Lydighed: »Når Herren befaler det, så gør det«

»Lev i streng lydighed mod Guds bud og gå ydmygt for ham.«

Fra Joseph Smiths liv

Joseph og Emma Smith boede i Harmony i Pennsylvania fra december 1827 til august 1830. Profeten rejste regelmæssigt over statsgrænsen til New York for at varetage Kirkens anliggender. I september 1830 flyttede Joseph og Emma til Fayette i New York for at slutte sig til de hellige, der boede i det vestlige New York. Profeten modtog i december en åbenbaring, der ville kræve store ofre fra Kirkens medlemmer i New York. De skulle forlade deres hjem, gårde og forretninger og samle sig i Kirtland i Ohio (se L&P 37). Der skulle de slutte sig til de omvendte, som levede i omegnen, for at opbygge Kirken og, som Herren havde lovet, »blive begavet med kraft fra det høje« (L&P 38:32). Joseph og Emma Smith var blandt de første, der adlød Herrens befaling og forlod New York i slutningen af januar 1831. De rejste over 400 km på slæde til Kirtland midt i en særlig streng vinter, hvor Emma var gravid med tvillinger.

Newel K. Whitney, som var bosiddende i Kirtland, var en af de første til at byde profeten velkommen, hvilket hans barnebarn Orson F. Whitney beskrev således: »Omkring den 1. februar 1831 kørte en slæde med fire personer gennem gaderne i Kirtland og hen til døren til Gilbert og Whitneys købmandsforretning … En af mændene, en ung, gæv person, steg af, sprang op ad trapperne og gik ind i forretningen og hen til den yngre kompagnon.

›Newel K. Whitney! Det er jo dig!‹ udbrød han og rakte hjerteligt sin hånd frem, som om det var til en gammel og fortrolig ven.

›Jeg har desværre ikke haft fornøjelsen,‹ svarede forretningsindehaveren, da han mekanisk tog den udstrakte hånd – et dels fornøjet, dels forvirret udtryk bredte sig i hans ansigt – ›Jeg kan ikke kalde dig ved navn, som du har gjort med mig.‹

›Jeg er Joseph, profeten,‹ sagde den fremmede smilende. ›I har bedt om, at jeg skulle komme. Hvad ønsker I af mig?‹

Den forbløffede, men ikke mindre henrykte Whitney førte, så snart han var kommet sig over sin overraskelse, selskabet over på den anden side af gaden til sit hus på hjørnet og præsenterede dem for sin hustru [Elizabeth Ann]. Hun blev lige så overrasket og begejstret som ham. Joseph sagde følgende om denne hændelse: ›Vi blev venligt modtaget og budt velkommen i bror N.K. Whitneys hus. Jeg og min hustru boede hos bror Whitneys familie i adskillige uger og modtog al den venlighed og opmærksomhed, man kunne forvente‹ (se History of the Church, 1:145-146).«¹

Orson F. Whitney sagde: »Ved hvilken kraft genkendte denne bemærkelsesværdige mand, Joseph Smith, én, som han aldrig før havde set i levende live? Hvorfor genkendte Newel K. Whitney ikke ham? Det var fordi Joseph Smith var seer, en udvalgt seer. Han havde faktisk set Newel K. Whitney på sine knæ, hundredvis af kilometer væk, bede om, at profeten måtte komme til Kirtland. Utroligt – men sandt!«²

I maj havde næsten 200 flere hellige fra New York fundet vej til Kirtland – nogle med slæde eller vogn, men de fleste med pram på Erie-kanalen og derefter med damper eller skonnert over Erie-søen. Efter denne flytning til Kirtland, såvel som i mange andre udfordrende forhold i Joseph Smiths liv, ledte han de hellige i at følge Guds befalinger, uanset hvor svær opgaven var.

Fire år senere, midt under stort pres med at lede den voksende kirke i Kirtland, udtrykte profeten den overbevisning, som var kendetegnende for hans liv: »Jeg har aldrig haft så travlt som denne november, og eftersom mit liv bestod af aktivitet og endeløse ansvar, gjorde jeg dette til mit valgsprog: Når Herren befaler det, så gør det.«³

Joseph Smiths lærdomme

Når vi søger efter at kende Guds vilje og gøre alt det, som han befaler os at gøre, vil himlens velsignelser hvile på os.

»For at opnå frelse skal vi ikke blot gøre noget af det, men alt det, som Gud har befalet. Folk kan prædike og praktisere alt med undtagelse af det, som Gud befaler os at gøre, og vil blive fordømt til sidst. Vi kan betale tiende af mynte og rude og alle slags grøntsager og dog ikke adlyde Guds befalinger (se Luk 11:42). Mit formål er at adlyde og at lære andre at adlyde Gud i netop det, han beder os om at gøre. Det gør intet til sagen, om princippet er populært eller upopulært, jeg vil altid forsvare et sandt princip, selv om jeg står alene om det.«⁴

»Som kirke og folk betragtet påhviler det os at være kloge og at søge at kende Guds vilje og så være villige til at efterleve den, for ›salige er de, som hører Herrens ord og bevarer det,‹ som der står i skriften. ›Våg altid, og bed om,‹ siger vor Frelser, ›at I må blive regnet værdige til at undslippe alt det, som skal komme over jorden, og til at stå foran Menneskesønnen‹ (se Luk 11:28; 21:36). Hvis Enok, Abraham, Moses og Israels børn samt alle Guds folk blev frelst ved at holde Guds befalinger, vil vi, hvis vi overhovedet bliver frelst, blive frelst efter samme princip. Som Gud styrede Abraham, Isak og Jakob som familier og Israels børn som nation, så må vi, som kirke betragtet, være under hans vejledning, hvis vi skal have fremgang og blive bevaret og opretholdt. Vi skal sætte vores lid til Gud alene, vores eneste visdom får vi af ham, og han alene er vores beskytter og sikkerhed, åndeligt og timeligt, ellers vil vi falde.

Vi er hidtil blevet tugtet af Guds hånd for ikke at have adlydt hans befalinger, selv om vi aldrig brød nogen menneskeskabt lov eller overtrådte nogen menneskeskabt forskrift. Dog har vi taget let på hans befalinger og er afveget fra hans ordinancer, og Herren har revset os strengt, og vi har følt hans arm og kysset riset. Lad os være vise i den kommende tid og altid huske, at ›adlyde er bedre end offer, at lytte er bedre end vædderes fedt‹ (1 Sam 15:22).«⁵

»Når vi bliver belært, skal vi adlyde denne stemme og overholde Guds riges love, så himlens velsignelser kan hvile på os. Alle må handle i forening, ellers kan der intet udrettes, og skal gøre det i overensstemmelse med det fordums præstedømme; således skulle de hellige være et udvalgt folk, adskilt fra alt det onde i verden – udvalgte, dydige og hellige. Herren vil af Jesu Kristi Kirke skabe sig et rige af præster, et helligt folk, en udvalgt slægt (se 2 Mos 19:6; 1 Pet 2:9) ligesom på Enoks tid, som er i besiddelse af alle de gaver, som Paulus omtaler i sine breve og belæringer til Kirken og menighederne på sin tid.«⁶

»Enhver kan tro, at Jesus Kristus er Guds søn og være lykkelig i den tro og alligevel ikke adlyde hans befalinger og til sidst blive afskåret på grund af ulydighed mod Herrens retfærdige krav.«⁷

»Vær dydige og rene, vær retskafne og tro, hold Guds befalinger, og så vil I bedre kunne forstå forskellen mellem ret og uret – mellem det, der hører Gud til, og det menneskeskabte. Jeres sti vil da blive som de retfærdiges, der bliver lysere, til dagen er på sit højeste (se Ordsp 4:18).«⁸

Ældste Wilford Woodruff berettede følgende, mens han virkede som medlem af De Tolvs Kvorum: »Præsident Joseph … læste lignelsen om vintræet og dets grene (se Joh 15:1-8), forklarede den og sagde: ›Hvis vi holder Guds befalinger, vil vi bære frugt og blive Guds venner og vide, hvad vor Herre gjorde.‹«⁹

Gud giver love, som forbereder os til den celestiale hvile, hvis vi adlyder dem.

»Gud befaler ikke noget, medmindre det er specifikt tilpasset, uden det forbedrer alle menneskers forhold, uanset hvilke omstændigheder de befinder sig i, og det er uden betydning, hvilket rige eller land vedkommende opholder sig i.«¹⁰

»Den himmelske lov bliver skænket menneskene, og den garanterer alle dem, som følger den, en belønning, som overgår al jordisk forstand, selv om den ikke lover, at den troende til alle tider vil blive fritaget for de trængsler og besværligheder, som opstår på forskellig vis som følge af menneskers ugudelige handlinger på jorden. Dog har vi midt i alt dette et løfte, der bygger på, at det er himlens lov, der hæver sig lige så langt over menneskets lov som det evige liv over det timelige, på samme måde som de velsignelser, som Gud er i stand til at give, er større end dem, mennesket kan give. Hvis altså menneskets lov er bindende, når den vedtages, hvor meget mere må så ikke himlens lov være det! Og lige så vel som den himmelske lov er mere fuldkommen end menneskets, så må belønningen for at adlyde den også være så meget større … Guds lov lover det liv, der er evigt, ja en arv ved Guds egen højre hånd, sikret mod alle den ondes kræfter …

Gud har selv afsat en tid eller fastsat et tidspunkt, da han vil bringe alle sine undersåtter, som har adlydt hans røst og holdt hans befalinger, ind til sin celestiale hvile. Denne hvile er så fuldkommen og herlig, at mennesket behøver en forberedelsestid, førend det ifølge det riges love kan komme ind og nyde dets velsignelser. Ud fra denne kendsgerning har Gud givet menneskene visse love, hvis efterlevelse er tilstrækkelig til at berede dem til denne hvile. Dette var altså, kan vi konkludere, Guds hensigt med at give os sine love … Alle de befalinger, Herrens lov indeholder, indbefatter et sikkert løfte om belønning til alle de lydige, baseret på at det virkelig er løfter fra et væsen, som ikke kan lyve, og som rigeligt er i stand til a opfylde hver tøddel af sit ord.«¹¹

Joseph Smith underviste i følgende i april 1843, som senere blev indført i Lære og Pagter 130:20-21: »Der er en lov, uigenkaldelig fastsat i himlen før denne jords grundvold blev lagt, ifølge hvilken alle velsignelser er forjættede. Og når vi opnår en velsignelse fra Gud, så er det ved lydighed mod denne lov, ifølge hvilket den er forjættet«¹²

»Alle velsignelser, som blev forordnet for mennesket af rådet i himlen, var på betingelse af lydighed mod den lov, der hørte dertil.«¹³

De, der er trofaste til enden, vil modtage retfærdighedens krone.

»Lev i streng lydighed mod Guds bud og gå ydmygt for ham, så vil han ophøje dig i sin egen bestemte tid.«¹⁴

»Hvor bør menneskene være forsigtige med det, de gør i de sidste dage, medmindre de skruer deres forventninger ned. Og de, som tror, de står fast, vil falde, fordi de ikke holder Herrens befalinger. Derimod har de, der gør Herrens vilje og holder hans befalinger, grund til at frydes overordentligt, for de skal lovprises i høje toner og løftes op i triumf over alle denne verdens riger.«¹⁵

»I det 22. kapitel i Matthæus’ beretning om Messias ser vi himmeriget sammenlignet med en konge, som holdt sin søns bryllup (se Matt 22:2-14). At denne søn var Messias, kan ikke bestrides, eftersom det var himmeriget, der var repræsenteret i lignelsen. At de hellige eller de, som er trofaste mod Herren, er de personer, som vil blive fundet værdige til at arve en plads ved bryllupsfesten, fremgår tydeligt af Johannes’ ord i åbenbaringen, hvor han beskriver den lyd, som han hørte i himlen, som ›en talrig skare‹ eller som ›lyden … af stærk torden, som sagde … Herren vor Gud, den Almægtige, har taget magten. Lad os glæde os og juble og lovprise ham, for nu skal Lammets bryllup stå, og hans brud har gjort sig rede. Hun har fået givet at klæde sig i lysende rene linnedklæder – for linnedklæderne er de helliges retfærdige gerninger‹ (Åb 19:6-8).

At kun de, der holder Herrens befalinger og vandrer efter hans forordninger og holder ud til enden, vil få lov til at sidde med ved bryllupsfesten, fremgår tydeligt af følgende sted i Paulus’ sidste brev til Timotheus, som han skrev kort før sin død: ›Jeg har stridt den gode strid, fuldført løbet og bevaret troen. Nu har jeg retfærdighedens sejrskrans i vente, som Herren, den retfærdige dommer, på den dag vil give mig – og ikke mig alene, men alle dem, som har glædet sig til hans tilsynekomst‹ (2 Tim 4:7-8). Ingen, som tror på Bibelen, vil et øjeblik tvivle på Paulus’ påstand, som blev fremsat, lige før han skulle tage afsked med denne verden. Selv om han engang, efter sit eget ord, forfulgte Guds kirke og ville ødelægge den, så arbejdede han dog, efter at have taget imod den sande tro, uophørligt og utrætteligt på at forkynde og udbrede de herlige tidender. Og ligesom en tro og pligtopfyldende soldat nedlagde han sit liv, da han blev kaldet til at give det for den sag, han havde kæmpet for, og, som han selv siger, med en forvisning om, at han ville få en evig krone.

Lad os følge denne apostels arbejde fra tiden for hans omvendelse til tiden for hans død, og så vil vi have et smukt eksempel på flid og tålmodighed i forkyndelsen af Jesu Kristi evangelium. Spottet, slået og stenet, men næppe undsluppet sine forfølgeres hænder, forkyndte han igen med samme store iver Frelserens lære. Og alle og enhver vil vide, at han ikke antog troen for at opnå ære her i livet eller for verdslig vindings skyld. Hvad kunne da få ham til at gennemgå alle disse besværligheder? Det var, som han selv sagde, for at han kunne opnå retfærdighedens krone fra Guds hånd. Vi må antage, at ingen vil bestride Paulus’ trofasthed til enden. Ingen vil kunne sige, at han ikke bevarede troen, at han ikke havde stridt den gode strid, at han ikke forkyndte og overbeviste til det sidste. Og hvad skulle han modtage? Retfærdighedens krone …

Brødre, tænk et øjeblik over dette og spørg jer selv, om I kunne betragte jer selv som værdige til at sidde med Paulus og andre trofaste ved bryllupsfesten, hvis I ikke havde været trofaste? Hvis I ikke havde stridt den gode strid og ikke havde bevaret troen, kunne I så forvente at modtage? Har I et løfte om at modtage retfærdighedens krone af Herrens hånd med den Førstefødtes menighed? Her ser vi altså, at Paulus’ håb var i Kristus, fordi han havde bevaret troen og elsket hans åbenbarelse, og fra hans hånd havde han fået løftet om at modtage retfærdighedens krone …

De gamle fik, selv om de blev forfulgt og plaget af mennesker, løfter fra Gud af en sådan vægt og herlighed, at vores hjerte ofte fyldes med taknemlighed over, at vi blot har fået lov til at se på dem, mens vi har for øje, at der for hans åsyn ikke gøres forskel på nogen, men at han i et hvilket som helst folk tager imod den, der frygter Gud og øver retfærdighed (se ApG 10:34-35) …

Vi kan heraf drage den konklusion, at der vil komme en dag, hvor alle bliver dømt efter deres gerninger og blive belønnet i overensstemmelse hermed, og at de, der har bevaret troen, vil blive kronet med retfærdighedens krone, iført hvide klæder, få adgang til bryllupsfesten, blive fri for alle lidelser og regere med Kristus på jorden, hvor de, ifølge den gamle forjættelse, vil spise af vintræets frugt i det herlige rige sammen med ham. Det er i hvert fald sådanne løfter, vi ser, at de fordums hellige fik. Og selv om vi ikke kan påberåbe os disse løfter, som blev givet de gamle, for de er ikke vores ejendom, bare fordi de blev givet de fordums hellige, så kan vi dog, hvis vi er den allerhelligstes børn og kaldes med den samme kaldelse, som de blev kaldet med, og antager den samme pagt, som de antog, og er tro mod vor Herres vidnesbyrd, som de var, nærme os Faderen i Kristi navn, som de nærmede sig ham, og vi kan selv opnå de samme løfter.

Hvis vi nogensinde opnår disse løfter, vil det ikke være, fordi Peter, Johannes og de øvrige apostle … vandrede i frygt for Gud og havde magt og tro til at sejre og opnå dem. Men det vil være, fordi vi selv har tro og nærmer os Gud i hans Søns Jesu Kristi navn, som de gjorde. Og når vi opnår disse løfter, vil det være løfter direkte til os, ellers vil de ikke være os til gavn. De vil blive givet til vores gavn, eftersom de er vores egen ejendom (ved Guds gave), som vi har gjort os fortjent til ved vores egen flid med at holde hans befalinger og ved at vandre retsindigt for ham.«¹⁶

»Brødre, vi vil minde jer om de anstrengelser, prøvelser, afsavn og forfølgelser, som de fordums hellige udholdt med det ene formål at overbevise menneskene om fortræffeligheden og berettigelsen af den kristne tro, om det nu efter vores mening var nødvendigt, eller om det på nogen måde ville tjene til at stimulere jer til at arbejde i Herrens vingård med større flid. Men vi har grund til at tro (hvis I gør de hellige skrifter til en tilstrækkelig del af jeres studium), at I alle kender til deres standhaftighed såvel som deres villighed til at give afkald på denne verdens forhåndenværende ære og fornøjelser, så de kunne opnå en forvisning om livets krone af Herrens hånd. Og deres fremragende eksempel på hårdt arbejde, som over for os tilkendegiver deres iver i den sag, som de gik ind for, stræber I dagligt efter at gøre til jeres forbillede. Og ikke kun disse helliges eksempler, men også vor Herres befalinger, håber vi, I konstant overvejer i jeres hjerte og lærer ikke kun hans vilje med hensyn til at forkynde hans evangelium, men også hans milde og fuldkomne eksempel over for os alle, selv i tider med hårde forfølgelser og mishandling, som en ond og fordærvet slægt overøste ham med.

Mine brødre, husk, at han kaldte jer til at være hellige, og behøver vi at sige, til at være lige så rene som han? Hvor vise, hvor hellige, hvor kyske og hvor fuldkomne burde I da ikke vise jer for hans åsyn. Og husk også, at hans øjne konstant hviler på jer. Når I ser disse kendsgerninger i det rette lys, kan I ikke være ubevidste om, at hvis I ikke strengt overholder alle hans guddommelige forordninger, vil I til sidst blive fundet uværdige. Og hvis det er tilfældet, tillader I, at jeres skæbne vil være at blive kastet hen blandt de unyttige tjenere. Brødre, vi bønfalder jer derfor om at forbedre jer i alle de forpligtelser, I har fået overdraget, så I ikke mister jeres belønning.«¹⁷

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på s. vii-xi.

Læs det sidste afsnit på s. 159 og fokuser på det valgsprog, som Joseph Smith indførte i sit liv. Tænk på nogle specifikke befalinger, som du for nylig har fået, gennem den levende profets ord eller Helligåndens tilskyndelser. Hvordan er du blevet velsignet, når du uden tøven har adlydt disse befalinger?
Læs det første afsnit på s. 160. Hvorfor er vi sommetider nødt til at »stå alene« for at »forsvare et sandt princip«? På hvilken måde er vi ikke alene på sådanne tidspunkter? (Se eksemplerne på s. 160-162). Hvordan kan vi hjælpe børn og unge til at forblive tro mod evangeliske principper, selv når det er upopulært?
Læs det sidste afsnit på s. 162. Hvorfor giver Gud os befalinger? Hvorfor bør vi adlyde hans befalinger?
Læs Joseph Smiths lærdomme om Matt 22:2-14 og 2 Tim 4:7-8 (s. 163-167). Overvej, hvordan du ville føle det, hvis du fik lov til at komme med til bryllupsfesten. Hvilken slags mennesker skal vi være for at være værdige til at få lov til at komme med? Hvad tror du, det vil sige at stride den gode strid og bevare troen? Tænk på en, du kender, som har stridt den gode strid og bevaret troen. Hvad kan du lære af denne person?
Profeten Joseph opfordrede os til at huske på, at Herren har »kaldet [os] til at være hellige« (s. 167). Hvad betyder det for dig at være kaldet til at være hellig? Hvordan kan erindringen om denne »kaldelse« gøre en forskel i vores liv? I vore familiemedlemmers og venners liv?

Skriftstedshenvisninger: 2 Mos 20:1-17; Joh 7:17; 1 Ne 3:7; L&P 58:26-29; Abr 3:25.