Reager på forfølgelse med tro og mod

»Vær stærke i Herren og i hans mægtige styrke.«

Fra Joseph Smiths liv

I vinteren 1838-1839 skulle Missouris statsmilits på ordrer fra guvernøren uddrive de sidste dages hellige fra staten, og profeten Joseph Smith blev indespærret i fængslet i Liberty. Den vinter og det følgende forår udspillede en forfærdelig lidelsesfuld scene sig, da tusinder af hellige blev tvunget til at flygte fra deres hjem i Missouri. De efterlod mange af deres ejendele og påbegyndte en rejse på 320 km mod øst til det vestlige Illinois under ledelse af Brigham Young og andre kirkeledere. Få hellige havde gode vogne og heste, og mange sov uden læ fra regn og sne. Nogle havde ikke sko og viklede deres fødder ind i klude, når de gik gennem sneen.

I februar 1839 hjalp en venlig nabo Emma Smith med at anbringe hendes fire børn og få ejendele i en vogn foret med strå. Da selskabet nåede til den frosne Mississippiflod, gik Emma over isen med sine børn, mens hun bar manuskriptet til profetens bibeloversættelse i to stoftasker bundet omkring livet under nederdelen. Hun og mange andre nødlidende hellige søgte tilflugt i byen Quincy i Illinois, hvor de fortsat led under sult, kulde og sygdom, selv om disse lidelser blev lindret gennem mange venlige gerninger fra et omsorgsfuldt lokalsamfund.

Selv om profeten Joseph længtes inderligt efter at hjælpe de hellige, kunne han ikke gøre meget andet end at bede og give anvisninger gennem breve til Brigham Young og andre brødre, som ledte de hellige i hans fravær. Under disse fortvivlende omstændigheder skrev han opmuntrende og fredfyldte ord til kirkemedlemmer: »Lad os derfor, inderligt elskede brødre, med glæde gøre alt, hvad der står i vor magt, og måtte vi da med største vished være stille for at se Guds frelse, og så hans arm kan blive åbenbaret« (L&P 123:17).

Den 6. april 1839 blev profeten og hans medfanger overført fra fængslet i Liberty til en anden retskreds i Gallatin i Daviess County i Missouri. Efter en fremstilling i retten der, blev brødrene ført fra Gallatin til endnu en retskreds i Columbia i Boone County i Missouri. Men midt i april, mens profeten og andre fanger var undervejs til Columbia, tillod fangevogterne dem at flygte. I løbet af en uge havde brødrene sluttet sig til gruppen af hellige i Quincy i Illinois. Ældste Wilford Woodruff skrev i sin dagbog om genforeningen med profeten: »Vi havde endnu engang det store privilegium at tage bror Joseph i hånden … Han hilste på os med stor glæde. Han var netop blevet udfriet fra fængslet og sine fjenders hænder og vendt tilbage til familiens og vennernes skød … Joseph var ligefrem, åben og familiær som sædvanlig. Søster Emma var virkelig lykkelig.«¹

Profeten hyldede senere de hellige, som sammen med ham tappert udholdt så meget på grund af deres tro på Jesu Kristi gengivne evangelium. »De helliges adfærd under deres tiltagende forurettelser og lidelser har været prisværdig. Deres mod til at forsvare deres brødre mod pøbelens hærgen, deres hengivenhed over for sandhedens sag under de mest vanskelige og fortvivlende forhold, som mennesker overhovedet kan udstå, deres kærlighed til hinanden, deres villighed til at bistå mig og mine brødre, som var indespærrede i et underjordisk fangehul samt deres ofre, da de forlod Missouri og hjalp de stakkels enker og forældreløse og sørgede for at huse dem i et mere gæstfrit område. Alt dette samvirker til at højne deres anseelse hos alle gode og dydige mennesker og har sikret dem Jahves gunst og billigelse samt et navn ligeså uforgængeligt som evigheden.«²

Joseph Smiths lærdomme

Sandhedens fjende gør modstand mod Herrens tjenere, især når de kommer Herren nærmere.

»Forfølgelse har rullet hen over vore hoveder fra tid til anden … som tordenskrald på grund af vores religion.«³

»Vore religiøse principper ligger åbne for verden rede til udforskning af ethvert menneske, dog er vi klar over, at al forfølgelse mod vore venner er opstået som følge af bagvaskelse og mistydninger uden hold i sandhed og retfærdighed. Dette har vi udholdt ligesom alle andre religiøse samfund i deres spæde begyndelse.«⁴

»Det bør derfor ikke undre jer, hvis I bliver forfulgt, men husk Frelserens ord: ›En tjener er ikke større end sin herre. Har de forfulgt mig, vil de også forfølge jer‹ (se Joh 15:20), og alle trængsler, som de hellige skal gennemgå, er opfyldelsen af profeternes ord, som er blevet talt siden verdens begyndelse.«⁵

»Når jeg gør det bedste, jeg kan – når jeg udfører det største gode, så kommer de værste og mest ugudelige mistanker op imod mig … Dette folks fjender vil aldrig blive trætte af at forfølge Kirken, førend de er blevet overvundet. Jeg forventer, at de vil stille alt op imod mig, som står i deres magt, og at vi vil få en lang og frygtelig kamp. Den, der vil anvende den sande kristne krigsførelse imod korruption i disse sidste dage, vil til stadighed have ugudelige mennesker og djævles engle og mørkets helvedsagtige magter opstillet imod sig. Når ugudelige og fordærvede mennesker går til kamp, gives der os et kendetegn, hvorved vi kan bedømme, om et menneske fører den kristne krigsførelse. Når alle mennesker lyver jer alt muligt ondt på, salige er I, osv. (se Matt 5:11). Skal man betragte et menneske for at være dårligt, når folk taler ondt om ham? Nej. Hvis et menneske står op og kæmper mod verdens synd, kan han forvente, at alle ugudelige og fordærvede ånder stillet op imod ham.

Men det vil blot vare en kort stund, så vil alle disse plager og ulykker vendes bort fra os, hvis vi er trofaste og ikke overvindes af disse onder. Når vi ser begavelsens velsignelser rulle frem og Guds rige blive større og udbredes fra hav til hav, vil vi glæde os over, at vi ikke blev overvundet af disse tåbeligheder.«⁶

»Nogle har den tanke, at vore fjender ville blive tilfredsstillet ved min undergang, men jeg siger jer, at så snart de har udgydt mit blod, vil de tørste efter blodet hos ethvert menneske, i hvis hjerte der bor den mindste gnist af evangeliets fyldes ånd. Disse menneskers modstand påvirkes af al retfærdigheds modstanders ånd. Det er ikke kun for at ødelægge mig men også enhver mand og kvinde, som vover at tro på den lære, som Gud har inspireret mig til at undervise denne slægt i.«⁷

»Jeg har af erfaring lært, at sandhedens fjende ikke slumrer, ej heller hører op med sine anstrengelser for at påvirke den offentlige mening mod Herrens tjenere ved at opildne mennesker til harme i alle vigtige og betydningsfulde forhold.«⁸

De, som elsker Gud, tåler forfølgelse med mod og tro.

»Alle hellige! Drag fordel af denne betydningsfulde nøgle - at I i alle jeres prøvelser, besværligheder, fristelser, trængsler, lænker, fængslinger og død sørger for, at I ikke forråder himlen, at I ikke forråder Jesus Kristus, at I ikke forråder brødrene, at I ikke forråder Guds åbenbaringer, hvad enten de findes i Bibelen, Mormons Bog eller Lære og Pagter, eller nogen anden åbenbaring, som nogensinde blev eller nogensinde vil blive givet og åbenbaret til mennesket i denne verden eller den kommende. Ja, sørg for i al jeres stampen og tumlen rundt, at I ikke gør dette, så der ikke må findes uskyldigt blod på jeres klæder, så I går til helvede.«⁹

I foråret 1830 blev de hellige forfulgt på grund af Mormons Bogs udgivelse: »Mormons Bog (Josefs træstykke i hånden på Efraim) havde nu været udgivet i nogen tid, og som den fordums profet havde forudsagt det, ›regnede [man den] ikke for noget‹ (se Hos 8:12). Det vakte stort røre, da den kom frem. De, som troede på, at den var autentisk, måtte lide stor modgang og forfølgelse. Men nu var sandheden spiret frem af jorden, og retfærdighed ser ned fra himlen (se Sl 85:12; Moses 7:62), så vi frygtede ikke vore modstandere, for vi vidste, at vi havde både sandhed og retfærdighed på vores side, at vi havde både Faderen og Sønnen, for vi havde Kristi lærdomme, og efterlevede dem, og derfor fortsatte vi med at forkynde og oplyse alle, som var villige til at høre.«¹⁰

I juli 1839 nedskrev Wilford Woodruff: »Joseph talte til os med få ord og sagde: ›Husk, brødre, at hvis I bliver fængslet, har bror Joseph været fængslet før jer. Hvis I bliver anbragt, hvor I kun kan se jeres brødre gennem vinduestremmer og er i lænker på grund af Jesu Kristi evangelium, så husk, at bror Joseph har været i samme omstændigheder.‹«¹¹

I 1841 skrev Joseph Smith og hans rådgivere i Det Første Præsidentskab: »Sandheden har stået uskadt, ligesom den hårdføre eg, midt under stridende elementer, som har slået ind på den med voldsom styrke. Flodbølgerne er rullet ind over den, bølge efter bølge i hurtig rækkefølge, og har ikke opslugt den. ›De løfter deres røst, Herre, strømmene løfter deres røst, men mere end havets mægtige brændinger er Herren mægtig i det høje‹ (se Sl 93:3-4). Forfølgelsens flammer har heller ikke været i stand til at udrydde den til trods for pøbelvælde, men som Moses’ tornebusk står den ufortæret, og i dette øjeblik er den et vigtigt skue for både mennesker og engle.

Hvorhen kan vi vende blikket og se noget tilsvarende? Vi ser et folk, som har antaget et upopulært religionssystem, og deres tilslutning til det har nedkaldt gentagne forfølgelser over dem. Et folk, der på grund af deres kærlighed til Gud og hengivenhed over for hans sag har lidt sult, nøgenhed, farer og så godt som alle afsavn. Et folk, som for deres religions skyld har måttet sørge over forældres, mænds, hustruers og børns for tidlige død. Et folk, som har foretrukket døden frem for slaveri og hykleri og med hæder har hævdet deres karakter og stået fast og urokkeligt i tider, hvor menneskesjælene er blevet underkastet svære prøver.«¹²

Guds mægtige kraft bistår dem, der bliver forfulgt for retfærdighedens skyld.

Mens Joseph Smith var indespærret i fængslet i Liberty, skrev han til de hellige: »Tro ikke at vore hjerter er forsagte, som var det noget fremmed, der skete med os (se 1 Pet 4:12), for vi har allerede set og fået forsikring om alt dette og har fortrøstning om et bedre håb end vore forfølgeres. Derfor har Gud gjort vore skuldre brede til byrden. Vi er stolte af vore trængsler og prøvelser, fordi vi ved, at Gud er med os, at han er vores ven, og at han vil frelse vores sjæl. Vi bekymrer os ikke om dem, der kan slå legemet ihjel, for de kan ikke skade vores sjæl (se Matt 10:28). Vi beder ikke om nogen begunstigelse fra pøbelskarer eller fra verden, eller fra Djævelen, eller fra hans udsendinge, de frafaldne, eller fra dem, der elsker og fremkommer med og sværger ved falske beskyldninger for at berøve os livet. Vi har aldrig hyklet, og vi vil heller ikke gøre det for at redde livet … Vi ved, at vi med hele vores kraft, sind og styrke har stræbt efter at gøre Guds vilje og hvad som helst, han har befalet os …

Frelseren sagde: ›Vel må der komme fald, men ve det menneske, som bliver årsag til fald‹ (se Matt 18:7). Og atter: ›Salige er I, når man på grund af mig håner jer og forfølger jer og lyver jer alt muligt ondt på. Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene; således har man også forfulgt profeterne før jer‹ (Matt 5:11-12).

Kære brødre, hvis mennesker nogensinde har haft grund til at gøre fordring på dette løfte, er vi de mennesker, for vi ved, at verden ikke alene hader os, men at folk taler allehånde urigtigt ondt om os, og det af ingen anden grund, end at vi har stræbt efter at forkynde Jesu Kristi evangeliums fylde …

Og nu, kære, højt elskede brødre – og når vi siger brødre, mener vi dem, der er forblevet trofaste i Kristus, mænd, kvinder og børn – føler vi trang til at formane jer i Herren Jesu navn til at være stærke i troen i den nye og evige pagt og ikke være bange for jeres fjender … Hold derfor fast selv til døden, ›for den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig og evangeliet, skal frelse det,‹ siger Jesus Kristus (Mark 8:35).«¹³

Ligeledes fra fængslet i Liberty skrev profeten og hans rådgivere i Det Første Præsidentskab til kirkeledere: »Brødre, vær stærke i Herren og i hans mægtige styrke. Hvad er mennesket, at Guds tjener skulle frygte ham, eller et menneskebarn, at Guds tjener skulle skælve på grund af ham? Opfat det heller ikke som mærkeligt med hensyn til de ildprøver, som vi bliver prøvet med, som om der var sket noget mærkeligt for os. Husk, at alle har haft andel i lignende lidelser (se 1 Pet 4:12-13). Lad os derfor fryde os i vore lidelser, gennem hvilke I bliver fuldkommengjort, og gennem hvilke banebryderen for vores frelse også blev fuldkommengjort (se Hebr 2:10). Lad jeres og alle de helliges hjerter blive trøstet sammen med jer, og lad dem fryde sig overordentligt, for vores løn er stor i himlene; således har de ugudelige også forfulgt profeterne før os (se Matt 5:11-12).«¹⁴

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på s. vii-xi.

Læs beretningen på s. 367-368. Hvad gør indtryk på dig med hensyn til, hvordan Joseph Smith og de hellige reagerede på forfølgelse? Hvorfor tror du, at de var villige til at udholde forfølgelse?
Læs s. 368-370, hvor profeten Joseph forkynder, at retskafne mennesker ofte må forvente forfølgelse. Hvorfor tror du, det forholder sig sådan? Hvordan kan forfølgelse i dag sammenlignes med forfølgelse på Joseph Smiths tid? Hvordan er det anderledes i dag?
På s. 370 fortalte Joseph Smith om en nøgle til at hjælpe de hellige. Hvilke oplevelser har du haft, der viser værdien af denne nøgle? Hvilket andet råd kan du give én, som står over for forfølgelse på grund af hans eller hendes tro? (Se eksemplerne på s. 370-372).
Læs s. 372-373, hvor Joseph Smith forsikrer os om, at Herren vil stå os bi, når vi reagerer på forfølgelse med tro og mod. Hvad tror du, der menes med at sige, at Gud har »gjort vore skuldre brede til byrden«? Hvordan kan vi være »stolte af vore trængsler« og »fryde os i vore lidelser«? Hvordan tror du, at vore lidelser kan hjælpe os med at blive fuldkomne?

Skriftstedshenvisninger: Matt 5:43-44; Rom 8:35-39; 2 Ne 26:8; Mosi 24:8-16; 3 Ne 6:13.