Joseph Smith – Historie

1 På grund af de mange rygter, der er blevet sat i omløb af ondsindede og beregnende mennesker angående Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges tilblivelse og fremgang, hvilke alle af deres ophavsmænd har været beregnet på at bekæmpe dens ry som kirke og dens fremgang i verden, har jeg følt mig foranlediget til at skrive denne beretning for at bringe offentligheden ud af vildfarelse og gøre alle, som søger efter sandheden, bekendt med kendsgerningerne om mig og om kirken, sådan som de har fundet sted, og i det omfang at sådanne kendsgerninger er mig bekendt.

2 I denne beretning vil jeg fremlægge de forskellige begivenheder i forbindelse med denne kirke i sandhed og retfærdighed, sådan som de har fundet sted, eller sådan som de for nærværende forholder sig, og det er nu [1838] det ottende år efter nævnte kirkes organisering.

3 Jeg er født i det Herrens år et tusinde otte hundrede og fem på den treogtyvende dag i december i byen Sharon i Windsor County i staten Vermont … Min far, Joseph Smith, sen., rejste fra staten Vermont og flyttede til Palmyra i Ontario (nu Wayne) County i staten New York, da jeg var i mit tiende år eller deromkring. Omkring fire år efter min fars ankomst til Palmyra flyttede han med sin familie til Manchester i samme amt, nemlig Ontario –

4 og hans familie bestod da af elleve sjæle, nemlig min far, Joseph Smith, min mor, Lucy Smith (hvis navn før hendes ægteskab var Mack, datter af Solomon Mack), mine brødre, Alvin (som døde den 19. november 1823 i sit seksogtyvende år), Hyrum, mig selv, Samuel Harrison, William, Don Carlos, og mine søstre, Sophronia, Catherine og Lucy.

5 På et tidspunkt i det andet år efter, at vi var flyttet til Manchester, opstod der dér, hvor vi boede, et usædvanligt røre om emnet religion. Det begyndte hos metodisterne, men blev snart almindeligt blandt alle sekterne på den egn. Ja, hele området syntes at være grebet af det, og store skarer sluttede sig til de forskellige religiøse samfund, hvilket skabte ikke så lidt ståhej og splittelse blandt dem, for nogle råbte: »Se her!« og andre: »Se der!« Nogle agiterede for metodismen, andre for presbyterianismen og atter andre for baptismen.

6 For til trods for den store kærlighed, som de nyomvendte til disse forskellige trosretninger gav udtryk for, når de blev omvendt, og den store iver, som blev udvist af de respektive præster, som var engagerede i at vække og fremme denne usædvanlige udfoldelse af religiøsitet for at få alle omvendt, som de yndede at kalde det, og lade dem tilslutte sig hvilken sekt de havde lyst til, så viste det sig, da de nyomvendte begyndte at fordele sig, nogle til ét samfund og andre til et andet, at de tilsyneladende gode følelser hos både præsterne og de nyomvendte var mere påtagede end ægte, for et skue af stor forvirring og dårlige følelser fulgte; præst stredes med præst, og nyomvendt med nyomvendt, så alle deres gode følelser for hinanden, hvis de nogen sinde havde haft nogen, gik fuldstændig tabt i en strid på ord og en krig om meninger.

7 Jeg var på det tidspunkt i mit femtende år. Min fars familie blev omvendt til presbyterianismen, og fire af dem sluttede sig til denne kirke, nemlig min mor Lucy, mine brødre Hyrum og Samuel Harrison og min søster Sophronia.

8 I denne tid, der var præget af stort røre, blev mit sind vakt til alvorlige overvejelser og stor uro; men skønt mine følelser var dybe og ofte intense, så holdt jeg mig dog på afstand af alle disse samfund, skønt jeg overværede deres forskellige møder, så ofte som omstændighederne tillod det. Som tiden gik, begyndte jeg at hælde noget til metodistsekten, og jeg nærede i nogen grad ønske om at blive forenet med dem; men så stor var forvirringen og striden mellem de forskellige trosretninger, at det var umuligt for en, der var så ung, som jeg var, og så uvidende om mennesker og forhold, at komme til nogen sikker konklusion om, hvem der havde ret, og hvem der havde uret.

9 Mit sind var til tider stærkt oprørt, for råbene og tumulten var så stor og uophørlig. Presbyterianerne stod yderst stejlt over for baptisterne og metodisterne og anvendte al den kraft, der lå i både ræsonnementer og spidsfindigheder, til at bevise deres vildfarelser, eller til i det mindste at få folk til at tro, at de var i vildfarelse. På den anden side var baptisterne og metodisterne for deres vedkommende lige så ivrige i deres forsøg på at stadfæste deres egne trossætninger og modbevise alle andre.

10 Midt i denne krig på ord og tumult på grund af forskellige meninger sagde jeg ofte til mig selv: Hvad kan man stille op? Hvilke af alle disse samfund har ret, eller har de alle sammen uret? Hvis et af dem har ret, hvilket er det da, og hvordan finder jeg ud af det?

11 Mens jeg led under de kolossale vanskeligheder, som var forårsaget af striden mellem de forskellige samfund af religionsentusiaster, læste jeg en dag Jakobs Brev, første kapitel og femte vers, hvori der står: Hvis nogen af jer står tilbage i visdom, lad ham da bede Gud derom, som giver alle mennesker rundhåndet og uden bebrejdelser, og så skal den blive givet ham.

12 Aldrig har et skriftsted gjort stærkere indtryk på noget menneskes hjerte, end dette dengang gjorde på mig. Det syntes med stor kraft at trænge ind i hvert af mit hjertes følelser. Jeg grundede over det igen og igen, da jeg vidste, at hvis nogen havde brug for visdom fra Gud, så var det mig; for jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre, og medmindre jeg kunne få mere visdom, end jeg da havde, ville jeg aldrig finde ud af det, for de forskellige sekters religionslærere forstod det samme skriftsted på så forskellig måde, at al tillid til at kunne afgøre spørgsmålet ved at henvise til Bibelen blev tilintetgjort.

13 Langt om længe kom jeg til den slutning, at jeg enten måtte forblive i mørke og vildrede, eller også måtte jeg gøre, som Jakob anviser, det vil sige at bede Gud derom. Langt om længe nåede jeg frem til den beslutning, at jeg måtte »bede Gud derom«, da jeg sluttede, at hvis han gav visdom til dem, der stod tilbage i visdom, og ville give rundhåndet og uden bebrejdelser, så kunne jeg forsøge.

14 Så i overensstemmelse med denne, min beslutning om at bede Gud om visdom, gik jeg ud i skoven for at gøre forsøget. Det var en herlig, klar morgen, tidligt om foråret i atten hundrede og tyve. Det var første gang i mit liv, at jeg havde gjort et sådant forsøg, for trods al min ængstelse havde jeg endnu aldrig gjort et forsøg på at bede højt.

15 Efter at jeg var kommet ud til det sted, som jeg tidligere havde udvalgt mig, og efter at jeg havde set mig omkring og sikret mig, at jeg var alene, knælede jeg ned og begyndte at opsende mit hjertes ønsker til Gud. Næppe havde jeg gjort dette, førend jeg straks blev grebet af en magt, der fuldstændig overvældede mig og havde en så forbavsende virkning på mig, at den bandt min tunge, så jeg ikke kunne tale. Tæt mørke samlede sig omkring mig, og det forekom mig en tid, som om jeg var dømt til pludselig undergang.

16 Men ved at anvende alle mine kræfter på at anråbe Gud om at udfri mig af den fjendes magt, som havde grebet mig, og i netop det øjeblik, da jeg var rede til at synke ned i fortvivlelse og overgive mig til undergang – ikke til en indbildt tilintetgørelse, men til den magt, der blev udøvet af et virkeligt væsen fra den usynlige verden, og som havde en så forunderlig magt, som jeg aldrig før havde følt hos noget væsen – netop i dette forfærdelige øjeblik så jeg en lyssøjle lige over mit hoved, som var stærkere end solens glans, og som dalede gradvis ned, indtil den faldt på mig.

17 Ikke så snart var den kommet til syne, førend jeg følte mig udfriet fra den fjende, som holdt mig bundet. Da lyset hvilede på mig, så jeg to personer, hvis glans og herlighed trodser enhver beskrivelse, stående over mig i luften. Den ene af dem talte til mig, kaldte mig ved navn og sagde, mens han pegede på den anden: Det er min elskede Søn. Hør ham!

18 Mit formål med at gå ud og adspørge Herren var at få at vide, hvilken af alle sekterne der havde ret, så jeg kunne vide, hvilken en jeg skulle slutte mig til. Så snart jeg havde fattet mig, så jeg var i stand til at tale, spurgte jeg derfor personerne, som stod oven over mig i lyset, hvilken af alle sekterne, der havde ret (for på dette tidspunkt var det aldrig faldet mig ind, at de alle havde uret), og hvilken jeg skulle slutte mig til.

19 Jeg fik det svar, at jeg ikke måtte slutte mig til nogen af dem, for de havde alle uret; og den person, som talte til mig, sagde, at alle deres trosbekendelser var en vederstyggelighed i hans øjne; at de, der bekendte sig til dem, alle var fordærvede; at »de henvender sig til mig med læberne, men deres hjerte er langt borte fra mig; de underviser i lærdomme, som er menneskebud; de har et skær af gudsfrygt, men fornægter dens kraft.«

20 Han forbød mig igen at slutte mig til nogen af dem, og der var meget andet, som han sagde til mig, som jeg ikke kan skrive på dette tidspunkt. Da jeg kom til mig selv igen, fandt jeg mig liggende på ryggen med blikket rettet mod himlen. Da lyset var forsvundet, havde jeg ingen styrke; men efter at jeg var kommet nogenlunde til mig selv, gik jeg hjem. Og da jeg lænede mig op imod ildstedet, spurgte min mor mig, hvad der var galt. Jeg svarede: »Du skal ikke være bekymret, alt er i orden, jeg har det helt godt.« Så sagde jeg til min mor: »Jeg har erfaret for mig selv, at presbyterianismen ikke er sand.« Det synes, som om Modstanderen på et meget tidligt tidspunkt i mit liv var klar over, at jeg var bestemt til at forstyrre og genere hans rige, hvorfor skulle mørkets magter ellers forene sig imod mig? Hvorfor den modstand og forfølgelse, som rejste sig imod mig, mens jeg endnu næsten kun var barn?

21 Nogle få dage efter, at jeg havde set dette syn, var jeg tilfældigvis i selskab med en af metodisternes prædikanter, som var meget aktiv i det føromtalte religiøse røre; og mens jeg talte med ham om emnet religion, benyttede jeg lejligheden til give ham en beretning om det syn, jeg havde set. Jeg blev meget overrasket over hans opførsel; han tog ikke alene let på min beretning, men behandlede den endog med stor foragt, idet han sagde, at det hele kom fra Djævelen, at sådan noget som syner og åbenbaringer ikke fandt sted i disse dage, at al den slags var ophørt med apostlene og aldrig mere skulle finde sted.

22 Jeg opdagede imidlertid snart, at min beretning havde vakt en hel del antipati mod mig blandt dem, der bekendte sig til religion, og var årsag til stor forfølgelse, som fortsatte med at tage til; og skønt jeg var en ubetydelig dreng, der kun var mellem 14 og 15 år gammel, og skønt mine kår i livet var således, at jeg ville blive en dreng uden betydning i verden, så lagde mænd af høj status dog tilstrækkelig mærke til mig til, at de opildnede den offentlige mening imod mig og skabte en bitter forfølgelse; og dette var almindeligt blandt alle sekterne – alle forenede sig om at forfølge mig.

23 Det gav mig anledning til alvorlige overvejelser dengang, og har ofte gjort det siden, om hvor yderst besynderligt det var, at en ubetydelig dreng på lidt over 14 år og oven i købet en, som var dømt til at skaffe sig et ringe underhold ved sit daglige arbejde, skulle betragtes som en person af tilstrækkelig betydning til at tiltrække sig opmærksomhed fra de store i datidens mest populære sekter, og det på en måde, der vakte den mest bitre forfølgelse og forhånelse. Men hvad enten det var besynderligt eller ej, så var det dog således, og det voldte mig ofte stor sorg.

24 Dog var det ikke desto mindre en kendsgerning, at jeg havde set et syn. Jeg har siden tænkt, at jeg følte mig meget ligesom Paulus, da han holdt sin forsvarstale for kong Agrippa og berettede om det syn, han havde set, dengang han så et lys og hørte en røst; men alligevel var der kun få, som troede ham; nogle sagde, at han var uærlig, andre sagde at han var gal, og han blev latterliggjort og hånet. Men alt dette ændrede ikke ved det, at han havde set et syn. Han havde set et syn; han vidste, at han havde; og al forfølgelse under himlen kunne ikke ændre på det; og selv om de skulle forfølge ham til døden, så vidste han dog og ville til sit sidste åndedrag vide, at han både havde set et lys og hørt en røst tale til sig, og hele verden kunne ikke få ham til at tænke eller tro noget andet.

25 Således var det også med mig. Jeg havde virkelig set et lys, og midt i det lys så jeg to personer, og de talte virkelig til mig, og skønt jeg blev hadet og forfulgt, fordi jeg sagde, at jeg havde set et syn, så var det dog sandt; og mens de forfulgte mig og hånede mig og løj mig alt muligt ondt på, fordi jeg sagde det, følte jeg mig tilskyndet til at sige i mit hjerte: Hvorfor forfølge mig, fordi jeg siger sandheden? Jeg har virkelig set et syn, og hvem er jeg, at jeg kan modstå Gud, eller hvorfor forsøger verden at få mig til at fornægte, hvad jeg virkelig har set? For jeg havde set et syn; jeg vidste det, og jeg vidste, at Gud vidste det, og jeg kunne ikke fornægte det, ej heller vovede jeg at gøre det, i det mindste vidste jeg, at jeg ved at gøre det ville forsynde mig imod Gud og komme under fordømmelse.

26 Det stod nu klart i mit sind, at det, for så vidt som den sekteriske verden angik, ikke var min pligt at slutte mig til nogen af dem, men at forblive som jeg var, indtil jeg modtog yderligere anvisninger. Jeg havde erfaret, at Jakobs vidnesbyrd var sandt, at en, som står tilbage i visdom, kan bede til Gud og få uden at blive bebrejdet.

27 Jeg fortsatte med at udføre mit sædvanlige arbejde indtil den enogtyvende september, et tusinde otte hundrede og treogtyve, og hele den periode var jeg udsat for voldsomme forfølgelser fra alle slags mennesker, både religiøse og irreligiøse, fordi jeg fortsatte med at bekræfte, at jeg havde set et syn.

28 I det tidsrum, der var mellem det tidspunkt, hvor jeg så synet, og året atten hundrede og treogtyve, var jeg – da det var blevet mig forbudt at slutte mig til nogen af datidens religiøse sekter, og da jeg var ganske ung og blev forfulgt af dem, som burde have været mine venner og have behandlet mig venligt, og som, hvis de troede, at jeg var blevet vildledt, burde have forsøgt at bringe mig tilbage på passende og kærlig måde – overladt til alle slags fristelser; og da jeg omgikkes al slags selskab, begik jeg ofte mange tåbelige fejltagelser og udviste ungdommens svaghed og den menneskelige naturs små karakterfejl, hvilket, jeg med bedrøvelse må sige, førte mig ud i forskellige fristelser, som var anstødelige i Guds øjne. Når jeg nu aflægger denne bekendelse, er der ingen, der behøver at tro, at jeg gjorde mig skyldig i store eller alvorlige synder. En tilbøjelighed til at begå sådanne har aldrig været min natur. Men jeg var skyldig i letsindighed og var undertiden i livligt selskab osv., hvilket ikke var foreneligt med den karakterstyrke, som en, der var kaldet af Gud, sådan som jeg var blevet, burde udvise. Men dette vil ikke synes besynderligt for nogen, som erindrer sig min ungdom, og som er bekendt med mit medfødte muntre temperament.

29 Som følge af dette følte jeg mig ofte under fordømmelse for min svaghed og mine ufuldkommenheder; og så, om aftenen den ovennævnte enogtyvende september, efter at jeg var gået i seng for natten, hengav jeg mig til bøn og anråbelse af Gud den Almægtige om tilgivelse for alle mine synder og tåbeligheder, og også om en tilkendegivelse over for mig, så jeg kunne få kendskab til min stilling og status hos ham; for jeg havde fuld tillid til, at jeg ville modtage en guddommelig tilkendegivelse, eftersom jeg tidligere havde fået en.

30 Mens jeg således var i færd med at påkalde Gud, opdagede jeg et lys, der kom til syne i mit værelse, og som vedblev med at tage til i styrke, indtil værelset var mere oplyst end midt på dagen, hvorefter en skikkelse pludselig kom til syne ved min seng, stående i luften, for hans fødder rørte ikke gulvet.

31 Han bar en løst hængende kjortel, der var strålende hvid. Den var mere hvid end noget, jeg nogen sinde havde set på jorden, og jeg tror heller ikke, at noget jordisk kunne gøres så overordentligt hvidt og strålende. Hans hænder var bare, og ligeså var hans arme til lidt over håndleddet, og hans fødder var også bare, ligesom hans ben til lidt over anklerne. Hans hoved og hals var også bare. Jeg kunne se, at han ikke havde andre klæder på end denne kjortel, da den var åben, så jeg kunne se hans bryst.

32 Ikke alene var hans kjortel overordentlig hvid, men hele hans person var herlig ud over enhver beskrivelse, og hans ansigt var i sandhed som lynild. Der var overordentlig lyst i værelset, men ikke så strålende lyst som umiddelbart omkring hans person. Da jeg først så på ham, blev jeg bange, men frygten forlod mig snart.

33 Han kaldte mig ved navn og sagde til mig, at han var et sendebud, sendt fra Guds nærhed til mig, og at hans navn var Moroni; at Gud havde en gerning for mig at udføre, og at mit navn skulle nævnes for godt og ondt blandt alle folkeslag, stammer og tungemål, eller at der skulle tales både godt og ondt om det blandt alle folk.

34 Han sagde, at der var blevet henlagt en bog, skrevet på guldplader, som berettede om de tidligere indbyggere på dette kontinent og om, hvor de stammede fra. Han sagde også, at den indeholdt det evigtvarende evangeliums fylde, sådan som Frelseren havde givet det til de fordums indbyggere;

35 endvidere, at der var to sten, indfattet i sølvbuer – og disse sten, fastgjort til et brystskjold, udgjorde det, der kaldes Urim og Tummim – henlagt sammen med pladerne, og at besiddelsen og anvendelsen af disse sten var det, der karakteriserede »seere« i fordums eller tidligere tider, og at Gud havde beredt dem med det formål at oversætte bogen.

36 Efter at have fortalt mig dette begyndte han at citere profetier fra Det Gamle Testamente. Han citerede først en del af det tredje kapitel af Malakias’ Bog, og han citerede også den sidste del af dette kapitel af samme profeti, dog med en lille afvigelse i forhold til, hvordan det står i vore bibler. I stedet for at citere vers 19, sådan som det står i vore bøger, citerede han det således:

37 For se, den dag kommer, der skal brænde som en ovn; og alle de stolte, ja, og alle, der handler ugudeligt, skal brænde op som stubbe, for de, der kommer, skal brænde dem op, siger Hærskarers Herre, så der ikke bliver hverken rod eller gren tilbage af dem.

38 Og videre citerede han det treogtyvende vers således: Se, jeg vil åbenbare præstedømmet for jer ved profeten Elias’ hånd, før Herrens store og frygtelige dag kommer.

39 Han citerede også det næste vers anderledes: Og han skal i børnenes hjerte plante de løfter, der blev givet til fædrene, og børnenes hjerte skal vende sig til deres fædre. Hvis det ikke var således, ville hele jorden blive lagt fuldstændig øde ved hans komme.

40 Ud over disse citerede han det ellevte kapitel af Esajas’ Bog og sagde, at det snart skulle blive opfyldt. Han citerede også det tredje kapitel af Apostlenes Gerninger, det 22. og 23. vers, nøjagtig som de står i vor udgave af Det Nye Testamente. Han sagde, at den profet var Kristus, men at dagen endnu ikke var kommet, da »de, som ikke ville adlyde hans røst, skulle blive forstødt fra folket,« men snart ville komme.

41 Han citerede også det andet kapitel af Joels Bog, fra det otteogtyvende vers til det sidste (dansk bibel, Joel 3:1-5). Han sagde også, at dette endnu ikke var gået i opfyldelse, men at det snart skulle gøre det. Og han sagde endvidere, at ikke-jødernes fylde snart skulle oprinde. Han citerede mange andre skriftsteder og gav mange forklaringer, som ikke kan nævnes her.

42 Han fortalte mig videre, at når jeg fik de plader, som han havde talt om – for tiden var endnu ikke inde til, at jeg skulle få dem – måtte jeg ikke vise dem og ej heller brystskjoldet med Urim og Tummim til andre end dem, som jeg ville få befaling om at vise dem til; gjorde jeg det, ville jeg blive udryddet. Mens han talte med mig om pladerne, åbnede der sig et syn for mit sind, så jeg kunne se det sted, hvor pladerne var henlagt, og det så klart og tydeligt, at jeg genkendte stedet, da jeg kom dertil.

43 Efter dette budskab så jeg lyset i værelset begynde at samle sig omkring ham, der havde talt til mig, og det vedblev med at gøre dette, indtil værelset igen henlå i mørke, undtagen lige omkring ham, og da så jeg pludselig, at det var som om, der åbnede sig en skakt helt op til himlen, og han steg op, indtil han helt forsvandt, og værelset henlå, som det havde været, før dette himmelske lys havde vist sig.

44 Jeg lå og tænkte over det enestående ved denne hændelse og var dybt forundret over det, som var blevet mig fortalt af dette usædvanlige sendebud, da jeg midt under mine betragtninger pludselig opdagede, at mit værelse igen begyndte at blive oplyst, og efter hvad der forekom som et øjeblik, stod det samme himmelske sendebud igen ved min seng.

45 Han begyndte at tale og sagde igen nøjagtig det samme, som han havde sagt ved sit første besøg, uden mindste afvigelse; efter at have gjort dette fortalte han mig om hårde straffedomme, som skulle ramme jorden med store ødelæggelser ved hungersnød, sværd og pest, og at disse svære straffedomme ville ramme jorden i denne slægt. Da han havde sagt dette, steg han igen op, som han havde gjort før.

46 Dette havde på det tidspunkt gjort så dybt et indtryk på mig, at søvnen havde forladt mig, og jeg lå overvældet af forbavselse over det, som jeg havde både set og hørt. Men hvor stor var ikke min overraskelse, da jeg igen så det samme sendebud ved siden af min seng og hørte ham igen berette eller gentage det samme for mig som før og tilføje en advarsel til mig, idet han sagde, at Satan (som følge af de trange kår i min fars familie) ville forsøge at friste mig til at få fat i pladerne med det formål at blive rig. Dette forbød han mig, idet han sagde, at jeg ikke måtte have noget andet for øje, når jeg fik pladerne, end at herliggøre Gud, og at jeg ikke måtte lade mig lede af noget andet motiv end at opbygge hans rige; ellers kunne jeg ikke få dem.

47 Efter dette tredje besøg steg han igen op til himlen som før, og jeg var igen overladt til at tænke over det besynderlige ved det, jeg netop havde oplevet. Næsten straks efter at det himmelske sendebud var steget op fra mig for tredje gang, galede hanen, og jeg opdagede, at dagen var ved at gry, så vore samtaler må have varet hele den nat.

48 Kort efter stod jeg op og gik som sædvanlig til dagens nødvendige arbejde, men da jeg forsøgte at arbejde, som jeg plejede, fandt jeg, at jeg var så afkræftet, at jeg var helt ude af stand til det. Min far, som arbejdede sammen med mig, opdagede, at der var noget galt med mig, og han bad mig gå hjem. Jeg begav mig af sted i den hensigt at gå hjem til huset, men da jeg forsøgte at klatre over gærdet for at komme ud fra den mark, hvor vi var, svigtede kræfterne mig fuldstændig, og jeg faldt hjælpeløs om på jorden og var for en tid helt uden bevidsthed om noget som helst.

49 Det første, jeg kan erindre, var en røst, der talte til mig og kaldte mig ved navn. Jeg så op og så det samme sendebud stående over mit hoved, omgivet af lys ligesom før. Han fortalte mig så igen alt det, han havde fortalt mig natten forinden, og befalede mig at gå hen til min far og fortælle ham om det syn og de befalinger, som jeg havde fået.

50 Jeg adlød. Jeg gik tilbage til min far på marken og fortalte ham det hele. Han svarede mig, at det var fra Gud, og bød mig gå hen og gøre, som sendebudet havde befalet. Jeg forlod marken og gik hen til det sted, hvor sendebudet havde fortalt mig, at pladerne var henlagt; og fordi det syn, jeg havde haft om det, var så detaljeret, genkendte jeg stedet, så snart jeg nåede derhen.

51 Ikke langt fra landsbyen Manchester i Ontario County i New York ligger der en høj af anseelig størrelse og den højeste i området. På vestsiden af denne høj, ikke langt fra toppen, lå pladerne, henlagt i en stenkiste, under en sten af betydelig størrelse. Denne sten var tyk og hvælvet på midten af oversiden og tyndere ud mod kanterne, så den midterste del af den var synlig over jorden, mens kanten hele vejen rundt var dækket af jord.

52 Efter at have fjernet jorden fik jeg fat i en løftestang, som jeg fik ind under kanten på stenen, og med lidt anstrengelse fik jeg den vippet op. Jeg så ind, og der så jeg virkelig pladerne, Urim og Tummim og brystskjoldet, sådan som sendebudet havde sagt. Kisten, som de lå i, var lavet ved at sammenføje sten med en slags cement. På bunden af kisten var der lagt to sten på tværs, og på disse sten lå pladerne og de andre ting sammen med dem.

53 Jeg forsøgte at tage dem op, men det forbød sendebudet mig, og jeg fik igen at vide, at tiden til at tage dem op endnu ikke var kommet og heller ikke ville komme førend fire år fra da af; men han fortalte mig, at jeg skulle komme til stedet nøjagtig ét år senere, og at han ville mødes med mig dér, og at jeg skulle fortsætte dermed, indtil tiden var inde til at få pladerne.

54 Som det var blevet mig befalet, gik jeg derfor derhen ved afslutningen af hvert år, og hver gang fandt jeg det samme sendebud dér, og ved hvert af vore møder modtog jeg undervisning og kundskab fra ham om det, Herren ville lade ske, og om hvordan og på hvilken måde hans rige skulle styres i de sidste dage.

55 Eftersom min fars verdslige kår var meget trange, var vi nødsaget til at arbejde med vore hænder som daglejere og på anden måde, som lejligheden bød sig. Nogle gange var vi hjemme og andre gange ude og var ved vedvarende arbejde i stand til at skaffe os et rimeligt underhold.

56 I året 1823 blev min fars familie ramt af en stor sorg på grund af min ældste brors, Alvins, død. I oktober måned 1825 blev jeg ansat hos en gammel herre ved navn Josiah Stoal, som boede i Chenango County i staten New York. Han havde hørt noget om en sølvmine, som var blevet åbnet af spanierne i Harmony i Susquehanna County i staten Pennsylvania, og havde, inden jeg blev ansat hos ham, foretaget udgravninger for om muligt at finde minen. Efter at jeg var flyttet ind hos ham, tog han mig og de øvrige af sine daglejere med ud for at grave efter sølvminen, hvilket jeg vedvarende arbejdede med i næsten en måned, uden at vi havde nogen succes med vort forehavende, og til sidst fik jeg den gamle herre overtalt til at høre op med at grave efter den. Heraf opstod den meget udbredte historie om, at jeg har været skattejæger.

57 Mens jeg var således beskæftiget, blev jeg indlogeret hos en vis hr. Isaac Hale fra samme sted; det var der, jeg for første gang så min hustru (hans datter), Emma Hale. Den 18. januar 1827 blev vi gift, mens jeg endnu var ansat hos hr. Stoal.

58 Eftersom jeg blev ved med at hævde, at jeg havde set et syn, blev jeg stadig udsat for forfølgelse, og min svigerfars familie var meget imod, at vi blev gift. Jeg blev derfor nødt til at føre hende et andet sted hen; så vi rejste hen og blev gift i Squire Tarbills hjem i South Bainbridge i Chenango County i New York. Straks efter brylluppet forlod jeg hr. Stoal og rejste hjem til min far og gik ham til hånde på gården den sæson.

59 Endelig kom tiden, da jeg kunne få pladerne, Urim og Tummim og brystskjoldet. På den toogtyvende dag i september et tusinde otte hundrede og syvogtyve, efter at jeg som sædvanlig ved afslutningen af endnu et år var gået hen til det sted, hvor de var henlagt, overdrog det samme himmelske sendebud dem til mig med den befaling: At jeg skulle være ansvarlig for dem, og at jeg, hvis jeg lod dem glide mig af hænde på grund af manglende omhu eller ved nogen forsømmelse fra min side, ville blive forstødt, men at de, hvis jeg af al kraft ville anstrenge mig for at passe på dem, indtil han, sendebudet, kom efter dem, ville blive beskyttet.

60 Jeg fandt snart ud af grunden til, at jeg havde fået så strenge påbud om at passe på dem, og hvorfor sendebudet havde sagt, at han, når jeg havde gjort det, der blev forlangt af mig, ville komme efter dem. For aldrig så snart var det kendt, at jeg havde dem, førend man gjorde sig de største anstrengelser for at få dem fra mig. Enhver tænkelig list blev anvendt med det formål. Forfølgelsen blev mere bitter og hård end før, og mange var bestandig på udkig efter en mulighed for at få dem fra mig. Men ved Guds visdom forblev de sikre i mine hænder, indtil jeg havde udført det med dem, der blev forlangt af mig. Da sendebudet som aftalt kom efter dem, afleverede jeg dem til ham, og han har dem i sin varetægt indtil denne dag, som er den anden dag i maj, et tusinde otte hundrede og otteogtredive.

61 Røret fortsatte imidlertid stadig, og rygtet med sine tusind tunger var hele tiden beskæftiget med at sætte løgne i omløb om min fars familie og om mig. Hvis jeg skulle gengive en tusindedel af dem, ville det fylde flere bøger. Forfølgelsen blev imidlertid så uudholdelig, at jeg blev nødt til at forlade Manchester og sammen med min hustru flytte til Susquehanna County i staten Pennsylvania. Mens vi traf forberedelser til afrejsen – vi var meget fattige, og forfølgelsen hvilede så tungt på os, at det ikke var sandsynligt, at vi nogen sinde ville få det anderledes – fandt vi midt i vore trængsler en ven i en herre ved navn Martin Harris, som kom til os og gav mig halvtreds dollar som hjælp til os på vor rejse. Hr. Harris boede i bydistriktet Palmyra i Wayne County i staten New York og var en anset landmand.

62 Takket være denne kærkomne hjælp blev jeg i stand til at nå mit bestemmelsessted i Pennsylvania, og straks efter min ankomst dertil begyndte jeg at skrive skrifttegnene på pladerne af. Jeg skrev et betragteligt antal af dem af, og ved hjælp af Urim og Tummim oversatte jeg nogle af dem, hvilket jeg gjorde i tiden mellem min ankomst til min svigerfars hus i december måned og den følgende februar.

63 Engang i løbet af februar måned kom føromtalte hr. Martin Harris til os, fik de skrifttegn, som jeg havde skrevet af fra pladerne og tog af sted med dem til byen New York. Med hensyn til hvad der skete med ham og skrifttegnene, henviser jeg til hans egen beretning om hændelsesforløbet, sådan som han berettede den for mig efter sin tilbagekomst, og den lyder som følger:

64 »Jeg tog til byen New York og fremviste de skrifttegn, som var blevet oversat, sammen med oversættelsen af dem, for professor Charles Anthon, en herre, der var meget kendt for sine litterære færdigheder. Professor Anthon udtalte, at oversættelsen var korrekt, mere korrekt end noget andet han nogen sinde før havde set oversat fra egyptisk. Jeg viste ham derpå dem, der endnu ikke var blevet oversat, og han sagde, at de var egyptiske, kaldæiske, assyriske og arabiske, og han sagde, at det var ægte skrifttegn. Han gav mig et certifikat, hvori han bekræftede over for indbyggerne i Palmyra, at skrifttegnene var ægte, og at oversættelsen af de af dem, der var blevet oversat, også var korrekt. Jeg tog certifikatet og lagde det i lommen og skulle lige til at forlade huset, da hr. Anthon kaldte mig tilbage og spurgte mig, hvordan den unge mand havde fundet ud af, at der lå guldplader på det sted, hvor han havde fundet dem. Jeg svarede, at en engel fra Gud havde åbenbaret det for ham.

65 Han sagde så til mig: ›Lad mig se det certifikat.‹ Jeg tog det derfor op af lommen og rakte ham det, hvorpå han tog det og rev det i stykker, idet han sagde, at sådan noget som englebetjening ikke fandtes nu om dage, og at hvis jeg ville bringe ham pladerne, så ville han oversætte dem. Jeg forklarede ham, at en del af pladerne var forseglet, og at det var mig forbudt at bringe ham dem. Han svarede: ›Jeg kan ikke læse en forseglet bog.‹ Jeg forlod ham og tog hen til dr. Mitchell, som bekræftede, hvad professor Anthon havde sagt både med hensyn til skrifttegnene og oversættelsen.«

· · · · · · ·

66 Den 5. dag i april 1829 kom Oliver Cowdery, som jeg indtil da aldrig før havde set, til mit hjem. Han fortalte mig, at han, fordi han havde undervist på en skole i det nabolag, hvor min far boede, og fordi min far var en af dem, som havde sendt sine børn til skolen, for en tid havde fået logi i hans hjem, og mens han boede dér, havde familien fortalt ham om den omstændighed, at jeg havde fået pladerne, og følgelig var han kommet for at stille mig spørgsmål.

67 To dage efter hr. Cowderys ankomst (dvs. den 7. april) begyndte jeg at oversætte Mormons Bog, og han begyndte at skrive for mig.

· · · · · · ·

68 Vi var stadig beskæftiget med oversættelsesarbejdet, da vi en dag i den følgende måned (maj 1829) gik ud i skoven for at bede og adspørge Herren angående dåb til syndernes forladelse, som vi havde fundet omtalt under oversættelsen af pladerne. Mens vi således var optaget af at bede og påkalde Herren, steg et sendebud fra himlen ned i en sky af lys, og efter at have lagt hænderne på os ordinerede han os, idet han sagde:

69 Til jer, mine medtjenere, overdrager jeg i Messias’ navn Arons præstedømme, som besidder nøglerne til englebetjening og til omvendelsens evangelium og til dåb ved nedsænkning til syndernes forladelse; og dette skal aldrig mere tages fra jorden, førend Levis sønner atter bringer Herren et offer i retfærdighed.

70 Han sagde, at dette aronske præstedømme ikke havde magten til at give Helligåndsgaven ved håndspålæggelse, men at denne skulle blive overdraget os siden hen, og han befalede os at gå ned og blive døbt og pålagde os, at jeg skulle døbe Oliver Cowdery, og at han derefter skulle døbe mig.

71 I overensstemmelse hermed gik vi ned og blev døbt. Jeg døbte ham først, og bagefter døbte han mig – hvorefter jeg lagde mine hænder på hans hoved og ordinerede ham til det aronske præstedømme, og bagefter lagde han sine hænder på mig og ordinerede mig til samme præstedømme – for således var vi blevet befalet.*

72 Det sendebud, som besøgte os ved denne lejlighed og overdrog os dette præstedømme, sagde, at hans navn var Johannes, den samme som i Det Nye Testamente bliver kaldt Johannes Døber, og at han handlede under ledelse af Peter, Jakob og Johannes, som besad nøglerne til Melkisedeks præstedømme, hvilket præstedømme, efter hvad han sagde, skulle blive overdraget os, når tiden var inde, og at jeg skulle blive kaldt den første ældste i kirken og han (Oliver Cowdery) den anden. Det var på den femtende dag i maj 1829, at vi blev ordineret under dette sendebuds hånd og blev døbt.

73 Straks efter at vi var kommet op af vandet, efter at vi var blevet døbt, oplevede vi store og herlige velsignelser fra vor himmelske Fader. Aldrig så snart havde jeg døbt Oliver Cowdery, førend Helligånden faldt på ham, og han rejste sig op og profeterede meget, som snart skulle ske. Og videre, så snart jeg var blevet døbt af ham, fik jeg også profetiens ånd, og da jeg havde rejst mig op, profeterede jeg om denne kirkes tilblivelse og meget andet i forbindelse med kirken og denne slægt af menneskenes børn. Vi blev fyldt med Helligånden og frydede os i vor frelses Gud.

74 Da vort sind nu var blevet oplyst, begyndte skrifterne at blive åbnet for os, så vi kunne forstå dem, og den sande mening og hensigt med de mere hemmelighedsfulde skriftsteder i dem blev åbenbaret for os på en måde, som vi aldrig før havde evnet, og heller aldrig før havde tænkt på. I mellemtiden var vi tvunget til at hemmeligholde den omstændighed, at vi havde modtaget præstedømmet og var blevet døbt, på grund af den forfølgelsesstemning, som allerede havde givet sig til kende i nabolaget.

75 Vi var fra tid til anden blevet truet med overfald, og det til og med af folk som bekendte sig til religion. Og deres hensigter om at overfalde os blev alene modvirket af den indflydelse, som (under guddommeligt forsyn) blev udøvet af min svigerfars familie, der var blevet meget venlige over for mig, og som modsatte sig pøbelvælde og indvilligede i, at jeg skulle have lov til at fortsætte oversættelsesarbejdet uden afbrydelse, og som derfor tilbød og lovede os beskyttelse mod alle ulovlige handlinger i det omfang, det stod i deres magt.