Seminar
Lektion 152: Fremkomsten af Den Kostelige Perle


Lektion 152

Fremkomsten af Den Kostelige Perle

Indledning

I 1851 udgav ældste Franklin D. Richards, et medlem af De Tolv Apostles Kvorum og præsident for Den Britiske Mission, adskillige af Joseph Smiths åbenbaringer, oversættelser og skrivelser og kaldte samlingen for Den Kostelige Perle. Under en generalkonference i Kirken i oktober 1880 accepterede Kirken Den Kostelige Perle som hellig skrift – en del af standardværkerne. »Den Kostelige Perle er et udvalg af udsøgte tekster, der berører mange betydningsfulde aspekter af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges tro og lære« (Indledning til Den Kostelige Perle).

Forslag til undervisningen

Fremkomsten af Den Kostelige Perle

Vis et billede af en perle. Spørg eleverne om de ved, hvordan en perle laves. Hvis de ikke ved det, så forklar, at en perle laves inde i en østers, når en østers reagerer på at blive irriteret af et fremmedlegeme, som for eksempel et sandkorn. Østersen producerer en substans, der omgiver sandkornet, hvilket i sidste ende danner en perle. Naturlige perler er sjældne og er meget værdifulde.

Billede
perle i en østersskal

Forklar, at de i dag skal lære om oprindelsen af det standardværk, der hedder Den Kostelige Perle. De vil opdage nogle grunde til, at Den Kostelige Perle er så dyrebar.

Bed en elev om at læse første afsnit i indledningen til Den Kostelige Perle højt. Få klassen til at lægge mærke til, hvad Den Kostelige Perle indeholder.

  • Hvorfor tror I, at Den Kostelige Perle sjælden og værdifuld?

Få en til at læse andet afsnit i indledningen højt. Bed resten af klassen om at følge med og se efter, hvorfor Den Kostelige Perle blev samlet. Lad dem fortælle, hvad de har fundet frem til.

Sammenfat tredje afsnit i indledningen ved at forklare, at siden den første udgivelse af Den Kostelige Perle er noget indhold blevet tilføjet eller flyttet. Noget af dens indhold blev tilføjet og siden flyttet til Lære og Pagter.

Få en til at læse det afsnit, der begynder med »Udvalgte dele af Moses’ Bog« højt. Bed dem om at se efter, hvordan Joseph Smith modtog åbenbaringerne i den bog.

Lad dem skimme Moses’ Bog og finde mindst et vers, der indeholder en sandhed, som de synes er dyrebar. Bed dem efter et passende stykke tid om at fortælle en makker eller hele klassen om verset eller versene.

Få dem til igen at slå op på indledningen til Den Kostelige Perle. Bed en elev om at læse det afsnit, der begynder med »Abrahams Bog« højt. Lad dem følge med og se efter, hvordan Joseph Smith modtog skrivelserne i Abrahams Bog. Lad nogle elever fortælle, hvad de har fundet frem til.

Som en hjælp til at forklare, hvordan Joseph Smith fandt de fordums skrivelser, som Abrahams Bog består af, kan du enten selv læse eller bede en om at læse følgende:

»Den 3. juli 1835 bragte Michael Chandler fire egyptiske mumier og flere papyrusruller med gamle egyptiske skrivelser på til Kirtland i Ohio. Mumierne og papyrusrullerne var blevet fundet i Egypten flere år tidligere af Antonio Lebolo. Kirtland var et af de mange ophold i de østlige stater for Chandlers mumieudstilling. Chandler satte mumierne og papyrusrullerne til salg, og da profeten Joseph Smith havde bedt indtrængende om det, donerede flere medlemmer af Kirken penge til at købe dem. I en udtalelse, som er dateret den 5. juli 1835, erklærer Joseph Smith betydningen af disse gamle egyptiske skrivelser og skriver: ›Jeg indledte oversættelsen af nogle af skrifttegnene eller hieroglyfferne, og til vores glæde fandt jeg ud af, at en af rullerne indeholdt Abrahams skrivelser … Vi kan i sandhed sige, at Herren begynder at åbenbare overfloden af fred og sandhed‹ (History of the Church, 2:236)« (Den Kostelige Perle – Elevens hæfte, 20002, s. 28).

Nogle folk har undret sig over, hvordan profeten oversatte disse gamle skrivelser. Forklar, at »profeten Joseph Smith aldrig fortalte om sin metode til at oversætte disse optegnelser. Som det er tilfældet med anden hellig skrift, er et vidnesbyrd om sandheden af disse skrivelser først og fremmest et spørgsmål om tro. Det største bevis på sandheden af Abrahams Bog findes ikke i en analyse af de fysiske beviser eller den historiske baggrund, men i bønsom overvejelse af dens indhold og kraft« (se Den Kostelige Perle – Elevens hæfte, s. 28). Selvom vi ikke kender den præcise metode, som Joseph Smith brugte til at oversætte skrivelserne, så ved vi, at han oversatte Abrahams Bog ved Guds gave og kraft.

  • Hvorfor er det vigtigt at få et åndeligt vidnesbyrd om sandheden af Abrahams Bog?

Til den næste del af lektionen kan du overveje at bede to elever om at komme op forrest i klasselokalet og lave et lille rollespil om en journalist, der interviewer en professor, der har viet en stor del af sin tid til at studere indholdet og oprindelsen af bøgerne i Den Kostelige Perle. Bed dem om at læse følgende manuskript:

Journalist:Hvorfor sagde Joseph Smith, at han havde oversat Abrahams skrivelser, selvom manuskripterne ikke kan dateres tilbage til Abrahams tid?

Professor:Profeten Joseph Smith hævdede aldrig, at papyrusrullerne var skrevet af Abraham selv. Han sagde, at Abrahams Bog var »en oversættelse af nogle gamle optegnelser, som vi har fået fat på fra Egyptens katakomber, som hævdes at være Abrahams skrivelser fra hans tid i Egypten« (Times and Seasons, 1. mar. 1842, s. 704).

»I 1966 blev 11 fragmenter af papyrus, som engang var i profeten Joseph Smiths besiddelse, opdaget på Metropolitan Museum of Art i New York City. De blev givet til Kirken og er blevet analyseret af videnskabsmænd, som daterer dem til et tidspunkt mellem 100 f.Kr. og 100 e.Kr. En almindelig indvending mod Abrahams Bogs ægthed er, at manuskripterne ikke er gamle nok til at være blevet skrevet af Abraham, som levede næsten to tusind år før Kristus. Joseph Smith påstod aldrig, at papyrusrullerne var autografiske (skrevet af Abraham selv), ej heller, at de stammede fra Abrahams tid. Det er normalt at henvise til en forfatters værk som ›hans‹ skrivelser, uanset om de blev nedskrevet af ham selv, dikteret til andre eller om andre senere kopierede hans skrivelser« (Den Kostelige Perle – Elevens hæfte, s. 28).

Journalist:Hvad gjorde Joseph Smith med sin oversættelse?

Professor:»Abrahams Bog blev oprindelig udgivet nogle få uddrag ad gangen i Times and Seasons, et kirkeblad, begyndende i marts 1842 i Nauvoo i Illinois [se indledningen i begyndelsen af Den Kostelige Perle]. Profeten Joseph Smith antydede, at han ville udgive mere af Abrahams Bog senere, men han blev dræbt, før han var i stand til at gøre det. Vedrørende den mulige længde af den færdiggjorte oversættelse sagde Oliver Cowdery engang, at det ville blive nødvendigt med ›flere bind‹ for at rumme den (se Messenger and Advocate, dec. 1835, s. 236).

Ud over hieroglyfferne indeholdt manuskriptet også egyptiske tegninger. Den 23. februar 1842 bad profeten Joseph Smith Reuben Hedlock, en professionel træskærer og medlem af Kirken, om at lave træsnit af tre af disse tegninger, så de kunne blive trykt. Hedlock gjorde træsnittene færdig på én uge, og Joseph Smith udgav trykkene (faksimilerne) sammen med Abrahams Bog. Joseph Smiths forklaringer på tegningerne står sammen med faksimilerne« (Den Kostelige Perle – Elevens hæfte, s. 28-29).

Journalist:Hvad blev der af mumierne og papyrusrullerne?

Professor:»Efter profeten Joseph Smiths død overgik de fire mumier og papyrusrullerne til profetens mor, Lucy Mack Smith, som var enke« (Den Kostelige Perle – Elevens hæfte, s. 29). Da Lucy Mack Smith døde, blev samlingen solgt til en mand, der hed Abel Combs. Samlingen kan være solgt af Joseph Smiths hustru Emma, eller den kan være solgt af hans bror William. Hr. Combs solgte noget af samlingen til et museum i St. Louis i Missouri. Han beholdt andre dele og gav senere nogle af dem væk (Se Den Kostelige Perle – Elevens hæfte, s. 29; H. Donl Peterson, The Story of the Book of Abraham: Mummies, Manuscripts, and Mormonism, 1995, s. 204-209, 257).

»Der har været forskellige teorier om, hvad der skete … med mumierne og papyrusrullerne. Det viser sig, at mindst to af mumierne blev brændt i den store brand i Chicago i 1871 (se B.H. Roberts, New Witnesses for God, 3 bind, 1909-1911, 2:380-382).

»I det tidlige forår i 1966 opdagede dr. Aziz S. Atiya, professor ved University of Utah, flere fragmenter fra Abrahams papyrus, mens han forskede ved Metropolitan Museum of Art i New York. Disse fragmenter blev overdraget til Kirken af museets leder den 27. november 1967. Hvor de andre mumier og andre dele af papyrusrullerne befinder sig, vides ikke (se H. Donl Peterson, »Some Joseph Smith Papyri Rediscovered, 1967« i Studies in Scripture, Volume Two: The Pearl of Great Price, red. Robert L. Millett og Kent P. Jackson, 1985, s. 183-185)« (Den Kostelige Perle – Elevens hæfte, s. 29).

Lad eleverne skimme Abrahams Bog og finde mindst et vers, som de synes er dyrebart. Bed dem efter et passende stykke tid om at fortælle en makker eller hele klassen om verset eller versene.

Få dem til at slå op på indledningen igen. Bed en elev om at læse det afsnit, der begynder med »Joseph Smith – Matthæusevangeliet« højt. Lad dem følge med og se efter, hvordan Joseph Smith modtog denne åbenbaring. Bed dem om at dele det, de har fundet ud af.

Forklar, at en grund til, at Joseph Smith – Matthæus er så dyrebar, er, at det indeholder en af Frelserens prædikener om det andet komme.

Få en til at læse det afsnit, der begynder med »Joseph Smith – Historie« højt. Bed dem om at følge med for at finde ud af, hvor Joseph Smith skrev denne historie.

Lad dem skimme Joseph Smith – Historie og finde mindst et vers, som de synes er dyrebart. Bed dem efter et passende stykke tid om at fortælle en makker eller hele klassen om vers eller versene.

Få dem til at forestille sig, at en ven beder dem om på to minutter at forklare det, som vi tror på i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Bed klassen om at skrive i deres skriftstudiebog, hvordan de ville svare. Få efter nogle minutter nogle elever til at dele det, de har skrevet.

Påpeg, at trosartiklerne giver en god sammenfatning af vores tro. Hjælp dem til at forstå, hvordan trosartiklerne blev til ved at forklare, at den 1. marts 1842 svarede profeten Joseph Smith på en forespørgsel fra John Wentworth, der var avisredaktør, og fortalte ham om sig selv og om det, som vi i Kirken tror på. Det kendes almindeligvis som Wentworth-brevet. Deri beskrev Joseph Smith 13 grundlæggende evangeliske principper. Disse trossætninger er blev føjet til Den Kostelige Perle som trosartiklerne. Selvom de ikke er et udtryk for hele vores tro, så er de nogle vigtige læresætninger og principper.

Del dem op parvis. Tildel alle par mindst en af trosartiklerne. (Ud fra deres behov og størrelsen på klassen kan du tildele hvert makkerpar en eller flere af trosartiklerne). Bed alle par om at læse den trosartikel, de har fået tildelt, og følge instruktionerne herunder. Du kan eventuelt tage kopier af disse instruktioner eller skrive dem på tavlen. De kan følge disse instruktioner i deres skriftstudiebog.

  1. Når I har læst jeres tildelte trosartikel, så skriv med jeres egne ord den læresætning eller det princip, som den underviser i.

  2. Find et skriftsted, der understøtter eller forklarer læresætningen eller princippet i jeres tildelte trosartikel. Skriv, hvilke indsigter skriftstedet giver jer angående jeres forståelse af dette princip.

  3. Skriv forskellige måder, hvorpå en forståelse af og tro på denne trosartikel kan velsigne en persons liv.

Når de har haft tid nok til at færdiggøre deres opgave, så bed dem om at dele det, de har skrevet ned. Du kan eventuelt skrive nogle af de sandheder, der kommer frem, på tavlen.

Bed dem om at dele en oplevelse, som de har haft, hvor trosartiklerne, eller de sandheder, som de indeholder, har hjulpet dem til at forklare evangeliet for nogen. Fortæl eventuelt også om en af dine egne oplevelser.

Udfordr dem til at studere og lære trosartiklerne udenad. Du kan bruge en af aktiviteterne til at lære udenad i tillægget til dette hæfte til at hjælpe dem til at lære en af trosartiklerne udenad som klasse. Tilskynd dem til at bruge deres viden om trosartiklerne, når de forklarer andre om deres tro.

Skriv følgende ufuldstændige udsagn på tavlen: Den Kostelige Perle er et bevis på, at Joseph Smith var en …

Hjælp dem til at færdiggøre udtalelsen ved at stille følgende spørgsmål:

  • Hvad lærer eksistensen af de dyrebare sandheder i Den Kostelige Perle os om Joseph Smith? (Færdiggør sætningen på tavlen, så den lyder sådan her: Den Kostelige Perle er et bevis på, at Joseph Smith var en profet, seer og åbenbarer).

  • Hvordan synes I, at Den Kostelige Perle er et bevis på Joseph Smiths kaldelse som profet?

Bær vidnesbyrd om, at Den Kostelige Perle er et bevis på, at Joseph Smith er en profet, seer og åbenbarer. Denne bog lærer os dyrebare sandheder om vor himmelske Fader og Jesus Kristus.

Kommentar og baggrundsinformation

Abrahams Bog: Bevis på Joseph Smiths guddommelige kaldelse

»Abrahams Bog er et bevis på profeten Joseph Smiths inspirerede kaldelse. Den kom frem på et tidspunkt, hvor studiet af gammelt egyptisk sprog og kultur netop var begyndt. 1800-tallets videnskabsmænd var netop begyndt at udforske egyptologi, og dog begyndte Joseph Smith uden nogen formel oplæring i gammelt sprog og uden kundskab om egyptisk (med undtagelse af sit arbejde med Mormons Bog) sin oversættelse af de gamle manuskripter. Hans kundskab og evner kom ved Guds kraft og gave sammen med hans egen beslutsomhed og tro« (Den Kostelige Perle – Elevens hæfte, 2002, s. 29).

Trosartiklerne og Wentworth-brevet

Joseph Smith skrev et brev til John Wentworth, der var redaktør for og ejede Chicago Democrat, en avis i Illinois. I brevet beskrev profeten Joseph Smith de sidste dages helliges læresætninger og historie. Trosartiklerne var en del af det brev. Se brevet i sin fulde længde på side 433-441 i Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith.