviste Joseph Smith i følgende, som er nedskrevet af William P. McIntire: »Joseph fortalte, at Herren havde sagt, at vi skulle bygge vores hus til hans navn, så vi kunne blive døbt for de døde. Men hvis vi ikke gjorde dette, ville vi blive forkastet tillige med vore døde, og denne kirke ville ikke blive antaget (se L&P 124:32).«8

I april 1842 sagde profeten: »Kirken er ikke fuldt ud organiseret i sin rette orden og kan ikke være det, førend templet er færdigt, hvor der vil blive indrettet steder for udførelsen af præstedømmets ordinancer.«9

I juli 1842 erklærede profeten: »Herren har bedt os bygge templet i Nauvoo … Og denne befaling er lige så bindende for os som nogen anden, og det menneske, der ikke tager del i dette, er lige så meget en overtræder, som hvis han brød nogen anden befaling. Han er ikke en gører af Guds vilje, ikke en opfylder af hans love.«10

I oktober 1843 formanede profeten de hellige: »Fremskynd arbejdet i templet, forny jeres bestræbelser på at fremme hele de sidste dages værk, og vandr i besindighed og retskaffenhed for Herren.«11

I marts 1844 mødtes profeten med De Tolv og komiteen for templet i Nauvoo for at drøfte, hvordan Kirkens sparsomme ressourcer skulle fordeles. Ved dette møde sagde profeten: »Vi har brug for templet mere end noget andet.«12

I templet lærer vi om det, der hører evigheden til og modtager frelsens ordinancer for os selv og vore forfædre.

»Hvad var hensigten med at indsamle … Guds folk i nogen tidsalder? … Hovedformålet var at bygge et hus til Herren, hvorved han kunne åbenbare sit folk sit hus’ ordinancer og sit riges herligheder og lære folket frelsens vej. For der er visse ordinancer og principper, som, når de læres og praktiseres, må udføres på et sted eller i et hus, der er bygget til dette formål.

… Forordninger i præstedømmet, der er indstiftet i himlen før denne verdens grundlæggelse, for menneskenes frelse, skal ikke ændres eller forandres. Alle skal frelses efter samme principper.

Det er i samme hensigt, at Gud indsamler sit folk i de sidste dage for at bygge et hus til Herren for at berede dem til ordinancer og begavelser, tvætningerne og salvelser osv. En af ordinancerne i Herrens hus er dåb for de døde. Gud bestemte før verdens grundlæggelse, at den ordinance skulle udføres i et bassin, der er beredt til dette formål i Herrens hus …

»Læren om dåb for de døde vises tydeligt i Det Nye Testamente … det var grunden til, at Jesus sagde til jøderne: ›Hvor ofte ville jeg ikke samle dine børn, som en høne samler sine kyllinger under vingerne, men I ville ikke‹ (Matt 23:37) – så de kunne udføre dåbsordinancerne for de døde såvel som andre af præstedømmets ordinancer og modtage åbenbaringer fra himlen og blive fuldkommengjort i det, der hører Guds rige til – men de ville ikke. Det var tilfældet på pinsefestens dag: disse velsignelser blev udøst over disciplene ved den lejlighed. Gud bestemte, at han ville frelse de døde, og ville gøre det ved at indsamle sit folk …

Hvorfor indsamle folk til dette sted? Af samme grund, som Jesus ønskede at samle jøderne – for at modtage de ordinancer, velsignelser og herligheder, som Gud har i vente til sine hellige. Jeg vil nu spørge denne forsamling og alle de hellige, om I nu vil bygge dette hus og modtage de ordinancer og velsignelser, som Gud har i vente til jer, eller om I vil undlade at bygge Herren dette hus og derved lade ham gå forbi og skænke et andet folk disse velsignelser?«13

»Så snart templet [i Nauvoo] og døbefonten er færdige, er det vores hensigt at give Israels ældster deres tvætninger og salvelser og udføre disse sidste og mere virkningsfulde ordinancer, uden hvilke vi ikke kan opnå celestiale troner. Men der skal være et helligt sted beredt i dette øjemed. På det tidspunkt, da fundamentet til templet blev lagt, blev der udstedt en proklamation angående dette, og der er truffet foranstaltninger, indtil værket er fuldendt, så folk kan få deres begavelser og blive gjort til konger og præster for den allerhøjeste Gud … Der skal imidlertid være et sted, der udtrykkeligt er opført i dette øjemed, og hvor folk kan blive døbt for deres døde …

Herren har grundfæstet en lov med henblik på denne sag: Der skal være et særligt sted til vore dødes frelse. Jeg tror afgjort, at der vil være et sted, og derfor kan folk, som ønsker at frelse deres døde, komme og bringe deres familier, udføre deres arbejde ved at lade sig døbe og udføre de øvrige ordinancer for deres døde.«14

»Det spørgsmål stilles ofte: ›Kan vi ikke blive frelst uden at gå gennem alle disse ordinancer osv.?‹ Mit svar er: Nej, uden dem kan vi ikke opnå frelsens fylde. Jesus sagde: ›I min Faders hus er der mange boliger, og jeg går bort for at gøre en plads rede for jer‹ (se Joh 14:2). Ordet hus burde her have været oversat med rige; og ethvert menneske, som er ophøjet til den højeste bolig, skal adlyde en celestial lov og også hele loven.«15

»Hvis en mand får en fylde af Guds præstedømme, skal det ske på samme måde, som Jesus Kristus fik det, og det var ved at holde alle befalingerne og adlyde alle Herrens hus’ ordinancer …

Alle mennesker, som bliver Guds arvinger og medarvinger med Jesus Kristus, skal modtage fylden af hans riges ordinancer, og de, der ikke vil modtage alle ordinancerne, går glip af den herligheds fylde.«16

»Kunne vi læse og forstå alt, hvad der er blevet skrevet siden Adams dage om menneskets forhold til Gud og engle i fremtiden, ville vi stadig vide meget lidt derom. At læse om andres oplevelser eller åbenbaringer givet til dem kan aldrig give os et omfattende indblik af vores stilling og vores sande forhold til Gud. Kundskab om disse ting kan kun opnås ved erfaring gennem Guds ordinancer, der er fremsat i den hensigt. Hvis I kunne se ind i himlen i fem minutter, ville I vide mere, end I ville ved at læse alt, hvad der nogensinde er skrevet om dette emne … Jeg forsikrer de hellige om, at sandheden … kan og skal kendes gennem Guds åbenbaringer efter hans ordinancer og som svar på bøn.«17

»Ordenen i Guds hus har været og vil altid være den samme, selv efter at Kristus kommer, og efter de tusinde år vil den være den samme, og vi vil til slut indtræde i Guds celestiale rige og glæde os over det til evig tid.«18

Templet er et helligt sted, hvor vi modtager de største velsignelser, Gud har til sine børn.

Som en del af indvielsesbønnen til templet i Kirtland, der blev givet til profeten Joseph Smith gennem åbenbaring og senere blev nedskrevet i Lære og Pagter 109, bad profeten: »Og nu, hellige Fader, beder vi … så din herlighed må komme ned over dit folk og over dette dit hus, som vi nu indvier til dig, så det må blive helliggjort og indviet til at være helligt, og så dit hellige nærvær bestandigt må være i dette hus; og så alle mennesker, som træder over dørtærsklen til Herrens hus, må føle din kraft og føle sig nødsaget til at erkende, at du har helliggjort det, og at det er dit hus, et sted for din hellighed.

Og tilsted du, hellige Fader, at alle de, der tilbeder i dette hus, må blive undervist i visdomsord fra de bedste bøger, og at de må stræbe efter at lære, ja, ved studium og også ved tro, sådan som du har sagt; og at de må vokse op i dig og modtage en fylde af Helligånden og blive organiseret i overensstemmelse med dine love og blive forberedt til at modtage alt, hvad der er nødvendigt; og at dette hus må blive et hus kendetegnet ved bøn, et hus kendetegnet ved faste, et hus kendetegnet ved tro, et hus kendetegnet ved herlighed og Guds nærhed, ja, dit hus …

Og vi beder dig, hellige Fader, om at dine tjenere må drage ud fra dette hus, udrustet med din kraft, og om at dit navn må være på dem og din herlighed være omkring dem og dine engle passe på dem; og at de fra dette sted i sandfærdighed må bringe overordentlig store og herlige tidender til jordens ender, så de må vide, at dette er dit værk, og at du har udrakt din hånd for at lade det ske, som du har talt ved profeternes mund angående de sidste dage.

Vi beder dig, hellige Fader, om gennem alle slægtled i al evighed at grundfæste det folk, som skal tilbede og ærefuldt have ry og anseelse i dette, dit hus; om at intet våben, der smedes imod dem, skal nå sit mål; om at den, som graver en grav for dem, selv må falde i den, om at ingen sammensværgelse af ugudelighed skal få magt til at opstå og vinde sejr over dit folk, på hvem dit navn skal skrives i dette hus.«19

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på s. vii-xi.

  • Læs de to sidste afsnit på s. 410. Hvordan kan tempeltjeneste »føre [os] ud af mørket og ind i det underfulde lys«? Hvad tror du, det vil sige at være »åndeligt indstillet«? Hvorfor skal vi være »åndeligt indstillet« for at modtage det lys, som vi har adgang til i templet?

  • Da de hellige i Nauvoo arbejdede på at bygge et tempel, fortalte profeten Joseph Smith dem, at »vi har brug for templet mere end noget andet« (s. 412). Læs s. 409-412 og se efter grunde til, at denne udtalelse er sand. Hvordan kan du se sandheden af profetens udtalelse i dit liv?

  • Studér Joseph Smiths lære med hensyn til befalingen om at bygge templer (s. 411-412). Hvorfor tror du, at Kirken ikke ville være »fuldt ud organiseret« uden templer og tempelordinancer? Hvad kan vi gøre i dag for at »fremskynd[e] arbejdet i templet«? Hvorfor må vi »lægge [os] vigtigheden af [tempeltjeneste] på sinde«?

  • Læs profetens lære om de hellige tempelordinancer, og hvad vi lærer af dem (s. 412-415). Hvilken del af læren hjælper især dig med at forstå vigtigheden af tempelordinancer?

  • Læs det første afsnit på s. 415. Hvis du har modtaget tempelordinancerne, så overvej, hvad dine oplevelser har lært dig om din »stilling og … sande forhold til Gud«. Hvis du aldrig har været i templet, eller hvis du ikke har været der i nogen tid, så overvej, hvordan du kan forberede dig på at komme i templet.

  • Hvilke velsignelser kan vi modtage, når vi kommer i templet? (Se eksemplerne på s. 415-416). Ud fra det du har læst i dette kapitel, hvordan kan du så gøre din tempeldeltagelse mere meningsfuld?

Skriftstedshenvisninger: Sl 24:3-5; Es 2:2-3; L&P 124:25-28, 39-41.

Noter

  1. Lucius N. Scovil, Deseret News: Semi-Weekly, 15. feb. 1884, s. 2.

  2. Franklin D. Richards, »A Tour of Historic Scenes«, Contributor, maj 1886, s. 301.

  3. Se Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 283; fra »History of the Church« (manuskript), bog C-1, s. 1328-1329, Kirkens arkiver, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, Salt Lake City, Utah.

  4. Mercy Fielding Thompson, »Recollections of the Prophet Joseph Smith«, Juvenile Instructor, 1. juli 1892, s. 400.

  5. Se Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 21; fra et brev fra Joseph Smith til William W. Phelps, 11. jan. 1833, Kirtland, Ohio; dette brev er ukorrekt dateret 14. jan. 1833 i History of the Church.

  6. History of the Church, 4:186; fra et brev fra Joseph Smith og hans rådgivere i Det Første Præsidentskab til de hellige, sep. 1840, Nauvoo, Illinois, bragt i Times and Seasons, okt. 1840, s. 178-179.

  7. Se Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 217; fra et brev fra Joseph Smith og hans rådgivere i Det Første Præsidentskab til de hellige, 15. jan. 1841, Nauvoo, Illinois, bragt i Times and Seasons, 15. jan. 1841, s. 274.

  8. William P. McIntire, som nedskrev en tale holdt af Joseph Smith først i 1841 i Nauvoo, Illinois; William Patterson McIntire, Notebook 1840-1845, Kirkens arkiver.

  9. Se Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 269; fra en tale holdt af Joseph Smith den 28. apr. 1842 i Nauvoo, Illinois; nedskrevet af Eliza R. Snow; se også tillæg, s. 562, pkt. 3.

  10. Se Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 304; fra »The Government of God«, en leder bragt i Times and Seasons, 15. juli 1842, s. 857-858; Joseph Smith var tidsskriftets redaktør.

  11. Se Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 393; fra en tale holdt af Joseph Smith den 9. okt. 1843 i Nauvoo, Illinois; nedskrevet af Willard Richards og Times and Seasons, 15. sep. 1843, s. 331-332; denne udgave af Times and Seasons blev udgivet sent.

  12. History of the Church, 6:230; fra en indførsel i Joseph Smiths dagbog, 4. mar. 1844, Nauvoo, Illinois.

  13. Se Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 370-371, 372, 375-376; fra en tale holdt af Joseph Smith den 11. juni 1843 i Nauvoo, Illinois; nedskrevet af Wilford Woodruff og Willard Richards; se også tillæg s. 562, pkt. 3.

  14. Se Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 438-439; fra en tale holdt af Joseph Smith den 8. apr. 1844 i Nauvoo, Illinois; nedskrevet af Wilford Woodruff, Willard Richards, Thomas Bullock og William Clayton; se også tillæg, s. 562, pkt. 3.

  15. Se Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 399; fra en tale holdt af Joseph Smith den 21. jan. 1844 i Nauvoo, Illinois; nedskrevet af Wilford Woodruff.

  16. Se Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 371; fra en tale holdt af Joseph Smith den 11. juni 1843 i Nauvoo, Illinois; nedskrevet af Wilford Woodruff og Willard Richards; se også tillæg, s. 562, pkt. 3.

  17. Se Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 390-391; fra en tale holdt af Joseph Smith den 9. okt. 1843 i Nauvoo, Illinois; nedskrevet af Willard Richards og Times and Seasons, 15. sep. 1843, s. 331; denne udgave af Times and Seasons blev udgivet sent.

  18. Se Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 106; fra en tale holdt af Joseph Smith den 12. nov. 1835 i Kirtland, Ohio; nedskrevet af Warren Parrish.

  19. Lære og Pagter 109:10, 12-16, 22-26; bøn bedt af Joseph Smith den 27. mar. 1836 ved indvielsen af templet i Kirtland, Ohio.

Billede
Nauvoo Temple

Det genopbyggede tempel i Nauvoo er beliggende samme sted som det oprindelige tempel. Mens det oprindelige tempel i Nauvoo var under opførelse, erklærede profeten Joseph Smith: »Vi har brug for templet mere end noget andet.«

Billede
Cardston Alberta Temple

Templet i Cardston, Alberta. I hellige templer åbenbarer Herren »sit riges herligheder« og »frelsens vej«.