Kapitel 10
2 Nefi 11-16
Indledning
Nefi og hans bror Jakob citerede Esajas meget, og de erklærede begge, at vi bør anvende Esajas’ lærdomme på os selv (se 1 Ne 19:23; 2 Ne 6:5). Selvom Esajas levede for lang tid siden og ofte taler om mennesker, steder og ting, vi ikke kender, er hans lærdomme relevante for os i dag. Når du og dine elever søger hans ord, vil I finde ud af, at hans advarsler, opmuntrende ord og erklæringer om Frelseren gælder lige så vel i dag, som da han skrev dem.
Hvert kapitel med Esajas har sit eget budskab. Alligevel er der nogle emner, der strækker sig over mere end et kapitel. Denne lektion, der dækker 2 Nefi 11-16, henviser til de store straffedomme, som vil tilstøde de ugudelige i de sidste dage, og Herrens løfte om at huske sit folk i de dage. Den næste lektion dækker 2 Nefi 17-24 og indeholder Esajas’ profetier om, hvordan løftet om at bevare Jesu Kristi ydmyge og lydige disciple bliver opfyldt. Kapitel 12 dækker 2 Nefi 25-27 og omfatter Nefis egne kommentarer og hjælper til at gøre Esajas’ skrivelser klare og forståelige, hvilket fjerner mange af de hindringer, som læserne kan møde. Nefi vidner også om, at fremkomsten af Mormons Bog opfylder nogle specifikke profetier, som Esajas kom med.
Vær ikke synderligt bekymret over betydningen af det symbolske sprog. Hjælp i stedet eleverne til at se, hvordan Esajas’ budskab gør sig gældende i deres tilværelse.
Nogle læresætninger og principper
-
Alt, hvad Gud har givet os, er sindbilleder på Jesus Kristus (se 2 Ne 11:4-8).
-
Gud vil bringe straffedom og fred i de sidste dage (se 2 Ne 12-14).
-
Esajas profeterede, at Herren vil opløfte et banner for at samle Israel (se 2 Ne 12:1-3; 15:13-30).
Forslag til undervisningen
2 Nefi 11:1-3. Nefi, Jakob og Esajas virkede som tre vidner om Kristus i Mormons Bog.
Vis en Mormons Bog. Spørg eleverne, om de kan udpege de tre hovedforfattere af Nefis små plader. Hjælp dem til at forstå, at Nefis, Jakobs og Esajas’ skrivelser udgør 135 af de små pladers 143 sider (fra 1 Nefis bog til og med Omnis bog).
Læs 2 Nefi 11:1-3 sammen med eleverne for at opdage en oplevelse, som Nefi, Jakob og Esajas havde til fælles.
-
Hvorfor kan det være vigtigt at have disse tre profeters vidnesbyrd i begyndelsen af Mormons Bog?
-
Hvordan stadfæster Gud ifølge 2 Nefi 11:3 sit ord? Hvorfor tror I, at det er vigtigt at have flere vidner om Guds ord?
-
Nefi sagde, at udover at sørge for vidner »beviser« Herren »alle sine ord« (2 Nefi 11:3). Hvordan har Herren hjulpet jer med at se sandheden i hans ord?
-
Hvornår har Herren ellers sørget for tre vidner?
For at hjælpe eleverne med at forbinde Nefi, Jakob og Esajas – tre vidner i Mormons Bog – med Oliver Cowdery, David Whitmer og Martin Harris – de tre vidner om Mormons Bog – kan du bede en elev om at læse afsnitsoverskriften i Lære og Pagter 17. Bed en anden elev om at læse Lære og Pagter 17:1-4. lad eleverne krydshenvise 2 Nefi 11:1-3 med Lære og Pagter 17:1-4.
Bed en elev om at læse ældste Jeffrey R. Hollands udtalelse på s. 69 i elevens hæfte. Lad eleverne lytte efter årsager til, hvorfor det er vigtigt at have Nefis, Jakobs og Esajas’ skrivelser i begyndelsen af Mormons Bog.
-
Hvorfor er det ifølge ældste Holland vigtigt at have Nefis, Jakobs og Esajas’ skrivelser? (For at stadfæste Mormons Bog som endnu et vidnesbyrd om Jesus Kristus og for at lægge fundamentet til Kristi lære i Mormons Bog).
-
Hvordan kan Mormons Bog styrke menneskers vidnesbyrd om Jesus Kristus? Hvordan har den styrket jeres?
2 Nefi 11:4-8. Alt, hvad Gud har givet, er sindbilleder på Jesus Kristus
Bed eleverne om at læse 2 Nefi 11:4 i stilhed. Foreslå, at de understreger ordet sindbilleder. Spørg, om de kender ordets betydning. Du kan eventuelt få dem til at læse Moses 6:63 og forklaringen på ordet sindbilleder på s. 70 i elevens hæfte. Bed dem om at understrege nøgleord i forklaringen, såsom fremstilling, påmindelse, symbol og vejlede.
-
Hvorfor tror I, Herren bruger tegn eller symboler til at undervise sit folk?
-
Hvorfor er det nyttigt for os at være opmærksomme på denne undervisningsmetode?
-
Hvilke tegn på Jesus Kristus har I set i skrifterne? I jeres liv? I verden omkring jer?
Bed eleverne om at læse 2 Nefi 11:4-7 i stilhed. Lad dem understrege de vigtige sandheder om Jesus Kristus, de har lært af Nefis vidnesbyrd. Bed eleverne om at gå sammen to og to. Bed dem om at sammenligne det, de har understreget om Frelseren. Bed derefter hvert par om at drøfte følgende spørgsmål:
-
Hvilken af disse udtalelser om Jesus Kristus er den vigtigste for jer? Hvorfor?
Læs 2 Nefi 11:8 sammen med eleverne. Forklar, at dette vers virker som en indledning til Esajas’ ord.
-
Hvorfor skrev Nefi ifølge dette vers Esajas’ ord til os?
Forklar, at 2 Nefi 12-24 og 27 indeholder Esajas’ skrivelser. Nefis vidnesbyrd om Frelseren i 2 Nefi 11 forbereder os på at kigge efter tegn på Jesus Kristus i Esajas’ skrivelser. Nefis vidnesbyrd forbereder os også på at forstå Esajas’ lærdomme angående Herrens værk i de sidste dage.
Bær vidnesbyrd om Esajas’ lærdomme i Mormons Bog. Anspor eleverne til at lede efter måder, hvorpå disse lærdomme kan ændre deres liv og forberede dem på de store begivenheder i de sidste dage.
2 Nefi 12-14. Gud vil bringe straffedom og fred i de sidste dage
Forbered, før klassen begynder, følgende skema på tavlen eller på et stykke papir, du deler ud. Medtag skriftstedshenvisninger, navnene på hver gruppe i skrifterne (i citationstegn), og den fremhævede beskrivelse af hver gruppe, men medtag ikke svarene (listerne). Efterlad i stedet plads til at skrive i hver kolonne.
Straffedom og fred
|
»Jakobs hus« Israels hus, deriblandt Juda og Jerusalem (se 2 Ne 13 kapiteloverskrift)
|
»Zions døtre« Medlemmer af Kirken, der bliver stolte og verdslige
|
»Dem, der er undsluppet« Retskafne medlemmer af Israels hus i tusindårsriget
|
Forklar, at klassen skal gennemgå konsekvenserne af de tre gruppers gerninger. Selvom disse grupper bliver beskrevet med et symbolsk sprog, kan de generelt identificeres ud fra de beskrivelser, som Esajas kommer med og fra Nefis kommentarer i 2 Nefi 25-26 og 28-30. Når Esajas taler til Jakobs hus i 2 Nefi 12-13, taler han til alle i Israels hus både i hans tid og i de sidste dage. I sin profeti om Zions døtre henviser han til Kirkens medlemmer, som bliver stolte og verdslige. Når han taler om »dem, der er undsluppet« (2 Ne 14:2), henviser han til medlemmer af Israels hus, der gennem Jesu Kristi forsoning og deres egen retskaffenhed undslipper de straffedomme, som kommer over de ugudelige.
Del klassen i to grupper. Bed den ene halvdel om at gennemgå 2 Nefi 12:5 og 13:1-15 og bed den anden halvdel om at gennemgå 2 Nefi 13:16-26. Bed den første gruppe om at finde frem til de straffedomme, som falder over Jakobs hus, og bed den anden gruppe om at finde frem til de straffedomme, der falder over Zions døtre. Påpeg, at Zions døtre er en del af Jakobs hus, men de bliver især nævnt i disse vers. Bed hver gruppe, efter de har haft nok tid, om at nævne deres opdagelser under den rette overskrift. (Den tredje kolonne bliver udfyldt senere). Mulige svar findes i skemaet på s. 38.
Når eleverne har gennemgået 2 Nefi 13, bed da en elev om at læse 2 Nefi 14:2-6 højt. (Eleverne kan spørge, om 2 Ne 14:1 er en profeti om flerkoneri. Forklar, at syv kvinders forhold til én mand er resultatet af den krig, der beskrives i 2 Ne 13:25, ikke en genindførelse af flerkoneri). Find som klasse frem til de velsignelser, som menneskene i 2 Nefi 14:2-6 kommer til at nyde. Bed eleverne skrive disse velsignelser i den tredje kolonne i skemaet, som vist på s. 38.
For at hjælpe eleverne med at anvende disse profetier på sig selv kan du stille dem nogle eller alle disse spørgsmål:
-
Esajas sagde, at en af grundene til, at Jakobs hus ville lide så frygtelige konsekvenser, var, at deres land var »fuldt af afguder« (2 Ne 12:8). Nævn nogle former for afguder i dag. (Se fx (Rom 1:25; Hel 6:31).
-
Esajas profeterede om de velsignelser, der kommer til »dem af Israel, der er undsluppet« (2 Ne 14:) og til dem, hvis tilsølethed er vasket bort af Herren (2 Ne 14:4). Hvordan kan overvindelse af fristelser sammenlignes med at undslippe? Hvordan hjælper Herren os med at undslippe?
-
Nefi sagde, at Esajas’ ord kunne hjælpe hans folk med at »blive opløftet i hjertet og fryde sig på alle menneskers vegne« (2 Ne 11:8). Hvad ser I i 2 Nefi 12-14, der kan gøre, at vi fryder os?
-
Esajas profeterede om Zions døtre, der ville give sig selv lov til at blive overvundet af verden. Hvordan kan vi beskytte os mod verdslige holdninger i vores tilværelse?
-
Hvilke velsignelser kommer der i tusindårsriget, som vi også kan nyde godt af nu?
-
Hvordan kan Esajas’ skrivelser hjælpe os, når vi træffer vigtige beslutninger i vores liv? Hvordan kan Esajas’ skrivelser hjælpe os med at leve i farefulde tider i de sidste dage?
Bær vidnesbyrd om, hvordan Esajas’ budskab hjælper os med at forberede os på Jesu Kristi andet komme. Hjælp eleverne til at forstå, at det ikke er nødvendigt at frygte begivenhederne i de sidste dage (se 1 Ne 22:17). Der er tryghed og fred i at holde befalingerne og give agt på Herrens røst.
2 Nefi 12:1-3; 15:13-30. Esajas profeterede, at Herren vil opløfte et banner for at samle Israel
Bed en elev om at læse 2 Nefi 15:13. Forklar, at Israels børn blev fysisk slavebundet af andre nationer, når de afviste Herren.
-
Hvordan kan Israels åndelige tilstand sammenlignes med trældom?
-
Hvordan slavebinder vore synder os? Hvordan kan vi blive befriet af denne trældom?
Efter at have beskrevet nogle af konsekvenserne med Israels frafald giver Esajas nogle specifikke advarsler. Læs 2 Nefi 15:18-23 for klassen. Forklar, at Esajas i dette skriftsted gentager ordet ve, der henviser til sorg og kvaler. Stop lidt op, hver gang du læser ordet ve. Lad eleverne understrege det ord og de nøgleudtryk, som beskriver de omstændigheder, der forårsager sorg og kvaler.
-
Hvilke gerninger og holdninger nævnes i 2 Nefi 15:20-25, som gør Herren vred på sit folk?
-
Hvad kan vi gøre for at undgå at blive som folket beskrevet i v. 20-23?
Esajas profeterede, at Herren vil opløfte et banner for at samle Israel. Skriv følgende forklaring op på tavlen fra An American Dictionary of the English Language, der blev udarbejdet af Noah Webster og udgivet i 1828:
Banner: »et signal om at samles eller om at give besked«
Bed en elev om at læse 2 Nefi 15:26.
-
Hvilken sammenhæng har dette banner med Israels hus?
Du kan eventuelt få eleverne til at læse præsident Joseph Fielding Smiths udtalelse på s. 75 i elevens hæfte.
Esajas profeterede, at folk ville »[komme] hurtigt og let« som reaktion på banneret. Bed en elev om at læse 2 Nefi 15:27-29, som er Esajas’ beskrivelse af, hvad der ville ske. For at hjælpe eleverne med at forstå denne profeti kan du få dem til at læse ældste LeGrand Richards’ forklaring på s. 75-76 i elevens hæfte.
-
Hvordan har I set denne profeti blive opfyldt i jeres tilværelse? I familiens og venners tilværelse?
-
Hvad kan vi gøre for at denne profeti fortsat kan blive opfyldt?
Bed en elev om at læse 2 Nefi 12:2-3.
-
Hvilken sammenhæng føler I, at disse vers har til profetien om, at Herren vil opløfte et banner for at samle Israel? (For at hjælpe eleverne med at besvare dette spørgsmål kan du eventuelt få dem til at læse ældste LeGrand Richards’ udtalelse på s. 71 i elevens hæfte – findes også på den medfølgende dvd
A).
Læs følgende udtalelse af præsident Gordon B. Hinckley, (1910-2008), Kirkens 15. præsident (findes også på den medfølgende dvd
B):
»Lige siden templet i Salt Lake blev indviet, har vi tolket dette skriftsted i Esajas … som gældende dette hellige Herrens hus. Og om dette sted har et stadigt større antal fra hele verden siden dets indvielse i virkeligheden sagt: ›Kom, lad os drage op til Herrens bjerg, til Jakobs Guds hus; han skal vise os sine veje, og vi vil gå på hans stier.‹
Jeg tror og bærer vidnesbyrd om, at det er denne kirkes mission at stå som et banner for folkene og et lys for verden. Vi har fået en storslået, altomfattende befaling, hvorfra vi ikke kan vige eller vende os bort. Vi accepterer denne befaling, og vi er fast besluttet på at opfylde den, og med Guds hjælp vil vi gøre det« (Liahona, nov. 2003, s. 82).
-
Hvordan opfylder sidste dages hellige templer profetien i 2 Nefi 12:2-3?
-
Hvordan hjælper templer Kirken med »at stå som et banner for folkene«?
2 Nefi 16. Esajas er kaldet til at tjene som profet
Bed eleverne om at læse kapiteloverskriften for 2 Nefi 16. Bed dem om at udpege begivenhederne i dette kapitel. Du kan eventuelt skrive følgende på tavlen:
|
Esajas ser Herren. | |
|
Esajas bliver tilgivet for sine synder. | |
|
Esajas bliver kaldet til at advare, råbe omvendelse og profetere. |
Bed en elev om at læse 2 Nefi 16:8 højt. Bed derefter eleverne om at læse Abraham 3:27 i stilhed.
-
Hvilken betydning finder I i den kendsgerning, at Esajas’ ord var de samme som Frelserens ord i det førjordiske råd?
For at understrege vigtigheden af Esajas’ kaldelse og hans status blandt andre profeter kan du læse følgende udtalelse af ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum:
»Esajas er efter enhver standard den profet i Det Gamle Testamente, der profeterede mest om Messias og som sådan den mest gennemtrængende profetiske stemme i den optegnelse. Han så, skrev og profeterede mere end de andre vidner i den gamle verden om Frelserens komme både i tidens midte og igen i de sidste dage. Han bliver oftere citeret i Det Nye Testamente, Mormons Bog, Lære og Pagter og moderne tekster, så som Dødehavsrullerne, end nogen anden profet fra den gamle verden.
Det virker som om, at selv fra Esajas’ navn (›Jahve frelser‹ eller ›Herren er frelse‹) var han forberedt fra fødslen – eller mere præcist fra før fødslen – til at vidne om Messias og bære vidnesbyrd om Kristi guddommelighed forud for hans første og andet komme« (Christ and the New Covenant: The Messianic Message of the Book of Mormon, 1997, s. 75-76, 77-78).
-
Hvad sagde ældste Holland om betydningen af Esajas’ liv og tjenestegerning?
-
Hvad var Esajas forudordineret til at gøre?
Bær dit vidnesbyrd om Esajas kaldelse som Guds profet.