Kirkens præsidenters lærdomme
Kapitel 21: Det andet komme og tusindårsriget


Kapitel 21

Det andet komme og tusindårsriget

»Vi gør … klogt i at erkende tidernes tegn, efterhånden som vi går fremad, så Herrens dag ikke ›overrasker os som en tyv om natten‹.«

Fra Joseph Smiths liv

I september 1832 flyttede Joseph og Emma Smith med deres seksten måneder gamle datter, Julia, fra Johnsons gård i Hiram i Ohio tilbage til Kirtland. Der flyttede de ind i Newel K. Whitneys butik, hvor de kom til at bo i mere end et år. Familien Smith boede på første sal over butikken og i en del af butikslokalet som ikke blev brugt til forretning. Joseph og Emmas søn, Joseph Smith III, blev født, mens familien boede i denne butik. Profeten modtog også mange åbenbaringer der.

En af disse åbenbaringer kom juledag i 1832. Profeten tilbragte en del af dagen hjemme i dyb grublen over de alvorlige problemer, som verdens nationer stod overfor på det tidspunkt. »Problemer blandt nationerne blev mere synlige på dette tidspunkt, end de havde været, før Kirken begyndte sin rejse ud af ødemarken,« sagde profeten.1 Begivenheder i USA pegede på en borgerkrig, og udbrud af dødelige sygdomme var udbredt over hele verden. Mens profeten »bad inderligt angående emnet,«2 modtog han den åbenbaring, der nu findes i afsnit 87 i Lære og Pagter. Herren åbenbarede for Joseph, at før det andet komme ville der blive udøst krig over alle nationer, og naturkatastrofer ville hjemsøge folkene:

»Jordens indbyggere [skal] sørge med sværdet og ved blodsudgydelse; og med hungersnød og pest og jordskælv og himlens torden og de voldsomme og lysende lyn skal jordens indbyggere også komme til at føle en almægtig Guds vrede og harme og revsende hånd, indtil den tilintetgørelse, der er forordnet, fuldstændigt har gjort ende på alle nationer … Stå I derfor på hellige steder og lad jer ikke flytte, førend Herrens dag kommer; for se, den kommer hurtigt, siger Herren« (L&P 87:6, 8).

To dage senere, den 27. december, modtog profeten en anden åbenbaring, som indeholdt mange oplysninger om det andet komme. Samme dag samledes nogle højpræster til et møde i profetens »oversættelsesværelse«, det værelse i Whitneys butik, hvor Joseph udførte meget af sit arbejde med Joseph Smiths oversættelse af Bibelen. I mødereferatet står der: »Bror Joseph rejste sig og sagde, at for at modtage åbenbaring og himlens velsignelser, er det nødvendigt at have vore tanker rettet mod Gud og udøve tro og blive ét i hjerte og sind. Derfor anbefalede han alle tilstedeværende at bede enkeltvis og højt til Herren, så Herren kunne åbenbare sin vilje for os angående Zions opbygning og til gavn for de hellige.«

Hver højpræst »bøjede sig for Herren« og fortalte så om sine følelser og sin beslutning om at holde Guds befalinger.3 Kort efter begyndte profeten at modtage den åbenbaring fra Gud, som senere blev afsnit 88 i Lære og Pagter. Denne åbenbaring indeholder nogle af skrifternes mest detaljerede profetier om Herrens komme og oprettelsen af en tusind år lang periode med fred (se L&P 88:86-116).

Gennem profeten Joseph Smith åbenbarede Herren mange profetier angående det andet komme, tusindårsriget og den turbulente tid, der vil gå forud for disse begivenheder. Denne store udgydelse af åbenbaring er et vidnesbyrd om, at Joseph Smith virkelig var en seer ophøjet af Gud. Som Mormons Bog bekræfter: »En seer kan kende til det, der er forgangent, og også til det, der skal komme, og ved dem skal alt åbenbares, eller snarere skal det, der er hemmeligt, blive givet til kende, og det, der er skjult, skal komme frem i lyset, og det, der ikke er kendt, skal bliver gjort kendt ved dem« (Mosi 8:17).

Joseph Smiths lærdomme

Tegnene på Frelserens komme er ved at blive opfyldt. De trofaste vil erkende disse tegn og have fred i farefulde tider.

»Vi gør … klogt i at erkende tidernes tegn, efterhånden som vi går fremad, så Herrens dag ikke ›overrasker os som en tyv om natten‹ (se L&P 106:4-5).«4

»Jeg profeterer, at tegnene på Menneskesønnens komme allerede er begyndt. Den ene pest efter den anden skal hærge. Vi får snart krig og blodsudgydelse. Månen vil blive forvandlet til blod. Jeg vidner om dette, og at Menneskesønnens komme er nær, ja står for døren. Hvis vores sjæl og legeme ikke ser frem til Menneskesønnens komme, og hvis vi, efter vi er døde, ikke ser frem til det, vil vi være blandt dem, der ›sagde til bjerge og klipper: ›Fald ned over os‹‹ (se Åb 6:15-17).«5

»Kære elskede brødre, vi ser, at der skal komme hårde tider, sådan som der er blevet vidnet om (se 2 Tim 3:1). Vi kan da med den mest fuldkomne forvisning se hen til opfyldelsen af alt det, der er blevet skrevet, og med større fortrøstning end nogensinde før løfte øjnene op mod dagens lys og i vores hjerte sige: Snart vil du tilsløre dit blussende ansigt. Han, som sagde: ››Der skal være lys!‹ Og der blev lys‹ (1 Mos 1:3), har talt dette ord. Og atter: Du måne, du svage lys, du nattens lys, skal blive til blod.

Vi ser, at alt bliver opfyldt, og at tiden snart skal komme, da Menneskesønnen vil stige ned i himlens skyer.«6

»Jorden er snart moden – det vil sige, at de ugudelige snart skal fjernes fra jordens overflade, for Herren har talt det, og hvem kan modstå Herrens hånd, eller hvem er den, der kan måle sig med den Almægtige i styrke, for på hans befaling må himlene og jorden forgå. Dagen nærmer sig hastigt, hvor genoprettelsen af alt skal fuldbyrdes, som alle de hellige profeter har profeteret om, endog til Israels hus’ indsamling. Da skal det ske, at løven skal ligge ved siden af lammet osv.

Men brødre, mist ikke modet, når vi taler til jer om hårde tider, for de kommer snart, for sværdet, hungersnøden og pesten nærmer sig. Der vil komme store ødelæggelser over dette lands overflade, for I skal ikke antage, at den mindste smule eller tøddel af alle de hellige profeters profetier ikke skal blive opfyldt, og der er mange, der endnu skal opfyldes. Herren har besluttet at gøre regnskabet op på jorden, og de retfærdige skal blive bevaret, skønt det skal ske ved ild (se Rom 9:28; 1 Ne 22:17).«7

»Skriften er rede til at blive opfyldt, når store krige, hungersnød, pest, store ulykker, straffedomme osv. er klar til at blive udgydt over jordens indbyggere.«8

»Vi ser, at hårde tider virkelig er her, og at det, som vi så længe har ventet på, endelig er begyndt at blive indvarslet. Men når I ser, at figentræet får blade, ved I, at sommeren er nær (se Matt 24:32-33). Der vil være et kortvarigt arbejde på jorden. Det er nu begyndt. Jeg formoder, der snart vil opstå rådvildhed overalt på jorden. Lad ikke vores hjerte blive mismodigt, når dette kommer over os, for det må ske, ellers kan ordet ikke blive opfyldt.«9

»Jeg har spurgt Herren angående hans komme, og da jeg spurgte Herren, gav han mig et tegn og sagde: ›På Noas tid satte jeg en bue på himlen som et tegn og symbol, at i hvilket som helst år denne bue ses, vil Herren ikke komme, men der skulle være såtid og høst i det år, men når du ser buen er fjernet, skal det være et tegn på, at der skal være hungersnød, pest og stor nød blandt nationerne, og at Messias komme ikke er langt borte.‹«10

»Juda skal vende hjem. Jerusalem og templet skal genopbygges og vand komme ud under templet, og vandet i Det Døde Hav skal blive sundt (se Ez 47:1-9). Det vil tage nogen tid at genopbygge bymurene og templet osv., og alt dette må gøres før Menneskesønnen vil vise sig. Der vil være krige og rygter om krige, tegn på himlene ovenover og på jorden nedenunder, solen blive forvandlet til mørke og månen til blod, jordskælv forskellige steder og havene svulme op og gå over deres bredder. Så vil der komme et storslået tegn af Menneskesønnen på himlen. Men hvad vil verden gøre? Den vil sige, at det er en planet, en komet osv. Men Menneskesønnen vil komme som tegnet på Menneskesønnens komme, der vil blive som morgenlyset, der kommer fra øst (se JS-M 1:26).«11

»Jeg forklarede angående Menneskesønnens komme og ligeledes, at det er en falsk tanke, at de hellige vil undgå alle straffedommene, mens de ugudelige lider, for alt kød er underkastet lidelser, og ›de hellige skal også kun med nød og næppe undslippe‹ (se L&P 63:34). Dog vil mange af de hellige undslippe, for de retfærdige skal leve i tro (se Hab 2:4). Alligevel skal mange af de retfærdige udsættes for sygdom, pest osv. på grund af kødets skrøbelighed og dog blive frelst i Guds rige. Det er altså et vanhelligt princip at hævde, at den og den har overtrådt, fordi de er blevet ramt af sygdom eller død, for alt kød er døden underkastet, og Frelseren sagde: ›Døm ikke, for at I ikke skal dømmes‹ (se Matt 7:1).«12

Herren kommer ikke, før alt er opfyldt som forberedelse til hans komme.

»Menneskesønnens komme vil aldrig ske – kan aldrig ske før de domme, der er blevet talt om angående denne tid, er blevet udøst – hvilke domme er begyndt. Paulus siger: ›I er jo alle lysets børn og ikke nattens, så dagen skulle kunne overraske jer som en tyv om natten‹ (se 1 Thess 5:4-5). Det er ikke den Almægtiges plan at komme ned på jorden og knuse den og male den til støv, ›førend han har åbenbaret sine planer for sine tjenere, profeterne‹ (Am 3:7).«13

»Jesus Kristus har aldrig åbenbaret det nøjagtige tidspunkt for sit komme for noget menneske (se Matt 24:36; L&P 49:7). Tag og læs skrifterne, og I vil ikke kunne finde noget som helst, der angiver det nøjagtige tidspunkt for hans komme. Alle, der siger noget sådant, er falske lærere.«14

Angående en mand, som hævdede at have set tegnet på Menneskesønnen, sagde profeten Joseph Smith: »Han har ikke set Menneskesønnens tegn, som forudsagt af Jesus, og det hverken har eller skal noget menneske, førend efter at solen er blevet formørket og månen badet i blod, for Herren har ikke vist mig noget sådant tegn. Og som profeten siger, sådan må det være – ›Gud Herren gør ikke noget, førend han har åbenbaret sine planer for sine tjenere, profeterne‹ (Am 3:7). Derfor hør dette, o jord: Herren vil ikke komme for at regere over de retfærdige i denne verden i 1843 og heller ikke førend alt er rede til Brudgommen. «15

De, som er kloge og trofaste, vil være beredte, når Herren atter kommer.

»Når jeg tænker på den hast, hvormed Menneskesønnens store og herlige dag nærmer sig, da han vil komme og tage sine hellige til sig, hvor de skal bo i hans nærværelse og blive kronet med herlighed og udødelighed, og når jeg tænker på, at himlene snart skal rystes og jorden skælve og rave, og at himlene skal åbnes som en bog, når den er slået op, og at hvert bjerg og hver ø skal fly bort, så råber jeg i mit hjerte: ›Hvor helligt og gudfrygtigt bør [vi] da ikke leve‹ (2 Pet 3:11).«16

»Jorden stønner under fordærvelse, undertrykkelse, tyranni og blodsudgydelse, og Gud kommer frem fra sit skjulested, som han sagde, at han ville gøre, for at plage jordens nationer. Daniel så i sit syn krampetrækning efter krampetrækning. Han så, at ›troner blev stillet frem, og en gammel af dage tog sæde‹ og en blev ført frem for ham, der lignede Menneskesønnen, og alle nationer, stammer, tungemål og folk tjente og adlød ham (se Dan 7:9-14). Vi skal være retfærdige, så vi kan være kloge og forstå, for ingen af de ugudelige skal forstå. Men de indsigtsfulde skal forstå, og de, der fører mange til retfærdigheden, skal stråle som stjernerne for evigt og altid (se Dan 12:3).«17

»Lad de rige og de lærde, de kloge og de ædle, de fattige og de trængende, de bundne og de frie, både sort og hvid, vogte sig for deres veje og holde fast i kundskaben om Gud og øve ret og dømme jorden i retfærdighed og forberede sig til at møde dommeren over levende og døde, for timen for hans komme er nær.«18

»Lad os være kloge i alt og holde Guds befalinger, så vores frelse må være sikret. Når vores rustning er klar og beredt til den fastsatte tid, og vi bærer retfærdighedens fulde rustning, så vil vi være i stand til at stå imod på denne prøvelsens dag (se Ef 6:13).«19

I december 1830 skrev profeten Joseph Smith følgende i et brev til medlemmerne af Kirken i Colesville i New York: »Må I alle være trofaste og vente på vor Herres tid, for hans komme er nær.

›Om tider og timen har I ikke brug for, brødre, at der skrives til jer. For I ved selv ganske nøje, at Herrens dag kommer som en tyv om natten. Når folk siger: ›Fred og ingen fare!‹ da er undergangen pludselig over dem som veerne over en, der skal føde, og de skal ikke undslippe.

Men I, brødre, er ikke i mørke … Så skal vi da ikke sove som de andre, men være vågne og ædru. For de, der sover, sover om natten, og de, der drikker sig berusede, er berusede om natten.

Men vi, der tilhører dagen, skal være ædru og iføre os troen og kærligheden som brynje og håbet om frelse som hjelm. For Gud har ikke bestemt os til at rammes af hans vrede, men til at opnå frelsen ved vor Herre Jesus Kristus‹ (1 Thess 5:1-4, 6-9).

Trøst derfor hinanden, sådan som I gør, for hårde tider er i vente … Fred bliver delvist taget bort fra jorden, og snart vil den helt fjernes. Ja, ødelæggelsen står for døren, og snart vil den findes i de ugudeliges huse og hos dem, der ikke kender Gud.

Ja, løft jeres hoved og glæd jer, for jeres forløsning er nær. Vi er det mest begunstigede folk, der nogensinde har levet siden jordens grundlæggelse, hvis vi fortsat trofast holder vor Guds befalinger. Ja, selv Enok, som var i syvende slægtled efter Adam, så vores tid og glædede sig (se Moses 7:65-67), og profeterne har siden da profeteret om vor Herres og Frelsers, Jesu Kristi, andet komme og glædet sig til den dag, de hellige kan hvile. Ja, og vor Frelsers apostle glædede sig også til hans tilsynekomst i skyerne med himlens hærskarer for at bo hos mennesket på jorden i tusind år (se Åb 1:7). Derfor har vi grund til at glæde os.

Se, profetierne i Mormons Bog bliver opfyldt så hurtigt, som tiden kan lade det ske. Den levende Guds ånd er over mig, hvem vil derfor sige, at jeg ikke skal profetere. Tiden er snart for hånden, hvor vi for vor sikkerheds skyld må flygte, hvorhen Herren end vil det. Frygt ikke dem, som erklærer jer skyldige med deres ord (Es 29:20-21), men vær trofaste og bær vidnesbyrd for en uhæderlig og fordærvet slægt om, at vor Herre og Frelsers komme er nært forestående. Ja, ›ban Herrens vej, gør hans stier jævne‹ (Matt 3:3).

Hvem vil vige tilbage på grund af fald, for fald må komme, men ve dem, som bliver årsag til fald, for stenen skal falde på dem og knuse dem (se Matt 18:7; 21:43-44). For hedningerne kommer fuldtalligt ind, og ve over dem, hvis de ikke omvender sig og bliver døbt i vor Herre og Frelsers, Jesu Kristi, navn til omvendelse for deres synder, og træder ind ad den snævre port og bliver regnet som Israels hus. For Gud lader sig ikke spotte og undlader ikke at udøse sin vrede over dem, der bespotter hans hellige navn, for sværd, hungersnød og ødelæggelse vil snart kommer over dem i deres forrykte levevis, for Gud hævner sig og udøser sine vredesskåle og frelser sine udvalgte (se Åb 16:1).

Og alle de, der adlyder hans befalinger, er hans udvalgte, og han vil snart samle dem fra himlens fire verdenshjørner, fra den ene ende af himlen til den anden (se Matt 24:31), til et sted, han bestemmer. ›Vind derfor jeres sjæl ved at holde ud‹ (se Luk 21:19).«20

Tusindårsriget bliver en fredelig tid, hvor Frelseren regerer over jorden.

Trosartiklerne, 1:10: »Vi tror … at Kristus personligt skal regere på jorden, og at jorden skal blive fornyet og få sin paradisiske herlighed.«21

»Guds planer … har været … at oprette fred og god vilje blandt mennesker, at fremme den evige sandheds principper, at tilvejebringe en tingenes tilstand, som vil forene mennesket med dets medmennesker, få verden til at ›smede deres sværd om til plovjern og deres spyd til vingårdsknive‹ (Es 2:4), få jordens nationer til at leve i fred og tilvejebringe den tusind år lange herlighed, når ›jorden skal give sin afgrøde, igen få sin paradisiske herlighed og blive som Herrens have‹ …

Det har været Jahves plan fra verdens begyndelse, og det er hans hensigt nu at tage sig af verdens forhold i sin egen tid, at stå i spidsen for universet og tage regeringstømmerne i egen hånd. Når det er gjort, vil der blive afsagt dom i retfærdighed, anarki og forvirring skal udryddes, og folk ›skal ikke mere oplæres til krig‹ (se Es 2:4) …

Moses modtog Herrens ord fra Gud selv, han var Guds talerør til Aron, og Aron underviste i både civile og kirkelige sager. De var begge et, der var ingen forskel, og sådan vil det blive, når Guds hensigter skal fuldføres: da ›skal Herren være konge over hele jorden,‹ og ›Jerusalem hans trone.‹ ›Belæringen udgår fra Zion og Herrens ord fra Jerusalem‹ (se Zak 14:9; Jer 3:17; Mika 4:2).

›Han, hvis ret det er, vil besidde riget og regere, indtil han har lagt alle ting under sine fødder‹ (se Ez 21:27; 1 Kor 15:27). Ugudelighed vil skjule sit grånede hoved, Satan vil blive bundet og mørkets gerninger tilintetgjort, ret vil blive gjort til målesnor, retfærdighed til lodline, og ›den, der frygter Herren, vil alene blive ophøjet på den dag‹ (se Es 2:11; 28.17).«22

»At Jesus vil være fastboende på jorden i tusind [år] sammen med de hellige, er ikke tilfældet, men han vil regere over de hellige og komme ned og undervise, som han gjorde det med de 500 brødre (se 1 Kor 15:6), og de, der er med i den første opstandelse, vil også regere med ham over de hellige.«23

Efter tusindårsriget skal jorden forvandles til en helliggjort, celestial tilstand.

»Mens vi spiste, nævnte jeg for de tilstedeværende familiemedlemmer og venner, at når jorden blev helliggjort og blev ligesom et glashav, ville den blive én stor urim og tummim, og de hellige kunne se i den og se, ligesom de kan ses.«24

»Denne jord skal trække sig tilbage til Guds nærhed og blive kronet med celestial herlighed.«25

»Når den korte periode [med Satans sidste oprør] er udløbet, og jorden undergår sin sidste forvandling og bliver herliggjort, da vil alle de sagtmodige arve jorden, hvor de retfærdige bor.«26

Profeten belærte om følgende den 2. april 1843, senere indført i Lære og Pagter 130:9: »Denne jord skal i sin helliggjorte og udødelige tilstand blive lavet om til at være ligesom krystal og skal blive en Urim og Tummim for de indbyggere, som bor derpå, ved hvilken alt det, der vedrører et underordnet rige, eller alle riger af en lavere orden, skal blive tilkendegivet for dem, som bor på den; og denne jord skal tilhøre Kristus.«27

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på s. vii-xi.

  • Læs de to første afsnit på s. 247 og læg mærke til højpræsternes forberedelse til at modtage den åbenbaring, der nu er afsnit 88 i Lære og Pagter. Tænk over, hvordan du kan anvende denne beretning i dine bestræbelser på at forstå profetierne om det andet komme.

  • Læs profeten Joseph Smiths profetier om de hårde tider forud for Herrens komme (s. 248-250). Hvordan kan vi bevare freden selv gennem sådanne prøvelser? Hvorfor tror du, at vi har brug for at kende og forstå tegnene på det andet komme? Hvilke tegn på det andet komme er blevet eller er ved at blive opfyldt?

  • Læs det andet afsnit på s. 250 og det sidste afsnit på s. 251. Hvad antyder sætningen »som en tyv om natten« om Herrens komme? Hvorfor tror du, at Herrens dag ikke vil overrumple lysets børn som en tyv om natten?

  • Hvordan kan vi forberede os til Frelserens andet komme? (Se eksemplerne på s. 251-253). Overvej, hvordan du vil have det med at se Frelseren, hvis du er beredt til hans andet komme. Hvordan kan vi i forbindelse med vore forberedelser til det andet komme undgå at føle os frygtsomme og opskræmte?

  • Læs Joseph Smiths profetier om tusindårsriget (s. 253-255). Hvad tænker og føler du, når du overvejer denne tidsperiode?

Skriftstedshenvisninger: Mika 4:1-7; L&P 29:9-25;45:36-71; 88:95-98, 110-115; JS-M 1:21-55.

Noter

  1. History of the Church, 1:301; fra »History of the Church« (manuskript), bog A-1, s. 244, Kirkens arkiver, Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, Salt Lake City, Utah.

  2. Lære og Pagter 130:13; Joseph Smiths undervisning den 2. apr. 1843, i Ramus, Illinois.

  3. Kirtland High Council, Minutes Dec. 1832-Nov. 1837, indførsel fra 27. dec. 1832, s. 3-4, nedskrevet af Frederick G. Williams, Kirkens arkiver.

  4. History of the Church, 3:331; fra »Extract, from the Private Journal of Joseph Smith Jr.«, Times and Seasons, nov. 1839, s. 9.

  5. Se Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 189; fra en tale holdt af Joseph Smith omkring juli 1839, i Commerce, Illinois; nedskrevet af Willard Richards.

  6. Se Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 173; fra et brev fra Joseph Smith m.fl. til Edward Partridge og Kirken, 20. mar. 1839, fængslet i Liberty, Missouri.

  7. Brev fra Joseph Smith og John Whitmer til de hellige i Colesville, New York, 20. aug. 1830, Harmony, Pennsylvania; i Newel Knight, Autobiography and Journal, ca. 1846-1847, s. 133-136, Kirkens arkiver.

  8. History of the Church, 6:364; fra en tale holdt af Joseph Smith den 12. maj 1844 i Nauvoo, Illinois; nedskrevet af Thomas Bullock.

  9. History of the Church, 3:286; fra et brev fra Joseph Smith til Presendia Huntington Buell, 15. mar. 1839, fængslet i Liberty, Missouri; Søster Buells efternavn er ukorrekt stavet »Bull« i History of the Church.

  10. Se Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 411; fra en tale holdt af Joseph Smith den 10. mar. 1844 i Nauvoo, Illinois; nedskrevet af Wilford Woodruff; se også tillæg, s. 562, pkt. 3.

  11. Se Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 343; fra en tale holdt af Joseph Smith den 6. apr. 1843 i Nauvoo, Illinois; nedskrevet af Willard Richards.

  12. Se Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 192; fra belæringer givet af Joseph Smith den 29. sep. 1839 i Commerce, Illinois; nedskrevet af James Mulholland.

  13. Se Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 343; fra en tale holdt af Joseph Smith den 6. apr. 1843 i Nauvoo, Illinois; nedskrevet af Willard Richards.

  14. Se Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 411; fra en tale holdt af Joseph Smith den 10. mar. 1844 i Nauvoo, Illinois; nedskrevet af Wilford Woodruff.

  15. History of the Church, 5:291; fra et brev fra Joseph Smith til redaktøren af Times and Seasons, 28. feb. 1843, Nauvoo, Illinois, bragt i Times and Seasons, 1. mar. 1843, s. 113.

  16. Se Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 33; fra et brev fra Joseph Smith til Moses Nickerson, 19. nov. 1833, Kirtland, Ohio.

  17. Se Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 304; fra »The Government of God«, en leder bragt i Times and Seasons, 15. juli 1842, s. 857; Joseph Smith var tidsskriftets redaktør.

  18. History of the Church, 6:93; fra Joseph Smiths appel til staten Vermont, 29. nov. 1843, Nauvoo, Illinois, udgivet som General Joseph Smith’s Appeal to the Green Mountain Boys, 1843, s. 7.

  19. Brev fra Joseph Smith og andre til Hezekiah Peck, 31. aug. 1835, Kirtland, Ohio; i »The Book of John Whitmer «, s. 80, Community of Christs arkiver, Independence, Missouri; kopi af »The Book of John Whitmer« i Kirkens arkiver.

  20. Brev fra Joseph Smith og John Whitmer til de hellige i Colesville, New York, 2. dec. 1830, Fayette, New York, i Newel Knight, Autobiography and Journal, ca. 1846-1847, s. 198-206, Kirkens arkiver.

  21. Trosartiklerne 1:10.

  22. Se Profeten Joseph Smiths lærdomme, s. 304-305; fra »The Government of God«, en leder bragt i Times and Seasons, 15. juli 1842, s. 855-857; Joseph Smith var tidsskriftets redaktør.

  23. Citeret af William P. McIntire, som nedskrev en tale holdt af Joseph Smith i begyndelsen af 1841 i Nauvoo, Illinois; William Patterson McIntire, Notebook 1840-1845, Kirkens arkiver.

  24. History of the Church, 5:279; fra en indførsel i Joseph Smiths dagbog, 18. feb. 1843, Nauvoo, Illinois.

  25. Citeret af William Clayton, der nedskrev en udateret tale holdt af Joseph Smith i Nauvoo, Illinois; i L. John Nuttall, »Extracts from William Clayton’s Private Book«, s. 8, Journals of L. John Nuttall, 1857-1904, L. Tom Perrys særlige samlinger, Brigham Young University, Provo, Utah; kopi i Kirkens arkiver.

  26. Citeret af William P. McIntire, som nedskrev en tale holdt af Joseph Smith i begyndelsen af 1841 i Nauvoo, Illinois; William Patterson McIntire, Notebook 1840-1845, Kirkens arkiver.

  27. Lære og Pagter 130:9; Joseph Smiths undervisning den 2. apr. 1843, i Ramus, Illinois.

Billede
Newel K. Whitney store

Et værelse ovenpå i Newel K. Whitmeys istandsatte butik. Joseph og Emma Smith boede i denne butik i mere end et år, og profeten modtog mange åbenbaringer her, deriblandt åbenbaringer om Herrens komme.

Billede
lamb and lion

»Dagen haster hurtigt frem, hvor genoprettelsen af alt skal udføres … Da skal det ske, at løven skal ligge ved siden af lammet.«