Bibliotek
Hvorfor er det vigtigt at undervise i den sande lære?


Hvorfor er det vigtigt at undervise i den sande lære?

I årene efter de oprindelige tolv apostles død begyndte folk at stole på deres egen visdom, når de udlagde skrifterne. På grund af dette blev der undervist i falske lærdomme, og kirkens frafald begyndte. Som lærere i evangeliet har vi et ansvar for at undervise om det gengivne evangeliums sandheder i deres renhed, så vi ikke leder nogen på afveje. Når dem, vi underviser, forstår den sande lære, bliver deres hjerte rørt, og de ændrer deres holdninger og opførsel (se Boyd K. Packer, »Frygt ikke«, Liahona, maj 2004, s. 79).

Billede

Forbered dig åndeligt

Hvordan kan du som lærer sikre dig, at du underviser i den sande lære? Hvornår har du følt den kraft, der kommer, når der undervises i den sande lære?

Anerkender de unge, du underviser, kraften i den sande lære? Hvordan kan du hjælpe dem til at føle sig mere trygge ved deres evne til at undervise i den sande lære?

Studer skriftstederne og hjælpekilderne herunder. Hvad føler du dig tilskyndet til at fortælle de unge om?

Luk 24:32; JS-H 1:11-12 (Undervisning ud fra skrifterne berører hjertet)

2 Tim 4:3-4 (Paulus profeterer om falske lærdomme, der belæres om)

Mosi 18:19 (Skrifterne og profeternes ord er kilden til den sande lære)

Alma 4:19; 31:5 (Guds ord er mægtigt)

Moro 10:5 (Helligånden belærer os om sandheden)

Undervisning, den største kaldelse, 2000, s. 52-54, 203-207

D. Todd Christofferson, »Kristi lære«, Liahona, maj 2012, s. 86-90

Undervisning på Frelserens måde

Frelseren anvendte skrifterne til at undervise og vidne om sin mission. Gentagne gange fremhævede han og underviste i den sande lære. Hvordan kan du hjælpe de unge til at bruge skrifterne til at finde den sande lære og undervise andre i det?

Skab sammenhæng

Hjælp i de første få minutter i hver klasse de unge til at skabe sammenhæng mellem det, de lærer i forskellige situationer (som for eksempel personligt studium, seminar, andre klasser i Kirken eller oplevelser med deres venner). Hvordan kan du hjælpe dem til at se anvendeligheden af evangeliet i deres hverdag? Forslagene herunder kan eventuelt hjælpe:

  • Bed de unge om at fortælle om en oplevelse, hvor de har følt ånden, når de har undervist nogen om evangeliet.

  • Medbring et glas med rent vand og et glas med snavset vand. Fortæl, at vandet kan repræsentere evangeliet, som vi underviser andre om. Hvis det rene vand repræsenterer det rene evangelium, hvad repræsenterer det snavsede vand? Hvilke ting kan forurene evangeliets sande lære? (Se Undervisning, den største kaldelse, s. 52-53). Hvordan hjælper denne sammenligning de unge til at forstå betydningen af at undervise i den sande lære?

Lær sammen

Alle forslagene herunder kan hjælpe de unge til at lære om vigtigheden af at undervise i den sande lære. Følg Åndens inspiration, og vælg et eller flere af de forslag, der vil virke bedst i din klasse:

  • Bed de unge om at lave en liste over, hvordan verden prøver at ændre menneskers opførsel. Bed dem derpå om at læse Alma 4:19 og 31:5 og se efter Herrens måde at påvirke mennesker på. Når de har fortalt, hvad de har fundet frem til, så bed dem om at finde eksempler fra skriften på mennesker, hvis hjerte blev ændret, fordi de blev undervist om den sande lære. Bed de unge om at fortælle om eksempler på evangeliske principper, som de har lært, der har påvirket deres handlinger.

  • Bed de unge om at se i skrifterne for at finde eksempler på mennesker, der underviste i falske lærdomme (for eksempel Sherem (se Jakob 7), Korihor (se Alma 30) eller zoramitterne (se Alma 31)). Hvordan påvirkede deres lærdomme folket? Hvilke lærdomme underviste Herrens tjenere i som modsvar? Hvilke lignende falske lærdomme har de unge oplevet i verden i dag? Hvordan kan de unge reagere og undervise i den sande lære?

  • Bed de unge om at læse 2 Timotheus 3:2-4 og 2 Nefi 9:28-29. Hvordan er disse skriftsteder blevet opfyldt i vor tid? Hvilke følgevirkninger af de falske lærdomme ser vi i verden omkring os? (Se eksempler i 2 Timotheus 3:1-5). Hvilke af det gengivne evangeliums principper kan hjælpe til at overvinde disse følgevirkninger?

  • Bed halvdelen af klassen om at læse »Dit ansvar som lærer« i Undervisning, den største kaldelse (s. 52), og bed den anden halvdel om at læse »Advarsler til lærere i evangeliet« (s. 52-53). Bed hver gruppe om at finde på kreative måder at undervise den anden gruppe om, hvad de har lært. Bed hver af de unge om at vælge et af de principper, der er omtalt, og forklare, hvorfor dette princip er vigtigt, når man underviser i den sande lære.

Bed de unge om at fortælle om det, de har lært i dag. Forstår de vigtigheden af at undervise i den sande lære? Hvilke følelser eller indtryk har de fået? Har de yderligere spørgsmål? Ville det være værd at bruge mere tid på dette emne?

Undervisningstip

»Vi bør ikke tilskrive Kirkens ledere udsagn uden at bekræfte udsagnenes kilde. Når vi citerer skriftsteder, bør vi sikre os, at vores brug af dem passer med baggrunden« (Undervisning, den største kaldelse, 2000, s. 53).

Opfordring til handling

Bed de unge om at tænke på en undervisningsmulighed, de snart vil få. Bed dem om at overveje, hvad de kan gøre for at sikre sig, at de underviser i den sande lære.