Martyriet: Profeten Joseph besegler sit vidnesbyrd med sit blod

»Han levede ædelmodigt, og han døde ædelmodigt i Guds og sit folks øjne« (L&P 135:3).

Fra Joseph Smiths liv

Vinteren og foråret 1843-1844 var en tid med meget spændte forhold i Nauvoo, eftersom Joseph Smiths fjender øgede deres indsats for at tilintetgøre ham og Kirken. Fordi han vidste, at hans jordiske tjenestegerning snart ville være tilendebragt, mødtes profeten ofte med medlemmerne af De Tolv Apostles Kvorum for at undervise dem og give dem de præstedømmenøgler, der var nødvendige for at lede Kirken. Disse forberedelser kulminerede i et møde med apostlene og nogle få andre nære kirkeledere i marts 1844. Ved dette møde gav profeten De Tolv til opgave at lede Kirken efter hans død, og forklarede, at han havde overdraget dem alle de ordinancer, den myndighed og de nøgler, der var nødvendige for at gøre dette. »Jeg overdrager byrden og ansvaret for ledelsen af denne kirke fra mine skuldre til jeres,« erklærede han. »Ret nu ryggen og bær det som mænd, for Herren vil lade mig hvile en tid.«¹

Den 10. juni 1844 gav Joseph Smith, som var Nauvoos borgmester, og Nauvoos byråd ordre til at destruere Nauvoo Expositor og den trykpresse, som den blev trykt på. Nauvoo Expositor var en anti-mormonsk avis, der bagvaskede profeten og andre hellige og som opfordrede til ophævelsen af Nauvoos byrettigheder. Byens embedsmænd frygtede, at udgivelsen ville medføre et angreb fra pøbelhobens side. Som følge af borgmesterens og byrådets handling fremsatte myndighederne i Illinois en ubegrundet anklage mod profeten, hans bror Hyrum og andre af Nauvoos embedsmænd om oprør. Illinois’ guvernør, Thomas Ford, gav ordre til at mændene skulle stilles for retten i Carthage i Illinois, statens hovedby, og lovede dem beskyttelse. Joseph vidste, at hvis han tog til Carthage, ville hans liv være i stor fare på grund af de pøbelhobe, der truede ham.

Idet Joseph og Hyrum mente, at pøbelhobene kun var efter dem, besluttede de sig for at rejse mod vest for at redde livet. Den 23. juni krydsede de Mississippi-floden, men senere samme dag fandt brødre fra Nauvoo frem til profeten og fortalte ham, at tropper ville invadere byen, hvis han ikke overgav sig til myndighederne i Carthage. Dette indvilligede profeten i i håb om at formilde de statslige embedsmænd og pøbelhobene. Den 24. juni bød Joseph og Hyrum deres familier farvel og red sammen med andre af Nauvoos embedsmænd mod Carthage og overgav sig dagen efter frivilligt til de statslige embedsmænd i Carthage. Efter brødrene var blevet løsladt mod kaution for den oprindelige tiltale, blev de uforskyldt anklaget for forræderi mod staten Illinois, arresteret og fængslet i Carthage for at afvente en høring. Ældste John Taylor og Willard Richards, de eneste medlemmer af De Tolv, der ikke var på mission på det tidspunkt, sluttede sig frivilligt til dem.

Om eftermiddagen den 27. juni 1844 sad den lille gruppe brødre stille og trøstesløse i fængslet. En af mændene bad ældste Taylor, som havde en god tenorstemme, om at synge for dem. Snart opløftede han stemmen: »En stakkels sorgbetynget mand jeg ofte mødte på min vej, og når han ydmygt bad om hjælp, jeg aldrig kunne svare nej.«² Ældste Taylor har berettet, at den salme »i høj grad var i overensstemmelse med vore følelser på det tidspunkt, for vore ånder var alle nedtrykte, formørkede og triste.«³

Klokken lidt over fem om eftermiddagen stormede en stor gruppe overfaldsmænd fængslet og affyrede deres pistoler mod mændene indenfor. På få minutter var den onde gerning gjort. Hyrum Smith blev skudt først og døde næsten med det samme. Ældste Richards blev på mirakuløs vis kun overfladisk såret, og skønt ældste Taylor blev alvorligt såret, overlevede han og blev senere Kirkens tredje præsident. Profeten Joseph løb hen til vinduet og blev ramt af et dødbringende skud. Genoprettelsens profet og hans bror Hyrum havde beseglet deres vidnesbyrd med deres blod.

Joseph Smiths lærdomme

Gud beskyttede Joseph Smith til hans jordiske mission var fuldført.

I august 1842 sagde Joseph Smith: »Mine følelser for øjeblikket er, at eftersom den Almægtige har bevaret mig indtil i dag, vil han blive ved med at bevare mig ved de helliges tro og bønner, indtil jeg har fuldbyrdet min mission her i livet og grundfæstet præstedømmets fyldes uddeling så fast i de sidste dage, at alle jordens og helvedes magter og kræfter ikke kan få overhånd over den.«⁴

I oktober 1843 sagde profeten følgende: »Jeg udfordrer hele verden til at ødelægge Herrens værk – og jeg profeterer, at de aldrig vil få magt til at dræbe mig, før mit arbejde er fuldført, og jeg er rede til at dø.«⁵

I maj 1844 sagde profeten følgende: »Gud vil altid holde hånden over mig, indtil min mission er fuldført.«⁶

I juni 1844 sagde profeten følgende: »Jeg sætter ikke mit eget liv højere end andres. Jeg er parat til at lade mig ofre for dette folk, for hvad kan vore fjender gøre? De kan kun slå legemet ihjel, og så rækker deres kræfter ikke længere. Stå fast mine venner. Vig aldrig tilbage. Søg ikke at redde jeres liv, for den, der frygter at dø for sandheden, vil miste det evige liv. Hold ud til enden, og vi skal opstå og blive som guder og herske i celestiale riger, fyrstendømmer og evige magter.«⁷

Tidligt den 27. juni 1844 skrev Joseph Smith i al hast fra fængslet i Carthage følgende i et brev til Emma Smith: »Jeg er i høj grad overladt til min skæbne, for jeg ved, at jeg er retfærdiggjort og har gjort det så godt som muligt. Hils børnene og alle mine venner … og hvad angår forræderi, så ved jeg, at jeg ikke har begået noget sådant, og de kan ikke bevise et eneste tilfælde af noget lignende, så du skal ikke frygte, at noget ondt kan ske os af den grund. Må Gud velsigne jer alle. Amen.«⁸

Før sin død overdrog Joseph Smith alle præstedømmets nøgler og magt, som Herren havde beseglet på ham, til De Tolv.

Wilford Woodruff, Kirkens fjerde profet, har berettet følgende: »Joseph Smith tilbragte den sidste vinter, han levede – tre til fire måneder – sammen med De Tolvs Kvorum, hvor han underviste dem. Det var ikke blot et par timer, hvor han forrettede evangeliets ordinancer til dem, men han tilbragte dag efter dag, uge efter uge og måned efter måned med at forklare dem og nogle få andre om Guds rige.«⁹

Wilford Woodruff har om Joseph Smiths møde med apostlene i marts 1844 sagt: »Jeg husker den sidste tale, Joseph Smith nogensinde holdt for os, før han døde … Han stod op i omkring tre timer. Værelset var som fyldt med en altfortærende ild. Hans ansigt skinnede som rav, og han var iklædt Guds kraft. Han forelagde os vores pligt. Han udlagde fylden af dette store Guds værk for os, og i sin tale til os sagde han: ›Jeg har fået beseglet alle nøgler, al magt, alle livets og frelsens principper, som Gud har givet noget menneske, som nogensinde har levet på jordens overflade, på mit hoved. Og disse principper og dette præstedømme og denne magt hører til denne store og sidste uddeling, som Himlens Gud har iværksat på jorden. Nu,‹ sagde han henvendt til De Tolv, ›har jeg beseglet alle nøgler, al magt og ethvert princip på jeres hoved, som Herren har beseglet på mit hoved.‹ Han fortsatte således: ›Jeg har levet så længe – frem til dette øjeblik – jeg har været midt iblandt dette folk og midt i forløsningens store værk og arbejde. Jeg har ønsket at leve længe nok til at se dette tempel blive bygget. Men jeg skal ikke leve længe nok til at se det fuldført, men det skal I – det skal I‹ …

Efter således at have talt til os, sagde han: ›Jeg siger jer, at dette riges byrde nu hviler på jeres skuldre. I skal bære det ud til hele verden, og hvis I ikke gør det, vil I blive fordømt.‹«¹⁰

Medlemmer af De Tolv har berettet: »Vi, De Tolv … sad i råd i den sidste del af marts måned i 1844 i byen Nauvoo …

Til dette rådsmøde syntes Joseph Smiths ånd at være lettere nedtrykt, og han tog sig den frihed at åbne sit hjerte for os … ›Brødre, Herren byder mig at fremskynde det værk, som vi er en del af … En vigtig begivenhed skal snart udspille sig. Det kan ske, at mine fjender vil slå mig ihjel. Og i tilfælde af, at de gør det, vil nøglerne for evigt være tabt fra jorden, hvis de og den magt, som jeg besidder, ikke overdrages til jer. Men hvis det blot kan lykkes mig at overdrage dem på jeres hoved, så lad mig falde som et offer for morderiske hænder, hvis Gud vil tillade det, og jeg kan gå med glæde og tilfredshed, velvidende at mit arbejde er færdiggjort, og grundvolden er lagt, hvorpå Guds rige skal bygges i denne tidernes fyldes uddeling.

Ansvaret for at lede denne kirke fremover skal ligge på De Tolvs skuldre, indtil I udpeger andre til at efterfølge jer. Jeres fjender kan ikke dræbe jer alle på en gang, og skulle nogen af jer blive dræbt, kan I lægge hænderne på andre og udfylde jeres kvorummer. Således kan denne magt og disse nøgler blive bevaret på jorden til alle tider‹ …

Vi vil aldrig glemme hans følelser eller hans ord ved denne lejlighed. Efter han havde talt således, fortsatte han med at gå frem og tilbage på gulvet og sagde: ›Efter at have løftet byrden fra mine skuldre føler jeg mig let som en fjer. Jeg føler, at jeg er fri. Jeg takker min Gud for denne udfrielse.‹«¹¹

Parley P. Pratt, medlem af De Tolv Apostles Kvorum, skrev følgende: »Denne store og gode mand blev før sin død ledt til at kalde De Tolv sammen fra tid til anden for at undervise dem i alt det, der hører riget, ordinancerne og Guds ledelse til. Han bemærkede ofte, at han lagde grundvolden, men at det var op til De Tolv at fuldføre værket. Han sagde: ›Jeg ved ikke hvorfor, men af en eller anden grund er jeg tvunget til at fremskynde mine forberedelser og til at overdrage De Tolv alle ordinancerne, nøglerne, pagterne, begavelserne og præstedømmets beseglende ordinancer og til at lægge et mønster for dem angående alt, der vedrører templet og begavelsen deri.‹

Efter at have gjort dette glædede han sig overordentligt, for som han sagde, er Herren ved at lægge byrden på jeres skuldre og lade mig hvile en stund. Og hvis de dræber mig, fortsatte han, vil Guds rige fortsat rulle frem, idet jeg nu har udført den opgave, som blev mig pålagt, eftersom jeg har overdraget jer alt det, der skal til for at opbygge riget i overensstemmelse med det himmelske syn og det mønster, som himlen har vist mig.«¹²

Brigham Young, Kirkens anden profet, har sagt følgende: »Joseph overdrog på vores hoved alle de nøgler og al den magt, der hører til apostelembedet, som han selv var i besiddelse af, før han blev taget bort, og intet menneske eller nogen gruppe af mennesker kan komme imellem Joseph og De Tolv i denne verden eller den tilkommende. Hvor ofte har Joseph ikke sagt til De Tolv: ›Jeg har lagt grundvolden, og I skal bygge på den, for riget hviler på jeres skuldre.‹«¹³

Profeten Joseph Smith og hans bror Hyrum levede ædelmodigt og døde ædelmodigt for deres vidnesbyrd om evangeliet.

Som nedskrevet i Lære og Pagter 135:1-6 skrev John Taylor følgende, mens han tjente som medlem af De Tolv Apostles Kvorum: »For at besegle vidnesbyrdet om denne bog og Mormons Bog kundgør vi profeten Joseph Smiths og patriarken Hyrum Smiths martyrium. De blev skudt i fængslet i Carthage den 27. juni 1844 omkring kl. 17 af en bevæbnet pøbelhob – sortsværtet – på mellem 150 og 200 personer. Hyrum blev skudt først og sank fattet om, mens han udbrød: Jeg er dødsens! Joseph sprang ud af vinduet og blev skudt under forsøget, mens han udbrød: O Herre, min Gud! De blev begge skudt på brutal måde, efter at de var døde, og blev begge ramt af fire kugler.

John Taylor og Willard Richards, to af De Tolv, var de eneste andre personer i værelset på dette tidspunkt; den førstnævnte blev såret på en barbarisk måde af fire kugler, men er siden kommet sig; den sidstnævnte undslap ved Guds forsyn uden så meget som et hul i sin kappe.

Joseph Smith, Herrens profet og seer, har gjort mere, Jesus alene undtaget, for menneskenes frelse i denne verden end nogen anden, der nogen sinde har levet i den. I det korte tidsrum af tyve år frembragte han Mormons Bog, som han oversatte ved Guds gave og kraft, og har ladet den udgive på to kontinenter; har sendt det evigtvarende evangeliums fylde, som den rummer, til jordens fire hjørner; har frembragt de åbenbaringer og befalinger, som udgør denne bog, Lære og Pagter, og mange andre vise dokumenter og lærdomme til gavn for menneskenes børn; indsamlet mange tusinde af de sidste dages hellige, grundlagt en stor by og efterladt sig et ry og et navn, som ikke kan udslettes. Han levede ædelmodigt, og han døde ædelmodigt i Guds og sit folks øjne og har som de fleste af Herrens salvede i fordums tider beseglet sin mission og sine gerninger med sit eget blod; og ligeså har hans bror Hyrum. I livet var de ikke delte, og i døden blev de ikke adskilt!

Da Joseph tog til Carthage for at overgive sig til lovens foregivne fordringer to eller tre dage før, han blev dræbt ved et attentat, sagde han: ›Jeg går som et lam til slagtning, men jeg er rolig som en sommermorgen, min samvittighed er ren over for Gud og over for alle mennesker. Jeg dør som uskyldig, og det skal siden siges om mig: Han blev myrdet med koldt blod.‹ Efter at Hyrum samme morgen havde gjort sig parat til at tage af sted – skal vi sige til slagtning? ja, for det var det – læste han følgende afsnit i slutningen af det tolvte kapitel af Eters Bog i Mormons Bog og bøjede bladet om ved det:

Og det skete, at jeg bad til Herren om, at han ville skænke ikke-jøderne nåde, så de kunne nære næstekærlighed. Og det skete, at Herren sagde til mig: Om de ikke nærer næstekærlighed, så betyder det ikke noget for dig, for du har været trofast; derfor skal dine klæder blive gjort rene. Og fordi du har set din svaghed, skal du blive gjort stærk, ja, så du kan sætte dig på den plads, som jeg har beredt i min Faders boliger. Og nu byder jeg … farvel til ikke-jøderne, ja, og også til mine brødre, som jeg elsker, indtil vi skal mødes for Kristi dommersæde, hvor alle mennesker skal vide, at mine klæder ikke er plettet af jeres blod [Eter 12:36-38]. Vidnerne er nu døde, og deres vidnesbyrd er i kraft.

Hyrum Smith blev fireogfyrre år gammel i februar 1844, og Joseph Smith blev otteogtredive i december 1843; og fra nu af skal deres navne regnes med blandt religionsmartyrerne, og læseren i hver eneste nation vil blive mindet om, at det kostede det nittende århundredes ædleste blod at frembringe Mormons Bog og denne bog med kirkens Lære og Pagter, til frelse for en falden verden, og om, at hvis ilden kan svide et grønt træ til Guds ære, hvor let kan den da ikke opbrænde de tørre træer og rense vingården for fordærvelse. De levede for ære, de døde for ære, og ære er deres evige belønning. Fra tidsalder til tidsalder skal deres navne overleveres til efterslægten som ædelstene for de helliggjorte.«¹⁴

Joseph Smith udførte sin jordiske mission og beseglede sit vidnesbyrd med sit blod.

Brigham Young har erklæret: »Skønt fjenden havde magt til at dræbe vores profet, dvs. dræbe hans legeme, opnåede profeten så ikke alt det, han havde sat sig for at opnå, mens han levede? Det er jeg overbevist om, at han gjorde.«¹⁵

Brigham Young har også sagt følgende: »Hvem reddede Joseph Smith fra hans fjender indtil den dag, han døde? Det var Gud; han blev bragt til randen af døden igen og igen, og efter hvad folk kan forstå, kunne han ikke blive reddet, og der var ingen sandsynlighed for, at han blev frelst. Da han var i fængsel i Missouri, og ingen ventede, at han nogensinde ville undfly deres hænder, havde jeg så stor tro som Abraham og sagde til brødrene: ›Så sandt som Gud Herren lever, skal han komme ud af deres hænder.‹ Skønt han havde profeteret, at han ikke ville leve til han blev 40 år, nærede vi dog alle håb om, at det ville blive en falsk profeti, og at vi altid skulle beholde ham hos os. Vi troede, at vores tro ville række længere end det, men vi tog fejl – til sidst faldt han som martyr for sin religion. Jeg sagde: Nu er vidnesbyrdet fuldt ud i kraft – han har beseglet det med sit blod.«¹⁶

Wilford Woodruff vidnede: »Jeg nærede altid underlige følelser omkring hans død og den måde, hvorpå hans liv blev taget. Jeg følte, at hvis … Joseph kunne have fået det, som han selv ønskede, ville han have ført an på vejen til Rocky Mountains. Men siden da har jeg fuldt ud forliget mig med den kendsgerning, at det var i overensstemmelse med planen, og at det krævedes af ham – som denne uddelings leder – at han skulle besegle sit vidnesbyrd med sit blod, og derefter gå til åndeverden som bærer af denne uddelings nøgler, for at åbne den mission, som nu udføres ved at prædike evangeliet til ›ånderne i fængslet.‹«¹⁷

Joseph F. Smith, Kirkens sjette præsident, forklarede: »Hvad lærer vi af Joseph og Hyrum Smiths martyrium? Denne vigtige lektie: ›Et testamente får jo først betydning ved dødsfald‹ (Hebr 9:16), for før det har det ingen virkning. Vi lærer også, at de helliges blod virkelig er Kirkens grundvold. Herren tillod det offer, så disse dydige og retskafne mænds vidnesbyrd skulle stå som et vidne mod en fordærvet og uretfærdig verden. Samtidig var de også eksempler på den vidunderlige kærlighed, som Forløseren taler om: ›Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner‹ (Joh 15:13). Denne vidunderlige kærlighed viste de de hellige og verden, for før de indledte rejsen til Carthage, indså og gav de begge udtryk for deres overbevisning om, at de var på vej i døden … Deres mod, deres tro og deres kærlighed til folket var uden grænser, og de gav alt, hvad de havde for deres folk. En sådan hengivenhed og kærlighed efterlod ingen plads til tvivl i sindet hos dem, der havde Helligåndens ledsagelse, om, at disse gode og oprigtige mænd virkelig var Herrens bemyndigede tjenere.

Dette martyrium har altid været en inspiration for Herrens folk. Det har hjulpet dem i deres individuelle prøvelser, har givet dem mod til at følge retfærdighedens kurs og til at kende og efterleve sandheden, og det bør altid bevares som et helligt minde for de sidste dages hellige, som er blevet undervist i de store sandheder, som Gud har åbenbaret gennem sin tjener, Joseph Smith.«¹⁸

George Albert Smith, Kirkens ottende præsident, erklærede: »Joseph Smith udførte sin mission, og da den tid kom, hvor han skulle stå ansigt til ansigt med døden, sagde han: ›Jeg går som et lam til slagtning, men jeg er rolig som en sommermorgen. Min samvittighed er ren over for Gud og over for alle mennesker. Hvis de dræber mig, skal jeg dø som uskyldig, og mit blod skal råbe fra jorden på hævn, og det skal siden siges om mig: ›Han blev myrdet med koldt blod‹‹ (se L&P 135:4). Han frygtede ikke at stå for vor Fader i himlens behagelige domstol og stå til ansvar for de gerninger, han havde gjort i kødet. Han frygtede ikke at besvare den anklage, som var blevet fremsat mod ham om, at han narrede folket og behandlede dem uretfærdigt. Han var ikke bange for resultatet af sit livs mission eller for den endelige sejr for det værk, som han vidste, var guddommeligt indstiftet, og som han gav sit liv for.«¹⁹

Gordon B. Hinckley, Kirkens femtende præsident, har vidnet: »Så sikker var Joseph Smith på den sag, han anførte, og så sikker var han på sin gudgivne kaldelse, at han skattede det højere end sit eget liv. Med forudviden om sin kommende død overgav han sig til dem, der ville overlade ham forsvarsløs i hænderne på en pøbelhob. Han beseglede sit vidnesbyrd med sit hjerteblod.«²⁰

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på s. vii-xi.

Kort forinden Joseph og Hyrum Smith blev dræbt, sang ældste John Taylor »En stakkels sorgbetynget mand« (s. 525). Læs eller syng denne salme (Salmer og sange, nr. 15), og overvej, hvordan den relaterer til Joseph Smiths liv. Hvorfor var det en passende salme under disse omstændigheder?
Gennemgå de udtalelser, der vidner om at Joseph Smith overdrog præstedømmets nøgler til De Tolv Apostle (s. 527-529). Hvorfor tror du, at apostlene følte, at det var vigtigt at vidne om disse oplevelser? Hvilket vidnesbyrd har du om den måde, hvorpå Kirkens præsidentskab efterfølges?
Studér John Taylors beretning om Joseph og Hyrum Smiths martyrium (s. 530-531). Hvordan kan du forsvare udtalelsen om, at Joseph Smith »har gjort mere, Jesus alene undtaget, for menneskenes frelse i denne verden end nogen anden, der nogen sinde har levet i den«? Før de kom til fængslet i Carthage, læste Hyrum Eter 12:36-38 og vendte siden. Hvordan var dette skriftsted anvendeligt på Joseph og Hyrum? Hvilke følelser får du, når du overvejer de ofrer, som Joseph og Hyrum bragte for deres vidnesbyrd om Jesus Kristus?
Læs på s. 531-534 vidnesbyrdene fra de sidste dages profeter. Hvilke ord om taknemlighed og vidnesbyrd kan du føje til deres?

Skriftstedshenvisninger: Hebr 9:16-17; L&P 5:21-22; 98:13-14; 112:30-33; 136:37-40.