Kapitel 16: Åbenbaring og den levende profet

Kapitel 16

Åbenbaring og den levende profet

»Himlens overordnede regel [er], at intet nogensinde bliver gjort på jorden, uden først at åbenbare hemmeligheden for hans tjenere, profeterne.«

Fra Joseph Smiths liv

I Kirtland i Ohio modtog profeten Joseph Smith en række åbenbaringer, som gjorde denne periode meget betydningsfuld for grundfæstelsen af Kirkens lærdomme og ledelse. Da profeten modtog disse åbenbaringer, var han tit i nærheden af andre kirkeledere, hvor nogle refererede hans ord, som han modtog dem fra Herren. Åbenbaringerne kom ofte til ham som svar på bøn. Parley P. Pratt, som senere blev medlem af De Tolv, var til stede, da profeten modtog den åbenbaring, der nu er afsnit 50 i Lære og Pagter. Ældste Pratt husker:

»Efter vi havde bedt sammen i hans oversættelsesværelse, dikterede han i vores nærværelse følgende åbenbaring. Hver sætning blev udtalt langsomt og meget tydeligt og med en pause mellem hver, lang nok til, at den kunne skrives ned af en gennemsnitlig skriver, hvor ordene blev skrevet helt ud … Der var aldrig nogen tøven, ændringer eller oplæsning fra skriverens side for at kunne holde emnet flydende.«¹

Selv om nogle åbenbaringer var blevet skrevet i hånden til personligt brug, besad kirkemedlemmer dem generelt ikke. Joseph Smith vidste, at Guds åbenbaringer var af så stor betydning, at de skulle opbevares omhyggeligt og gøres tilgængelige for verden. Ved en særlig konference afholdt i Hiram i Ohio i november 1831 besluttede profeten og andre kirkeledere sig for at offentliggøre nogle udvalgte åbenbaringer, som profeten indtil da havde modtaget. Efter den beslutning var blevet taget, modtog profeten en guddommelig meddelelse, som Herren kaldte »mit forord til bogen med mine befalinger« (L&P 1:6). Denne åbenbaring, som nu findes som afsnit 1 i Lære og Pagter, tilkendegav Herrens godkendelse af udgivelsen af åbenbaringerne og forklarede hans formål med at give dem. »Gransk disse befalinger,« erklærede Herren, »for de er sande og troværdige, og de profetier og løfter, som er i dem, skal alle blive opfyldt« (L&P 1:37). Efter profeten havde hørt åbenbaringen blive læst op for sig på konferencens anden dag, »rejste [han] sig og udtrykte sine følelser og taknemlighed« for denne tilkendegivelse af Herrens godkendelse.²

Efter denne konference huskede profeten: »Min tid var tæt besat med at gennemgå befalingerne og afholde konferencer i næsten to uger. Fra den 1. til den 12. november afholdt vi fire særlige konferencer. Ved den sidste … stemte konferencen for, at de anså åbenbaringerne for at være … alverdens rigdomme værd.« Konferencen erklærede også, at åbenbaringerne er »Kirkens grundvold i disse sidste dage og til gavn for verden, eftersom de viser, at nøglerne til vor Frelsers riges hemmeligheder igen er betroet mennesket, og at evighedens skatte er inden for rækkevidde hos dem, der er villige til at leve af hvert ord, der udgår af Guds mund.«³

Håndskrevne eksemplarer af åbenbaringerne blev bragt til William W. Phelps i Missouri for at blive udgivet som Befalingernes Bog. Bror Phelps, som af Herren var blevet befalet at tage til Missouri og blive Kirkens bogtrykker (se L&P 57:11), begyndte snart at sætte bogen. Imidlertid ødelagde en pøbelhob den 20. juli 1833 trykpressen og de fleste af de trykte sider. Nogle af de løse sider blev reddet af kirkemedlemmer og indbundet enkeltvis, men bogen blev aldrig udgivet officielt. I 1835 blev befalingerne, som var beregnet på Befalingernes Bog, plus mange yderligere åbenbaringer, udgivet i Kirtland som Lære og Pagter. Med de yderligere åbenbaringer, der er blevet tilføjet siden 1835, står denne bog som et vidne om, at Gud i dag taler gennem sin levende profet, Kirkens præsident, til velsignelse og vejledning for sin kirke.

Joseph Smiths lærdomme

Gud har altid vejledt sit folk og sin kirke gennem åbenbaring.

Trosartiklerne, 1:9: »Vi tror alt, hvad Gud har åbenbaret, alt, hvad han nu åbenbarer, og vi tror, at han endnu vil åbenbare mange store og vigtige ting angående Guds rige.«⁴

»Vi kan kun fatte det, der hører Gud og himlen til, gennem åbenbaring. Vi kan åndeliggøre og udtrykke meninger i al evighed, men det er ikke nogen myndighed.«⁵

»Læren om åbenbaring overgår langt læren om ingen åbenbaring, for en eneste sandhed åbenbaret fra himlen er lige så meget værd som alle eksisterende sekteriske begreber.«⁶

»Frelse kan ikke tilvejebringes uden åbenbaring. Det er nyttesløst for nogen som helst at tjene uden den … Intet menneske kan være en Jesu Kristi tjener, medmindre han har Jesu vidnesbyrd, og det er profetiens ånd (se Åb 19:10). Når som helst frelse er blevet tildelt, har det været ved vidnesbyrd. Mennesker i vor tid vidner om himmel og helvede og har aldrig set nogen af dem, og jeg siger jer, at intet menneske kender disse uden gennem åbenbaring.«⁷

»Jesus siger i sine belæringer: ›På den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den‹ (Matt 16:18). Hvilken klippe? Åbenbaring.«⁸

»Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige blev grundlagt direkte på åbenbaring, som Guds sande kirke altid er blevet det ifølge skrifterne (Am 3:7 og ApG 1:2). Gennem Guds vilje og velsignelse har jeg indtil nu været et redskab i hans hænder til at videreføre Zions sag.«⁹

Profeten talte ved en konference i Kirken i april 1834: »Præsident Joseph Smith jun. læste det andet kapitel af Joels profeti, bad og sagde følgende til konferencen: … ›Vi er i en anden situation end alle andre folk, der nogensinde har eksisteret på denne jord, og derfor kan de tidligere åbenbaringer ikke anvendes på vore forhold. De blev givet til andre folk, som levede før os. Men i de sidste dage skulle Gud kalde på de undslupne, hvor der ville være redning, både i Jerusalem og i Zion (se Joel 3:5). Hvis Gud nu ikke gav flere åbenbaringer, hvor finder vi så Zion og disse undslupne? …‹

Præsidenten gav da en beretning om, hvordan han fik og oversatte Mormons Bog, åbenbaringen om Det Aronske Præstedømme, organiseringen af Kirken i 1830, åbenbaringen om det høje præstedømme og Helligåndsgaven udgydt over Kirken og sagde: ›Fjern Mormons Bog og åbenbaringerne, hvor er vores religion da? Så har vi ikke nogen.‹«¹⁰

Kirkens præsident er udpeget til at modtage åbenbaring fra Gud på Kirkens vegne. Enkeltpersoner kan modtage åbenbaring inden for deres eget ansvarsområde.

»Jesus … satte først apostle, dernæst profeter til at lede riget, fuldkommengøre de hellige osv. … Himlens overordnede regel [er], at intet nogensinde bliver gjort på jorden, uden først at åbenbare hemmeligheden for hans tjenere, profeterne, i overensstemmelse med Amos 3:7.«¹¹

I september 1830 flyttede Joseph og Emma Smith fra Harmony i Pennsylvania til Fayette i New York. Da de ankom, erfarede de, at visse hellige var blevet bedraget af falske åbenbaringer: »Til vores store sorg … erfarede vi snart, at Satan havde ligget på lur for at bedrage og udsøge sig dem, han kunne fortære. Bror Hiram Page var i besiddelse af en sten, hvorigennem han havde fået visse ›åbenbaringer‹ angående Zions opbygning, Kirkens orden osv., og de var alle helt i strid med Guds hus’ orden, som den er nedfældet i Det Nye Testamente så vel som i vore nyere åbenbaringer. Eftersom et konferencemøde var blevet fastlagt til den 26. september, tænkte jeg, det var klogt ikke at gøre meget andet end at tale med brødrene om emnet, indtil vi var forsamlede til konferencen. Da vi imidlertid erfarede, at mange, især familien Whitmer og Oliver Cowdery, troede meget på det, der blev fremsat via den sten, tænkte vi, det var bedst at adspørge Herren i så vigtig en sag, og før konferencen blev afholdt, modtog vi følgende:

Åbenbaring til Oliver Cowdery, givet i Fayette i New York, september 1830.

… ›Men se, sandelig, sandelig siger jeg dig: Ingen skal blive udpeget til at modtage befalinger og åbenbaringer i denne kirke med undtagelse af min tjener Joseph Smith jun., for han modtager dem ligesom Moses. Og du skal være lydig mod det, som jeg giver ham …

Og du skal ikke befale ham, som er dit overhoved og overhovedet for kirken; for jeg har givet ham nøglerne til hemmelighederne og de åbenbaringer, som er forseglet, indtil jeg vil udpege dem en anden i hans sted …

Og videre: Du skal tage din broder Hiram Page til side i enrum og fortælle ham, at det, som han har skrevet, og som kom fra den sten, ikke er af mig, og at Satan bedrager ham; for se, dette er ikke blevet givet ham, ej heller skal noget, som strider mod kirkens pagter, blive givet nogen i denne kirke.

For alting må gøres ved troens bøn i orden og med fælles samtykke i kirken‹ (L&P 28:2-3, 6-7, 11-13) …

Omsider blev vores konference afholdt. Det tidligere nævnte emne med stenen blev drøftet, og efter en omfattende undersøgelse forkastede bror Page så vel som alle de tilstedeværende fra Kirken den omtalte sten samt alt i forbindelse med den til stor gensidig tilfredshed og glæde.«¹²

»Præsidenterne eller [Det Første Præsidentskab] står over Kirken, og åbenbaringer om Guds sind og vilje til Kirken skal komme gennem Præsidentskabet. Det er himlens orden og [Det Melkisedekske Præstedømmes] magt og privilegium. I denne kirke er det også en hvilken som helst embedsmands privilegium at modtage åbenbaringer, hvad hans særlige kald og pligt i Kirken angår.«¹³

»Vi anser os ikke forpligtet til at modtage nogen åbenbaring af nogen mand eller kvinde, uden de er blevet retmæssigt kaldede og ordinerede til denne myndighed og afgiver tilstrækkeligt bevis for det.

… Det er i modstrid med Guds orden, at noget medlem af Kirken eller nogen anden modtager instruktioner for dem, som står over dem i myndighed. Du kan deraf se det upassende i at give agt på dem. Men hvis nogen har et syn eller får besøg af et himmelsk sendebud, så er det til vedkommendes egen nytte og belæring, for Kirkens fundamentale grundsætninger, ledelse og lære henhører under rigets nøgler.«¹⁴

Kirkens præsident overbringer Guds ord til os i vor tid og slægt.

Mens Heber C. Kimball virkede som præsident Brigham Youngs rådgiver, fortalte han : »Bror Joseph Smith sagde mange gange til bror Brigham og mig selv og til andre, at han var Guds repræsentant sendt til os, for at undervise og vejlede os og irettesætte dem, som handler forkert.«¹⁵

Wilford Woodruff, Kirkens fjerde præsident, fortalte: »Jeg vil henvise til at bestemt møde, jeg deltog i i byen Kirtland, da jeg var ung. Ved det møde fremkom nogle bemærkninger … med hensyn til de levende orakler og med hensyn til Guds skrevne ord … En ledende mand i Kirken rejste sig og talte om emnet og sagde: ›I har Guds ord foran jer her i Bibelen, Mormons Bog og Lære og Pagter. I har Guds skrevne ord, og I, som kommer med åbenbaringer, burde komme med åbenbaringer i henhold til disse bøger, eftersom det, der står skrevet i disse bøger, er Guds ord. Vi burde begrænse os til dem.‹

Da han havde talt, vendte bror Joseph sig mod bror Brigham Young og sagde: ›Bror Brigham, jeg vil bede dig stille dig op og fortælle os om dit syn på de levende orakler og Guds skrevne ord.‹ Bror Brigham stod ved talerstolen, og han tog Bibelen og lagde den ned, han tog Mormons Bog og lagde den ned, og han tog Lære og Pagter og lagde den ned foran sig, og han sagde: ›Der er Guds skrevne ord til os angående Guds værk næsten fra verdens begyndelse til vore dage. Og,‹ sagde han, ›når man så sammenligner disse bøger med det levende orakel, er de intet værd for mig. Disse bøger tilkendegiver ikke Guds ord direkte til os nu, sådan som en profets eller en bærer af det hellige præstedømmes ord i vor tid og slægt gør. Jeg vil hellere have de levende orakler end alt det skrevne i bøgerne.‹ Det var den kurs, han fulgte. Da han var færdig, sagde bror Joseph til forsamlingen: ›Bror Brigham har talt Guds ord til jer, og han har talt sandheden til jer.‹«¹⁶

Brigham Young, Kirkens anden præsident, har berettet: »For mange år siden bemærkede profeten Joseph, at hvis folket havde modtaget de åbenbaringer, han besad, og havde handlet klogt efter dem, sådan som Herren dikterede, ville de i deres handleevne og forståelse have været mange år længere fremme end de ellers var.«¹⁷

Vi opretholder Kirkens præsident og andre kirkeledere ved at bede for dem og følge deres råd.

Joseph Smith noterede, at det følgende skete ved indvielsen af templet i Kirtland den 27. marts 1836: »Jeg holdt så en kort tale og opfordrede de forskellige kvorummer og alle de hellige i forsamlingen til at anerkende Det Første Præsidentskab som profeter og seere og opretholde dem med deres bønner. De indgik alle pagt om at gøre det ved at rejse sig.

Jeg bad så de forskellige kvorummer og de forsamlede hellige om at anerkende de tilstedeværende tolv apostle som profeter, seere, åbenbarere og særlige vidner for alle jordens nationer, mænd, som har rigets nøgler hos sig til at åbne det eller forårsage, at det bliver gjort, og at støtte dem i deres bønner, hvad de samtykkede i ved at rejse sig.

Derefter opfordrede jeg kvorummerne og de forsamlede hellige til at anerkende De Halvfjerds’ Præsidium … og til at støtte dem med deres bønner, hvilket de gjorde ved at rejse sig …

Det var enstemmigt i alle tilfælde, og jeg profeterede for alle, at for så vidt som de ville støtte disse mænd i deres forskellige stillinger … ville Herren velsigne dem. Ja, i Kristi navn ville himlens velsignelser være deres.«¹⁸

»Ligesom dem, der støttede Moses’ hænder (se 2 Mos 17:8-13), så lad os støtte hænderne på dem, som er udpeget til at lede rigets anliggender, så de kan blive styrket og sat i stand til at fortsætte deres store opgaver og være redskaber til at udføre de sidste dages store værk.«¹⁹

»Når mennesker kun gør noget, fordi de bliver rådet til at gøre det, og alligevel murrer hele tiden, mens de gør det, er det ikke til nogen gavn overhovedet. De kunne lige så godt lade være med at gøre det. Der findes dem, som foregiver at være hellige, som er tilbøjelige til at murre og finde fejl ved ethvert råd, der gives, som strider imod deres følelser, endda når de selv beder om råd. Det gør de endnu mere, når de får et uopfordret råd, som ikke passer ind i deres opfattelse. Men brødre, vi tror bedre om de fleste af jer, vi stoler på, at I ønsker råd fra tid til anden, og at I med glæde retter jer efter det, når som helst I får det fra den rigtige kilde.«²⁰

Eliza R. Snow skrev: »[Joseph Smith] sagde, at hvis Gud har udpeget ham og valgt ham som et redskab til at lede Kirken, hvorfor så ikke lade ham gøre arbejdet færdigt? Hvorfor stå i vejen, når han er udpeget til at gøre noget? Hvem kender Guds hensigt? Åbenbarer han ikke anderledes, end det vi forventer? Profeten bemærkede, at han blev ved med at rejse sig, selv om alt kuede ham, stod i vejen for ham og bekæmpede ham. Trods al denne modstand lykkes det ham altid i sidste ende …

Han irettesatte dem, der var tilbøjelige til at finde fejl ved ledelsen af Kirkens anliggender, og sagde, at Gud havde kaldet ham til at lede Kirken, og at han ville lede den på rette vis. Dem, der påtager at blande sig, vil blive gjort til skamme, når deres egen tåbelighed bevises.«²¹

De, der forkaster den levende profet, vil ikke have fremgang og pådrager sig Guds straffedomme.

»På trods af at al kundskab bogstaveligt talt kommer fra Gud, selv når det er blevet åbenbaret, har alle mennesker ikke troet på det som åbenbaring på det tidspunkt, det blev åbenbaret …

Noa var en fuldkommen mand, og hans kundskab eller åbenbaring af det, som skulle finde sted på jorden, gav ham kraft til at forberede sig og redde sig selv og sin familie fra den ødelæggende oversvømmelse. Denne kundskab eller åbenbaring … troede jordens indbyggere ikke på. De vidste, at Adam var det første menneske, skabt i Guds billede, at han var en god mand, at Enok vandrede med Gud i 365 år og blev optaget til himlen uden at smage døden. Men de kunne ikke efterleve den nye åbenbaring: De gamle tror vi på, fordi vores fædre gjorde, men væk med de nye åbenbaringer. Og syndfloden skyllede dem væk …

Det samme princip … viste sig på iøjnefaldende vis blandt jøderne, da Frelseren kom i kødet. De roste sig af de gamle åbenbaringer, pyntede de dødes grave, gav tiende af mynte og anis, foregav at bede lange bønner og krydsede land og vand for at finde omvendte, og alligevel kunne de ikke tåle, da der kom ny åbenbaring netop udtalt fra selve den store Jeg Er – det var for meget. Det viste den slægts fordærv, som andre før den, og de råbte: Væk med ham. Korsfæst ham! …

Nok engang udspillede det samme forløb sig med de samme ord, da Mormons Bog kom ud blandt denne slægt. Gammel åbenbaring, de gamle patriarker, pilgrimme og apostle blev prist. Vi tror på dem, men de nye kan vi ikke rette os efter.«²²

»Verden har altid forvekslet falske profeter med sande, og de, der var sendt af Gud, antog de for falske profeter, og derfor slog de de sande profeter ihjel, stenede, straffede og fængslede dem, så de måtte skjule sig ›i ørkener, i huler og i jordens kløfter‹ (se Heb 11:38), og selv om de blev anset for at være jordens hæderligste mennesker, bandlyste de dem fra deres samfund som vagabonder, mens de opmuntrede, hædrede og understøttede svindlere, vagabonder, hyklere, bedragere og de allerlaveste af menneskene«.²³

»Jeg aner slet ikke, om Kristus vil komme til jorden og forkynde så skarpt som han gjorde for jøderne, men jeg ved, at denne slægt ville forkaste ham for at være så skarp … Mange mennesker vil sige: ›Jeg vil aldrig svigte dig, men vil stå ved din side til alle tider.‹ Men i samme øjeblik du lærer dem nogle af Guds riges hemmeligheder, som er blevet holdt tilbage i himlen, og som skal åbenbares menneskenes børn, når de er beredte til dem, vil de være de første til at stene dig og slå dig ihjel. Det var det samme princip, som korsfæstede Herren Jesus Kristus og vil få folk til at slå profeterne ihjel i dette slægtled.

Meget er uforklarligt for menneskenes børn i de sidste dage: For eksempel, at Gud skulle oprejse de døde. De glemmer, at meget har været gemt, siden før verden blev grundlagt, som skal åbenbares til børn i de sidste dage.

Der er også mange kloge mænd og kvinder i vor midte, der er for kloge til at blive belært. Derfor må de dø i deres uvidenhed, og i opstandelsen vil de opdage og indse deres fejltagelse. Mange forsegler himlens dør ved at sige: Hertil og ikke længere kan Gud åbenbare, og så vil jeg tro …

Det har altid været sådan, at når en mand blev udsendt af Gud med præstedømmet, og han begyndte at forkynde evangeliets fylde, så blev han kastet ud af sine venner, som er rede til at slagte ham, hvis han underviser i noget, som de mener, er forkert. Jesus blev korsfæstet i overensstemmelse med dette princip.«²⁴

»Ve den mand eller de mænd, som løfter deres hænder mod Gud og hans vidner i disse sidste dage: For de skal næsten bedrage de særlige udvalgte!

… Når en mand går omkring og profeterer og befaler folk at adlyde sine lærdomme, må han nødvendigvis enten være en sand eller falsk profet. Falske profeter fremstår altid for at sætte sig op imod de sande profeter, og de vil profetere så tæt op ad sandheden, at de næsten bedrager selv de udvalgte«.²⁵

»Som følge af at have forkastet Jesu Kristi evangelium og de profeter, som Gud har udsendt, har Guds straffedomme hvilet over folk, byer og nationer i verdens forskellige tidsaldre, hvilket var tilfældet med byerne Sodoma og Gomorra, som blev ødelagt, fordi de forkastede profeterne.«²⁶

William P. McIntire fortalte: »Joseph Smith profeterede, at alle, der tog let på de modtagne åbenbaringer og på ham og hans ord, inden længe ville græde og jamre … og sige: Åh, havde vi dog bare lyttet til Guds ord og de modtagne åbenbaringer.«²⁷

Forslag til studium og samtale

Tænk over disse forslag, mens du studerer kapitlet eller forbereder dig til at undervise. Du kan finde yderligere hjælp på s. vii-xi.

Læs beretningen på s. 191-192 og læg mærke til, hvad de første kirkemedlemmer følte i forbindelse med de åbenbaringer, de fik gennem Joseph Smith. Hvad er dine følelser for Lære og Pagter?
Læs det fjerde afsnit på s. 193. Hvorfor tror du, at »frelse [ikke] kan forekomme uden åbenbaring«?
Læs s. 194-195. Hvorfor tror du, at folk sommetider lader sig bedrage ligesom i beretningen om Hiram Page? Hvad kan vi gøre for at undgå at blive ledt på afveje af falske profeter eller falske lærdomme?
Læs de to sidste afsnit på s. 195, som fortsætter hen på s. 196. Hvordan gavner det os, at vi kun har én mand, som kan modtage åbenbaringer for hele Kirken? Hvilke oplevelser kan du fortælle om, hvor Herren har vejledt dig i dine særlige ansvar?
Læs på s. 196-197, hvordan Joseph Smith og Brigham Young reagerede, da en mand sagde, at vi burde begrænse os til de åbenbaringer, der er nedskrevet i skriften. Hvad ville du mangle i dit liv, hvis du begrænsede dig til standardværkerne og ikke hørte de levende profeters ord? Hvad kan vi gøre for at følge ånden i Brigham Youngs råd?
Hvad kan vi gøre for at opretholde Kirkens præsident og andre ledere i Kirken? (Se eksemplerne på s. 197-198). Hvilket råd gav Kirkens præsident ved den sidste generalkonference? Hvordan er I blevet velsignet, fordi I har fulgt den levende profets og Kirkens lederes råd?
Nævn nogle måder, hvorpå Guds folk forkaster profeterne. (Se eksemplerne på s. 198-201). Hvilke mulige konsekvenser er der ved at fravælge at følge rådene fra dem, som Herren har valgt til at lede sin kirke?

Skriftstedshenvisninger: Ordsp 29:18; Jakob 4:8; 3 Ne 28:34; Morm 9:7-9; L&P 21:1-6.