Et hjerte fuldt af kærlighed og tro: Profetens breve til sin familie

»Husk, at jeg er din og børnenes sande og trofaste ven for evigt. Mit hjerte er for evigt og altid bundet til jeres. Åh, må Gud velsigne jer alle.«

Fra Joseph Smiths liv

Joseph Smith var i sin kaldelse som profet nødt til at rejse vidt omkring for at imødekomme en hurtigt voksende organisations behov. Efter han i sommeren 1831 havde udpeget Independence i Missouri som stedet for opbygningen af Zion, voksede Kirken hurtigt der, ligesom den fortsatte med at gøre det i Kirtland i Ohio. Fra 1831 til 1838 havde Kirken to indsamlingssteder, et i Missouri og et i Kirtland, hvor profeten boede. I løbet af denne periode foretog profeten den besværlige 1450 km lange rejse til Missouri fem gange for at føre tilsyn med Kirkens udvikling dér.

I 1833 og igen i 1837 rejste Joseph Smith til det nordlige Canada og underviste i evangeliet og styrkede grenene. I 1834 og 1835 rejste han til Michigan for at besøge kirkemedlemmer. I en årrække forkyndte han evangeliet og tog sig af kirkeanliggender i Springfield i Illinois, Boston og Salem i Massachusetts, Monmouth County i New Jersey, New York City og Albany i New York; Cincinnati i Ohio; Philadelphia i Pennsylvania; Washington, D.C. samt adskillige andre steder.

Profetens rejser førte ham hyppigt væk fra hans hjem og familie, og det samme gjorde de forfølgelser, han gentagne gange blev udsat for. Han blev uretfærdigt arresteret og fængslet adskillige gange, og han var offer for snesevis af grundløse søgsmål. Fx rejste profeten og adskillige andre kirkeledere fra Kirtland den 27. juli 1837 for at besøge de hellige i Canada. Da de nåede Painesville i Ohio, blev de »tilbageholdt hele dagen af ondskabsfulde og unødige søgsmål«. Eftersom de ikke var langt fra Kirtland, tog de hjem for at hvile sig og genoptog rejsen den næste dag. »Omkring solnedgang steg jeg op i min vogn for at vende hjem til Kirtland,« skrev profeten. »I det øjeblik sprang sheriffen op i vognen, greb tømmerne og fremviste endnu en arrestordre på mig.«¹

Profetens store fravær fra hjemmet udgjorde en svær prøvelse for ham og hans familie. Hans breve til Emma afslørede den ensomhed, han oplevede, og den længsel han følte efter hende og børnene. Han skrev altid om sin store kærlighed til sin familie og sin tro på Gud. Han udtrykte også sine dybfølte forsikringer til sin familie og var optimistisk med hensyn til fremtiden på trods af den modgang, de mødte.

Den 1. april 1832 tog profeten hjemmefra på sin anden rejse til Missouri, kun en uge efter han var blevet smurt ind i tjære og fjer af en pøbelhob og kun to dage efter sin adoptivsøns død. Hans hjerte må helt sikkert have været fyldt med sorg og bekymring for hans hustru, Emma, og for hans eneste levende barn, Julia. Mens han var på vej hjem den følgende måned, spændt på at slutte sig til sin familie, blev han tilbageholdt i adskillige uger i Greenville i Indiana. Biskop Newel K. Whitney, en af profetens rejsefæller, havde skadet sit ben alvorligt i et diligenceuheld og havde brug for at komme sig, før han kunne rejse videre. I løbet af denne ventetid blev profeten på en eller anden måde forgiftet, hvilket forårsagede, at han kastede så voldsomt op, at hans kæbe gik af led. Han begav sig over til biskop Whitney, der selv om han stadig var sengeliggende, gav Joseph en præstedømmevelsignelse. Profeten blev straks helbredt.

Kort efter denne oplevelse skrev profeten disse linjer til sin hustru: »Bror Martin Harris er ankommet hertil og medbragte de gode nyheder om, at vore familier havde det godt, da han rejste, hvilket opmuntrede vores hjerte og fornyede vores mod. Vi takker vor himmelske Fader for hans godhed mod os og alle jer … Min situation er meget ubehagelig, selv om jeg med Herrens hjælp bestræber mig på at være tilfreds … Jeg vil så gerne se lille Julia og igen tage hende op på mit knæ og tale med jer … Jeg giver dig min troskab som din ægtemand. Må Herren velsigne jer, fred være med jer, nu farvel til jeg kommer tilbage.«²

Joseph Smiths lærdomme

Familiemedlemmer beder for, trøster og styrker hinanden.

Til Emma Smith den 13. oktober 1832 fra New York City i New York: »Denne dag har jeg gået gennem den mest pragtfulde del af byen New York. Bygningerne er virkelig så store og fantastiske, at enhver, der ser dem, forbavses … Efter at have set alt det, jeg overhovedet kunne ønske mig, vendte jeg tilbage til mit værelse for at meditere og få ro over mine tanker, og se, tanker om hjemmet, Emma og Julia, skyllede ind over mit sind som en flodbølge, og et øjeblik ville jeg ønske, at jeg kunne være sammen med dem. Mit bryst er fyldt med alle en forælders og ægtemands følelser og ømhed, og kunne jeg være sammen med jer, ville jeg fortælle jer mange ting …

Jeg kunne så godt tænke mig at sige noget for at trøste dig i din særlige prøvelse og nuværende trængsel (Emma var gravid på det tidspunkt). Jeg håber, at Gud vil give dig styrke, så du ikke bliver svag. Jeg beder Gud om at blødgøre hjerterne på dem omkring dig, så de er venlige mod dig og letter dine byrder mest muligt og ikke plager dig. Jeg bekymrer mig for dig, for jeg kender din tilstand og ved, at andre ikke gør det, men du må trøste dig med at vide, at Gud er din ven i himlen, og at du har en sand og levende ven på jorden, din ægtemand.«³

Til Emma Smith den 12. november 1838 fra Richmond i Missouri, hvor han var i fængsel: »Jeg har fået dit brev, som jeg har læst igen og igen, det er mig meget kært. O Gud, måtte jeg få det privilegium at se min kære familie en gang mere, mens jeg glæder mig over frihedens og det sociale livs sødme. At trykke børnene ind til mit bryst og kysse deres vidunderlige kinder ville fylde mit hjerte med usigelig taknemlighed. Sig til dem, at jeg er i live og stoler på, at jeg skal se dem inden længe. Trøst deres hjerte, så godt du kan, og prøv selv at være trøstet, så godt du kan …

P.S. Skriv så ofte, du kan, og kom og besøg mig, hvis det er muligt og tag om muligt børnene med. Du skal handle efter dine egne følelser og bedste skøn, og stræb efter om muligt at være trøstet, og jeg har tillid til, at alt vil vende sig til det bedste.«⁴

Til Emma Smith den 4. april 1839 fra fængslet i Liberty i Missouri: »Min kære Emma, jeg tænker uophørligt på dig og børnene … Jeg vil så gerne se lille Frederick, Joseph, Julia og Alexander, Johanna [en forældreløs pige, som boede hos familien Smith] og gamle Major [familiens hund]. Og med hensyn til dig, hvis du vil vide, hvor meget jeg ønsker at se dig, så føl efter, hvor meget du ønsker at se mig, og døm så selv. Jeg ville gladelig gå herfra og til dig barfodet, barhovedet og halvnøgen for at se dig og tage det som en stor fornøjelse og aldrig regne det for noget besvær … Jeg bærer med sjælsstyrke al min undertrykkelse, og det gør de, der er med mig, også. Ikke en af os er veget tilbage endnu.«⁵

Til Emma Smith den 20. januar 1840 fra Chester County i Pennsylvania: »Jeg er meget ivrig efter at se jer alle igen i denne verden. Det føles som lang tid, jeg har været berøvet jeres selskab, men med Herrens hjælp vil det ikke vare meget længere … Jeg er hele tiden bekymret og vil være det, indtil jeg kommer hjem. Jeg beder Gud om at bevare jer alle, indtil jeg er hjemme igen. Min kære Emma, mit hjerte er bundet til dig og de små. Jeg beder dig om at huske mig. Sig til børnene, at jeg elsker dem og kommer hjem, så hurtigt jeg kan. Med kærlighedens bånd, din ægtemand.«⁶

Ansvaret for at undervise vore børn er altid hos os.

Til Emma Smith den 12. november 1838 fra Richmond i Missouri, hvor han var i fængsel: »Fortæl lille Joseph, at han skal være en god dreng, og at hans fars kærlighed til ham er fuldkommen. Han er den ældste og må ikke gøre dem, der er mindre end ham, fortræd, men skal trøste dem. Sig til lille Frederick, at hans far elsker ham af hele sit hjerte. Han er en dejlig dreng. Julia er en dejlig lille pige. Hende elsker jeg også. Hun er et lovende barn. Sig, at hendes far beder hende om at huske ham, og at hun skal være en god pige. Sig til alle de andre, at jeg tænker på dem og beder for dem alle … Jeg tænker altid på lille Alexander. Åh, min hengivne Emma, jeg beder dig huske, at jeg er din og børnenes sande og trofaste ven for evigt. Mit hjerte er for evigt og altid bundet til jeres. Åh, må Gud velsigne jer alle. Amen. Jeg er din ægtemand og er i lænker og modgang.«⁷

Til Emma Smith den 4. april 1839 fra fængslet i Liberty i Missouri: »Jeg beder dig om ikke at lade de små glemme mig. Sig til dem, at deres fars kærlighed til dem er fuldkommen, og at han gør alt, hvad han kan for at slippe væk fra pøbelhoben og vende hjem til dem. Undervis børnene, alt hvad du kan, så de får et godt sind. Vær mild og venlig mod dem. Vær ikke vanskelig over for dem, men lyt til deres ønsker. Sig til dem, at deres far siger, de skal være gode børn og høre efter deres mor. Min kære Emma, der hviler et stort ansvar på dig med at forholde dig ærefuld og sober over for dem og lære dem det rette, at forme deres unge og følsomme sind, så de træder ind på de rigtige stier og ikke bliver besmittet, mens de er unge, ved at se ugudelige eksempler.«⁸

Til Emma Smith den 9. november 1839 fra Springfield i Illinois: »Jeg vil hele tiden være fyldt med bekymring for dig og børnene, indtil jeg hører fra dig, især for lille Frederick. Det var så smertefuldt at forlade ham, mens han var syg. Jeg håber, du vil passe på disse kære børn, sådan som det passer sig for en mor og en hellig og prøve at forædle deres sind og lære dem at læse og være besindige. Udsæt dem ikke for vejret, så de bliver forkølede, og prøv at få al den hvile, du kan. Det vil blive en lang og ensom tid, mens jeg er væk fra dig … Vær tålmodig, indtil jeg kommer, og gør dit bedste. Jeg kan ikke skrive det, jeg ønsker, men tro mig, jeg har de bedste følelser for jer alle.«⁹

Gud er vores ven, og vi kan stole på ham i tider med modgang.

Til Emma Smith den 6. juni 1832, fra Greenville i Indiana: »Jeg har næsten dagligt besøgt en lund, som ligger lige i udkanten af byen, og hvor jeg kan isolere mig fra enhver jordisk persons øjne og der give luft for alle mit hjertes følelser i meditation og bøn. Jeg har genkaldt mig alle mit livs forgangne stunder og sidder tilbage for at sørge og udgyde sorgens tårer over det tåbelige i, at jeg har tilladt min sjæls modstander at have så meget magt over mig, som han førhen har haft. Men Gud er barmhjertig og har tilgivet mig mine synder, og jeg fryder mig over, at han skænker Trøsteren til så mange, som tror og ydmyger sig for ham …

Jeg vil prøve at være tilfreds med mit lod, fordi jeg ved, at Gud er min ven. I ham skal jeg finde trøst. Jeg har lagt mit liv i hans hænder. Jeg er beredt til at tage af sted, når han kalder. Jeg ønsker at være sammen med Kristus. Mit liv er mig ikke mere kært end det at gøre hans vilje.«¹⁰

Til Emma Smith den 4. juni 1834, fra Mississippiflodens bred i det vestlige Illinois. Profeten Joseph rejste med Zions hær: »Nu og da hviler vore tanker ved en ubeskrivelig bekymring for vores hustru og på vore børn – vore børn i kødet, som er bundet til vores hjerte – og også vore brødre og venner … Sig til min far og alle i familien samt bror Oliver [Cowdery], at de skal være fortrøstningsfulde og se frem til den dag, hvor dette livs prøvelser og trængsler hører op, og vi alle skal nyde frugterne af vores møje, hvis vi holder trofast ud til enden. Det beder jeg til må være vores alles lykkelige skæbne.«¹¹

Til Emma Smith den 4. november 1838 fra Independence i Missouri, hvor han var i fængsel: »Min kære og elskede ledsager i min trængsel og lidelse, jeg vil oplyse dig om, at jeg har det godt, og at vi alle er ved godt mod med hensyn til vores egen skæbne … Jeg er meget bekymret for dig og mine dejlige børn. Mit hjerte sørger og bløder over brødrene og søstrene og over Guds folks ihjelslagne … Hvad Gud vil gøre for os, ved jeg ikke, men jeg håber altid på det bedste under alle forhold. Selv om jeg går i døden, vil jeg sætte min lid til Gud. Hvilke overgreb pøbelhoben kan finde på, ved jeg ikke, men forvent lidt eller ingen tilbageholdenhed. Åh, må Gud være os nådig … Gud har indtil videre skånet nogle af os, og måske vil han i nogen grad stadig vise barmhjertighed mod os …

Jeg ved ikke ret meget med sikkerhed i min nuværende situation, og jeg kan kun bede om udfrielse, indtil den bliver givet, og tage det hele, som det kommer, med tålmodighed og styrke. Jeg håber, du vil være trofast og tro mod alle dine ansvar. Jeg kan ikke skrive meget i min situation. Foretag dig det, som er nødvendigt, og som omstændighederne kræver. Må Gud give dig visdom og klogskab og besindighed, hvilket jeg har al mulig grund til at tro, at du besidder.

De små er altid med i min meditation. Sig til dem, at deres far stadig er i live. Gud give, at han må se dem igen. Åh Emma … svigt ikke mig eller sandheden, men husk mig. Hvis jeg ikke ser dig igen i dette liv, må Gud da give, at vi mødes i himlen. Jeg kan ikke udtrykke mine følelser, mit hjerte er fyldt. Farvel, o min gode og hengivne Emma. Din for evigt, din ægtemand og sande ven.«¹²

Til Emma Smith den 21. marts 1839 fra fængslet i Liberty i Missouri: »Min kære Emma, jeg kender udmærket dit slid og føler med dig. Om Gud skåner mit liv endnu engang, så jeg kan få privilegiet at tage mig af dig, vil jeg lette dine bekymringer og forsøge at trøste dit hjerte. Jeg beder dig om at tage dig så godt af familien, som du kan. Jeg er overbevist om, at du gør alt, hvad du kan. Jeg er ked af at høre, at Frederick var syg, men jeg går ud fra, at han har det godt igen, og at I alle har det godt. Jeg beder dig om at tage dig tid til at skrive et langt brev til mig og fortælle mig alt det, du kan, også om gamle Major stadig lever, og hvad de små sludrebøtter, der hænger dig om halsen, siger … Sig til dem, at jeg er i fængsel for at redde deres liv …

Gud regerer over alt ifølge sin egen vilje og plan. Jeg sætter min lid til ham. Min sjæls frelse er af største betydning for mig på grund af det, jeg med sikkerhed ved om det, der hører evigheden til. Om himlene holder sig lidt tilbage, betyder ikke noget for mig. Jeg må styre mit skib sikkert, hvilket jeg har til hensigt at gøre. Jeg beder dig om at gøre det samme. Din for evigt.«¹³

Til Emma Smith den 16. august 1842, nær Nauvoo i Illinois, hvor profeten Joseph gemte sig for sine fjender: »Jeg tager mig den frihed at udtrykke min oprigtige taknemlighed for de to interessante og trøstende besøg, som du har aflagt mig i min situation i nærmest eksil. Tungen kan ikke udtrykke mit hjertes taknemlighed for det varme og trofaste venskab, som du i alt dette har skænket mig. Siden du forlod mig, er tiden indtil videre forløbet meget behageligt. Eftersom mit sind fuldstændig har forsonet sig med min skæbne, så lad komme, hvad komme vil …

Sig til børnene, at deres far stadig har det godt, og at han fortsat beder inderligt til den almægtige Gud for sin egen sikkerhed såvel som for din og for deres. Sig til min mor, at det nok skal gå hendes søn godt, hvad enten det bliver i liv eller død, for det siger Gud Herren. Sig til hende, at jeg altid har hende i mine tanker såvel som Lucy (Josephs søster) og alle de andre. De skal alle være ved godt mod … De varmeste hilsener fra din hengivne ægtemand indtil døden, i al evighed og for altid.«¹⁴

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på s. vii-xi.

Gennemgå kort dette kapitel og bemærk Joseph Smiths følelser for Emma og deres børn. Hvad lærer hans eksempel dig om, hvordan vi bør tale til og opføre os over for vores familie? Hvad kan vi lære af Joseph og Emma Smiths anstrengelser for at skrive til hinanden og se hinanden? Hvad har du gjort for at vise dine familiemedlemmer, at du elsker dem?
Profeten Joseph sagde til Emma, at han var »[hendes] og børnenes sande og trofaste ven for evigt«, og han takkede hende for hendes »varme og trofaste venskab« (s. 239, 243). Hvad kan mand og hustru gøre for at nære deres venskab?
Joseph Smith viste i sine breve tillid til Emma og udtrykte tillid til, at hun traf gode beslutninger og gjorde alt, hvad hun kunne for at tage sig af familien (s. 242). Hvordan kan sådanne udtryk for tillid påvirke forholdet mellem mand og hustru?
Læs profeten Josephs budskab til sine børn i det andet afsnit på s. 243. Hvilken hjælp kunne det være for børnene at få disse nyheder? Hvad kan forældre gøre for i prøvelsernes stund at vise deres børn, at de har tro på Gud?
Gennemgå Joseph Smiths udtryk for tillid til Gud på side 240-243. Identificer flere af disse udtryk, som især rører dig. Hvordan kan du anvende disse sandheder i dit liv?

Skriftstedshenvisninger: 1 Mos 2:24; 1 Kor 11:11; Ef 5:25; Mosi 4:14-15; L&P 25:5, 9, 14: 68:25-28.