Den sande og levende kirkes organisation og skæbne

»I kender ikke mere til denne kirkes og dette riges skæbne, end et spædbarn på sin mors skød. I fatter det ikke … Denne kirke vil fylde Nord-og Sydamerika – den vil fylde hele verden.«

Fra Joseph Smiths liv

I juni 1829 afsluttede profeten Joseph Smith oversættelsen af Mormons Bog. »Da vores oversættelse var ved at nærme sig afslutningen,« sagde profeten, »tog vi til Palmyra i Wayne County i New York, sikrede os rettighederne og blev enige med hr. Egbert B. Grandin om at trykke 5.000 eksemplarer mod betaling af 3.000 dollars.«¹ Egbert B. Grandin var en ung mand – et år yngre end Joseph Smith – der ejede et trykkeri i Palmyra. Han havde lige erhvervet sig en ny trykpresse med en teknologi, som gjorde trykningsprocessen betydeligt hurtigere. Det er bemærkelsesværdigt, at profeten kunne finde en trykker i den landlige by Palmyra, som var i stand til at trykke så mange eksemplarer af en bog med så mange sider som Mormons Bog. Fordi det var så stort og dyrt et projekt at trykke Mormons Bog, havde Martin Harris stillet sin gård som sikkerhed til hr. Grandin for betalingen af trykkeriets omkostninger.

Sidst på sommeren 1829 samledes Joseph Smith, Martin Harris og flere andre i trykkeriet for at se en prøve på Mormons Bogs titelblad, den første side i den bog, der skulle trykkes. Da profeten erklærede, at han var tilfreds med sidens udseende, fortsatte trykkeriet så hurtigt som muligt. Arbejdet tog omkring syv måneder at fuldføre, og eksemplarer af Mormons Bog blev tilgængelige for offentligheden den 26. marts 1830.

Da arbejdet med at oversætte og udgive Mormons Bog var fuldført, gik Joseph Smith i gang med at organisere Kirken. I den åbenbaring, vi nu finder i afsnit 20 i Lære & Pagter, åbenbarede Herren til profeten »den præcise dag, hvorpå vi, ifølge hans vilje og befaling, skulle gå videre med organiseringen af hans kirke endnu engang her på jorden.«² Den nøjagtige dag var den 6. april 1830.

»Vi … bekendtgjorde for vore brødre,« sagde profeten, »at vi havde modtaget en befaling om at organisere Kirken, og derfor samledes vi med det formål i Peter Whitmer seniors hjem (hvor vi var seks til stede), tirsdag den sjette april, et tusind otte hundrede og tredive år e.Kr.«³ Omkring 60 mennesker trængte sig sammen i det whitmerske hjem i Fayette i New York og fyldte fuldstændigt to værelser hos dem. Seks af de tilstedeværende mænd blev udpeget som stiftere af den nye kirke for at leve op til lovgivningen i staten New Yorks – profeten Joseph Smith, Oliver Cowdery, Hyrum Smith, Peter Whitmer jun., Samuel Smith og David Whitmer.⁴

Skønt Kirken var meget lille i begyndelsen havde Joseph Smith en profetisk fornemmelse for dens storslåede skæbne. Wilford Woodruff huskede, hvordan profeten under præstedømmemødet i Kirtland i Ohio i april 1834 prøvede at få brødrene til at forstå Guds riges fremtidige tilstand på jorden:

»Profeten bad alle, som bar præstedømmet, om at samles i den lille skole, de havde dér. Det var et lille hytte på omkring 18 kvadratmeter. Men den rummede hele præstedømmet i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, som dengang var i Kirtland … Da vi var samlet, bad profeten Israels ældster om sammen med ham at bære vidnesbyrd om dette værk … Da de var færdige, sagde profeten: ›Brødre, jeg er blevet meget opbygget og belært af jeres vidnesbyrd her i aften, men jeg ønsker at sige til jer i Herrens nærvær, at I ikke kender mere til denne kirkes og dette riges skæbne, end et spædbarn på sin mors skød. I fatter det ikke.‹ Jeg blev temmelig overrasket. Han sagde: ›Det er kun en lille håndfuld præstedømmebærere, I ser her i aften, men denne kirke vil fylde Nord- og Sydamerika – den vil fylde hele verden.‹⁵

Joseph Smiths lærdomme

Jesu Kristi sande Kirke blev organiseret af Joseph Smith i tidernes fyldes uddeling.

Joseph Smith berettede om begivenhederne fra mødet den 6. april 1830, hvor Kirken blev organiseret: »Efter at have åbnet mødet med højtidelig bøn til vor himmelske Fader fortsatte vi i overensstemmelse med en tidligere befaling med at adspørge vore brødre for at vide, om de accepterede os som deres lærere i Guds riges anliggender, og om de var tilfredse med, at vi skulle gå videre med at organisere os som kirke i henhold til omtalte befaling, som vi havde modtaget. De godkendte enstemmigt alle disse forslag.

Så lagde jeg mine hænder på Oliver Cowdery og ordinerede ham til ældste i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, hvorefter han også ordinerede mig til embedet som ældste i omtalte kirke. Derefter tog vi noget brød, velsignede det og brød det sammen med dem. Ligeledes tog vi noget vin, velsignede det og drak af det sammen med dem. Bagefter lagde vi vore hænder på hovedet af hvert enkelt tilstedeværende medlem af Kirken, så de kunne modtage Helligåndsgaven og blive bekræftet som medlemmer af Kristi Kirke. Helligånden blev udgydt over os i rigt mål – nogle profeterede, mens vi alle priste Herren og frydede os overordentligt …

Vi fortsatte nu med at kalde og ordinere nogle af de andre brødre til forskellige embeder i præstedømmet, alt efter hvad Ånden tilkendegav os, og efter en glædelig tid, som vi tilbragte med at vidne om og selv føle Helligåndens kraft og velsignelser, der blev udøst over os gennem Guds nåde, gik vi hver til sit med den behagelige viden, at vi nu hver især var medlemmer, anerkendte af Gud, af ›Jesu Kristi Kirke‹, organiseret i overensstemmelse med befalingerne og åbenbaringerne givet af ham til os i disse sidste dage så vel som i overensstemmelse med Kirkens orden, som det står nedskrevet i Det nye Testamente.«⁶

Ved Kirkens første generalkonference, der blev afholdt i Fayette i New York den 9. juni 1830, blev nadveren omdelt, adskillige mennesker blev bekræftet som medlemmer af Kirken, andre blev ordineret til embeder i præstedømmet, og Helligånden blev udøst over de hellige. Profeten Joseph Smith nedskrev følgende: »Begivenheder som disse havde til formål at indgyde os uudsigelig glæde i hjertet, fylde os med ærefrygt og ærbødighed for dette almægtige væsen, ved hvis nåde vi var blevet kaldet som redskaber til at udbringe glæden over sådanne storslåede velsignelser, som nu på dette tidspunkt blev udgydt over os, til menneskenes børn. At finde os selv inddraget i den selv samme orden, som blev fulgt af de fordums hellige apostle, at forstå betydningen og højtideligheden af sådanne fremgangsmåder, og at vidne om og med vore egne naturlige sanser føle sådanne herlige tilkendegivelser af præstedømmets kraft, Helligåndens gaver og velsignelser og en barmhjertig Guds godhed og velvilje over for det at adlyde vor Herre Jesu Kristi evigtvarende evangelium – alt dette vækkede følelser af henrykt taknemlighed og indgød os ny tjenstiver og energi i sandhedens sag.«⁷

Kristi Kirke er organiseret efter Guds orden.

»Kristus var Kirkens overhoved, hovedhjørnestenen, den åndelige klippe, hvorpå Kirken blev bygget, og helvedes porte vil ikke få magt over den (se Matt 16:18; Ef 2:20). Han opbyggede riget, valgte apostle og ordinerede dem til Det Melkisedekske Præstedømme og gav dem magt til at udføre evangeliets ordinancer.«⁸

»›Kristus … har givet os nogle til at være apostle, andre til at være profeter, andre til at være evangelister og andre til at være hyrder og lærere‹ (Ef 4:11). Og hvordan blev så disse apostle, profeter, hyrder, lærere og evangelister valgt? Ved profeti (åbenbaring) og håndspålæggelse – gennem guddommelig kommunikation og en guddommeligt fastsat ordinance – gennem præstedømmets kraft, som er organiseret efter Guds orden, og ved guddommelig udvælgelse.«⁹

»Mormons Bog fortæller os, at vor Frelser viste sig på dette fastland (det amerikanske) efter sin opstandelse, at han forkyndte sit evangelium her i al dets fylde, rigdom, styrke og velsignelse, at de havde apostle, profeter, hyrder, lærere og evangelister, den samme orden, det samme præstedømme, de samme ordinancer, gaver, kræfter og velsignelser, som man nød godt af på den østlige halvkugle.«¹⁰

»En evangelist er en patriark … Hvor som helst Jesu Kristi Kirke oprettes på jorden, bør der være en patriark til gavn for de helliges efterkommere, som tilfældet var med Jakob, da han gav sin patriarkalske velsignelse til sine sønner.«¹¹

Trosartiklerne, 1:6: »Vi tror på den samme organisation, som fandtes i den oprindelige kirke, nemlig apostle, profeter, hyrder, lærere, evangelister, osv.«¹²

Kirken ledes af Det Første Præsidentskab, De Tolv Apostles Kvorum og De Halvfjerds’ Kvorummer.

»Jeg tror fuldt og fast på profeter og apostle, at Jesus Kristus er hovedhjørnestenen og taler som én, der har myndighed blandt dem, og ikke som de skriftkloge.«¹³

»Præsidenterne eller præsidentskabet (Det Første Præsidentskab) leder Kirken, og åbenbaringer om Guds hensigt og vilje med Kirken skal komme gennem Præsidentskabet. Det er himlens orden og dette præstedømmes [Det Melkisedekske Præstedømmes] magt og privilegium.«¹⁴

»Hvilken særlig betydning, der er knyttet til De Tolv Apostles kaldelse, adskiller sig fra andres kaldelser eller embeder i Kirken? … Det er De Tolv Apostle, som er kaldet til embedet som det omrejsende højråd, der skal præsidere over de helliges menigheder … De skal have nøglerne til dette embede og åbne døren til himmeriget for alle nationer og forkynde evangeliet for hver skabning. Dette er deres apostelembedes magt, myndighed og kraft.«¹⁵

Orson Pratt, som virkede i De Tolv Apostles Kvorum, fortalte: »Herren … anviste, at De Tolv Apostles Kvorum, hvis opgave det skulle være at forkynde evangeliet til nationerne, først til ikkejøderne og så til jøderne, skulle organiseres. Præstedømmebærerne blev kaldt sammen efter opførelsen af templet i Kirtland, og med hensyn til De Tolv Apostle sagde profeten Joseph, at de havde modtaget apostelembedet med al den magt, der hørte dertil, ligesom de fordums apostle.«¹⁶

Wilford Woodruff, Kirkens fjerde præsident, har berettet: »Joseph kaldte tolv apostle. Hvem var de? Herren sagde til ham: ›De tolv er dem, der ønsker at påtage sig mit navn med hjertets faste forsæt. Og hvis de ønsker at påtage sig mit navn med hjertets faste forsæt, er de kaldet til at drage ud i hele verden for at prædike mit evangelium for hver skabning‹ (L&P 18:27-28) … Da profeten Joseph organiserede De Tolv Apostles Kvorum, lærte han dem princippet om enhed. Han fik dem til at forstå, at de skulle være af ét hjerte og ét sind, at de fuldt og helt skulle påtage sig Kristi navn, og at hvis Gud befalede dem at gøre noget, skulle de gå og gøre det.«¹⁷

»De Halvfjerds skal danne omrejsende kvorummer, der skal rejse overalt på jorden, hvor som helst De Tolv Apostle kalder dem.«¹⁸

»De Halvfjerds er ikke kaldet til at varetage tjenesten ved bordene (se ApG 6:1-2) … men skal forkynde evangeliet, opbygge menigheder og indsætte andre, der ikke hører til disse kvorummer og som er højpræster, til at præsidere over menighederne. De Tolv skal … bære rigets nøgler til alle nationer og åbne evangeliets dør for dem og kalde på De Halvfjerds til at følge med sig og hjælpe sig.«¹⁹

Selv om det ondes kræfter søger at ødelægge Kirken, kan »ingen uhellig hånd … standse dette værks fremgang«.

»Siden organiseringen af Kristi Kirke … den 6. april 1830 har vi haft den tilfredsstillelse at være vidne til udbredelsen af sandheden i adskillige dele af vores land, på trods af at dens fjender uophørligt har stræbt efter at stoppe dens kurs og forhindre dens fremtrængen. Skønt ugudelige og lumske mænd har forenet sig for at ødelægge de uskyldige … så spredes det herlige evangelium i sin fylde og omvender mennesker hver dag, og vores bøn til Gud er, at det må fortsætte og at antallet af mennesker, der vil blive frelst for evigt, vil øges.«²⁰

»Sandhedens banner er blevet rejst. Ingen uhellig hånd kan standse dette værks fremgang. Forfølgelser kan rase, pøbelhobe kan forene sig, hære kan samles, og bagvaskelse kan sværte, men Guds sandhed vil gå frimodigt, ædelt og uafhængigt fremad, indtil den har gennemtrængt alle kontinenter, besøgt hvert et himmelstrøg, fejet hen over alle lande og lydt i hvert et øre – indtil Guds hensigter er udført, og den store Jahve skal sige, at værket er fuldbragt.«²¹

»Og atter fortalte Frelseren dem en anden lignelse, der hentydede til det rige, der skulle oprettes lige før eller ved selve høsttiden, og det lyder: ›Himmeriget ligner et sennepsfrø, som en mand tog og såede i sin mark. Det er mindre end alle andre frø, men når det vokser op, er det større end alle andre planter og bliver et helt træ, så himlens fugle kommer og bygger rede i dets grene‹ (Matt 13:31-32). Nu kan vi tydeligt se, at dette billede repræsenterer Kirken, som den skal komme frem i de sidste dage. Se, himmeriget sammenlignes med det. Hvad er så ligesom det?

Lad os tage Mormons Bog, som en mand tog og gemte i sin mark og med sin tro sikrede, at den ville dukke op i de sidste dage eller i rette tid. Lad os se den komme op af jorden, den, som virkelig er mindre end alle andre frø, men se den bryde frem, ja, række op med høje grene og i guddommelig majestæt, indtil den, ligesom sennepsfrøet, bliver den største af alle planter. Og det er sandt, den er spiret og vokset frem af jorden, og retfærdighed begynder at se ned fra himlen (se Sl 85:11; Moses 7:62), og Gud sender sin magt, sine gaver og engle ned for at bygge rede i dets grene.

Himmeriget ligner et sennepsfrø. Se, er det ikke himmeriget, som rejser sit hoved i de sidste dage i sin Guds majestæt, ja, de sidste dages helliges kirke, ligesom en uigennemtrængelig, urokkelig klippe midt i det store dyb, der udsættes for Satans storme og uvejr, der indtil videre er forblevet standhaftig og stadig trodser modstandens tårnhøje bølger, der bliver jaget af synkende fartøjers stormvinde, som har væltet frem og stadig vælter fremad med drabelig fråde på sin sejrrige bølgetop, drevet frem med dobbelt raseri af retfærdighedens fjende?«²²

I en del af indvielsesbønnen til templet i Kirtland, der senere blev indført i Lære og Pagter 109:72-76, sagde profeten Joseph Smith: »Husk hele din kirke, o Herre, med alle deres familier og alle deres nærmeste pårørende, med alle deres syge og plagede, med alle jordens fattige og sagtmodige, så det rige, som du har grundlagt uden hænder, må blive et stort bjerg og opfylde hele jorden; så din kirke må komme ud af mørkets ørken og stråle skøn som månen, klar som solen og skrækindjagende som en hær under faner; og blive smykket som en brud til den dag, da du skal fjerne sløret fra himlene og få bjergene til at jævnes ud ved din nærhed og dalene til at hæve sig, de ujævne steder til at blive jævne, så din herlighed må opfylde jorden; så vi, når basunen lyder for de døde, må blive taget op i skyen for at møde dig, så vi altid må være hos Herren; så vore klæder må være rene, så vi må blive iklædt retfærdighedens dragt med palmer i hænderne og herlighedens krone på hovedet og høste evig glæde for alle vore lidelser.«²³

Vi har alle et ansvar for at styrke Kirken og gøre vores del for at opbygge Guds rige.

»Guds sag er en fællessag, som de hellige er lige interesserede i. Vi er alle lemmer på det ene fælles legeme, og tager alle del i den samme ånd og døbes med én dåb og besidder i lige grad det samme herlige håb. Guds sags fremme og opbygningen af Zion er lige så meget det ene menneskes opgave som det andets. Den eneste forskel er, at den ene kaldes til at udfylde én pligt og en anden en anden pligt. ›Lider én legemsdel, så lider også alle de andre. Bliver én legemsdel hædret, så glæder også alle de andre sig, og øjet kan ikke sige til øret: Jeg har ikke brug for dig, eller hovedet til foden: Jeg har ikke brug for dig.‹ Partiske følelser, særinteresser og egne forehavender skal skubbes til side for den ene fælles sag for helhedens skyld (se 1 Kor 12:21, 26).«²⁴

»Brødre og søstre, vær trofaste, vær flittige, kæmp ivrigt for den tro, som én gang er blevet overdraget de hellige (se Jud 1:3). Lad alle mænd, kvinder og børn erfare betydningen af værket og handle som om dets succes ene og alene afhang af vedkommendes anstrengelser. Lad alle føle en interesse i det, og så betragte det som om de lever på den dag, hvorom tanken opildnede kongers, profeters og retskafne mænds bryst for tusinder af år siden – hvoraf deres lifligste optegnelser og yderst ophøjede sange blev inspireret og bevirkede, at de brød ud i sådanne begejstrede toner, som står optegnet i skrifterne. Snart må vi inspirerede udbryde -

›Herren har bragt Zion tilbage

Herren har forløst sit folk Israel‹ (L&P 84:99).«²⁵

Wilford Woodruff mindedes, at Joseph Smith kom med følgende erklæring til medlemmerne af De Tolv, som skulle af sted på mission i Storbritannien i 1839: »Lige meget, hvad der overgår jer, så ret ryggen og bær det, og støt og forsvar altid Kirkens og Guds riges interesser.«²⁶

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på s. vii-xi.

Forestil dig, hvordan det ville være at overvære præstedømmemødet beskrevet på s. 136. Hvordan tror du, du ville have følt det, hvis du havde hørt Joseph Smith profetere, at Kirken en dag ville fylde hele verden? Når du nu ser tilbage på den profeti, hvad tænker og føler du så?
Læs s. 137-138 og læg mærke til de skridt, der blev taget ved Kirkens organisering og den første generalkonference. Joseph Smith sagde: »Begivenheder som disse havde til formål at indgyde os uudsigelig glæde i hjertet [og] fylde os med ærefrygt og ærbødighed for [Gud]« (s. 138). Hvornår har du følt det sådan, som Joseph Smith beskrev?
Gennemgå Joseph Smiths lærdomme om Kirken på Jesu og Mormons Bogs tid (s. 138-140). På hvilken måde følger Kirken det samme mønster i dag?
Hvorfor tror du, at vi behøver ledere, som præsiderer over den verdensomspændende kirke? (Se eksemplerne på s. 140-141). Hvordan er du blevet velsignet gennem Det Første Præsidentskabs, De Tolv Apostles Kvorums, De Halvfjerds’ kvorums og Det Præsiderende Biskopråds virke?
Hvad tænker og føler du, når du læser Joseph Smiths profetier om Kirkens skæbne? (Se s. 141-143). Hvordan kan vi deltage i dette værk? (Se eksemplerne på s. 143-144).
Joseph Smith har sagt: »Lad alle mænd, kvinder og børn erfare betydningen af værket og handle som om dets succes ene og alene afhang af vedkommendes anstrengelser« (s.143). Tænk over bestemte måder, hvorpå du kan anvende dette råd i din tilværelse.
Hvis nogen spurgte dig om, hvorfor du er medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige, hvad ville du så sige?

Skriftstedshenvisninger: Dan 2:31-45; Mosi 18:17-29; L&P 20:1-4; 65:1-6; 115:4-5.