Stå fast i livets storme

»Stå fast, I Guds hellige, hold ud lidt længere, så vil livets storm være forbi, og I vil blive belønnet af den Gud, hvis tjenere I er.«

Fra Joseph Smiths liv

Joseph Smith var om aftenen den 24. marts 1832 blevet længe oppe for at tage sig af sin 11 måneder gamle søn Joseph, som havde mæslinger. Familien Smith boede da i John Johnsons hjem i Hiram i Ohio. Profeten var endelig faldet i søvn på en lav rulleseng, da en pøbelhob på 12 mænd eller flere, som havde drukket whiskey, brød ind i hjemmet. Profeten beskrev senere de begivenheder, der udspillede sig denne frygtelige nat:

»Pøbelhoben brasede ind ad døren og omringede sengen på et øjeblik, og … før jeg vidste af det, var jeg på vej ud af døren i hænderne på en rasende pøbelhob. Jeg kæmpede desperat for at gøre mig fri, da jeg blev tvunget ud, men fik kun frigjort et ben, som jeg sparkede en mand med, så han faldt over dørtrinnet. Jeg blev straks overmandet igen, og de sværgede … at de ville dræbe mig, hvis jeg ikke forholdt mig rolig, hvilket dæmpede mig …

Så greb de fat om min strube og klemte til, indtil jeg mistede bevidstheden. Da jeg kom til bevidsthed, og mens de trak af sted med mig, så jeg ca. 150 meter fra huset ældste Rigdon ligge udstrakt på jorden, der hvor de havde trukket ham hen ved hælene. Jeg troede, at han var død. Jeg begyndte at bønfalde dem og sagde: ›Jeg håber, I vil vise barmhjertighed og skåne mit liv,‹ hvortil de svarede: ›… Bed din Gud om hjælp, vi viser dig ingen nåde.‹«

Efter nogen diskussion besluttede pøbelhoben ikke at dræbe mig, fortalte profeten senere, »men at slå og kradse mig grundigt, rive min skjorte og bukser af og efterlade mig nøgen … De løb tilbage og hentede en spand tjære, da én med en ed udbrød: ›Lad os komme tjære i hans mund‹, og de prøvede at tvinge tjærepinden ind i min mund. Jeg vred mit hoved rundt, så de ikke kunne komme til det. Så råbte de: ›… Hold hovedet op og lad os give dig noget tjære.‹ De prøvede så at tvinge en lille medicinflaske ind i munden på mig og knuste den mod mine tænder. Alt mit tøj blev revet af på nær min skjortekrave, og en mand overfaldt mig og kradsede som en vildkat min krop med sine negle …

Så forlod de mig, og jeg prøvede at rejse mig, men faldt igen. Jeg trak tjæren væk fra mine læber, så jeg kunne trække vejret mere frit, og efter et stykke tid begyndte jeg at komme mig og rejste mig ved egen kraft, hvorefter jeg så to lys. Jeg bevægede mig hen mod et af dem og så, at det var Johnsons hjem. Da jeg kom hen til døren … fik tjæren det til at se ud, som om jeg var dækket af blod, og da min hustru så mig, troede hun, at jeg var fuldstændig sønderslået, og hun besvimede …

Mine venner brugte natten på at fjerne og skrabe tjæren væk og vaske og rense min krop, så jeg om morgenen var klar til at få tøj på igen.«

Selv efter denne hårde prøvelse stod profeten fast på at udføre sine ansvar over for Herren. Dagen efter var det sabbat. »Folk samledes for at afholde møde på det sædvanlige tidspunkt for tilbedelse,« skrev profeten, »og blandt dem var også dem fra pøbelhoben … Fuldstændig overkradset og med skamferet hud prædikede jeg for forsamlingen som sædvanligt, og døbte tre personer samme eftermiddag.«¹ Joseph og Emmas søn, Joseph, døde fem dage efter pøbelhobens angreb, fordi han var blevet udsat for den kolde natteluft samtidig med, at han havde mæslinger.

Wilford Woodruff, Kirkens fjerde præsident, sagde: »Herren fortalte Joseph, at han ville prøve ham for at se, hvorvidt han ville forblive i sin pagt eller ej, selv indtil døden. Og han prøvede ham virkelig, og selvom Joseph måtte strides med hele verden og måtte modstå sine falske venners forræderi, og selv om hele hans liv var præget af modgang, ængstelser og bekymringer, så var han under alle sine trængsler, sine fængselsophold, pøbelens angreb og mishandling altid tro mod sin Gud.«²

Joseph Smiths lærdomme

De, der følger Jesus Kristus, vil blive prøvet og må bevise deres trofasthed over for Gud.

»Der findes ingen sikkerhed, kun i Jahves arme. Ingen anden kan udfri, og han vil ikke udfri os, medmindre vi beviser vores trofasthed over for ham i de sværeste vanskeligheder. For den, der har vasket sine klæder i Lammets blod, må gennemgå stor trængsel (se Åb 7:13-14), selv den største af alle lidelser.«³

»Alle menneskers skæbne er i en retfærdig Guds hænder, og han er ikke uretfærdig mod nogen. Og denne ene ting er sikker, at de, der lever gudfrygtigt i Jesus Kristus, skal lide forfølgelse (se 2 Tim 3:12). Og før deres klæder er gjort hvide i Lammets blod, forventes det, ifølge Johannes Åbenbareren, at de gennemgår stor trængsel (se Åb 7:13-14).«⁴

»Menneskene må lide, så de kan komme op på Zions bjerg og blive ophøjet over himlene.«⁵

Mens han led forfærdeligt under sit ophold i fængslet i Liberty i vinteren 1838-1839 skrev Joseph følgende til Kirkens medlemmer: »Elskede brødre, vi siger jer, at eftersom Gud har sagt, at han vil have et prøvet folk, at han vil lutre dem som guld (se Mal 3:3), så tror vi, at han denne gang har valgt sin egen smeltedigel, hvori vi er blevet prøvet. Og vi tror, at dersom vi kommer igennem det med nogenlunde sikkerhed og har bevaret troen, vil det blive et tegn for denne slægt, ganske tilstrækkeligt til at lade den være uden undskyldning. Vi tror også, at det vil blive en prøve af vores tro svarende til Abrahams, og at de fordums mennesker ikke vil have noget at prale af over for os på dommens dag ved at sige, at de blev kaldet til at gennemgå større trængsel, men at vægtskålen vil stå lige i forhold til dem.«⁶

»Prøvelser giver os blot den nødvendige kundskab til at forstå de fordums menneskers tanker. Jeg tror, at jeg for min del aldrig kunne have følt, som jeg gør nu, hvis ikke jeg havde lidt de forurettelser, jeg har. Alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud (se Rom 8:28).«⁷

John Taylor, Kirkens tredje præsident, sagde: »Jeg hørte profeten Joseph sige følgende, engang han talte til De Tolv: ›I skal igennem alle slags prøvelser. Og det er lige så nødvendigt for jer at blive prøvet, som det var for Abraham og andre Guds mænd, og (sagde han), Gud vil afprøve jer, og han vil tage fat i jer og vride selve jeres hjerte, og hvis I ikke kan klare det, er I ikke værdige til at arve Guds celestiale rige‹ … Joseph Smith havde ikke mange måneders fred, efter han modtog sandheden, og til sidst blev han myrdet i Carthage-fængslet.«⁸

Gud bistår og velsigner dem, der stoler på ham i prøvelsens stund.

»Evangeliets kraft gør det muligt for os at udholde og tålmodigt bære den store trængsel, som overmander os fra alle sider … Jo større forfølgelse, desto større er Guds gaver til sin kirke. Ja, alt skal virke sammen til gode for dem, som er villige til at nedlægge deres liv for Kristi sag.«⁹

»Mit eneste håb og al min lid er hos den Gud, som gav mig livet, som har al magt, som nu er nærværende for mig, og mit hjerte er bestandigt blotlagt for hans øjne. Han er min trøster, og han svigter mig ikke.«¹⁰

»Jeg ved, hvem jeg sætter min lid til. Jeg står på klippen. Floderne kan ikke, nej, må ikke kaste mig omkuld.«¹¹

Efter profeten blev løsladt fra sit fængselsophold i Liberty, sagde han følgende om sin oplevelse: »Jeg takker Gud for, at vi er blevet befriet. Og selv om nogle af vore elskede brødre har måttet besegle deres vidnesbyrd med deres blod og er døde som martyrer for sandhedens sag, kan man sige:

Deres smerte var bitter, men kort,

men deres glæde varer evigt.

Lad os ikke sørge som ›de andre, der ikke har noget håb‹ (se 1 Thess 4:13). Tiden nærmer sig hastigt, hvor vi skal se dem igen og glæde os sammen uden at skulle frygte ugudelige mennesker. Ja, de, der har sovet i Kristus, skal han føre med sig, når han kommer for at herliggøre sig blandt sine hellige og blive beundret af alle, der tror, men han skal hævne sig over for sine fjender såvel som alle dem, der ikke adlyder evangeliet.

Når den tid kommer, skal enkernes og de faderløses hjerte blive trøstet, og hver en tåre skal tørres bort fra deres ansigt. De prøvelser, de har måttet gennemgå, skal virke sammen til gode for dem og forberede dem til at være sammen med dem, der er kommet igennem stor trængsel og har vasket deres klæder og gjort dem hvide i Lammets blod. (Se Rom 8:28; Åb 7:13-14, 17).«¹²

Profeten Joseph Smith skrev følgende i et brev til de hellige den 1. september 1842, som senere blev nedskrevet i L&P 127:2: »Og med hensyn til de farer, som jeg er blevet pålagt at gennemgå, så synes de mig kun ringe, eftersom menneskers misundelse og vrede har været mit sædvanlige lod alle mit livs dage … Dybt vand er ikke desto mindre det, som jeg er vant til at svømme i. Det er alt sammen blevet helt naturligt for mig, og jeg føler ligesom Paulus trang til fryde mig i prøvelser, for indtil denne dag har mine fædres Gud udfriet mig af dem alle og vil udfri mig fremover; for se, jeg skal sejre over alle mine fjender, for Gud Herren har talt det.«¹³

De trofaste murrer ikke i trængsel, men er taknemlige for Guds godhed.

Den 5. december 1833 skrev profeten til de kirkeledere, som præsiderede over de hellige, der blev forfulgt i Missouri: »Husk ikke at murre over Guds handlemåde med sine skabninger. I er endnu ikke blevet prøvet så strengt som de fordums profeter og apostle. Tænk på Daniel, på de tre hebræere [Shadrak, Meshak og Abed-Nego], Jeremias, Paulus og Stefanus og mange andre, alt for talrige til at omtale her, som blev stenet, gennemsavet, fristet, døde for sværdet, og som vandrede om i fåreskind og gedehuder og led nød og trængsler og blev mishandlet, og som var for gode til denne verden. De vandrede om i ørkener og bjerge og skjulte sig i huler og jordens kløfter. Alligevel opnåede de alle et godt omdømme på grund af deres tro (se Hebr 11:37-39). Og midt i alle deres trængsler frydede de sig over, at de blev fundet værdige til at blive forfulgt for Kristi skyld.

Vi ved ikke, hvad vi endnu må gennemgå, førend Zion forløses og oprettes. Derfor er det strengt nødvendigt, at vi holder os nær til Gud, og at vi altid nøje adlyder alle hans befalinger, så vores samvittighed er uplettet for Gud og mennesker …

Vi sætter vores lid til Gud, og vi er fast besluttede på, med hans nådes hjælp, at forsvare vores sag og trofast holde ud til enden, så vi må blive kronet med kroner af celestial herlighed og indgå til den hvile, der er beredt for Guds børn.«¹⁴

Fem dage senere skrev profeten til kirkeledere og hellige i Missouri: »Lad os være taknemlige for, at det står så godt til med os, som det gør, og at vi stadig er i live – og Gud har muligvis endnu meget godt beredt for os i denne slægt. Gud give, at vi endnu engang må herliggøre hans navn. Jeg er taknemlig over, at ikke flere har fornægtet troen. Jeg beder Gud i Jesu navn om, at I alle må bevare troen til enden.«¹⁵

I profetens dagbog for den 1. januar 1836 står der: »Da det er begyndelsen på et nyt år, er mit hjerte fyldt med taknemlighed over for Gud over, at han har bevaret mit og min families liv, mens endnu et år er gået. Vi er blevet støttet og holdt oppe midt blandt en ugudelig og fordærvet slægt, selv om vi er blevet udsat for alle de trængsler, fristelser og lidelser, som et menneske kan udsættes for. Dette ønsker jeg at være ydmyg over i støv og aske, om jeg så må sige, for Herren.«¹⁶

Profeten sagde følgende om sin helbredelse efter en sygdom i juni 1837: »Dette er et af de mange tilfælde, hvor jeg med ét er blevet bragt fra et godt helbred til på kanten af graven og lige så pludseligt er kommet mig, og for dette svulmer mit hjerte af taknemlighed til min himmelske Fader, og jeg føler mig fornyet til at vie mig selv og alle mine kræfter til hans tjeneste.«¹⁷

Tillid til Guds magt, visdom og kærlighed hjælper os til at undgå modløshed i prøvelsernes stund.

»Enhver vanskelighed, der kan og vil komme på vor vej, må overvindes. Selv om sjælen bliver prøvet, hjertet bliver frygtsomt og hænderne slappe, så må vi ikke gå samme vej tilbage. Der skal være en fast beslutsomhed.«¹⁸

»Eftersom de hellige har tillid til Guds magt, visdom og kærlighed, har de været i stand til at gå frem trods de mest ugunstige omstændigheder. Ofte, når alt tilsyneladende pegede hen imod døden selv, og udryddelse syntes uundgåelig, er Guds magt blevet tilkendegivet, hans herlighed åbenbaret og udfrielsen skænket. Og de hellige har, ligesom Israels børn, der kom ud af Egyptens land og gennem Det Røde Hav, sunget lovsang til hans hellige navn.«¹⁹

»Jeg ved, at skyerne vil spredes, og Satans rige lægges i ruiner med alle hans mørke planer. De hellige vil træde frem som guld, der syv gange er blevet prøvet i ilden og gjort fuldkomment gennem lidelser og fristelser, og himlens og jordens velsignelser skal mangfoldiggøres på deres hoveder. Må Gud give dette for Kristi skyld.«²⁰

»Stå fast, I Guds hellige, hold ud lidt endnu, og livets storm vil være forbi, og så bliver I belønnet af den Gud, hvis tjenere I er, og som på behørig vis vil påskønne al jeres møje og trængsel for Kristi og evangeliets skyld. Jeres navne vil gå i arv til efterslægten som Guds hellige.«²¹

George A. Smith, der tjente som præsident Brigham Youngs rådgiver, modtog følgende råd fra profeten Joseph i en vanskelig tid: »Han fortalte mig, at jeg aldrig skulle blive modløs, uanset hvilke vanskeligheder jeg befandt mig i. Hvis jeg sank ned i det laveste hul på Nova Scotia og alle Rocky Mountains bjerge var stablet ovenpå mig, måtte jeg ikke blive modløs, men holde ud, udøve tro og forblive ved godt mod, og så ville jeg komme ud på toppen af bjerget til sidst.«²²

Blot fem dage før profeten led martyrdøden, på et tidspunkt hvor han og de hellige vidste, at hans liv var i fare, tog Joseph Abraham C. Hodges hånd og sagde: »Nu, bror Hodge, lad komme, hvad komme vil, fornægt ikke troen, og alt bliver godt.«²³

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på s. vii-xi.

Læs beretningen på s. 225-227. Hvorfor tror du, at profeten Joseph Smith var i stand til at udholde de prøvelser, han gennemgik? Hvilke tanker og følelser får du, når du ser ham for dig undervise en forsamling »fuldstændig overkradset og med skamferet hud«?
Læs det tredje afsnit på s. 228. Hvordan tror du, at lidelser hjælper os med at forberede os til ophøjelse? (Se eksemplerne på s. 228-229). Hvad har du lært af dine prøvelser?
Joseph Smith forsikrer os tre gange i dette kapitel om, at »de prøvelser, [vi] har måttet gennemgå, skal virke sammen til gode for [os]« (s. 228; se også s. 229). Hvordan har I oplevet sandheden i denne udtalelse?
Læs hele det tredje og fjerde underafsnit på s. 229. Hvilke oplevelser kan du fortælle om, hvor Herren har trøstet dig i prøvens stund? Hvad vil det sige for dig at »[stå] på klippen«?
Joseph Smith rådede de hellige til ikke at murre eller klage over den måde, Gud behandler os på (s. 230-231). Hvordan kan murren påvirke os? Hvordan bør vi reagere på prøvelser? (Se eksemplerne på s. 230-233).
Hvad vil det sige at have »en fast beslutsomhed«, når vi står over for vanskeligheder? (s. 232).
Læs profetens råd til George A. Smith (s. 233). Hvordan kan dette råd hjælpe dig, når du står over for prøvelser?

Skriftstedshenvisninger: Sl 55:22; Joh 16:33; Alma 36:3; Hel 5:12; L&P 58:2-4; 90:24; 122:5-9.