»Hvor er det godt og herligt … at sidde sammen«

»Et langt, sejt træk, som vi alle trækker sammen.«

Fra Joseph Smiths liv

Den 27. december 1832 modtog profeten Joseph Smith en befaling fra Herren om, at de hellige skulle begynde at bygge et tempel i Kirtland (se L&P 88:119). Den 1. juni 1833 gav Herren profeten yderlige instruktioner: »Her er visdom og Herrens vilje – lad huset bygge, men ikke på verdens måde … lad det derfor bygge på den måde, som jeg skal vise tre af jer« (L&P 95:13-14).

Få dage senere opfyldte Herren sit løfte og gav Joseph Smith og hans rådgivere i Det Første Præsidentskab et bemærkelsesværdigt syn, hvori de så detaljerede planer over templet. Frederick G. Williams, anden rådgiver i Det Første Præsidentskab, berettede senere: »Joseph Smith modtog Herrens ord til ham om at tage sine to rådgivere, Frederick G. Williams og Sidney Rigdon, og komme til Herren, så ville han vise dem planen eller modellen for det hus, som skulle bygges. Vi gik på knæ, anråbte Herren, og bygningen viste sig inden for vores synsfelt, og jeg var den første, der så den. Så så vi den alle sammen. Da vi havde set nøje på det ydre, var det, som om bygningen kom lige hen over os.«¹

Da Joseph Smith forklarede den herlige plan, som var blevet åbenbaret til Det Første Præsidentskab, til et råd af højpræster, frydede brødrene sig og tog straks ud for at vælge en grund – et sted i en hvedemark, som brødrene Smith havde sået efteråret før. Hyrum Smith løb straks hen for at få fat i en le og begynde at rydde området til opførelsen og udbrød: »Vi forbereder os på af bygge et hus til Herren, og jeg er fast besluttet på at være den første, der går i gang med arbejdet.«²

Denne entusiastiske stemning blev en følelse, der forenede alle, da de hellige arbejdede og ydede ofre for at bygge det første tempel i denne uddeling. Under Emma Smiths ledelse syede kvinderne strømper, bukser og trøjer til de mænd, der arbejdede på templet. Kvinderne syede også gardiner og tæpper til templet under ledelse af Brigham Young, som havde med templets interiør at gøre. Bror John Tanner solgte sin knap 900 hektar store gård i New York og ankom til Kirtland lige akkurat i tide til at låne profeten de 2000 dollars, der indløste pantet i tempelbygningen, som ellers var tæt på at blive overtaget. For at beskytte templet mod den truende pøbelhob bevogtede mænd templet om natten og sov i det samme tøj, som de havde haft på om dagen, mens de arbejdede på templet.

Profeten forklarede: »Store forberedelser blev gjort for at påbegynde et hus til Herren, og til trods for at Kirken var fattig, fandtes der alligevel så stor overflod af enighed, harmoni og næstekærlighed blandt os, at det gav os styrke til at udføre Guds befalinger.«³

Heber C. Kimball, som blev medlem af De Tolvs Kvorum året før templet blev indviet, beskrev den store præstation: »Hele Kir-ken var samlet om dette projekt, og hver eneste mand gav en hjælpende hånd. De, som ikke var tilknyttet et hold, arbejdede i stenbruddet og forberedte sten til at udfærdige huset.«⁴ Ældste Kimball husker også: »Joseph sagde: ›Kom brødre, lad os gå til stenbruddet og arbejde for Herren.‹ Og profeten gik selv ud i sin hørarbejdsbluse og sine hørarbejdsbukser og arbejdede i sten-bruddet lige som os andre. Hver lørdag tog vi alle spand trækdyr ud for at trække sten til templet, og sådan fortsatte vi, indtil byg-ningen var færdig, og alt imens sad vore hustruer og strikkede, spandt og syede og … udførte al slags arbejde.«⁵

De helliges anstrengelser i Kirtland er et typisk eksempel på den enighed, det offer og den hengivenhed, som muliggjorde, at Herrens hensigter kunne opfyldes i de følgende år. Det var en af de mange gange, hvor de hellige stod sammen og gav agt på pro-feten Joseph Smiths formaning: »Et langt, sejt træk, som vi alle trækker sammen.«⁶

Joseph Smiths lærdomme

Når vi arbejder sammen som en enhed, kan vi bedre udføre Guds hensigter.

»Vi glæder os til at møde de hellige ved endnu en generalkonference [oktober 1840] … De hellige er så ivrige, utrættelige og energiske som aldrig før i de sidste dages værk, og dette giver os stor glæde og trøst og opmuntrer os meget, mens vi kæmper med de besværligheder, der nødvendigvis må være på vores vej.

Lad brødrene altid vise en sådan ånd og støtte vore hænder, og vi skal, og vi vil gå fremad. Herrens værk skal rulle frem, Herrens tempel rejses, Israels ældster opmuntres, Zion opbygges og blive lovprist og være til glæde og herlighed for hele jorden. Lovsangen, sangen om majestætisk herlighed og ære til ham, der sidder på tronen, og til Lammet for evigt og altid, skal genlyde fra bakke til bakke, fra bjerg til bjerg, fra ø til ø og fra kontinent til kontinent, og verdens riger skal blive vor Guds og hans Søns, Kristi, rige (se Åb 11:15).

Vi er virkelig glade for at vide, at der eksisterer en sådan fællesskabsånd over hele Kirken, indenlands som udenlands, på dette kontinent som på øerne i havet, for gennem dette princip og ved en fælles indsats vil vi være i stand til at iværksætte vor Guds hensigter.«⁷

»Templet i Nauvoo skrider frem med rivende fart. Der gøres ihærdige anstrengelser fra alle sider for at fremme opførelsen af det, og alle slags materialer er godt på vej, og ved næste efterår forventer vi at se bygningen være under tag … Der har tit gennem vinteren været så mange som 50 personer, der har brudt sten, mens der på samme tid har været mængder af andre, der har været i gang med at transportere stenene og lave andet slags arbejde …

Mens travle skarer således har været beskæftigede med deres forskellige hverv og udført deres daglige arbejde og givet en tiendedel af deres tid, har andre ikke været mindre villige til at bringe deres tiende og ofre til samme store formål. Ikke siden denne kirkes grundlæggelse har vi set større beredvillighed lagt for dagen for at efterkomme Jahves krav, et mere brændende ønske om at gøre Guds vilje, større anstrengelser anvendt eller større ofre bragt, end der har været, siden Herren sagde: ›Lad templet blive bygget ved mit folks tiendebetaling‹ (se L&P 97:10-11). Det var som om foretagsomhedens, filantropiens og lydighedens ånd hvilede samtidigt på gammel som ung. Brødre og søstre, drenge og piger og endog fremmede, som ikke var i Kirken, var forenede med en ikke tidligere set gavmildhed i udførelsen af dette store værk. I mange tilfælde kunne end ikke enken forhindres i af sine sparsomme midler at give sine to småmønter.

Vi føler på dette tidspunkt trang til at give alle, gamle og unge, både i og uden for Kirken, vores uforstilte tak for deres enestående gavmildhed, venlighed, flid og lydighed, som de så belejligt har vist ved denne lejlighed. Det er ikke, fordi vi personligt eller individuelt har haft økonomisk fremgang, men når brødrene som i dette tilfælde viser, at de står sammen i formål og hensigt og alle lægger ryggen til, så mindskes vores bekymring, arbejde, slid og ængstelse i høj grad, vores åg er godt og vores byrde er let (se Matt 11:30).«⁸

»Hør her, lad mig sige én gang for alle, lige som den fordums salmist: › Hvor er det godt og herligt, når brødre sidder sammen. Det er som den gode olie på hovedet, der flyder ned over Arons skæg, ned over kjortlens halsåbning. Det er som Hermons dug, der falder på Zions bjerge‹, således er en sådan enighed, ›for dér giver Herren velsignelsen, livet i al evighed!‹ Enighed er magt (se Sl 133:1-3).«⁹

Vi vokser i enighed, når vi stræber efter at være lydige mod Guds love og overvinder vore selviske følelser og fordomme.

I december 1840 skrev profeten til medlemmer af De Tolv Apostles Kvorum og andre præstedømmeledere, som var på mission i Storbritannien: »Det er … meget tilfredsstillende for mig at vide, at der har hersket så stor forståelse mellem jer, og at de hellige med sådan glæde har lyttet til råd og har været fælles i deres stræben i dette kærlighedsarbejde og for sandhedens og retfærdighedens fremme. Det er, som det burde være i Jesu Kristi Kirke: I enighed er der styrke. ›Hvor er det godt og herligt, når brødre sidder sammen!‹ (Sl 133:1). Lad altid den Allerhøjestes hellige dyrke og pleje dette princip, og de herligste velsignelser skal blive resultatet, ikke alene for den enkelte, men for hele Kirken – rigets orden iagttages, dets embedsmænd respekteres og dets krav adlydes beredvilligt og med glæde …

Lad de hellige huske, at store ting afhænger af deres individuelle anstrengelser, og at de er kaldet til at arbejde sammen med os og Helligånden om fuldførelsen af de sidste dages store værk. I betragtning af værkets udstrækning, velsignelser og herligheder, lad os da ikke alene begrave enhver selvisk følelse, men udrydde den fuldstændigt. Lad kærlighed til Gud og mennesker være det fremherskende og råde med triumf i hvert sind, så deres hjerter må blive som Enoks fordum og fatte alt, det nuværende, det forgangne og det kommende, og ikke mangle nogen nådegave, og vente på Herren Jesu Kristi komme (se 1 Kor 1:7).

Det værk, som vi i forening tager del i, er ikke helt almindeligt. De fjender, som vi kæmper imod, er spidsfindige og dygtige til at intrigere. Vi bør være på vagt for at kunne fokusere vore kræfter, og således at de bedste følelser kan herske i vores midte. Med den Almægtiges hjælp vil vi så gå fremad fra sejr til sejr og fra erobring til erobring. Vore onde tilbøjeligheder vil blive undertrykt og vore fordomme forsvinde. Vi vil ikke finde plads til had i vores hjerte, lasten vil skjule sit hæslige ansigt, og vi vil blive godkendt af himlen og anerkendt som Guds sønner.

Lad os erkende, at vi ikke skal leve for os selv, men for Gud. Hvis vi gør det, vil de største velsignelser hvile på os både nu og i evigheden.«¹⁰

»Vi vil sige til de hellige, som kommer her til Nauvoo, at vi har lagt grundvolden til indsamlingen af Guds folk til dette sted og forventer, at når de hellige virkelig kommer, vil de være under Guds rådgivere, som han har udpeget … Vi prøver her på at binde op om lænderne og udrense dem blandt os, der øver ugudelighed. Vi håber, at når vore brødre ankommer udenlands fra, at de vil hjælpe os med at føre dette gode værk fremad og fuldføre denne store plan, så ›Zion må blive opbygget i retfærdighed og alle nationer flokkes om hendes banner‹, så vi som Guds folk under hans vejledning og i lydighed mod hans lov skal vokse i retfærdighed og sandhed, og at vi, når hans planer er udført, skal modtage en arv blandt dem, der er helliggjort.«¹¹

»Vi har alle vore venner, vore slægtninge, vores familie og bekendtskaber, og vi ser, at venskab … og broderskab har bundet os uløseligt sammen i forening med tusindvis af hengivne relationer. Vi har taget imod denne ene fælles tro, ja, den tro, ›som én gang for alle er overdraget de hellige‹ (Jud 1:3). Vi har nydt godt af det privilegium at høre om det evigtvarende evangelium, som er blevet overdraget os ved profetiens ånd, ved at himlene har åbnet sig, ved Helligåndsgaven, ved englebetjening og ved Guds magt … En beslægtet medfølelse løber gennem hele legemet, selv Kristi legeme, som ifølge Paulus’ udtalelse er hans kirke, og ingen legemsdel kan lide, uden at de andre lemmer føler smerten, for, siger Paulus, hvis en legemsdel lider, så lider også alle de andre. Bliver én legemsdel hædret, så glæder også alle de andre sig (se 1 Kor 12:12-27).«¹²

De største timelige og åndelige velsignelser strømmer altid fra en forenet indsats.

I januar 1841 gav profeten Joseph Smith og hans rådgivere i Det Første Præsidentskab anvisninger til de hellige, som kom til Nauvoo fra forskellige steder i verden: »Vi kan kun ved en koncentreret påvirkning og en forenet indsats fuldføre de sidste dages værk … hvorved både vore timelige og åndelige interesser bliver væsentligt styrket, og himlens velsignelser må strømme til os i en uafbrudt strøm. Det mener vi, der ikke kan være nogen tvivl om.

De største timelige og åndelige velsignelser, som altid kommer fra trofasthed og en fælles indsats, har aldrig ledsaget individuelle anstrengelser eller foretagender. Alle forrige tidsaldres historie bekræfter overvældende denne kendsgerning …

Vi ønsker, at de hellige skal forstå, at når de kommer her, må de ikke forvente fuldkommenhed, eller at alt skal være harmoni, fred og kærlighed. Hvis de forfalder til disse tanker, vil de utvivlsomt blive skuffede, for her er der personer ikke kun fra forskellige stater, men fra forskellige lande, der, selv om de føler stor hengivenhed for sandhedens sag, har deres fordomme om uddannelse, og derfor kræver det nogen tid, før disse ting kan overvindes. Og atter er der mange, der sniger sig ind og bestræber sig på at så splid, strid og fjendskab i vores midte, og derved bringer de ondt over de hellige … Lad derfor de, der kommer her til dette sted, være fast besluttede på at holde Guds befalinger og ikke blive mismodige over det ovennævnte, så vil de få fremgang – de vil modtage himlens intelligens, og til sidst vil de se øje til øje og fryde sig i nydelsen af den herlighed, der er forbeholdt de retskafne.

For at opføre Herrens tempel kræves der store anstrengelser af de hellige, så de kan bygge et hus, som den Almægtige vil godkende, og hvori hans kraft og herlighed skal tilkendegives. Lad derfor dem, der kan, frit ofre af deres tid, deres talenter og deres ejendele til rigets fremgang, og for den kærlighed, de føler for sandhedens sag … forene sig med os i det store værk i de sidste dage og tage del i trængslerne, så de til sidst kan tage del i herligheden og sejren.«¹³

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på s. vii-xi.

Tænk over profeten Joseph Smiths udtalelse: »Et langt, sejt træk, som vi alle trækker sammen« (s. 270). Hvad sker der, når en indsats ikke er tilstrækkeligt lang eller stor? Hvad sker der, når folk trækker i forskellige retninger? Hvordan kan vi anvende profetens udtalelse i vores hjem og i vore kirkekaldelser?
Læs det første hele afsnit på s. 272. Hvorfor bliver vore byrder lettere, når vi arbejder sammen? (Se eksemplerne på s. 269-272). Hvilke principper har hjulpet dig med at samarbejde i større enighed med andre?
Læs det første hele afsnit på s. 273. Hvad er nogle af farerne ved selviskhed? Hvad kan vi gøre for at udrydde vore egoistiske følelser? Hvordan føler du det, når du »lader kærlighed til Gud og mennesker råde« i dit hjerte?
Læs det afsnit, der begynder på s. 274. Hvordan har du nydt godt af »venskab« og »hengivne bekendtskaber« i din menighed? Hvordan gavner det menigheder, når »en beslægtet medfølelse løber gennem hele legemet«?
Studér det tredje afsnit på s. 275. Hvorfor tror du, det er uklogt at forvente fuldkommenhed hos medlemmerne af vore menigheder? Hvornår har du set en ufuldkommen gruppe mennesker bruge deres forskellige talenter og evner for en fælles sag? Hvad har resultaterne af denne forenede indsats været?

Skriftstedshenvisninger: Matt 18:19-20; Joh 17:6-26; Mosi 18:21; 3 Ne 11:29-30; L&P 38:24-27; Moses 7:18.