Johannes Døbers mission

»Johannes Døber bar Det Aronske Præstedømme og var den retmæssige forvalter og Kristi forløber, som kom for at berede vejen for ham.«

Fra Joseph Smiths liv

I Harmony i Pennsylvania i vinteren 1828-1829 forsatte Joseph Smith med at arbejde på oversættelsen af Mormons Bog, men værket skred langsomt frem. Ikke alene var Joseph nødt til arbejde på sin gård for at forsørge sin familie, men han havde heller ikke nogen fuldtidsskriver til at hjælpe sig. I nødens stund erindrede han: »Jeg anråbte Herren om at sørge for mig, så jeg kunne udføre det værk, som han havde befalet mig.«¹ Herren lovede, at han ville tilvejebringe midler, hvorved Joseph Smith kunne udføre arbejdet med oversættelsen (se L&P 5:34). Den 5. april 1829 rejste den unge skolelærer Oliver Cowdery sammen med profetens bror Samuel til Harmony for at møde Joseph. Oliver havde hørt om pladerne, mens han boede i profetens forældres hjem, og efter at have bedt om det, modtog han personlig åbenbaring om, at han skulle skrive for profeten. Den 7. april begyndte de to mænd at arbejde på oversættelsen med Oliver som skriver.

Da Joseph og Oliver oversatte fra pladerne, læste de Frelserens anvisninger til nefitterne angående dåb til syndernes forladelse.² Den 15. maj gik de til et skovbevokset område nær profetens hjem for at bede Herren om større forståelse af denne vigtige ordinance. »Vores sjæl var hengivet til inderlig bøn,« beretter Oliver Cowdery, »for at få at vide, hvordan vi kunne modtage dåbens og Helligåndens velsignelser i overensstemmelse med Guds orden, og vi søgte flittigt efter fædrenes ret og det hellige præstedømmes myndighed og magten til at virke i dette.«³

Joseph Smith nedskrev det, der skete som svar på deres bøn: »Mens vi således var optaget af at bede og påkalde Herren, steg et sendebud fra himlen ned i en sky af lys, og efter at have lagt hænderne på os ordinerede han os, idet han sagde: Til jer, mine medtjenere, overdrager jeg i Messias’ navn Arons præstedømme, som besidder nøglerne til englebetjening og til omvendelsens evangelium og til dåb ved nedsænkning til syndernes forladelse; og dette skal aldrig mere tages fra jorden, førend Levis sønner atter bringer Herren et offer i retfærdighed.

Han sagde, at dette aronske præstedømme ikke havde magten til at give Helligåndsgaven ved håndspålæggelse, men at denne skulle blive overdraget os siden hen …

Det sendebud, som besøgte os ved denne lejlighed og overdrog os dette præstedømme, sagde, at hans navn var Johannes, den samme som i Det Nye Testamente bliver kaldt Johannes Døber, og at han handlede under ledelse af Peter, Jakob og Johannes, som besad nøglerne til Melkisedeks præstedømme, hvilket præstedømme, efter hvad han sagde, skulle blive overdraget os, når tiden var inde« (JS-H 1:68-70, 72).

Johannes Døbers besøg var en betydningsfuld begivenhed i profeten Joseph Smiths liv og i Guds riges fremgang på jorden. Selv om Joseph Smith havde set Gud Faderen og Jesus Kristus, var blevet besøgt af himmelske budbringere og havde modtaget guldpladerne og fået evnen til at oversætte dem, så havde han endnu ikke fået præstedømmets myndighed og magt. Nu var Det Aronske Præstedømme blevet gengivet til jorden, og magten i Det Melkisedekske Præstedømme skulle snart blive gengivet. Joseph Smith var blevet retmæssig forvalter i Guds rige.

Joseph Smiths lærdomme

Johannes Døber udførte den vigtige opgave at berede vejen for Frelseren og døbe ham.

»Jeg deltog i et møde i templet den 29. jan. 1843 … Jeg fortalte, at jeg var blevet stillet to spørgsmål angående emnet for min tale sidste sabbat, som jeg havde lovet at besvare offentligt, hvilket jeg nu ville benytte lejligheden til.

Spørgsmålet opstod af Jesu udtalelse: ›Iblandt dem, som er født af kvinder, er der ikke fremstået nogen større profet end Johannes Døber, men den mindste i himmerigets rige er større end han‹ (Luk 7:28). Hvordan kan det være, at Johannes blev betragtet som en af de største profeter? Hans mirakler kunne ikke have skabt hans storhed (se Joh 10:41).

1. Han havde fået overdraget den guddommelige mission at berede vejen for Herren. Hvem har nogensinde fået betroet et sådant hverv før eller siden? Intet menneske.

2. Han havde fået overdraget den betydningsfulde mission at døbe Menneskesønnen ved sine hænder. Hvem anden havde den ære at gøre det? Hvem anden havde et så stort privilegium og så stor en herlighed? Hvem anden førte Guds Søn ned i dåbens vande og havde privilegiet at se Helligånden dale ned som en due eller rettere sagt i en dues tegn som bekræftelse på denne handling? Duens tegn blev indstiftet før verdens skabelse, som et vidne om Helligånden, og djævelen kan ikke komme i en dues tegn. Helligånden er en person og er i en persons skikkelse. Den begrænser sig ikke til duens skikkelse, men i duens tegn. Helligånden kan ikke omformes til en due, men der blev givet Johannes en dues tegn for at bekræfte handlingens sandhed og uskyld.

3. Johannes var på det tidspunkt den eneste retmæssige forvalter af rigets affærer, som dengang var på jorden, og han besad magtens nøgler. Jøderne måtte adlyde hans instruktioner og belæringer eller blive fordømt af deres egen lov – og Kristus selv fuldbyrdede al retfærdighed ved at være lydig mod denne lov, som han havde givet Moses på bjerget og derved herliggjort den og gjort den hæderlig i stedet for at ødelægge den. Zakarias’ søn fravristede jøderne nøglerne, riget, magten og herligheden ved den hellige salvelse og himlens forordning, og disse tre grunde gør ham til den største profet født af en kvinde.

Det andet spørgsmål: ›Hvordan var den mindste i Guds rige større end han?‹ (se Luk 7:28).

Som svar stillede jeg følgende spørgsmål: ›Hvem tænkte Jesus på som værende den mindste?‹ Man betragtede Jesus som den, der havde mindst krav på Guds rige og den, der [tilsyneladende] var mindst berettiget til, at de kunne tro på ham som værende profet. Det var, som om han havde sagt: ›Den, som anses for den mindste blandt jer, er større end Johannes – det vil sige mig selv.‹«⁴

Der skal være retmæssige forvaltere i Guds rige.

»Nogle mennesker siger, at Guds rige ikke blev oprettet på jorden førend pinsefestens dag, og at Johannes [Døber] ikke prædikede omvendelsens dåb til syndernes forladelse; men jeg siger, i Herrens navn, at Guds rige blev oprettet på jorden lige fra Adams dage til nærværende tid. Når som helst der har været en retfærdig mand på jorden, til hvem Gud åbenbarede sit ord og gav magt og myndighed til at handle i sit navn, og hvor der findes en Guds præst – en præst, som har magt og myndighed fra Gud til at gøre tjeneste i evangeliets forordninger og fungere i Guds præstedømme, der er Guds rige. Og som følge af forkastelsen af Jesu Kristi evangelium og profeterne, som Gud har udsendt, har Guds straffedomme hvilet over folk, byer og nationer i de forskellige tidsaldre i verden, hvad der var tilfældet med byerne Sodoma og Gomorra, som blev ødelagt, fordi de forkastede profeterne …

Angående evangeliet og dåben, som Johannes forkyndte, vil jeg sige, at Johannes kom for at forkynde evangeliet til syndernes forladelse. Han havde sin myndighed fra Gud, og Guds åbenbaringer var med ham, og Guds rige syntes for en tid at hvile på Johannes alene. Herren lovede Zakarias, at han skulle få en søn, som var en efterkommer af Aron, idet Herren havde lovet, at præstedømmet skulle fortsætte med Aron og hans efterkommere gennem deres generationer. Den værdighed kan ingen selv tage, man må ligesom Aron kaldes af Gud (se Hebr 5:4), og Aron modtog sit kald ved åbenbaring …

Men som nogle ville sige, så kunne Guds rige ikke oprettes på Johannes’ tid, for Johannes sagde, at riget var nært. Men så vil jeg spørge, hvordan det kunne være dem nærmere end i Johannes’ hænder. Folket behøvede ikke at vente til pinsedagene med at finde Guds rige, for Johannes havde det med sig, og han kom ud fra ørkenen og råbte: ›Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær!‹ (Matt 3:2), hvilket svarer til at sige: ›Herude har jeg fået Guds rige, og I kan få det, og jeg kommer efter jer, og hvis I ikke tager imod det, vil I blive fordømt‹, og skrifterne beretter, at hele Jerusalem drog ud til Johannes’ dåb (se Matt 3:5-6). Der var en retmæssig forvalter, og de der blev døbt, var en konges undersåtter. Guds love og åbenbaringer var der også, og derfor var Guds rige dér, for intet menneske kunne have bedre myndighed til at forvalte end Johannes, og vor Frelser underkastede sig selv denne myndighed ved at blive døbt af Johannes. Derfor var Guds rige oprettet på jorden selv på Johannes’ tid …

Kristus kom ifølge Johannes’ ord (se Mark 1:7), og han var større end Johannes, fordi han bar nøglerne til Det Melkisedekske Præstedømme og Guds rige og havde før åbenbaret Moses’ præstedømme. Alligevel blev Kristus døbt af Johannes for at opfylde al retfærdighed (se Matt 3:15) …

[Jesus] siger: ›Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige,‹ og ›jord og helvede skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå‹ (Joh 3:5; Matt 24:35). Hvis et menneske bliver født af vand og ånd, kan det komme ind i Guds rige. Det er indlysende, at Guds rige var på jorden, og Johannes forberedte undersåtter til riget ved at forkynde evangeliet for dem og døbe dem, og han beredte vejen foran Frelseren, eller kom som en forløber, og forberedte undersåtter til Kristi forkyndelse. Og Kristus forkyndte over hele Jerusalem på de samme steder, hvor Johannes havde forkyndt … Johannes forkyndte det samme evangelium og den samme dåb, som Jesus og apostlene forkyndte efter ham …

Når som helst folk kan finde ud af Guds vilje og finde en forvalter, som har retmæssig myndighed fra Gud, dér er Guds rige. Men hvor disse ikke findes, der er Guds rige ikke. Alle ordinancerne, systemerne og forvaltningerne på jorden er uden værdi for menneskenes børn, medmindre de er ordinerede og bemyndigede af Gud – for intet andet end en retmæssig forvalter kan frelse et menneske, for ingen andre vil blive anerkendt af hverken Gud eller engle.«⁵

»Johannes [Døber] bar Det Aronske Præstedømme og var den retmæssige forvalter og Kristi forløber, som kom for at berede vejen for ham … Johannes var præst efter Arons orden før Kristus …

Det Aronske Præstedømmes nøgler blev overdraget ham, og han var stemmen, der råbte i ørkenen og sagde: ›Ban Herrens vej, gør hans stier jævne!‹ (Matt 3:3) …

Frelseren sagde til Johannes: ›Jeg trænger til at blive døbt af dig‹. Hvorfor? ›For således bør vi opfylde al retfærdighed‹ (se Matt 3:14-15) … Jesus havde ingen anden retmæssig forvalter end Johannes.

Der er ingen frelse at finde i Bibelen uden en retmæssig forvalter.«⁶

Et menneske, som har Elias’ ånd, har af Herren fået til opgave at forberede sig.

»Jeg vil først tale om Elias’ ånd – og for at komme til emnet, vil jeg tage noget af vidnesbyrdet fra skriften og give mit eget.

Lad det for det første være nok at sige, at jeg gik ind i skoven for at adspørge Herren gennem bøn om hans vilje angående mig, og jeg så en engel [Johannes Døber], og han lagde hænderne på mit hoved og ordinerede mig til præst efter Arons orden og til at have nøglerne til dette præstedømme, hvilket embede var at prædike omvendelse og dåb til syndernes forladelse og også til at døbe. Men det blev mig kundgjort, at dette embede ikke omfattede håndspålæggelse til Helligåndsgaven, og at det embede var en større gerning og skulle gives bagefter, men at min ordination var en forberedende handling eller noget, der gik forud, hvilket var Elias’ ånd, for Elias’ ånd var en forløber til at berede vejen for det større, som tilfældet var med Johannes Døber. Han kom fra ørkenen og råbte: ›Ban Herrens vej, gør hans stier jævne!‹ (Matt 3:3). Og de fik at vide, at dersom de kunne modtage det, var det Elias’ ånd (se Matt 11:14), og Johannes var nøjeregnende med at fortælle folk, at han ikke var lyset, men at han var sendt ud for at vidne om lyset (se Joh 1:8).

Han fortalte folk, at hans mission var at prædike omvendelse og døbe med vand, men at det var ham, der skulle komme efter ham, som skulle døbe med ild og Helligånden (se Matt 3:11).

Hvis han havde været bedrager, kunne han have arbejdet og virket uden for sine grænser og have påtaget sig at udføre ordinancer, som ikke faldt ind under dette embede og denne kaldelse, under Elias’ ånd.

Elias’ ånd er at berede vejen for en større åbenbaring fra Gud, hvilken [Elias’ ånd] er Elias’ præstedømme, eller det præstedømme som Aron blev ordineret til. Og når Gud sender et menneske i besiddelse af nøglerne til Elias’ magt ind i verden for at træffe forberedelser til et større værk, blev det kaldt Elias’ lære lige fra verdens første tidsalder.

Johannes’ mission indskrænkede sig til at forkynde og døbe, men det, han gjorde var lovformeligt, og da Jesus Kristus kom til nogle af Johannes’ disciple, døbte han dem med ild og Helligånden … Johannes overskred ikke sine grænser, men udførte trofast den del, der hørte under hans embede; og hver eneste del af den store bygning skulle beredes rigtigt og tildeles sin rette plads. Og det er nødvendigt at vide, hvem der har magtens nøgler, og hvem der ikke har dem, for ellers ville vi sandsynligvis blive bedraget.

Den person, der har Elias’ nøgler, har en forberedende gerning … Elias’ ånd blev åbenbaret mig, og jeg ved, at det er sandt, derfor taler jeg med frimodighed, for jeg ved meget vel, at min lære er sand.«⁷

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på s. vii-xi.

Læs beretningen om Johannes Døber, der overdrager Det Aronske Præstedømme til Joseph Smith og Oliver Cowdery (s. 79-81, 85). Hvorledes påvirkede denne begivenhed Joseph og Oliver? Hvordan har denne begivenhed påvirket dit liv?
Læs det første afsnit på s. 81 og bemærk, at Johannes Døber kaldte Joseph og Oliver sine »medtjenere.« Hvordan kan dette udtryk hjælpe præstedømmebærerne? Hvordan kan dette udtryk påvirke din omgang med unge mænd, som bærer Det Aronske Præstedømme?
Gennemgå det afsnit i kapitlet, der begynder på s. 81. Hvilke tanker og følelser har du vedrørende Johannes Døber og den mission, han udførte i løbet af sit liv på jorden?
Profeten Joseph lærte os, at Johannes Døber var en »retmæssig forvalter« (s. 83-85). Hvad tror du, at begrebet »retmæssig forvalter« betyder i forbindelse med præstedømmet? Hvorfor er der »ingen frelse … uden en retmæssig forvalter«? (s. 85).
Når du læser det sidste afsnit i kapitlet (s. 85-86), så gennemgå også definitionen af begrebet »Elias«, som gives i Guide til Skrifterne, s. 31. Hvad er Elias’ ånd? Hvordan forberedte Johannes Døber vejen for Frelserens komme?
Joseph Smith sagde, at overdragelsen af Det Aronske Præstedømme var »en forberedende gerning«, fordi den bereder vejen for noget større (s. 85). Hvad kan bærere af Det Aronske Præstedømme gøre for at forberede sig til at modtage Det Melkisedekske Præstedømme? Hvad kan forældre, bedsteforældre, lærere og ledere gøre for at hjælpe dem med at forberede sig?

Skriftstedshenvisninger: Matt 3:1-17; 1 Ne 10:7-10; JSO, Matt 3:43-46.