Åndens gaver

»Hvis I med oprigtigt hjerte efterlever evangeliet, lover jeg jer i Herrens navn, at de gaver, som vor Frelser har lovet, vil følge jer.«

Fra Joseph Smiths liv

Titelbladet i Mormons Bog forklarer, hvordan denne bemærkelsesværdige hellige skrift blev gjort tilgængelig for verden. I fordums tid blev guldpladerne »skrevet og forseglet og skjult i Herren, for at de ikke skulle blive ødelagt.« I de sidste dage skulle de »komme frem ved Guds gave og kraft« og blive oversat »ved Guds gave.« Som opfyldelse af disse profetier udvalgte Gud Joseph Smith til at oversætte de hellige optegnelser. Det stod klart, at Josephs evne til at oversætte de gamle skrifttegn ikke kom gennem uddannelse: Han havde kun et grundlæggende kendskab til læsning, skrivning og regning. Hans evne til at oversætte optegnelser, der var skrevet århundreder før på et sprog, som han ikke havde kendskab til, kom som en gave fra Gud selv.

Emma Smith, som i starten var sin mands skriver, vidnede om denne guddommelige gave: »Intet menneske kunne have dikteret manuskriptet, medmindre han var inspireret, for når [jeg virkede] som skriver for ham, dikterede [Joseph] for mig time efter time, og når han vendte tilbage efter måltiderne eller efter andre afbrydelser, begyndte han straks, hvor vi var standset, uden hverken at se manuskriptet eller få nogen del af den læst op for sig.«¹

Herren gav profeten den nødvendige timelige hjælp, der tillod ham at gå fremad med oversættelsesarbejdet. Joseph Knight sen., en af profetens venner, gav ved flere lejligheder Joseph penge og mad. På et tidspunkt, hvor det så særlig håbløst ud, rejste bror Knight til profetens hjem for at give Joseph og Oliver »en tønde makrel og noget linieret papir til at skrive på« samt »ni eller ti skæpper korn og fem eller seks skæpper kartofler.« Bror Knight har berettet, at »Joseph og Oliver … kom hjem og fandt mig der med forsyningerne, og de var glade, for de var selv løbet tør.«²

I løbet af april og maj 1829 blev profetens arbejde med oversættelsen i hans hjem i Harmony i Pennsylvania i stigende grad afbrudt på grund af forfølgelser. Oliver Cowdery skrev til en ven, David Whitmer, og fortalte ham om det hellige værk og bad ham om lov til at fortsætte arbejdet i familien Whitmers hjem i Fayette i New York. Sidst i maj eller først i juni 1829 rejste profeten og Oliver med David Whitmer i hans enspændervogn til den gård, som tilhørte Davids far, Peter Whitmer sen. I løbet af juni måned blev oversættelsen fuldført ved Guds gave og kraft i et værelse på første sal i familien Whitmers hjem.

Oliver Cowdery beskrev den fantastiske oplevelse, det var at fungere som profetens skriver: »Dette var dage, som jeg aldrig skal glemme – at sidde inden for hørevidde af en røst, som var dikteret af himlens inspiration, vakte den allerstørste taknemlighed i mit bryst! Dag efter dag fortsatte jeg uafbrudt med at skrive, hvad der kom fra hans mund, idet han ved hjælp fra Urim og Tummim … oversatte historien eller beretningen, som hedder ›Mormons Bog.‹«³

I denne periode erfarede Joseph Smith, at den guddommelige gave kun var med ham, når han var værdig til at blive ledt af Ånden. David Whitmer har fortalt følgende: »En morgen, da Joseph Smith var ved at gøre sig klar til at fortsætte med oversættelsen, var der noget, der gik galt i huset, og det irriterede ham. Det var noget, som Emma, hans hustru, havde gjort. Oliver og jeg gik ovenpå og Joseph kom op hurtigt efter for at fortsætte med oversættelsen, men han kunne ikke gøre noget. Han kunne ikke oversætte en eneste stavelse. Han gik nedenunder, ud i frugthaven og bad til Herren. Han var væk i omkring en time – kom tilbage til huset og bad Emma om tilgivelse og kom derpå ovenpå, hvor vi var, og oversættelsen fortsatte på rette vis. Han kunne intet gøre, medmindre han var ydmyg og trofast.«⁴

Idet han ydmygt og trofast anvendte den gave, Gud havde givet ham, udførte den unge profet det, der umiddelbart så ud til at være en umulig opgave, nemlig at oversætte næsten hele Mormons Bog fra begyndelsen af april til slutningen af juni 1829.

Joseph Smiths lærdomme

Vi har alle fået åndelige gaver, og hvert menneskes gaver er nødvendige i Kirken.

TA 1:7: »Vi tror på tungemålsgaven, profeti, åbenbaring, syner, helbredelse, udlægning af tungemål og så videre.«⁵

»Vi tror … på profeti, på tungemålsgaven, på syner og på åbenbaringer, på gaver og på helbredelse, og at vi ikke kan nyde godt af nogen af disse uden Helligåndsgaven.«⁶

Amasa Potter har berettet følgende: »Jeg kan huske, at profeten rejste sig for at forkynde for en stor forsamling i en lund vest for templet i Nauvoo. Han sagde, at han ville prædike om åndelige gaver … Joseph fortalte, at enhver sidste dages hellig har en gave, og ved at leve et retfærdigt liv og bede om det, vil Helligånden åbenbare det for ham eller hende.«⁷

»Paulus siger, at en har fået tungemålsgaven, en har fået profetiens gave, og endnu en har fået helbredelsens gave. Og videre spørger han: Kan alle være profeter? Kan alle tale i tunger? Kan alle oversætte? Derved viste han tydeligt, at alle ikke besad samtlige af disse gaver, men at den ene modtager én gave, og den anden en anden gave – alle kunne ikke profetere, alle kunne ikke tale i tunger, og alle kunne ikke udvirke mirakler, men alle modtog Helligåndsgaven. Sommetider talte de i tunger og profeterede på apostlenes tid, og sommetider gjorde de ikke …

Kirken er som ét legeme bestående af forskellige lemmer, og den kan nøje sammenlignes med den menneskelige organisme – og efter at have talt om de forskellige gaver, har Paulus sagt, at I er Kristi legeme og især hans lemmer. I Kirken har Gud for det første sat nogle til at være apostle, for det andet nogle til at være profeter, for det tredje nogle til at være lærere, dernæst gaverne til at udvirke undergerninger, helbredelse, hjælp, ledelse og forskellig slags tungetale. Er alle lærere? Kan alle udvirke undergerninger? Kan alle tale i tunger? Kan alle oversætte? Det er tydeligt, at det kan de ikke, men alligevel er de alle lemmer på det samme legeme. Alle det naturlige legemes lemmer er ikke øjet, øret, hovedet eller hånden – alligevel kan øjet ikke sige til øret, at det ikke har brug for det, ej heller kan hovedet sige til foden, at det ikke har brug for den, for de er alle dele af denne fuldkomne maskine – legemet – og hvis et lem lider, så lider alle lemmerne sammen med det: Og hvis et lem glæder sig, så bliver de alle hædret med det (se 1 Kor 12:9-10, 18-21, 26-30).

Disse er således alle gaver. De kommer fra Gud, de er fra Gud og de er alle Helligåndens gaver.«⁸

Vi modtager Åndens gaver gennem lydighed og tro.

»Såfremt man mangler tro, er frugterne derefter. Intet menneske har siden verdens tilblivelse haft tro uden at have noget, der følger med. Fordums mennesker slukkede voldsom ild, undgik truende sværd, kvinder fik deres døde igen, osv. Ved tro blev verdnerne til (se Hebr 11:34-35). Et menneske, som ikke har nogen af gaverne, har ingen tro, og det narrer sig selv, hvis det antager at have det. Tro har været manglende, ikke blot blandt hedningerne, men ligeledes blandt erklærede kristne, således, at tungemålsgaven, helbredelsens gave, profetiens gave, og profeter og apostle og alle gaverne og velsignelser har været manglende.«⁹

»Denne vinter (1832-1833) gik med at oversætte skrifterne, at være i profeternes skole og at deltage i konferencer. Jeg oplevede mange storslåede, opløftende tidspunkter. De gaver, som følger dem, der tror på og efterlever evangeliet, begyndte at blive udøst blandt os som i gammel tid – som tegn på, at Gud altid er den samme i sit forhold til dem, der er ydmyge og elsker og efterlever sandheden.«¹⁰

Edward Stevenson var til stede, da Joseph Smith prædikede i Pontiac i Michigan i 1834. Han fortalte disse ord, som profeten sagde: »Hvis I med oprigtigt hjerte efterlever evangeliet, lover jeg jer i Herrens navn, at de gaver, som vor Frelser har lovet, vil følge jer, og således kan I få bevis for, at jeg er en sand Guds tjener.«¹¹

Åndens gaver modtages normalt stille og privat uden ydre tilkendegivelser.

»Folks opfattelser af Helligåndsgaven er meget forskellige og forvirrende. Nogle mennesker har haft for vane at kalde hver eneste overnaturlig åbenbaring for virkningerne af Guds Ånd, mens der er andre, der mener, at der ikke er nogen tilkendegivelse forbundet med det overhovedet, og at det er intet andet end blot en indskydelse eller en indre følelse, et indtryk eller et hemmeligt vidnesbyrd eller bevis, og at der ikke eksisterer noget sådant som en ydre tilkendegivelse.

Det kan ikke undre, at folk i vid udstrækning er uvidende om frelsens principper og i særdeleshed om Helligåndsgavens natur, embede, magt, indflydelse, gaver og velsignelser, når vi tænker på, at menneskeheden har været indhyllet i stort mørke og uvidenhed i mange århundreder og været uden åbenbaring eller noget andet rigtigt kendetegn, hvorved menneskene kunne komme til kundskab om det, der hører Gud til, som kun kan kendes ved Guds Ånd. Derfor hænder det ret ofte, når denne kirkes ældster forkynder for jordens indbyggere, at de, hvis de efterlever evangeliet, vil modtage Helligåndsgaven, så forventer at se en eller anden vidunderlig tilkendegivelse, en eller anden stor udfoldelse af magt eller udførelsen af et eller andet usædvanligt mirakel …

Mennesker er meget tilbøjelige til at gå til ekstremer, især hvad angår religion, og derfor vil folk generelt have en mirakuløs tilkendegivelse, for ellers vil de overhovedet ikke tro på Helligåndsgaven. Hvis en ældste lægger hænderne på en person, er der mange, der tror, at personen med det samme skal rejse sig og tale i tunger og profetere. Denne forestilling stammer fra omstændighederne omkring Paulus, der lagde hænderne på visse personer, som tidligere (som de fortalte) var blevet døbt med Johannes’ dåb, og da han havde gjort det, skete det, at ›de talte i tunger og profeterede‹ (se ApG 19:1-6) …

Vi tror, at Helligånden gives ved håndspålæggelse af dem, der har myndighed, og at tungemålsgaven og ligeledes profetiens gave er Åndens gaver og opnås derigennem, men så at sige, at folk altid profeterede og talte i tunger, når de fik håndspålæggelse, ville være at påstå noget, som ikke er sandt, i modstrid med apostlenes fremgangsmåde og i strid med den hellige skrift …

Alle Åndens gaver er ikke synlige for det menneskelige øje eller til at forstå for mennesker – faktisk er der kun meget få, der er det … Kun få af dem genkendes af folk i almindelighed. Peter og Johannes var apostle, og dog lod den jødiske domstol dem piske som bedragere. Paulus var både apostel og profet, og alligevel stenede de ham og kastede ham i fængsel. Folk vidste intet om det, selv om han var i besiddelse af Helligånden. Vor Frelser blev ›salvet … med glædens olie frem for [sine] lige‹ (Hebr 1:9), og selv om folk slet ikke kendte ham, sagde de, at han var Beelzebul og korsfæstede ham som bedrager. Hvem kan udpege en hyrde, en lærer eller en evangelist på grundlag af deres ydre, selv om disse har Helligånden?

Men lad os se på de andre medlemmer af Kirken og undersøge gaverne omtalt af Paulus, for så vil vi finde, at verden i almindelighed ikke kan vide noget om dem, og at der kun er en eller to, som umiddelbart kan genkendes, hvis de alle umiddelbart blev udøst ved håndspålæggelse. I 1 Kor 12:4-11 siger Paulus: ›Der er forskel på nådegaver, men Ånden er den samme. Der er forskel på tjenester, men Herren er den samme. Der er forskel på kraftige gerninger, men Gud er den samme, som virker alt i alle. Det, som Ånden åbenbarer, gives hver enkelt til fælles gavn. En gives der nemlig ved Ånden at tale med visdom, en anden at tale med kundskab ifølge den samme ånd, en gives der tro ved den samme ånd, en anden nådegaver til at helbrede ved den samme ånd, en at udføre undergerninger, en anden at profetere, en at bedømme ånder, en anden forskellig slags tungetale og atter en anden at udlægge tungetale. Alt dette virker den ene og samme ånd, der deler ud til hvert menneske, som den selv vil.‹

Der omtales adskillige gaver her, men hvilke af dem kunne kendes af en person, der iagttager en håndspålæggelse? Visdoms tale eller kundskabs ord er lige så meget gaver som andre, men dersom et menneske var i besiddelse af begge disse gaver eller modtog dem ved håndspålæggelse, hvem ville så vide det? En anden modtager måske troens gave og ville være lige så uvidende derom. Eller sæt et menneske havde helbredelsens gave eller magten til at udføre undergerninger, som ikke på det tidspunkt ville være kendt, så ville det tage tid og kræve visse forhold at få disse gaver til at virke. Sæt et menneske havde evnen til at bedømme ånder, hvem ville så kunne se det? Eller hvis vedkommende havde evnen til at udlægge tungetale, måtte han naturligvis tie stille, dersom ikke en eller anden talte i et fremmet tungemål. Der er kun to gaver, der kan gøres synlige – tungemålsgaven og profetiens gave. Det er det, der tales mest om, og dersom et menneske talte et ukendt sprog, så ville han ifølge Paulus’ vidnesbyrd alligevel stå som en fremmed for de tilstedeværende (se 1 Kor 14:11). De ville sige, at det var uforståelig tale, og dersom han profeterede, ville de kalde det vrøvl. Tungemålsgaven er måske den mindste gave af dem alle, men ikke desto mindre er den den mest eftertragtede.

Ifølge skriftens vidnesbyrd og Åndens tilkendegivelser i fordums tid kunne de omkringstående folkeskarer og menneskene i det hele taget kun kende lidt til det, undtagen ved særlige lejligheder som fx pinsedagen. En iagttager ville intet kende til de største, de bedste og de mest nyttige gaver …

Helligåndsgavens tilkendegivelser, engles betjening og udviklingen af Guds kraft, herlighed og ære kom sjældent offentligt til udtryk, og når det skete, var det for Guds folk, fx israelitterne. Men når der har været englebesøg eller Gud har åbenbaret sig selv, så har det for det meste været til enkeltpersoner i fortrolighed, i deres kammer, i ørkenen eller på marken, og sædvanligvis uden støj eller tumult. Englen befriede Peter fra fængslet midt om natten, kom til Paulus uden at blive set af resten af gruppen, viste sig for Maria og Elisabeth, uden at andre vidste noget om det og talte til Johannes Døber, mens folk omkring ham var uvidende om det.

Da Elisa så Israels ildheste og ildvogne, kendte andre ikke til det. Da Herren viste sig for Abraham, stod han i teltåbningen. Da englene kom til Lot, var der ingen, der genkendte dem andre end ham selv, hvilket sandsynligvis også var tilfældet med Abraham og hans hustru. Da Herren viste sig for Moses, var det i en brændende busk, i tabernaklet eller på bjergtoppen. Da Elias steg op til himlen i en ildvogn, så verden det ikke, og da han var på bjerget kom en voldsom og kraftig storm, men Herren var ikke i stormen. Efter stormen kom et jordskælv, men Herren var ikke i jordskælvet. Til sidst lød en sagte susen, hvilket var Herrens røst, der sagde: ›Hvad vil du her, Elias?‹ (Se 1 Kong 19:11-13).

Herren kan ikke altid kendes på sin røsts torden, på udfoldelsen af hans herlighed eller på tilkendegivelsen af sin magt, og de, der er ivrigst efter at se dette, er de mindst forberedte til at møde det, og skulle Herren åbenbare sin magt, som han gjorde det over for Israels børn, ville sådanne personer være de første til at sige ›Gud må ikke tale til os, for så dør vi‹ (se 2 Mos 20:19).«¹²

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på s. vii-xi.

Herren gav profeten Joseph Smith den gave at være i stand til at oversætte guldpladerne (s. 115-116). Hvornår har Herren givet dig gaver som hjælp til at deltage i hans værk?
Hvad kan vi lære ud fra den beretning, som David Whitmer fortæller på s. 116? Hvilke oplevelser i dit liv har lært dig, at du skal være værdig for at kunne bruge dine åndelige gaver?
Gennemgå det afsnit, der begynder på s. 117. Hvordan gavner det Kirken at have medlemmer med forskellige åndelige gaver? Hvordan har du draget nytte af andres åndelige gaver? Hvornår har du oplevet mennesker med forskellige gaver arbejde sammen for at hjælpe hinanden?
Studér afsnittet på s. 118. Overvej nogle åndelige gaver, der ville styrke dig selv eller hjælpe dig med at tjene Herren og andre. Beslut dig for, hvad du vil gøre for at »stræb[e] … oprigtigt efter de bedste gaver« (L&P 46:8).
Gennemgå det afsnit, der begynder nederst på s. 118. Overvej og drøft de specifikke råd, du kan finde angående, hvordan åndelige gaver tilkendegives. Hvorfor er det vigtigt at huske, at åndelige gaver sjældent kommer offentligt til udtryk? (s. 121). Hvorfor tror du, at mange åndelige gaver kommer stille, og når man er alene? Hvorfor er det vigtigt at huske, at mange gaver tager tid og kræver visse forhold for at få dem til at virke? (s. 121).
Hvad mener du, efter at have læst dette kapitel, at nogle af formålene med åndelige gaver er?

Skriftstedshenvisninger: 1 Kor 12:1-31; 3 Ne 29:6; Moro 10:6-23; L&P 46:8-33.