På den anden side af sløret: Livet i evighederne

»De retfærdige, som er døde, skal oprejses for at dvæle i evigtvarende ild i udødelig herlighed, ikke for at sørge, lide eller dø mere, men de skal blive Guds arvinger og Jesu Kristi medarvinger.«

Fra Joseph Smiths liv

Joseph Smiths arbejde med at oversætte Bibelen førte til en yderst bemærkelsesværdig åbenbaring om livet i evighederne. Den 16. feb. 1832 arbejdede profeten i John Johnsons hjem i Hiram i Ohio med Sidney Rigdon som skriver. Han var ved at oversætte Johannesevangeliet. »Af forskellige åbenbaringer som var blevet modtaget,« sagde profeten senere, »fremgik det, at mange vigtige punkter, der berørte menneskets frelse, var blevet taget ud af Bibelen eller var gået tabt, førend den blev samlet. Det syntes indlysende ud fra de sandheder, der var tilbage, at hvis Gud belønnede enhver i forhold til de gerninger, der var blevet gjort i kødet, måtte vendingen ›himlen‹ i betydningen de helliges evige hjem, indbefatte mere end ét rige.«¹

Profeten oversatte Joh 5:29, som beskriver, hvordan alle skal »gå ud fra dem« i opstandelsen – »de, der har øvet det gode, for at opstå til liv, men de, der har gjort det onde, for at opstå til dom.« Da han og Sidney overvejede dette skriftsted, åbnedes et vidunderligt syn for dem. Som profeten nedskrev: »Ved Åndens kraft blev vore øjne åbnet, og vor forstand blev oplyst, så vi kunne se og forstå det, som hører Gud til – ja, det, som var fra begyndelsen, førend verden blev til, og som var blevet bestemt af Faderen ved hans enbårne Søn, som var i Faderens navn, ja, fra begyndelsen« (L&P 76:12-13).

I denne herlige åbenbaring så profeten og Sidney Rigdon Guds Søn ved Faderens højre hånd og »modtog al hans fylde« (L&P 76:20). De så de tre herlighedsriger, som Gud har beredt for sine børn og erfarede, hvem der skal arve disse riger. De så også Satan smidt ud fra Guds nærhed og lidelserne hos dem, som tillod sig selv blive besejret af Satan.

Denne åbenbaring blev senere afsnit 76 i Lære og Pagter. Profeten forklarede: »Intet kunne være mere tiltalende for de hellige i forhold til Guds riges orden end lyset, som bryder frem i verden gennem den foregående åbenbaring. Hver lov, hver befaling, hvert løfte, hver sandhed og hvert punkt, som berører menneskets skæbne fra 1. Mosebog til Johannes’ Åbenbaring, hvor skrifternes renhed forbliver uplettede af menneskets tåbeligheder … bevidner det faktum, at det dokument er en afskrift af den evige verdens optegnelser. Tankens ophøjethed, sprogets renhed, handlingens omfang, fuldendelsens uafbrudte varighed så arvingerne til frelse kan bekende Herren og bøje knæet – belønningen for trofasthed og straffen for synd er så meget hævet over menneskets snæversynethed, at ethvert ærligt menneske er tvunget til at udbryde: ›Det er kommet fra Gud.‹«²

Joseph Smiths lærdomme

Gud har beredt tre grader af herlighed til sine børn.

»Mit emne er de dødes opstandelse, og I kan læse om det i det 14. kapitel af Johannesevangeliet: ›I min faders hus er der mange boliger‹ (Joh 14:2). Det skulle lyde således: ›I min Faders rige er der mange riger‹, for at I kan blive Guds arvinger og medarvinger med mig … Der er boliger for dem, som adlyder en celestial lov, og der er andre boliger for dem, som ikke følger loven, hvert menneske i sin egen orden.«³

»›Men,‹ siger en, ›jeg tror på en universel himmel og et helvede, hvor alle går hen og alle er på lige fod og lige elendige eller lige lykkelige.‹

Hvad! Hvor alle hobes sammen – de hæderlige og dydige, mordere og horkarle, når der står skrevet, at de skal blive dømt efter deres gerninger i kødet? Men Paulus fortæller os om tre herligheder og tre himle. Han kendte en mand, som blev rykket bort til den tredje himmel (se 1 Kor 15:40-41; 2 Kor 12:2-4) … Jesus sagde til sine disciple: ›I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? … [Jeg] kommer igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er‹ (se Joh 14:2-3).«⁴

»Tag og læs åbenbaringen (i Lære og Pagter 76). Der belyses tydeligt herlighed efter herlighed – en herlighed som solens, en anden som månens og en herlighed som stjernernes. Og som den ene stjerne er forskellig fra den anden i glans, således er de forskellige dele af den telestiale verden forskellige i herlighed, og hvert eneste menneske, der regerer i celestial herlighed, er en Gud for sine herredømmer …

Paulus siger: ›Solen og månen og stjernerne har hver sin glans, og stjerne adskiller sig fra stjerne i glans. Således er det også med de dødes opstandelse‹ (1 Kor 15:41-42).«⁵

De, der modtager Jesu vidnesbyrd, modtager evangeliets ordinancer og sejrer ved tro, arver det celestiale rige.

Profeten Joseph Smith så følgende syn, som senere blev indført i Lære og Pagter 76:50-59, 62, 68-70: »Og igen aflægger vi vidnesbyrd – for vi så og hørte, og dette er vidnesbyrdet om Kristi evangelium angående dem, der skal komme frem i de retfærdiges opstandelse – de er dem, der modtog vidnesbyrd om Jesus og troede på hans navn og blev døbt i lighed med hans begravelse ved at blive begravet i vandet i hans navn, og dette i overensstemmelse med den befaling, som han har givet – så de ved at holde hans befalinger kunne blive tvættet og renset for alle deres synder og modtage den hellige Ånd ved håndspålæggelse af den, der er ordineret og beseglet til denne magt; og som sejrer ved tro og bliver beseglet ved forjættelsens hellige Ånd, som Faderen udgyder over alle dem, der er retfærdige og trofaste.

De er dem, som er den Førstefødtes menighed. De er dem, i hvis hænder Faderen har givet alt – de er dem, som er præster og konger, og som har modtaget af hans fylde og af hans herlighed; og er den Højestes præster af Melkisedeks orden, der var efter Enoks orden, der var efter den enbårne Søns orden.

Derfor er de, som der står skrevet, guder, nemlig Guds sønner– derfor er alt deres, det være sig liv eller død eller det nuværende eller det tilkommende, alt er deres, og de er Kristi, og Kristus er Guds …

Disse skal bo sammen med Gud og hans Kristus for evigt og altid … Disse er dem, hvis navne er nedskrevet i himlen, hvor Gud og Kristus er dommer over alle. Disse er dem, som er retfærdige mennesker, gjort fuldkomne ved Jesus, den nye pagts formidler, som udvirkede denne fuldkomne forsoning ved udgydelsen af sit eget blod. Disse er dem, hvis legemer er celestiale, hvis herlighed er som solens, ja, Guds herlighed, han, der er den højeste af alle, og på hvis herlighed solen på himmelhvælvingen er beskrevet som værende et sindbillede.«⁶

Joseph Smith underviste i det følgende i maj 1843 og blev senere indført i Lære og Pagter 131:1-4: »I den celestiale herlighed er der tre himle eller grader; og for at opnå den højeste må et menneske indtræde i denne præstedømmeorden [hvilken vil sige den nye og evigtvarende ægteskabspagt], og hvis han ikke gør dette, kan han ikke opnå den. Han kan indtræde i en af de andre, men det er enden på hans rige; han kan ikke få nogen forøgelse.«⁷

»Her er altså det evige liv – at kende den eneste vise og sande Gud. I må selv lære, hvordan I kan blive guder og blive Guds konger og præster … ved at gå fra den ene lille grad til den anden og fra noget småt til noget stort, fra nåde til nåde, fra ophøjelse til ophøjelse, indtil I når til de dødes opstandelse og er i stand til at dvæle ved evigtvarende ild og sidde i herlighed, som de gør, der sidder på en trone i evigtvarende magt …

De retfærdige, som er døde, skal oprejses for at dvæle ved evigtvarende ild i udødelig herlighed, ikke for at sørge, lide eller dø mere, men de skal blive Guds arvinger og Jesu Kristi medarvinger. Hvad er det? At arve samme magt, samme herlighed og samme ophøjelse indtil man når dertil, hvor man bliver en gud og stiger op til den evige magts trone, ligesom dem, der er gået forud.«⁸

»De, der opnår en herlig opstandelse fra de døde, er ophøjet langt over fyrstendømmer, magter, troner, herredømmer og engle og erklæres udtrykkeligt for Guds arvinger og Jesu Kristi medarvinger, der alle har evig magt (se Rom 8:17).«⁹

»Jordens hæderlige mennesker,« de, der ikke er tapre i vidnesbyrdet om Jesus, arver det terrestriale rige.

Profeten Joseph Smith så følgende syn, som senere blev indført i Lære og Pagter 76:71-79: »Og videre, vi så den terrestriale verden, og se, disse er dem, som er af det terrestriale, og hvis herlighed er forskellig fra den Førstefødtes menigheds, der har modtaget Faderens fylde, ligesom månens er forskellig fra solens på himmelhvælvingen.

Se, disse er dem, der døde uden lov; og også dem, som er de menneskers ånder, som blev holdt i fængsel, og som Sønnen besøgte og prædikede evangeliet for, for at de kunne blive dømt på samme måde som mennesker i kødet; og som ikke modtog vidnesbyrdet om Jesus i kødet, men modtog det senere.

Disse er dem, som er jordens hæderlige mennesker, der blev forblindet af menneskers listighed. Disse er dem, som modtager af hans herlighed, men ikke af hans fylde. Disse er dem, som modtager af Sønnens nærvær, men ikke af Faderens fylde.

Derfor er de terrestriale legemer og ikke celestiale legemer, og de er forskellige fra hinanden i herlighed, ligesom månen er forskellig fra solen. Disse er dem, som ikke er tapre i vidnesbyrdet om Jesus; derfor får de ikke kronen over vor Guds rige.«¹⁰

De, som er ugudelige og ikke tager imod evangeliet eller vidnesbyrdet om Jesus, arver det telestiale rige.

Profeten Joseph Smith modtog det følgende syn, som senere blev indført i Lære og Pagter 76:81-85,100-106, 110-112: »Og videre så vi den telestiale herlighed, hvilken herlighed er mindre, ligesom stjernernes herlighed er forskellig fra månens herlighed på himmelhvælvingen.

Disse er dem, som ikke modtog Kristi evangelium, ej heller vidnesbyrdet om Jesus. Disse er dem, som ikke fornægter den hellige Ånd. Disse er dem, som bliver nedstyrtet til helvede. Disse er dem, som ikke skal blive købt fri fra Djævelen førend den sidste opstandelse, førend Herren, ja, Kristus, Lammet, har fuldendt sit værk …

Disse er dem, hvoraf nogle siger, at de er af den ene, og andre, at de er af den anden – nogle af Kristus og nogle af Johannes og nogle af Moses og nogle af Elias og nogle af Esaias og nogle af Esajas og nogle af Enok; men som ikke modtog evangeliet, ej heller vidnesbyrdet om Jesus, ej heller profeterne, ej heller den evigtvarende pagt.

Og endelig, disse er alle dem, der ikke bliver indsamlet sammen med de hellige for at blive taget op til den Førstefødtes menighed og modtaget i skyen.

Disse er dem, som er løgnere og troldmænd og ægteskabsbrydere og horkarle og enhver, der elsker og øver løgn. Disse er dem, som lider Guds vrede på jorden. Disse er dem, som lider den hævn, der er evig ild. Disse er dem, som bliver nedstyrtet til helvede og lider Gud den Almægtiges vrede indtil tidernes fylde, når Kristus har lagt alle fjender under sine fødder og har fuldkommengjort sit værk …

Og [vi] hørte Herrens røst sige: Disse skal alle bøje knæet, og hver tunge skal bekende ham, som sidder på tronen for evigt og altid; for de skal blive dømt efter deres gerninger, og enhver skal efter sine gerninger få sit eget rige i de boliger, der er beredt; og de skal være den Højestes tjenere; men hvor Gud og Kristus er, kan de ikke komme, verdener uden ende.«¹¹

De ugudeliges pinsel er at vide, at de ikke har opnået den herlighed, de kunne have nydt.

»Gud har forordnet, at alle, der ikke vil adlyde hans røst, ikke skal undgå helvedes fordømmelse. Hvad er helvedes fordømmelse? At gå sammen med de mennesker, som ikke har adlydt hans befalinger … Jeg ved, at alle mennesker vil blive fordømt, hvis de ikke kommer ind ad den vej, som han har åbnet, og det er den vej, der er udpeget af Herrens ord.«¹²

»De afdødes ånders store elendighed i åndeverdenen, hvortil de går efter døden, er at vide, at de går glip af den herlighed, som andre glæder sig ved, og som de selv kunne have glædet sig ved, og de er således deres egne anklagere.«¹³

»Der er ingen smerte, der er så forfærdelig som den, der fremkaldes af uvished. Det er de ugudeliges straf. Deres tvivl, ængstelse og uvished forårsager gråd, jammer og tænderskæren.«¹⁴

»Et menneske er sin egen plageånd og sin egen fordømmer. Derfra stammer udtalelsen: De skal få deres lod i søen, der brænder med ild og svovl (se Åb 21:8). Skuffelsens pinsel i menneskets sind er lige så heftig som en sø, der brænder af ild og svovl. Jeg siger jer, således er menneskets pinsel …

Nogle vil opstå til Guds evigtvarende ild, for Gud dvæler i evigtvarende ild, og nogle vil opstå til fordømmelse i deres egen fordærvethed, som er lige så heftig en pinsel som søen af ild og svovl.«¹⁵

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på s. vii-xi.

Joseph Smith og Sidney Rigdon mediterede over et skriftsted, da de modtog åbenbaringen, som står i Lære og Pagter 76 (s. 215-217; se også L&P 76:15-19). Hvilke personlige oplevelser har hjulpet dig med at forstå, at meditation kan føre til større forståelse? Når du studerer eller drøfter dette så vel som andre kapitler, så tag dig tid til at meditere over de sandheder, du læser.
Læs Joh 14:2-3 og 1 Kor 15:40-41. Hvordan kan lærdommene i dette kapitel hjælpe dig med at forstå disse vers?
I beskrivelsen af dem, der vil arve celestial, terrestrial og telestial herlighed, brugte profeten Joseph vendingen »vidnesbyrdet om Jesus« fem gange (s. 218-222). Hvilke karaktertræk har en person, som er »tapper i vidnesbyrdet om Jesus«? Hvilke løfter får de, som er tapre i vidnesbyrdet om Jesus?
Læs det sidste afsnit på s. 218 og læg især mærke til vendingen »sejre ved tro«. Hvad kan vi have brug for at sejre over? Hvordan hjælper vores tro på Jesus Kristus os til at klare vore problemer her i livet?
Læs det første afsnit på s. 220. Hvorfor tror du, at vi i vores evige fremgang er nødt til at gå frem »fra den ene lille grad til den anden«? Hvad har du oplevet, der viser vores behov for at lære og vokse på den måde?
Gennemgå sidste afsnit på s. 220, der beskriver nogle af de mennesker, der skal arve det terrestriale rige. Hvordan kan vi undgå at blive »forblindet af menneskers listighed«? Hvad kan vi gøre for at hjælpe andre til ikke at blive forblindet?
Find på s. 222 ord og vendinger, som Joseph Smith brugte til at beskrive de ugudeliges tilstand i det næste liv. Hvad fortæller disse ord og vendinger dig? Hvordan kan et menneske være »sin egen plageånd og sin egen fordømmer«?

Skriftstedshenvisninger: Alma 41:2-8; L&P 14:7; 76:20-49; 88:15-39.