Lev med andre i fred og harmoni

»Vi ønsker at leve i fred med alle mennesker.«

Fra Joseph Smiths liv

Et af de tidlige sidste dages helliges ønsker var ganske enkelt at få lov til at efterleve deres religion i fred. Men lige meget hvor de flyttede hen, veg freden fra dem. I 1833, kun to år efter indvielsen af et indsamlingssted i Missouri, tvang pøbelhobe de hellige til at forlade Jackson County i Missouri (se s. 281). Kirkemedlemmer fandt midlertidig tilflugt i Clay County i Missouri, og derefter begyndte de i 1836 at flytte til det nordlige Missouri. De fleste af dem bosatte sig i Caldwell County, et nyt amt der blev oprettet af statens lovgivningsmagt for at imødekomme de hellige. Far West, der virkede som amtets hovedsæde, blev snart en blomstrende bosættelse for de sidste dages hellige.

Profeten Joseph Smith fortsatte med at bo i Kirtland i Ohio, men i januar 1838 blev han tvunget til at rejse derfra af frygt for sit liv. Med sin familie rejste han 1450 km til Far West, hvor han tilsluttede sig de hellige, der boede der. Senere i 1838 solgte eller forlod de fleste hellige i Kirtland deres hjem og fulgte profeten til Missouri. For at give husly til kirkemedlemmerne, der strømmede til området, udpegede profeten områder nær Far West, hvor de hellige kunne bosætte sig. I juli 1838 blev nogle hjørnesten lagt til et tempel i Far West og gav de hellige håb om, at de kunne grundlægge en varig koloni, hvor de kunne nyde fremgang og fred. Uheldigvis opstod der spændinger ligesom dem, de oplevede i Jackson County, som hurtigt skilte dem fra de lokale bosættere, og i efteråret 1838 begyndte pøbelhobe og militser endnu engang at hærge og angribe de sidste dages hellige.

En dag, da profeten besøgte sine forældres hjem i Far West, kom en gruppe bevæbnede militssoldater ind og erklærede, at de var kommet for at dræbe ham på grund af en formodet forbrydelse. Lucy Mack Smith, profetens mor, beskrev hans evne til at stifte fred:

»Joseph så på dem med et venligt smil, gik hen til dem og gav dem hver især hånden på en måde, som overbeviste dem om, at han hverken var en skyldig forbryder eller endog en fej hykler. De stoppede op og stirrede, som om der var gået et genfærd gennem stuen.

Joseph satte sig og begyndte at tale med dem og forklarede dem anskuelserne og synspunkterne hos det folk, der blev kaldt mormoner, hvad der var sket for dem samt den behandling, de var blevet udsat for af deres fjender fra Kirkens første færd. Han fortalte dem, hvilken ondskab og overlast de havde lidt, lige siden de kom til Missouri, men at de var et folk, som aldrig, så vidt han vidste, havde overtrådt lovene. Men hvis de havde, var de parate til at blive prøvet efter loven …

Derefter rejste han sig og sagde: ›Mor, jeg tror, jeg tager hjem. Emma venter mig.‹ To mænd sprang op og sagde: ›Du skal ikke rejse alene, for det er ikke sikkert. Vi tager med dig og beskytter dig.‹ Joseph takkede dem, og de tog af sted sammen med ham.

Mens de var borte, stod de øvrige officerer ved døren, og jeg hørte følgende samtale mellem dem:

Den første officer: ›Følte I noget underligt, da Smith gav jer hånden? Jeg har aldrig før følt sådan i mit liv.‹

Den anden officer: ›Jeg følte det, som om jeg ikke kunne røre mig. Jeg ville ikke krumme et hår på den mands hoved, uanset hvad det gjaldt.‹

Den tredje officer: ›Det er sidste gang, I nogensinde vil se mig komme for at slå Joe Smith eller mormonerne ihjel.‹ …

De mænd, som fulgte med min søn, lovede at opløse militsen under sig og tage hjem, og de sagde, at hvis han overhovedet havde brug for dem, ville de komme tilbage og følge ham hvor som helst.«¹

Ved at tale sandheden på en venlig, ligefrem måde overvandt Joseph Smith fordomme og fjendtlighed og stiftede fred med mange af dem, der havde været hans fjender.

Joseph Smiths lærdomme

Ved at stræbe efter at være fredsstiftere kan vi leve i større harmoni og kærlighed med andre.

»Jesus sagde: ›Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn‹ (Matt 5:9). Hvis derfor nationen, en enkelt stat, samfund eller familie bør være taknemlig for noget, er det fred.

Fred, du kære himlens barn! - fred ligesom lys fra den samme storslået forælder, tilfredsstiller, opliver og glæder de retfærdige og de uretfærdige og er selve kernen i glæde hernede og lyksalighed i himlen.

Han, som ikke stræber med al sit legemes og sinds styrke, med al sin indflydelse hjemme og ude – og bevirker, at andre gør ligeså – efter at stifte fred og bevare den til sin egen gavn og eget behag, og til ære for sin stat, nation og land, har intet krav på menneskers mildhed. Han burde heller ikke være berettiget til en kvindes venskab eller regeringens beskyttelse.

Han er den indvoldsorm, der gnaver i sine egne livsorganer, og den grib, der gør sin egen krop til rov. Han er med hensyn til sine egne udsigter og fremgang i livet én, der ødelægger sin egen glæde.

Et samfund bestående af sådanne personer er ikke fjernt fra helvede på jord og burde lades alene tilbage og erklæres uegnet til de fries smil og de modiges ros.

Men fredsstifteren, o, hør ham!, for hans munds og hans lærdoms ord drypper som regnen og falder som duggen. De er som den blide tågedis på planterne og som den sagte regn på græsset.

Livlighed, dyd, kærlighed, tilfredshed, menneskekærlighed, godgørenhed, medfølelse, menneskelighed og venskab fører hurtigere til lyksalighed i livet: Og mennesker, kun lidt ringere end engle, der udøver deres magt, privilegier og kundskab i henhold til Jesu Kristi åbenbarings orden, regler og forskrifter, bor sammen i enighed. Og den liflige duft, som udbredes med glædens og tilfredsstillelsens åndedrag i deres retskafne fællesskab, er som den fyldige duft fra den indviede olie, der blev udgydt over Arons hoved, eller som den delikate duft, der breder sig fra marken med arabiske krydderier. Ja, lad os høre mere om fredsstifterens røst –

Det er som musikkens himmelske stræben -
den fortryller vor sjæl og dulmer vor bæven.
Den gør verden til et paradis,
og mennesker til perler af højeste pris.«2

»Elskede brødre, fortsæt i broderlig kærlighed, gå ud i sagtmodighed og husk bøn, så I ikke bliver overvundet. Stræb efter fred, som vores elskede bror Paulus sagde, så I kan være vor himmelske Faders børn (se Rom 14:19).«³

»Menneskekærlighed over for alle, fornuft og lutring til at håndhæve dyd og at gøre godt til gengæld for ondt er … i fremragende grad beregnet til at helbrede mere tumult i samfundet end en opfordring til at gribe til våben, eller endog en diskussion, der ikke mildnes trods venskab … Så vores motto er: Fred med alle! Hvis vi glædes over Guds kærlighed, så lad os prøve at give en årsag til den glæde, som hele verden ikke kan fornægte eller stå imod.«⁴

»Vi ønsker at leve i fred med alle mennesker.«⁵

Vi kan fremelske fred ved at ære hinanden og nægte at finde fejl.

»Vi håber at vore brødre vil tage hensyn til hinandens følelser og vandre i kærlighed og ære hinanden mere end sig selv, ligesom Herren forlanger det.«⁶

»Vi bør prise dyderne hos det menneske, som ønsker at gøre godt, og ikke tale om dets fejl bagom ryggen på det.«⁷

»Her i verden er menneskene af naturen selviske, ærgerrige og stræber efter at overgå hinanden. Alligevel findes der visse mennesker, der er villige til at opbygge andre så vel som sig selv.«⁸

»Lad De Tolv og alle hellige være villige til at bekende alle deres synder og ikke tilbageholde en del af dem. Lad dem være ydmyge og ikke opblæste og tage sig i agt for stolthed og ikke søge at overgå hinanden, men i stedet handle for hinandens bedste og bede for hinanden og ære vores bror og omtale hans navn med hæder og ikke bagtale og ødelægge vores bror.«⁹

»Hvis I fra jeres midte vil fjerne al ond tale, bagtalelse og alle dårlige tanker og følelser, ydmyge jer og dyrke alle dydige og kærlige principper, så vil Jahves velsignelser hvile på jer, og I vil se gode og herlige dage. Fred vil være i jeres byer og fremgang i jeres land.«¹⁰

Vi kan fremelske fred og fordragelighed i vore samfund ved at respektere alle menneskers frihed til at tro i overensstemmelse med deres egen samvittighed.

Trosartiklerne, 1:11: »Vi kræver ret til at tilbede Gud den Almægtige i overensstemmelse med vor egen samvittigheds bud og indrømmer alle mennesker den samme ret – lad dem tilbede hvorledes, hvor eller hvad de vil.«¹¹

»Vi betragter det som et retfærdigt princip, et princip, hvis styrke efter vores mening burde overvejes behørigt af ethvert menneske, at alle mennesker er skabt lige, og at alle har ret til at have deres egen mening i alle sager i henhold til samvittigheden. Som følge heraf er vi således ikke tilbøjelige til – selv om vi havde magt til det – at berøve nogen udøvelsen af denne sindets frihed, som himlen så nådigt har udøst over menneskeheden som en af dens mest udsøgte gaver.«¹²

»Jeg har en yderst liberal indstilling til og næstekærlige følelser over for alle sekter, partier og religiøse samfund, og jeg anser retten til frit at følge sin samvittighed for yderst hellig og dyrebar og foragter ikke nogen for at have en anden mening end mig.«¹³

»De hellige kan bevidne, at jeg er villig til at nedlægge mit liv for mine brødre. Hvis det er blevet vist, at jeg har været villig til at dø for en ›mormon‹, erklærer jeg frimodigt for himlen, at jeg er lige så rede til at dø, når det gælder om at forsvare rettighederne for en baptist, en presbyterianer eller et andet godt menneske fra ethvert andet religiøst samfund. For det samme princip, der tramper på de sidste dages helliges rettigheder, tramper også på katolikkernes eller andre samfunds, som måske er upopulære og for svage til at forsvare sig selv.

Det er kærlighed til friheden, der inspirerer min sjæl – borgerrettigheder og religionsfrihed for hele menneskeheden. Kærligheden til frihed blev indpodet i min sjæl af mine bedstefædre, mens jeg red ranke på deres knæ …

Hvis jeg mener, at menneskeheden tager fejl, skal jeg da betvinge dem? Nej. Jeg vil løfte dem på deres egen måde, hvis jeg ikke kan overbevise dem om, at min måde er bedre. Jeg vil ikke søge at tvinge noget menneske til at tro, som jeg gør, andet end ved ræsonnementets styrke, for sandheden vil bane sin egen vej.«¹⁴

»Vi burde altid være opmærksomme på disse fordomme – som undertiden opstår på mærkelige måder og er så typiske for den menneskelige natur – over for vore venner, naboer og brødre i verden, som nu engang adskiller sig fra os med hensyn til mening og trosopfattelse. Vores religion er mellem os og vores Gud. Deres religion er mellem dem og deres Gud.«¹⁵

»Når vi ser dydige egenskaber i mennesker, bør vi altid anerkende dem, uanset hvordan deres forståelse er i forhold til trosbekendelser og lærdomme. For alle mennesker er eller burde være frie og være i besiddelse af ufravigelige rettigheder samt naturlovenes og selvopholdelsesdriftens høje og ædle evne til at tænke og handle og sige som det behager dem, samtidig med de bevarer en passende respekt for alle andre skabningers rettigheder og privilegier og ikke krænker nogen. Denne lære tilslutter jeg mig og udøver af hele mit hjerte.«¹⁶

»Alle mennesker har ret til deres handlefrihed, for sådan har Gud fastsat det. Han har indstiftet handlefriheden til menneskeheden og givet dem magt til at vælge godt eller ondt og til at søge efter det gode ved at stræbe efter hellighedens sti i dette liv. Det giver fred i sindet og glæde ved Helligånden her og en fylde af glæde og lykke ved hans højre hånd i det næste liv. Eller menneskene kan følge en ond sti og fortsætte i synd og oprør mod Gud og derved bringe fordømmelse over deres sjæl i denne verden og evig fortabelse i den tilkommende. Eftersom himlens Gud har ladet dette være valgfrit for alle mennesker, ønsker vi ikke at fratage dem det. Vi ønsker kun at udfylde en trofast vægters rolle i overensstemmelse med Herrens ord til profeten Ezekiel (Ez 33:2-5) og lader andre gøre, hvad de finder godt.«¹⁷

»Det er et af de første principper i mit liv og et princip, som jeg har udviklet fra min barndom, eftersom min far lærte mig det, nemlig at tillade ethvert menneske at handle efter deres samvittighed … Min indstilling er, at jeg altid er rede til at dø for de svages og undertryktes beskyttelse i deres retfærdige krav.«¹⁸

»Vi skal ikke blande os i noget menneskes religion. Alle regeringer burde give alle mennesker lov til at udøve deres religion uden at blive forulempet. Intet menneske er bemyndiget til at tage liv som følge af meningsforskelle i religion, hvad alle love og regeringer burde tolerere og beskytte, hvad enten disse meninger så er rigtige eller forkerte.«¹⁹

»Vi vil … udvikle fred og venskab med alle, passe os selv og nyde stor fremgang og opnå respekt, for når vi respekterer andre, respekterer vi os selv.«²⁰

»Selv om jeg aldrig ønsker at påtvinge noget andet menneske min lære, fryder jeg mig over at se fordomme vige for sandhed og menneskers overleveringer spredes for Jesu Kristi evangeliums renfærdige principper.«²¹

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på s. vii-xi.

Læs beretningen om Joseph Smith, der taler med militssoldaterne (s. 337-338). Hvorfor tror du, at profeten var i stand til at forholde sig rolig i den situation? Overvej andre eksempler, hvor du har set folk forholde sig roligt og fredeligt i svære situationer. Hvad var resultatet af disse menneskers måde at reagere på?
Læs s. 339-341 og se efter ord og udtryk, som profeten brugte til at beskrive fred og fredsstiftere med. Hvilke karaktertræk kan hjælpe os med at blive fredsstiftere i vores hjem og samfund?
Læs det tredje afsnit på s. 341. Hvordan har du det, når du ser efter andres fejl? Hvordan har du det, når du ser efter andres dydige egenskaber? Hvordan tror du andre mennesker føler, når du tager dig tid til at anerkende deres dydige egenskaber?
Læs det fjerde afsnit på s. 341. Hvordan kan vi opbygge hinanden? Hvad har andre gjort for at opbygge dig? Hvordan fører sådanne handlinger til fred?
Læs s. 341-344 og se ifølge profetens lærdomme, hvordan vi bør behandle mennesker, hvis religiøse overbevisning adskiller sig fra vores egen. På hvilke måder kan vi ære andres rettigheder til at »tilbede hvorledes, hvor eller hvad de vil«?
Læs det sidste afsnit på s. 343. Hvordan kan vi fortælle andre om det gengivne evangelium og samtidig vise respekt for deres overbevisning?

Skriftstedshenvisninger: Ef 4:31-32; Mosi 4:9-16; 4 Ne 1:15-16; L&P 134:2-4, 7.