Seminar
Lektion 99: Lære og Pagter 94-96


Lektion 99

Lære og Pagter 94-96

Indledning

Herren åbenbarede den åbenbaring, der findes i Lære og Pagter 94 den 2. august 1833, og fortalte de hellige, at de skulle anlægge byen Kirtland på samme måde, som han havde fortalt dem, at de skulle anlægge byen Zion i Missouri. Herren befalede også de hellige, at de skulle bygge et hus til præsidentskabet (Kirkens administrationsbygning) og et trykkeri ud over templet, som han tidligere havde befalet de hellige at bygge. To måneder tidligere, den 1. juni 1833 havde Joseph Smith modtaget den åbenbaring, der findes i Lære og Pagter 95, hvor Herren revsede de hellige for at udskyde opførelsen af templet. Lære og Pagter 96 indeholder Herrens instruktioner om at udnævne Newel K. Whitney til at »tage ansvaret for« (L&P 96:2) den grund, hvor templet i Kirtland skulle bygges.

Forslag til undervisningen

Lære og Pagter 94

Herren befaler de hellige at bygge to huse og bekræfter vigtigheden af at bygge templet

Bed eleverne om at forestille sig, at de har mulighed for at rejse gennem et land med mange byer. På deres rejse lægger de mærke til, at der i hver by ligger et sportsstadium midt i byen.

  • Hvad siger det om folkene i dette land?

  • Hvis I skulle designe en storby, hvad ville I så placere i midten af byen? Hvorfor?

Bed en elev om at læse Lære og Pagter 94:1, 3, 10 højt. Lad de andre følge med og finde frem til, hvilke tre bygninger, som Herren befalede de hellige at bygge i Kirtland i Ohio. Bed eleverne om at fortælle, hvad de har fundet frem til.

Billede
Oversigt over huse i Kirtland

Udsnit af en oversigt over huse i Kirtland i Ohio omkring august 1833. De tre bygninger til højre forestiller templet i Kirtland, huset, hvor præsidentskabet kunne udføre deres arbejde, og et trykkeri.

  • Hvad viser disse tre bygninger om, hvad der er vigtigt for Herren? (Tempelordinancer, Det Første Præsidentskabs arbejde med at modtage åbenbaring og tjene i Kirken og trykning af skrifterne og andre værker, som Herren befaler).

Sammenfat Lære og Pagter 94:13-17 ved at forklare, at Herren instruerede Hyrum Smith, Reynolds Cahoon og Jared Carter til at danne en bygningskomite for de bygninger, der er nævnt i Lære og Pagter 94.

Bed eleverne om at læse Lære og Pagter 94:16 for sig selv for at finde ud af, hvad Herren fortalte de hellige vedrørende bygningen af bygningerne til præsidentskabet og trykkeriet. Bed eleverne fortælle om det, de har fundet ud af.

  • Hvorfor tror I, at det var vigtigt, at templet blev bygget før de andre to bygninger? Hvad lærer det os om betydningen af templer? (Du kan eventuelt fortælle eleverne, at de to andre bygninger aldrig blev bygget).

Lære og Pagter 95

Herren revser de hellige for at udskyde bygningen af templet

Mind eleverne om, at Herren første gang kom med befalingen om at bygge templet i Kirtland i Lære og Pagter 88:119, som blev modtaget den 27. og 28. december 1832. (Skriv denne dato på tavlen). Bed dem om at studere afsnitsindledningen til Lære og Pagter 95 og finde datoen for, hvornår denne åbenbaring blev givet. Bed dem om at beregne, hvor lang tid der cirka var forløbet mellem disse to datoer. Forklar, at Kirkens ledere på dette tidspunkt skaffede sig jordlodder i Kirtland, hvorpå de kunne bygge templet. Den 1. juni 1833 var de hellige dog ikke begyndt at bygge templet eller at forberede et fundament.

Få en til at læse Lære og Pagter 95:1-3 højt. Bed klassen om at finde frem til, hvad Herren sagde til de hellige vedrørende deres udsættelse af at bygge templet. Lad eleverne fortælle, hvad de har fundet frem til.

  • Hvad gør Herren for dem, som han elsker? (Eleverne bør finde frem til følgende sandhed: Gud revser dem, han elsker. Du kan foreslå, at eleverne markerer de ord, der underviser om denne sandhed i deres skrifter).

  • Hvad vil det sige at revse? (At rette på eller opdrage). Hvorfor revser Gud ifølge dette vers dem, han elsker?

Bed eleverne om at overveje, hvordan de har det med at reagere, når de bliver revset eller rettet på af nogen. Få en til at læse følgende beretning højt. Bed dem om at lytte efter, hvordan nogle af de hellige reagerede på Herrens revselse:

Da Joseph Smith havde modtaget den åbenbaring, der findes i Lære og Pagter 95, holdt kirkelederne en konference for at drøfte bygningen af templet. »Nogle foretrak at bygge et hus med træskelet, mens andre ville bygge en bjælkehytte. Joseph mindede dem om, at de ikke byggede et hus til et menneske, men til Gud: ›Og skal vi, brødre,‹ sagde han, ›bygge Gud en bjælkehytte? Nej, jeg har en bedre plan end det. Jeg har planen over Herrens hus fra ham selv.‹« Da Joseph forklarede hele planen for templet, blev alle brødrene begejstret. De tog hen til byggepladsen, fjernede et hegn og gravede en hvedemark op, som familien Smith tidligere havde plantet. Da kornet var fjernet, begyndte Hyrum Smith »at grave en rende ud til væggen« (Lucy Mack Smith, History of Joseph Smith by His Mother, red. Preston Nibley, 1958, s. 230, 231).

  • Hvad lærer de hellige os om, hvordan vi skal reagere på revselse?

Påpeg, at Herren i vers 3 kalder de helliges forsinkelse med tempelbyggeriet for en »meget alvorlig synd«. Bed eleverne om at slå op i Lære og Pagter 95:5-6 og se, hvad Herren sammenligner meget alvorlige synder med. Lad dem fortælle, hvad de har fundet frem til.

  • Hvordan kan ignorering af Herrens befaling om at bygge et tempel sammenlignes med at »[vandre] i mørke ved højlys dag«? Hvordan »vandrer [vi] i mørke ved højlys dag«, hvis vi vælger at ignorere andre befalinger?

Bed eleverne om at læse Lære og Pagter 95:4, 8-9 sammen med en makker. Lad dem finde årsagerne til, at Herren befalede de hellige at bygge templet i Kirtland. (Du kan eventuelt forklare, at sætningen »så jeg kan udføre min sælsomme gerning« (v. 4) kan henvise til den tankegang, som mennesker, der ikke tror på åbenbaring, himmelske besøg og andre åndelige anliggender, kan have vedrørende gengivelsen af evangeliet).

  • Hvad lærer disse vers os om, hvorfor Herren har befalet os at bygge templer? (Når eleverne har svaret, kan du skrive følgende princip på tavlen: I templerne forbereder Herren sine tjenere til at udføre sit arbejde og begaver dem med kraft).

Forklar, at begave betyder at give nogen en gave. At blive begavet i templet betyder at få åndelig styrke og kundskab. Bed en elev om at læse følgende udtalelse af præsident Thomas S. Monson:

Billede
Præsident Thomas S. Monson

»Indtil I er trådt ind i Herrens hus og har modtaget alle de velsignelser, som venter jer der, har I ikke opnået alt, hvad Kirken har at tilbyde. De allervigtigste og kronende velsignelser ved medlemskab af Kirken er de velsignelser, som vi modtager i Guds templer« (»Det hellige tempel – et fyrtårn for verden«, Liahona, maj 2011, s. 93).

  • Hvilke to frelsende ordinancer kan vi kun modtage i Guds tempel? (Tempelbegavelse og ægteskabsbeseglingen).

  • Hvad kan I gøre nu for at forberede jer til at modtage disse ordinancer og velsignelser i templet? (Svarene kan omfatte at være trofaste mod de ordinancer og pagter, som de allerede har modtaget, og leve deres liv på en sådan måde, at de altid er værdige til en tempelanbefaling).

Forklar, at bygningen af templet i Kirtland var en enorm opgave for de hellige. I begyndelsen af 1833 var der færre end 200 medlemmer af Kirken i Ohio, og de fleste af dem var fattige. Få en elev til at læse Lære og Pagter 95:11-12 højt. Bed klassen om at følge med og se efter, hvad Herren lovede, hvis de hellige ville holde hans befalinger.

  • Hvad lovede Herren, hvis de hellige ville holde hans befalinger?

Fortæl klassen, at de hellige i Ohio fortsatte med tro på Herrens løfte og byggede templet.

  • Hvilket princip kan vi lære af vers 11? (Eleverne bør komme frem til følgende princip: Hvis vi holder befalingerne, så har vi kraft til at gøre det, som Herren beder os om at gøre).

  • Hvilke situationer kan I stå i, hvor dette princip kan anvendes? Hvornår har I følt, at I modtog Herrens hjælp til at gøre noget, fordi I holdt befalingerne?

Sammenfat Lære og Pagter 95:13-17 ved at forklare, at Herren gav instruktioner vedrørende dimensionerne og funktionen af de forskellige værelser i templet i Kirtland. Bed en elev om at læse vers 14 højt. Lad klassen følge med og se efter, hvordan Herren indikerede, at han ville opfylde sit løfte om at give dem styrke til at bygge templet. Bed eleverne om at fortælle, hvad de har fundet frem til. (Du kan måske påpege, at Herren lovede at vise tre mennesker, hvordan templet skulle bygges. De tre var Det Første Præsidentskab).

Hjælp eleverne til at se, hvordan dette løfte blev opfyldt, ved at bede en om at læse følgende afsnit højt:

Joseph Smith, Sidney Rigdon og Frederick G. Williams bad sammen og så templet i et syn. Da de havde set bygningen udefra meget detaljeret, »[kom] bygningen … lige hen over [dem]«, og de så bygningens indre, som om de faktisk var inde i bygningen (se Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 269). Da templet senere var næsten færdigt, sagde Frederick G. Williams, at det ned til mindste detalje så ud som den model, han havde set i et syn, og han kunne ikke se forskel mellem det og det tempel, der var bygget.

  • Hvordan gav Herren i dette eksempel de hellige styrke til at gøre det, som han havde bedt dem om?

Lære og Pagter 96

Newel K. Whitney bliver udvalgt til at have ansvar for de jordlodder, som Kirken ejer

Forklar, at Herren i Lære og Pagter 96 giver instrukser om, at biskop Newel K. Whitney skal have ansvar for de jordlodder, som Kirken ejer. Templet skulle bygges det sted, Herren havde udpeget, og biskop Whitney skulle opdele jordlodderne i mindre dele og fordele dem mellem dem, der ønskede en arvelod. Nogle af disse mindre jordstykker var til kirkens ledere, der var ansvarlig for trykningen af åbenbaringer. Når de modtog denne arvelod, ville det hjælpe dem til at vie deres tid til at udføre Herrens værk, hvilket omfattede at udgive Guds ord. Få en til at læse Lære og Pagter 96:4-5 højt. Bed eleverne om at følge med og finde ud af, hvordan trykningen af Guds ord ville hjælpe de hellige. Lad nogle af dem fortælle, hvad de har fundet frem til.

Forklar, at Herren i denne åbenbaring også sagde, at John Johnson skulle optages som medlem af Det forenede selskab, som forvaltede Kirkens finanser, trykkeri og handelsforetagender.

Bed nogle få elever om at sammenfatte, hvad de har lært i denne lektion. Tilskynd dem til at handle i overensstemmelse med de sandheder, som de har lært.

Kommentar og baggrundsinformation

Lære og Pagter 95:1-2. »Dem, som jeg elsker, revser jeg også«

Ældste Dallin H. Oaks fra De Tolv Apostles Kvorum har forklaret, hvordan Guds revselse er et tegn på hans kærlighed:

Billede
Ældste Dallin H. Oaks

»Guds kærlighed er så fuldkommen, at han i kærlighed beder os om at adlyde sine befalinger, for han ved, at vi kun ved lydighed mod hans love kan blive fuldkomne, som han er« (»Kærlighed og lov«, Liahona, nov. 2009, s. 27).

Ældste D. Todd Christofferson fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt:

Billede
Ældste D. Todd Christofferson

»Selv om det sandt nok ofte er svært at udholde, så burde vi glæde os over, at Gud mener, at det er værd at ofre tid og besvær på at irettesætte os.

Guddommelig tugtelse tjener mindst tre formål: (1) at overtale os til omvendelse, (2) at forædle og helliggøre os og (3) lejlighedsvis at omlægge vores kurs i livet til en, som Gud ved, er bedre …

Lad os bede om hans kærlighedsbaserede irettesættelse (»Alle dem, jeg elsker, revser og tugter jeg«, Liahona, maj 2011, s. 98, 100).

Lære og Pagter 95:4. »Min sælsomme gerning«

Vendingen »min sælsomme gerning« kommer fra Esajas 28:21 (»fremmedartet« i den danske bibel), hvor Herren siger, at han vil irettesætte et folk, som ikke troede, at de havde behov for at omvende sig. Evangeliets gengivelse og grundlæggelsen af den sande kirke på jorden er en sælsom begivenhed for folk, som anser tro på åbenbaring, himmelske budbringere og andre åndelige ting for tåbelighed. Budskabet om evangeliets gengivelse bliver forkyndt for mange, som tror, at de allerede har sandheden. Mange af disse mennesker synes, at vores handlinger er mærkelige.

Lære og Pagter 95:8-9. Hvad er en begavelse »med kraft fra det høje«?

Billede
Ældste Bruce R. McConkie

»En begavelse er en gave. I Kirken henviser det typisk til en tempelordinance, hvorigennem medlemmer afgiver visse løfter og til gengæld modtager en kundskab og åndelig kraft. Den begavelse, der tales om her, er ikke den samme som den ceremoni, der senere blev udført i templerne. Medlemmerne af præstedømmet i Kirtland deltog i en ›delvis tempelbegavelse, idet tempelbegavelsens fulde ordinance bliver gemt til senere, når et tempel bestemt til ordinancearbejdet er blevet bygget‹ (Bruce R. McConkie, »En ny befaling: Frels dig selv og din slægt!« Stjernen, aug. 1977, s. 7). Den første fuldstændige begavelse i denne uddeling blev givet af Joseph Smith i Nauvoo den 4. maj 1842.

Den begavelse, der blev modtaget i Kirtland, omfattede tvætning og salvelse såvel som fodtvætning for de præstedømmebrødre, som forrettede i templet. Herren udgød også sin Ånd der, eller med andre ord begavede dem med åndelig kraft, og mange modtog åbenbaringer eller andre gaver (se History of the Church, 2:308-310)« (se Lære og Pagter – Elevens hæfte, CES-hæfte, 1985, s. 213-214).