Kapitel 25
Alma 8-12
Indledning
Da Alma kom for at prædike i byen Ammoniha, var det meste af folket i fremskreden tilstand af frafald. De ugudelige mennesker i Ammoniha afviste med det samme Alma og smed ham ud af deres by. Men en engel besøgte ham, opmuntrede ham og gav en befaling fra Herren om, at han skulle vende tilbage til Ammoniha. Da han »hastigt« vendte tilbage til byen (Alma 8:18), mødte han Amulek, som Herren havde forberedt som missionærkammerat til Alma. Alma og Amulek besvarede folkets hårdhjertethed ved at undervise kraftfuldt om forløsningsplanen, opstandelsen og dommen. Når eleverne drøfter disse lærdomme, kan du hjælpe dem med at se, at når vi bygger vores vidnesbyrd på sandheden om frelsesplanen, får vi styrke til at lytte til Guds tjenere og adlyde hans befalinger. Vi forbereder os på Herrens komme.
Nogle læresætninger og principper
-
Hvis vi er trofaste og flittige, sørger Herren for en måde, hvorpå vi kan udføre det, han har befalet (se Alma 8).
-
Alle mennesker skal rejse sig fra døden og stå foran Herren for at blive dømt (se Alma 11:41-46; 12:1-18).
-
Gud sørgede for en forløsningsplan for at frelse os fra vores faldne tilstand (se Alma 12:22-37).
Forslag til undervisningen
Alma 8. Hvis vi er trofaste og flittige, sørger Herren for en måde, hvorpå vi kan udføre det, han har befalet
Skriv Alma 8:8-18 på tavlen. Del klassen i to grupper. Bed den ene gruppe om at læse disse vers og lede efter oplysninger om folket i Ammoniha. Bed den anden gruppe om at læse de samme vers og lede efter oplysninger om Alma. Forklar, at når de er færdige med at læse, vil du stille dem spørgsmål om det, de har læst.
Stil følgende spørgsmål om folket i Ammoniha, når eleverne er færdige med at læse:
-
Hvad var resultatet af Satans »greb om hjertet på folket« i Ammoniha? (Se Alma 8:9).
-
Hvordan karakteriserede folket i Ammoniha Kirkens lærdomme og skikke? (Se Alma 8:11).
-
Hvad gjorde indbyggerne i Ammoniha mod Alma? (Se Alma 8:9-13).
-
Hvorfor behandlede folket Alma så hårdt, selvom han var Kirkens højpræst? (Se Alma 8:11-12).
Stil følgende spørgsmål om Alma:
-
Hvordan reagerede Alma på at blive afvist i Ammoniha? (Se Alma 8:14).
-
Hvad skete der, som ændrede Almas mening, da han var ved at forlade Ammoniha? (Se Alma 8:14-16).
-
Hvorfor tror I, at englens budskab påvirkede Almas perspektiv på sin mission i Ammoniha? (Se Alma 8:15-17).
-
Hvad kan vi lære af Almas reaktion på englens budskab? (Se Alma 8:18).
Bed eleverne om at læse Alma 8:19-27. Bed dem om at lede efter bevis på, at Herren åbnede en udvej for Alma, så han kunne forkynde evangeliet i Ammoniha.
-
Hvorfor modtog Amulek Alma anderledes, end de andre mennesker i Ammoniha havde modtaget ham? (Se Alma 8:20).
Læs følgende citater med eleverne. Præsident Monsons udtalelse findes også på den medfølgende dvd
A. Spørg, hvordan disse udtalelser hænger sammen med Almas oplevelse i Ammoniha.
Præsident Thomas S. Monson, Kirkens 16. præsident, har sagt: »Husk, at dette værk ikke blot er jeres og mit. Det er Herrens værk, og når vi går Herrens ærinde, så er vi berettiget til Herrens hjælp. Husk, at Herren vil forme den ryg, der bærer byrderne« (Liahona, maj 2005, s. 56).
Præsident Gordon B. Hinckley (1910-2008), Kirkens 15. præsident, gav følgende råd: »Lev op til de store muligheder, som findes I jer. Jeg beder jer ikke om at gøre mere, end I magter. Jeg håber, at I ikke vil plage jer selv med tanker om, at I ikke slår til. Jeg håber ikke, at I vil prøve at sætte mål, der er langt større, end I kan klare. Jeg håber, at I ganske enkelt gør det, som I kan, så godt I kan. Gør I det, vil I opleve mirakler« (Teachings of Gordon B. Hinckley, 1997, s. 696).
-
Hvordan kan disse udtalelser og beretningen i Alma 8 hjælpe jer med at møde udfordringer?
Bed nogle få elever om at give nogle eksempler på, hvordan Herren har hjulpet dem med at møde udfordringer. Som en del af denne samtale kan du eventuelt påpege, at Herrens hjælp ofte kommer på små og enkle måder, såsom Helligåndens stille vejledning eller en vens venlige gestus.
Læs Alma 8:30-31 sammen og bed eleverne om at lede efter det, som Herren gjorde for Alma, da han vendte tilbage til Ammoniha.
-
Hvad gjorde Herren for at hjælpe Alma med at fortælle folket i Ammnoniha om evangeliet?
Bær dit vidnesbyd om Herrens kraft til at sørge for en udvej, selv når det virker umuligt at udføre hans befalinger. »Herren … giver [ikke] nogen befalinger til menneskenes børn, uden at han bereder en vej for dem, så at de kan udføre det, som han befaler dem« (1 Ne 3:7 ).
Alma 9. »Hvorledes har I glemt jeres fædres overlevering«?
Bed eleverne om at nævne færdigheder eller ideer, som unge somme tider modsætter sig at lære af deres forældre. (Eleverne kan give svar såsom huslige færdigheder, byggeri og vedligeholdelse, studievaner eller musik).
-
Hvorfor tror I, at nogle mennesker modsætter sig værdifuld viden fra tidligere generationer?
Læs Alma 9:7-14 sammen med eleverne. Få eleverne til at lede efter vendinger eller ideer, som Alma gentog (såsom »har I glemt« og »husker I ikke«).
-
Hvad havde ammonihaitterne glemt? Hvorfor tror I, at denne glemsomhed førte til frafald og ugudelighed?
-
Hvordan har I draget fordel af tidligere generationers gode traditioner, lærdomme og oplevelser? Hvad kan vi gøre for at huske sådanne velsignelser?
Bed eleverne om at læse Alma 9:19-22 i stilhed og lægge mærke til de åndelige velsignelser og oplevelser, som nefitterne tidligere havde nydt godt af. Bed dem om at fortælle, hvad de har fundet frem til.
Bed eleverne om at læse Lære og Pagter 82:3 .
-
Hvordan passer dette vers på folket i Ammoniha?
Bed en elev om at læse Alma 9:23-24 og 10:22-23, 27 højt. Bed de andre elever om at følge med og lede efter advarsler om vanskeligheder, som ville komme til folket i Ammoniha, hvis de ikke ville omvende sig.
-
Hvilke advarsler gav Alma og Amulek folket?
-
Hvorfor var ugudeligheden hos folket i Ammoniha ifølge Alma værre end lamanitternes ugudelighed?
Henvis igen til Alma 9:19-22, hvor Alma nævner nogle af de velsignelser og oplevelser, som nefitterne engang havde nydt godt af.
-
Hvorfor er det nyttigt at huske tidligere åndelige oplevelser?
Udtryk dine følelser om vigtigheden af at huske personlige og tidligere generationers åndelige oplevelser. Bed eleverne om omhyggeligt at skrive hellige begivenheder i deres dagbøger.
Før I går videre til Alma 11, kan du eventuelt sige, at Amulek var en ideel missionærkammerat for Alma. Alma 10:4-12 nævner nogle af de oplevelser, der forberedte ham på at tjene sammen med Alma. Du kan også påpege, at Amulek i en periode var et mindre aktivt medlem af Kirken, før han blev en stærk missionær. Dette kunne give håb til unge mænd og kvinder, der tvivler på, at de vil være i stand til at tjene på en fuldtidsmission.
Alma 11:41-46; 12:1-18. Alle mennesker skal rejse sig fra døden og stå foran Herren for at blive dømt
Dette afsnit giver dig endnu en mulighed for at bære vidnesbyrd om, at Frelserens forsoning overvinder alle faldets påvirkninger.
Forbered før klassen følgende test på en overhead eller et stykke papir, du deler ud til eleverne. Få eleverne til at skrive S for sandt eller F for falsk ved hver udtalelse. Bed eleverne om at tage testen uden at bruge deres skrifter.
-
Når vi bliver dømt, vil vi huske vores skyld (se Alma 11:43; se også 2 Ne 9:14; Alma 5:18).
-
De, som har mistet arme eller ben under livet på jorden, vil få deres lemmer tilbage, når de opstår (se Alma 11:43-44).
-
Selvom alle større misdannelser eller mangler forsvinder, når vi opstår, vil vi stadig have ar og andre mindre skavanker (se Alma 11:43-44; se også Alma 40:23).
-
En opstanden person dør aldrig fysisk igen (se Alma 11:45).
-
Ved den endelige dom bliver vi kun dømt i forhold til vore gerninger. Intet andet kommer i betragtning (se Alma 11:41, 44; 12:14; se også L&P 137:9).
-
De, som har forhærdet deres hjerte mod sandheden, kommer til sidst ikke til at kende noget til Guds mysterier (se Alma 12:9-12).
-
Den endelige dom bliver en god oplevelse for alle mennesker (se Alma 12:13-14, 17).
(Svar: 1-S; 2-S; 3-F; 4-S; 5-F; 6-S; 7-F)
Når eleverne har udfyldt testen, lader du dem arbejde alene eller parvis for at læse skriftstedshenvisningerne og tjekke deres svar. Stil derpå følgende spørgsmål:
-
Hvordan hjælper en forståelse om opstandelsen og den endelige dom os med bedre at forstå Jesu Kristi forsoning?
-
Hvordan kan en rigtig forståelse af disse lærdomme påvirke vores dagligdag?
Når eleverne har drøftet disse spørgsmål, kan du eventuelt få dem til at læse ældste Dallin H. Oaks’ udtalelser på s. 180 og 181 i elevens hæfte. Disse udtalelser findes også på den medfølgende dvd
B
C.
Bed eleverne om i stilhed at tænke over dette spørgsmål:
-
Findes der noget i jeres liv, som I er nødt til at ændre, så I ikke skal frygte den endelige dom?
Tilskynd eleverne til at ydmyge sig i bøn og bede Herren om tilgivelse for deres synder, og gøre hvad de kan for at overvinde deres synder. Hjælp dem til at forstå, at nu er tiden til at forberede sig på opstandelsen og den endelige dom (se Alma 34:32-34 ).
Alma 12:22-37. Gud sørgede for en forløsningsplan for at frelse os fra vores faldne tilstand
Overvej at kontakte en eller to elever på forhånd og bede dem om at forberede sig på at bære deres vidnesbyrd om frelsesplanen og den fred, den bringer i deres liv.
Forbered før klassen et stykke papir, du deler ud til eleverne, med følgende spørgsmål og skriftstedshenvisninger:
-
Hvad var følgerne af, at Adam og Eva spiste af den forbudne frugt? (Se Alma 12:22, 24).
-
Hvad sørgede Gud for var beredt for at råde bod på faldets påvirkninger? (Se Alma 12:25).
-
Hvordan blev folk undervist i forløsningsplanen? (Se Alma 12:28-30).
-
Hvad gav Gud folk, så de kunne bruge deres handlefrihed i overensstemmelse med forløsningsplanen? (Se Alma 12:31-32).
-
Hvordan modtager vi velsignelser gennem Frelserens forsoning? (Se Alma 12:33-37).
Læs følgende udtalelse af præsident Boyd K. Packer, præsident for De Tolv Apostles Kvorum:
»Uden kundskab om evangeliets plan virker overtrædelse naturligt, uskyldigt, endda berettiget. Der findes ingen større beskyttelse mod modstanderen, end at vi kender sandheden – dvs. kender planen« (Our Father’s Plan, 1984, s. 27).
-
Hvordan kan vores viden om vor himmelske Faders plan beskytte os mod modstanderen?
Forklar, at Alma 12 indeholder vigtige detaljer om vor himmelske Faders plan for hans børn. Velvidende at vi ville overtræde, sørgede vor himmelske Fader for en måde, vi kunne forløses på og vende tilbage for at bo sammen med ham for evigt. Hjælp eleverne med at se, at jo bedre de forstår vor himmelske Faders plan, jo lykkeligere bliver de.
Uddel papiret. Bed hver elev om at finde svarene på et eller to af spørgsmålene på papiret og forberede sig på at fortælle deres tanker til klassen.
Hjælp eleverne med at drøfte følgende to emner, når de har besvaret spørgsmålene, så de kan fortælle det, de har lært, og anvende lærdomme mere fuldt ud i deres liv.
Emne 1: Alma og Amulek underviste i mange sandheder om forløsningsplanen.
Bed eleverne om at gennemgå de skriftsteder, de har studeret i dag og finde frem til nogle af de sandheder, som Alma og Amulek underviste i. Du kan eventuelt skrive elevernes svar på tavlen.
Bed eleverne om at vælge en af de nævnte sandheder og forklare, hvordan viden om den sandhed hjælper med at beskytte dem mod modstanderen.
Emne 2: Alma sagde, at Gud gav sine børn befalinger »efter at have kundgjort forløsningsplanen for dem« (Alma 12:32; fremhævelse tilføjet).
-
Hvorfor tror I, det var vigtigt for mennesker at lære om forløsningsplanen, før de modtog befalinger?
Hvis du har bedt en eller to elever om at forberede at bære deres vidnesbyrd om forløsningsplanen, beder du dem om at gøre det nu. Hvis det er passende, kan du også bære dit vidnesbyrd og bede andre elever om at bære deres.