Joseph Smiths følelser angående sin profetiske mission

»Jeg har intet andet ønske end at gøre godt mod alle mennesker.«

Fra Joseph Smiths liv

Lige fra begyndelsen af Joseph Smiths tjenestegerning var hans liv ofte i fare. Skønt Herren mange gange befriede ham fra hans fjender, vidste profeten, at når han først havde fuldført sin jordiske mission, så kunne han dø. »Nogle har antaget, at bror Joseph ikke kunne dø,« sagde han til en begravelse i Nauvoo i 1842, »men det er en fejl: Det er sandt, at der har været tidspunkter, hvor jeg har fået et løfte om at leve længe nok til at udføre noget bestemt, men nu hvor det er udført, har jeg ikke for nærværende nogen ret til eller frist på mit liv. Jeg er akkurat lige så udsat for at dø som andre mennesker.«¹

Profeten vidste, at han og alle de hellige, der boede i Nauvoo, befandt sig i en stadig farligere situation. Mens Nauvoo voksede sig større, begyndte nogle af de mennesker, der boede i området, at frygte de helliges øgede politiske og økonomiske magt, og pøbelhobe begyndte atter at chikanere dem. Profeten var i særlig stor fare, for myndighederne fra Missouri havde adskillige gange forsøgt at pågribe ham, og frafaldne fra Kirken blev mere og mere fjendtlige i deres bestræbelser på at tilintetgøre ham. Den 6. august 1842 erklærede profeten, at der ville komme en tid, hvor Kirkens medlemmer ville blive tvunget til at forlade Nauvoo:

»Jeg profeterede, at de hellige fortsat ville lide mange trængsler og ville blive fordrevet til Rocky Mountains, mange ville falde fra, andre ville blive slået ihjel af vore forfølgere eller miste livet som følge af strabadserne eller sygdom, og nogle af jer skal leve længe nok til at drage af sted og hjælpe til med at oprette bosættelser og opbygge byer og se de hellige blive et prægtigt folk midt i Rocky Mountains.«²

I profetens taler og skrivelser fra de sidste få år af hans liv fornemmer man, at hans ord er af særlig presserende karakter. Fordi han vidste, at hans tid var kort, arbejdede han ivrigt for at lære de hellige det, som Gud havde åbenbaret for ham, og opmuntrede dem til at forberede sig til at modtage disse sandheder. Han udtrykte også sin store kærlighed til de hellige, og erklærede endda, at han var villig til at give sit liv for dem: »Jeg er parat til at blive bragt som et offer på den måde, der kan gøre størst nytte.«³

Det er bemærkelsesværdigt, at profeten, mens han måtte udholde så megen forfølgelse og var under pres på grund af den voksende kirkes stadige krav, fandt tid til at vise, at hvert eneste medlem af Kirken betød noget for ham. I årene efter var der mange hellige, der huskede den kærlighed og godhed, som profeten Joseph viste dem.

Aroet L. Hale berettede: »Profeten kom ofte ud af sit hus og spillede bold med os drenge, da hans søn Joseph var omkring min alder. Profeten Joseph fulgte altid reglerne. Han var griber, indtil det blev hans tur til at tage battet, hvorefter han – stærk som han var, skød bolden så langt væk, at vi plejede at råbe til den dreng, der løb efter bolden, at han lige så godt kunne tage sin middagsmad med. Det fik altid profeten til at le. Joseph var altid godmodig og fuld af sjov.«⁴

Margarette McIntire Burgess erindrede en anden oplevelse med profeten i Nauvoo: »Min storebror og jeg gik i skole i nærheden af den bygning, der blev kaldt Josephs købmandsforretning. Det havde regnet dagen før, og der var meget mudret, især langs gaden. Min bror Wallace og jeg sad fast i mudderet og kunne ikke komme fri, og barnlige som vi var, begyndte vi at græde, for vi troede, at det var ude med os. Men da jeg så op, fik jeg øje på børnevennen, profeten Joseph, som kom hen imod os. Han fik os hurtigt op på fast og tør grund. Så bøjede han sig ned og fjernede mudderet fra vores små, plørede sko, tog sit lommetørklæde frem fra sin lomme og tørrede vore tårefyldte kinder. Han gav os nogle venlige og opmuntrende ord med på vejen og sendte os glade af sted til skole. Var det så underligt, at jeg holdt så meget af denne prægtige, gode og ædle gudsmand?«⁵

Joseph Smiths lærdomme

Profeter underviser i det, som Gud åbenbarer til dem. Vi stræber efter at forstå og efterleve deres ord.

»Hele dagen mediterer jeg, og det er mig vigtigere end at spise og drikke, for at forstå, hvordan jeg skal få Guds hellige til at forstå de åbenbaringer, der som flodbølger skyller ind over mit sind. Åh! Hvor jeg ville jeg finde glæde i at fremføre ting for jer, som I aldrig har overvejet! Men fattigdom og verdens bekymringer forhindrer det …

Hosianna, hosianna, hosianna til den almægtige Gud, for at lyset begynder at stråle over os i dette øjeblik. Jeg kan ikke finde ord, hvormed jeg kan udtrykke mig. Jeg er ikke lærd, men mine følelser er lige så gode, som ethvert andet menneskes. Åh, havde jeg blot en ærkeengels sprog, så jeg engang kunne udtrykke mine følelser til mine venner! Men det forventer jeg aldrig vil ske i dette liv.«⁶

»Der har været store vanskeligheder med at banke noget ind i hovederne på denne generation. Det har været som at klippe et stykke tøj med en sløv saks. Selv de hellige er langsomme til at forstå.

Jeg har i adskillige år prøvet på at berede de helliges sind på at modtage det, der hører Gud til, men vi ser ret ofte, at nogle af dem, efter at de har lidt alt det, de har, for Guds værk, vil knuses som glas, så snart der kommer noget, som er i modstrid med deres traditioner og overleveringer. De kan slet ikke tåle ilden. Hvor mange, der vil kunne efterleve en celestial lov og holde ud og modtage ophøjelse, kan jeg ikke sige, da mange er kaldet, men få er udvalgt (se L&P 121:40).«⁷

»Jeg er ikke som andre mennesker. Mit sind er uophørligt optaget af dagens opgaver, og jeg er nødt til at sætte hele min lid til den levende Gud med hensyn til alt, hvad jeg skal sige, ved lejligheder som denne [en begravelse] …

Havde jeg modtaget inspiration, åbenbaring og haft vejr til at fortælle jer alt, hvad min sjæl har overvejet i den forgangne tid, så ville der ikke være en sjæl i denne forsamling, der ikke ville gå til deres hjem og for evigt tie angående religion, indtil de havde fået kundskab.

Hvorfor er I så sikre på, at I forstår det, der hører Gud til, når I er så usikre på alt andet? Al den kundskab og intelligens, jeg kan bibringe jer, står til jeres rådighed.«⁸

»Nogle mennesker siger, at jeg er en falden profet, fordi jeg ikke frembringer flere af Herrens ord. Hvorfor gør jeg ikke det? Er vi i stand til at modtage dem? Nej! Ikke én af os i dette lokale.«⁹

»Jeg vil fra tid til anden åbenbare jer det, som Helligånden har åbenbaret mig. Alle de løgne, som nu bliver udspredt om mig, er af Djævelen, og Djævelens og hans tjeneres indflydelse vil blive anvendt imod Guds rige. Guds tjenere forkynder intet andet end det evige livs principper, og på deres gerninger skal I kende dem. Et godt menneske forkynder gode og hellige principper, mens et ondt menneske forkynder det onde. Jeg føler, at jeg i Herrens navn skal tilrettevise alle sådanne dårlige principper, løgnere, osv., og jeg formaner jer alle til at være opmærksomme på, hvem I søger. Jeg formaner jer til at give agt på al den dyd og de lærdomme, som jeg har undervist jer i …

Jeg beder jer tænke over dette – føj dyd, kærlighed osv. til jeres tro. Jeg siger i Herrens navn, at når alt dette findes i jer, skal I bære frugt (se 2 Pet 1:5-8).Jeg bærer vidnesbyrd om, at intet andet menneske end jeg har magt til at åbenbare det, som er i himlen, på jorden og i helvede … Jeg overgiver jer alle til Gud, så I kan arve alt – og må Gud føje sin velsignelse dertil.«¹⁰

Selv om profeter er mennesker med menneskelige svagheder, er de kaldet af Gud til at undervise og lede hans folk.

I profetens optegnelse for den 6. november 1835 står der: »Her til morgen blev jeg præsenteret for en mand, der kom østfra. Efter at have hørt mit navn, kommenterede han, at jeg kun var et menneske, og gav udtryk for, at han havde antaget, at den person, som Herren anså det for passende at åbenbare sin vilje, nødvendigvis måtte være mere end et menneske. Han synes at have glemt de ord, som faldt fra Jakobs læber, at profeten Elias var et menneske under samme kår som vi – alligevel havde han så stor magt hos Gud, at Gud som svar på hans bøn lukkede himlene, så det ikke regnede i tre år og seks måneder. Og atter som svar på hans bøn gav himlen regn, og jorden lod sin afgrøde vokse frem (se Jak 5:17-18). Ja, sådan er denne generations mørke og uvidenhed, at de anser det for utroligt, at et menneske skulle kunne have noget med sin Skaber at gøre.«¹¹

»Har jeg nogensinde forkyndt noget forkert fra denne forhøjning? Er jeg nogensinde blevet gjort til skamme? Jeg ønsker at stå som sejrherre i Israel, før jeg går på den anden side og ikke ses mere. Jeg har aldrig sagt jer, at jeg var fuldkommen – men der findes ingen fejl i de åbenbaringer, som jeg har forkyndt jer. Skal jeg da kastes bort, som om jeg ingenting er værd?«¹²

»Selv om jeg begår fejl, har jeg ikke begået de fejl, som jeg står anklaget for: De fejl, jeg begår, skyldes menneskets svaghed, ligesom andre mennesker. Intet menneske lever uden fejl. Tror I, at selv Jesus, hvis han var her, ville være fejlfri i jeres øjne? Hans fjender sagde alt muligt ondt om ham – og de så alle efter, om han begik synd.«¹³

I Joseph Smith s optegnelse fra den 29. oktober 1842 står der: »Jeg gik over til forretningen i Nauvoo, Illinois, hvor nogle brødre og søstre, som var ankommet fra området omkring New York samme formiddag, var forsamlet … Jeg fortalte dem, at jeg kun var et menneske, og at de ikke skulle forvente, at jeg var fuldkommen. Hvis de forventede fuldkommenhed fra min side, ville jeg forvente det fra deres side – men hvis de ville bære over med mine og brødrenes svagheder, så ville jeg ligeledes bære over med deres svagheder.«¹⁴

Trods modstand fuldfører profeterne den mission, de har fået af Gud.

»Jeg er glad og taknemlig for det privilegium at være til stede ved denne lejlighed. Vore fjender har gjort sig de største anstrengelser for at føre mig til Missouri og slå mig ihjel, men Herren har spærret dem vejen, og de har endnu ikke fuldført deres mål. Gud har sat mig i stand til at holde mig fri af deres hænder. Jeg har stridt en god strid …

Jeg skal sejre over mine fjender: Jeg er begyndt at sejre over dem hjemme, og jeg skal gøre det ude omkring. Alle de, der rejser sig imod mig, vil afgjort føle vægten af deres ugudelighed på deres eget hoved.«¹⁵

»Jeg taler frimodigt og redeligt og med myndighed … Jeg ved, hvad jeg siger. Jeg forstår min mission og gerning. Gud den Almægtige er mit skjold, og hvad kan mennesket gøre, når Gud er min ven? Jeg vil ikke blive ofret, før min tid kommer, og da vil jeg frivilligt lade mig ofre … Jeg takker Gud, fordi han har bevaret mig mod mine fjender. Jeg har ingen fjender, undtagen for sandhedens sag. Jeg har intet andet ønske end at gøre godt mod alle mennesker. Jeg ønsker at bede for alle mennesker.«¹⁶

»Hvis jeg ikke var blevet en del af dette værk og blevet kaldet af Gud, så ville jeg trække mig ud. Men jeg kan ikke trække mig ud – jeg nærer ingen tvivl om sandheden.«¹⁷

»Jeg er en utilhugget sten. Hammer- og mejselslag hørtes aldrig på mig, før Herren tog mig ved hånden. Jeg ønsker kun himlens lærdom og visdom.«¹⁸

»Jeg profeterer og erklærer denne formiddag, at alle jordens og helvedes samlede kræfter ikke nogensinde kan eller skal vælte eller overvinde denne dreng, for jeg har et løfte fra den evige Gud. Hvis jeg har syndet, har jeg syndet i det udvortes, men jeg har altid ønsket at gøre det, der hører Gud til.«¹⁹

»Når mennesker kommer og bygger på andre menneskers grundvold, gør de det på eget ansvar og uden myndighed fra Gud, og når floderne stiger og vindene suser, så vil de opdage, at de har bygget på sand, og hele deres struktur vil smuldre til støv.

Har jeg bygget på noget andet menneskes grundvold? Jeg har al den sandhed, som den kristne verden besidder, og oven i købet en uafhængig åbenbaring, og Gud vil gøre mig til sejrherre.«²⁰

Profeter elsker dem, de tjener, og ønsker at lede dem godt, selv om det kræver, at de irettesætter dem.

»Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner (se Joh 15:13). Jeg har fundet, at hundreder og tusinder af mine brødre er villige til at ofre deres liv for mig.

De byrder, som jeg bærer på, er meget store. Mine forfølgere giver mig ingen fred, og jeg finder, at midt i alle opgaver og bekymringer er ånden villig, men kødet er svagt. Selv om jeg er kaldet af min himmelske Fader til at lægge grundvolden til dette store værk og rige i denne uddeling og til at bære vidnesbyrd om hans åbenbarede vilje til det adspredte Israel, er jeg underkastet de samme følelser som andre mennesker, ligesom de fordums profeter …

Jeg ser ingen fejl ved Kirken, og lad mig derfor opstå med de hellige, hvad enten jeg stiger op til himlen eller stiger ned til helvede eller går noget andet sted hen. Og dersom vi går til helvede, vil vi smide Djævlene ud og gøre det til en himmel. Hvor dette folk er, er der godt at være.«²¹

»De hellige behøver ikke tro, at jeg ikke ved, hvad der går for sig, fordi jeg er familiær over for dem og spøgefuld og munter. Synd kan ikke tolereres i Kirken i nogen som helst form, og noget sådant vil ikke få nogen blid medfart, hvor jeg er, for jeg er fast besluttet på at lede Kirken på rette måde.«²²

»Hvis jeg er så heldig, at jeg er det menneske, der forstår Gud og forklarer og gengiver principperne til jeres hjerte, så Ånden besegler dem i jer, lad da fremover enhver mand og kvinde sidde i stilhed, holde hånden for munden og aldrig løfte deres hænder eller røst, eller sige noget imod Guds mand eller Guds tjenere igen … Hvis jeg bibringer jer kundskab om ham, bør al forfølgelse af mig ophøre. Så vil I vide, at jeg er hans tjener, for jeg taler med myndighed …

Jeg kan smage det evige livs principper, og det kan I også. De er givet til mig gennem åbenbaring fra Jesus Kristus, og jeg ved, at når jeg fortæller jer disse ord om det evige liv, som de er givet til mig, så kan I smage dem, og jeg ved, at I tror dem. I siger, at honning er sødt, og det gør jeg også. Jeg kan også smage ånden af det evige liv. Jeg ved, hvad det er godt, og når jeg fortæller jer det, som er blevet givet mig gennem inspiration fra Helligånden, vil I modtage dem med glæde og fryde jer mere og mere …

Jeg har rettet min tale til alle, både rige og fattige, trælle og frie, store og små. Jeg nærer ikke fjendtlige følelser mod noget menneske. Jeg elsker jer alle, men jeg hader nogle af jeres gerninger. Jeg er jeres bedste ven, og dersom en person ikke opnår det, han stræber efter, er det hans egen skyld. Dersom jeg irettesætter et menneske, og vedkommende hader mig for det, er han en tåbe, for jeg elsker alle mennesker, især disse mine brødre og søstre.

… I kender mig ikke; I har aldrig kendt mit hjertes inderste følelser. Intet menneske kender min historie. Jeg kan ikke røbe den – jeg vil aldrig prøve på det. Jeg kan ikke fortænke nogen i, at de ikke vil tro min historie. Dersom jeg ikke havde oplevet det, jeg har, kunne jeg ikke selv have troet på det. Jeg har aldrig gjort noget menneske fortræd, siden jeg blev født på denne jord. Jeg har altid været for fred.

Jeg kan ikke nedlægge mit liv, førend jeg har fuldendt hele min gerning. Jeg tænker aldrig ondt om nogen eller gør noget for at skade mine medmennesker. Når jeg kaldes frem af ærkeengelens trompet og bliver vejet i vægtskålen, så vil I alle kende mig. Mere kan jeg ikke sige. Gud velsigne jer alle.«²³

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på s. vii-xi.

Læs på s. 511 om den forfølgelse, Joseph Smith blev udsat for i Nauvoo. Læs derefter på s. 513 og gennemgå historien om, hvordan han tjente og legede med børnene i Nauvoo. Hvorfor tror du, at han var i stand til at opretholde en så munter og omsorgsfuld indstilling? Overvej, hvad du kan gøre for at blive ved med at være glad og kærlig på tidspunkter med prøvelser.
Læs det tredje og fjerde afsnit på s. 514, og læg mærke til profeten Josephs skuffelse over, at de hellige ikke var parate til at modtage alt det, han ville lære dem (se s. 514-515). Hvad kan forstyrre vores evne til at modtage mere sandhed? Hvad kan vi gøre for at være rede til »at modtage det, der hører Gud til«?
Læs det afsnit, der begynder nederst på s. 515 samt de to efterfølgende afsnit. Hvilket råd kan du give en person, som nægter at følge en leder i Kirken, fordi denne leder har en eller anden karakterbrist? Læs det sidste afsnit på s. 516 og overvej, hvordan disse ord finder anvendelse i alle menneskelige forhold.
Joseph Smith udtrykte tro på, at Gud ville beskytte ham og sætte ham i stand til at fuldføre sin livsgerning (s. 517-518). Hvilke oplevelser har du haft, hvor Gud har hjulpet dig med at leve op til dine ansvar i din familie eller i en kaldelse i Kirken?
Læs de det sidste afsnit på s. 518 og det første afsnit på s. 519. Hvornår har du smagt sandhedens sødme? Hvordan kan vi finde glæde i en profets eller en anden kirkeleders ord, selv når han irettesætter os for vore misgerninger?
Gennemgå hurtigt hele kapitlet og se efter en eller to udtalelser, som især kan hjælpe dig. Hvad er det, du påskønner ved de udtalelser, du har valgt? Hvordan har dette kapitel styrket dit vidnesbyrd om profeten Joseph Smith?

Skriftstedshenvisninger: Dan 2:44-45; 2 Tim 4:6-8; Jakob 1:17-19; Mosi 2:9-11; Morm 9:31.