Tag jer i agt for frafaldets bitre frugter

»Tag jer i agt i alle jeres prøvelser, trængsler og sygdomme, i alle jeres lidelser, ja selv til døden, for, at I ikke bedrager Gud … tag jer i agt, så I ikke falder fra.«

Fra Joseph Smiths liv

I ugerne før og efter fuldførelsen af templet i Kirtland i foråret 1836 oplevede de hellige en tid med harmoni og rige udgydelser af Åndens gaver. Men profeten Joseph Smith advarede de hellige om, at hvis de ikke fortsatte med at leve retskaffent, ville deres glæde og enighed ikke vare ved. Daniel Tyler sagde om den tid: »Alle følte, at de havde fået en forsmag på himlen. Faktisk var der flere uger, hvor vi ikke blev fristet af Djævelen, og vi spurgte os selv, om tusindårsriget mon var begyndt. Ved [et præstedømmemøde] talte profeten Joseph til os. Han sagde blandt andet: ›Brødre, i nogen tid har Satan ikke haft magt til at friste jer. Nogle har troet, at der ikke mere ville findes fristelse. Men det modsatte sker, og medmindre I holder jer nær til Herren, vil I blive overvundet og falde fra.‹«¹

Som året gik, udviklede en frafaldets ånd sig blandt nogle af de hellige i Kirtland. Nogle medlemmer blev stolte, grådige og ulydige mod befalingerne. Nogle anklagede kirkeledere for de økonomiske problemer på grund af den mislykkede finansielle institution, der var oprettet af kirkemedlemmer. Denne fallit skete i 1837, det samme år, hvor panik blandt bankerne fejede henover De Forenede Stater og forværrede de helliges økonomiske problemer. Hele to til tre hundrede mennesker faldt fra Kirken i Kirtland, og nogle gange tilsluttede de sig dem, der gjorde modstand mod Kirken ved at plage og endda fysisk true de hellige. Nogle frafaldne erklærede åbent, at profeten var falden og prøvede at få andre mænd sat i hans sted. Søster Eliza R. Snow berettede: »Mange, der havde været ydmyge og trofaste i at udføre enhver pligt – klar til at gå og komme ved ethvert kald i præstedømmet – fik en hovmodig ånd og var indbildske i hjertes stolthed. Efterhånden som de hellige drak af verdens kærlighed og ånd, fortrak Herrens Ånd sig fra deres hjerte.«²

Profeten begræd Kirkens situation i maj 1837: »Det var som om, at hele jordens og al helvedes kræfter på særlig vis arbejdede sammen om at kuldkaste Kirken på én gang … Fjenden udefra og frafaldne i vores midte forenede deres lumske planer … og mange blev fjendtligt stemte mod mig, som om jeg var den eneste årsag til selve de onder, som jeg så ihærdigt kæmpede imod.«³

På trods af disse udfordringer forblev langt størstedelen af Kirkens ledere og medlemmer trofaste. Brigham Young, der var medlem af De Tolv Apostles Kvorum under denne usikre periode, husker et møde, hvor nogle af kirkemedlemmerne drøftede, hvordan de skulle afsætte profeten Joseph: »Jeg rejste mig og fortalte dem ligefremt og med overbevisning, at Joseph var profet og at jeg vidste det, og at de kunne skælde ham ud og bagtale ham alt det, de ville, men de kunne ikke tilintetgøre udnævnelsen af Guds profet. De kunne kun tilintetgøre deres egen myndighed, skære tråden, der bandt dem til profeten og til Gud, over, og lade sig synke ned i helvede. Mange blev yderst vrede over min faste modstand mod deres planer …

Mødet blev opløst, uden at de frafaldne var i stand til at blive enige om nogen foranstaltninger. Dette var en krise, hvor jorden og helvede syntes at have allieret sig for at omstyrte profeten og Guds kirke. Knæene vaklede under mange af de stærkeste mænd i Kirken. Under denne mørkets belejring stod jeg nær ved Joseph og gjorde mit alleryderste med al den visdom og kraft, som Gud havde givet mig, for at opretholde Guds tjener og forene Kirkens kvorummer.«⁴

Joseph Smiths lærdomme

Tabet af tillid til kirkeledere, kritikken af dem og forsømmelsen af enhver pligt pålagt af Gud fører til frafald.

»Jeg vil give jer en af nøglerne til Guds riges hemmeligheder. Det er et evigt princip, som har eksisteret hos Gud siden tidernes morgen: Hvis et menneske rejser sig for at fordømme andre og finder fejl ved Kirken og siger, at den er helt ved siden af, mens han selv er retfærdig, skal I vide med sikkerhed, at et sådant menneske er godt på vej til frafald. Og dersom vedkommende ikke omvender sig, vil han falde fra, så sikkert som Gud lever.«⁵

Mens Heber C. Kimball virkede som rådgiver til præsident Brigham Young, fortalte han: »Jeg giver jer en nøgle, som bror Joseph Smith plejede at give i Nauvoo. Han sagde, at selve skridtet til frafald begynder med, at man mistede tillid til denne kirkes og riges ledere, og når som helst man opdager den ånd, kan man vide, at det vil føre vedkommende ad vejen til frafald.«⁶

Mens Wilford Woodruff tjente i De Tolv Apostles Kvorum, sagde han: »Bror Joseph rådede os sædvanligvis på denne måde: ›I det øjeblik I tillader jer selv at tilsidesætte en hvilken som helst pligt, som Gud kalder jer til at udføre, for at tilgodese jeres egne ønsker, i det øjeblik I tillader jer selv at blive skødesløse, så lægger I grundvolden til frafald. Vær forsigtige. Forstå, at I er kaldet til et arbejde, og når Gud forlanger, at I udfører det arbejde, så gør det.‹ Desuden sagde han: ›I alle jeres prøvelser, trængsler og sygdomme, i alle jeres lidelser, ja selv til døden, skal I være forsigtige, så I ikke forråder Gud. Vær forsigtige, så I ikke svigter præstedømmet og vær forsigtige, så I ikke falder fra.‹«⁷

Wilford Woodruff sagde derudover: »Jeg husker, at bror Joseph Smith besøgte mig, bror [John] Taylor, bror Brigham Young samt adskillige andre missionærer, da vi skulle til at tage på mission i England. Mange af os var syge og plagede. Samtidig ville vi gerne af sted. Profeten velsignede os og vore hustruer og familier … Han lærte os nogle meget vigtige principper, hvoraf jeg vil nævne nogle her. Bror Taylor, mig selv, George A. Smith, John E. Page samt andre var blevet kaldet til at udfylde de ledige poster efter de [apostle], der var faldet fra. Bror Joseph forklarede os årsagen til, at disse mænd havde vendt sig fra Guds befalinger. Han håbede, vi ville tage ved lære af det, vi så med vore øjne og hørte med vore ører, og at vi ville være i stand til at skelne andre menneskers ånd uden at være tvunget til at lære af sørgelig erfaring.

Han fortalte så, at ethvert menneske og enhver ældste i denne kirke og dette rige, som fulgte en kurs, hvorved han ignorerede eller med andre ord nægtede at adlyde en hvilken som helst lov, befaling eller pligt – når som helst et menneske gjorde det og forsømte en hvilken som helst pligt, som Gud krævede af hans hånd, såsom at overvære møder, udfylde en mission eller adlyde et råd, så lagde det grundvolden for vejen til frafald, og det var årsagen til disse menneskers fald. De havde misbrugt præstedømmet beseglet på deres hoved. De havde forsømt at højne deres kaldelse som apostle og som ældster. De havde brugt præstedømmet i et forsøg på at opbygge sig selv og udføre andet arbejde ud over at opbygge Guds rige.«⁸

I 1840 boede en lille organiseret gruppe kirkemedlemmer stadig i Kirtland i Ohio, selv om de fleste hellige havde samlet sig i Nauvoo i Illinois. Som reaktion på nyheden om, at et kirkemedlem i Kirtland prøvede at ødelægge de helliges tiltro til Det Første Præsidentskab og andre kirkeautoriteter, skrev profeten til en kirkeleder i Kirtland: »For at lede rigets forehavender i retskaffenhed er det altafgørende, at den største enighed, venlige følelser, god forståelse samt tillid findes i hjertet hos alle brødrene, og at sand næstekærlighed og indbyrdes kærlighed er et gennemgående træk i alle deres foretagender. Hvis der er nogen ukærlige følelser eller nogen mangel på tillid, så vil stolthed, hovom præsidentskabet ogmod og misundelse snart dukke frem. Forvirring vil uundgåeligt herske, og Kirkens autoriteter vil blive regnet for intet …

Hvis de hellige i Kirtland anser mig for uværdig i deres bønner, når de samles, og forsømmer at støtte mig over for himlens nådes trone, så er det et stærkt og klart bevis for mig på, at de ikke er i besiddelse af Guds Ånd. Hvis de åbenbaringer, vi har modtaget, er sande, hvem skal så lede folket? Hvis rigets nøgler er blevet lagt i mine hænder, hvem skal så åbenbare dets hemmeligheder?

Så længe mine brødre står ved min side og støtter mig, kan jeg med glæde bekæmpe verdens fordomme og tåle hån og udnyttelse. Men når mine brødre står afmålte, når de begynder at vakle og stræbe efter at forsinke min fremgang og indsats, så vil jeg sørge, men jeg er ikke mindre besluttet på at fortsætte min opgave, da jeg har tillid til – selv om mine jordiske venner skulle svigte og endda vende sig imod mig – at min himmelske Fader trods alt vil holde mig sejrrig.

Jeg håber dog, at der selv i Kirtland er nogle, som ikke erklærer mennesker skyldige med deres ord (se Es 29:21), men at de er villige til at forsvare retfærdighed og sandhed og passe hver en pligt, de er blevet pålagt, og som vil have visdom til at lede dem igennem enhver bevægelse eller indflydelse, der har til hensigt at forvirre og bringe strid ind i Israels lejr, og at de kan skelne mellem sandhedens og vildfarelsens ånd.

Det ville glæde mit sind at se de hellige i Kirtland blomstre, men jeg tror, at tiden ikke er inde endnu. Jeg forsikrer jer om, at den heller ikke bliver det, før der oprettes en anden tingenes orden og før en anderledes ånd er til stede. Når tilliden genoprettes, når stoltheden falder, og når ethvert begærligt sind iklædes ydmyghed som en kappe, og når selviskhed viger for godgørenhed og næstekærlighed, og når en enig beslutning om at leve efter hvert ord, der udgår af Guds mund, kan iagttages, først da - og ikke før - vil fred, orden og kærlighed herske.

Det er på grund af begærlige mennesker, at Kirtland er blevet forsaget. Hvor ofte er jeres ydmyge tjener ikke blevet misundt sit embede af sådanne personer, som stræbte efter at ophøje sig selv til magten på hans bekostning, og da de så, at det var umuligt at gøre det, greb de til ond bagtalelse og udnyttelse samt andre midler for at omstyrte ham. Sådanne personer har altid været de første til at råbe op om præsidentskabet og offentliggøre deres fejl og svagheder til jordens fire verdenshjørner.«⁹

De, der falder fra, mister Guds ånd, bryder deres pagter og forfølger ofte Kirkens medlemmer.

»Det kan synes mærkeligt ved første blik, selv om det er lige så mærkeligt som det er sandt, at på trods af alle de påståede beslutninger om at leve gudfrygtigt, falder frafaldne – efter de har vendt sig bort fra Kristi tro, medmindre de hastigt omvender sig – før eller siden i den ondes snarer og bliver ladt tilbage blottet for Guds Ånd og afslører deres ugudelighed for øjnene af masserne. Fra de frafaldne har de trofaste været udsat for de alvorligste forfølgelser. Judas blev irettesat og overlod øjeblikkeligt sin Herre i fjendens hånd, fordi Satan fik overhånd over ham.

Der bliver udøst en højere intelligens på dem, der adlyder evangeliet af hele deres hjerte, der, hvis der syndes imod den, efterlader den frafaldne nøgen og blottet for Guds Ånd, og det menneske er i sandhed forbandelsen nær, og dets endeligt vil være at blive brændt. Når det lys, som var i dem, én gang tages fra dem, bliver de lige så formørkede, som de tidligere var oplyste, og så er det intet under, at alle deres kræfter anvendes mod sandheden, og de søger, ligesom Judas, at udrydde dem, der var deres største velgørere.

Hvilken nærmere ven på jorden eller i himlen havde Judas end Frelseren? Og hans første tanke var at udrydde ham. Hvem blandt de hellige i disse sidste dage kan anse sig selv for lige så god som vor Herre? Hvem er lige så fuldkommen? Hvem er lige så ren? Hvem er lige så hellig, som han var? Findes de? Han overtrådte eller brød aldrig noget bud eller nogen af himlens love – intet svig fandtes i hans mund, ej heller fandtes der falskhed i hans hjerte. Alligevel var en, der havde spist med ham og ofte drukket af samme bæger, den første til at løfte hælen mod ham. Hvor findes der en som Kristus? Han kan ikke findes på jorden. Hvorfor skulle hans tilhængere så klage, om de skulle blive forfulgt af dem, som de engang kaldte brødre, og som de havde nær tilknytning til i den evige pagt?

Fra hvilken kilde udspringer det princip, som altid får frafaldne fra den sande kirke til at forfølge med dobbelt flid og med dobbelt ihærdighed søge at udrydde dem, som de engang åbent erklærede at elske, som de engang omgikkes, og som de engang indgik pagt med om af al magt i retfærdighed at stræbe efter at opnå Guds hvile? Måske vore brødre vil sige det samme, som fik Satan til at søge at omstyrte Guds rige, fordi han selv var ond, og Guds rige er helligt.«¹⁰

»Der har i al Kirkens tid altid fandtes dem, der har modsat sig dydens principper, som har elsket denne verdens vinding, fulgt uretfærdighedens principper og været sandhedens fjender … De, der har omgået os og anstrengt sig meget for at være vore venner, har tit været vore værste og mest indædte fjender. Hvis de blev upopulære, hvis deres indflydelse eller værdighed blev krænket, eller hvis de blev taget i deres ugudelighed, har de altid været de første til at indlede forfølgelse og bagtale og bagvaske deres brødre og søge deres venners undergang og ødelæggelse.«¹¹

»Frafaldne og afvegne ›mormoner‹ farer verden rundt og spreder diverse falske og injurierende rygter om os og tror, at de derDerfor bruger de (verden) disseved opnår verdens venskab, fordi de ved, at vi ikke er af verden, og at verden hader os. Derfor bruger de (verden) disse mennesker (de afvegne) som redskaber og prøver gennem dem at forvolde al den skade, de kan, og efter det hader de dem endnu mere, end de hader os, fordi de betragter dem som tarvelige forrædere og spytslikkere.«¹²

Wilford Woodruff fortalte: »Jeg overværede et møde i templet [i Kirtland den 19. februar 1837]. Præsident Joseph Smith havde været fraværende i ærinder for Kirken, men ikke i halvt så lang tid som Moses havde været på bjerget og væk fra Israel (se 2 Mos 32:1-8). Alligevel vendte mange mennesker i Kirtland – selv om de ikke ligesom israelitterne lavede en kalv til tilbedelse – deres hjerte bort fra Herren og fra hans tjener Joseph, og havde beskæftiget sig med spekulation og åbnet vejen for falske ånder, til de blev formørkede i deres sind. Mange var imod Joseph Smith, og nogle ønskede at udpege David Whitmer til at lede Kirken i stedet for. Midt i denne sky af mørke ånder vendte Joseph tilbage til Kirtland og rejste sig denne morgen og talte. Han så meget nedtrykt ud, men snart hvilede Guds Ånd på ham, og han talte med stor ligefremhed til forsamlingen i omkring tre timer og bragte sine fjender til tavshed.

Da han rejste sig, sagde han: ›Jeg er stadig præsident, profet, seer, åbenbarer og leder af Jesu Kristi Kirke. Gud og ikke mennesker har udpeget mig og anbragt mig i denne stilling, og intet menneske eller gruppe af mennesker har magt til at fjerne mig eller udpege en anden i mit sted, og de, der forsøger dette, vil, hvis ikke de hastigt omvender sig, brænde deres fingre og ryge i helvede.‹ Han irettesatte folket skarpt for deres synder, mørke og vantro. Guds kraft hvilede på ham og vidnede om, at det, han sagde, var sandt.«¹³

Wilford Woodruff fortæller: »Præsident Smith talte om eftermiddagen [den 9. april 1837] og sagde i Herrens navn, at Guds straffedomme skulle hvile på de mennesker, der havde erklæret at være hans venner, menneskehedens venner og at ville opbygge Kirtland, en stav i Zion, men som havde forrådt ham og Guds riges interesser og havde givet magt imod os i vore fjenders hænder. De havde undertrykt de trængende hellige, havde påført dem lidelser og havde brudt pagterne, hvilket de ville komme til at føle Guds vrede for.«¹⁴

Daniel Tyler husker: »Kort efter profetens ankomst til Commerce (senere hen Nauvoo) fra fængslet i Missouri besøgte bror Isaac Behunin og jeg ham i hans hjem. Hans forfølgelser var genstand for samtalen. Han fortalte om mange falske, uoverensstemmende og selvmodsigende udtalelser fra frafaldne, skræmte medlemmer af Kirken samt udenforstående. Han fortalte også, hvordan de fleste af de embedsmænd, som gerne ville have taget hans liv, da han blev arresteret, havde vendt sig til hans favør efter nærmere bekendtskab. Han gav de falske brødre skylden …

Da profeten var færdig med at fortælle, hvordan han var blevet behandlet, sagde bror Behunin: ›Hvis jeg skulle forlade denne kirke, ville jeg ikke gøre, ligesom disse mænd har gjort: Jeg ville tage til et fjernt sted, hvor man aldrig havde hørt om mormonismen, slå mig ned der, og ingen ville nogensinde få at vide, at jeg vidste noget om den.‹

Den store seer svarede hurtigt: ›Bror Behunin, du ved ikke, hvad du ville gøre. Der er ingen tvivl om, at disse mænd engang har følt ligesom dig. Før du tilsluttede dig denne kirke, stod du på neutral jord. Da evangeliet blev forkyndt, blev du præsenteret for godt og ondt. Du kunne vælge enten det ene eller det andet. Der var to modstridende herrer, der indbød dig til at tjene dem. Da du tilsluttede dig denne kirke, meldte du dig til at tjene Gud. Da du gjorde det, forlod du den neutrale jord, og du kan aldrig komme tilbage til den. Hvis du svigter den Mester, du meldte dig til at tjene, vil det ske efter den ondes tilskyndelse, og du vil følge hans ordrer og være hans tjener.‹«¹⁵

Hvis vi følger Kirkens profeter, apostle og åbenbaringer, bliver vi ikke vildledt.

Orson Hyde, et medlem af De Tolvs Kvorum, fortæller: »Profeten Joseph … sagde: ›Brødre, husk, at flertallet af dette folk aldrig vil blive vildledt, og så længe I holder jer til flertallet, er I sikre på at komme i det celestiale rige.‹«¹⁶

William G. Nelson fortæller: »Jeg har hørt profeten tale offentligt ved mange lejligheder. Ved et møde hørte jeg ham sige: ›Jeg giver jer en nøgle, der aldrig vil ruste: Hvis I holder jer til flertallet af De Tolv Apostle og Kirkens optegnelser, vil I aldrig blive vildledt.‹ Kirkens historie beviser sandheden af dette.«¹⁷

Ezra T. Clark berettede: »Jeg hørte profeten Joseph sige, at han ville give de hellige en nøgle, hvorved de aldrig ville blive vildledt eller bedraget, og det var følgende: Herren ville aldrig tillade, at størstedelen af dette folk blev vildledt eller bedraget, ej heller ville han tillade denne kirkes optegnelser at falde i fjendens hænder.«¹⁸

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på s. vii-xi.

Læs beretningen på s. 313-315. Hvorfor tror du, at mennesker kan gå fra retskaffenhed til frafald på så kort tid? Hvilke påvirkninger er årsag til, at mennesker falder fra i dag? Hvad kan vi gøre for at beskytte os mod sådanne påvirkninger?
Hvilke farer er der ved at miste tilliden til vore kirkeledere og kritisere dem? (Se eksemplerne på s. 315-317). Hvad kan vi gøre for at bibeholde en følelse af respekt for og værdsættelse af vore ledere? Hvordan kan forældre opmuntre deres børn til at respektere Kirkens ledere?
Profeten sagde: »I det øjeblik I tillader jer selv at tilsidesætte en hvilken som helst pligt, som Gud kalder jer til at udføre, for at tilgodese jeres egne ønsker … så lægger I grundvolden til frafald« (s. 315). Hvad siger denne udtalelse dig?
Læs beretningen fortalt af Daniel Tyler (s. 321). Hvorfor tror du, at de, der er faldet fra Kirken, ofte kæmper så stærkt imod den? (Se eksemplerne på s. 318-321). Hvordan mener du, vi skal reagere på sådanne menneskers ord og handlinger?
Læs kapitlets tre sidste afsnit (321-322). Hvorfor er det vigtigt for os at forstå og bruge denne »nøgle«, som Joseph Smith gav?

Skriftstedshenvisninger: 1 Ne 8:10-33; Hel 3:33-35; L&P 82:3, 21; 121:11-22.