Andre ressourcer
Vidnesbyrd


Vidnesbyrd

Et vidnesbyrd er en åndelig tilkendegivelse, som gives af Helligånden. Grundlaget for et vidnesbyrd er kundskaben om, at vor himmelske Fader lever og elsker os; at Jesus Kristus lever, at han er Guds Søn, og at han udførte den uendelige forsoning; at Joseph Smith er Guds profet, som blev kaldet til at gengive evangeliet; at vi ledes af en levende profet i dag, og at Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er Frelserens sande kirke på jorden. Med dette grundlag vokser et vidnesbyrd til at omfatte alle evangeliets principper.

Opnå et vidnesbyrd og styrk det

Som medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige har du den hellige mulighed og ansvar for at opnå dit eget vidnesbyrd. Når du har opnået et vidnesbyrd, har du en pligt til at nære det gennem hele dit liv. Din lykke i dette liv og i hele evigheden afhænger hovedsaglig af, om du er »tap[per] i Jesu vidnesbyrd« (L&P 76:79; se også vers 51, 74, 101). Når du arbejder med denne proces, så husk følgende principper:

At søge efter et vidnesbyrd begynder med et retfærdigt og oprigtigt ønske. Din himmelske Fader vil velsigne dig i overensstemmelse med dine retfærdige ønsker i dit hjerte og din indsats for at gøre hans vilje. Alma forklarede, da han talte til en gruppe, som endnu ikke havde et vidnesbyrd om evangeliet: »Men hvis I vil vågne op og bruge jeres evner, prøve mine ord og udøve blot den mindste smule tro, ja, om I ikke kunne gøre andet end blot ønske at tro, lad da det ønske virke i jer, til I tror så meget, at I kan modtage en del af mine ord« (Alma 32:27).

Vidnesbyrd kommer gennem Helligåndens stille indflydelse. Resultaterne af et vidnesbyrd kan være mirakuløse og livsforandrende, men vidnesbyrdets gave kommer normalt som en stille forsikring uden en spektakulær fremvisning af Guds magt. Selv Alma, som var blevet besøgt af en engel og havde set Gud sidde på sin trone, havde behov for at faste og bede, så han kunne modtage et vidnesbyrd gennem Helligåndens kraft (se Alma 5:45-46; 36:8, 22).

Dit vidnesbyrd vil vokse gradvist gennem dine erfaringer. Ingen modtager et fuldt og helt vidnesbyrd på en gang. Dit vidnesbyrd vil vokse gradvist gennem dine erfaringer. Det vil vokse, når du viser din villighed til at tjene i Kirken, uanset hvad du bliver kaldet til. Det vil vokse, når du træffer beslutning om at holde befalingerne. Når du opløfter og styrker andre, vil du se, at dit vidnesbyrd fortsætter med at udvikle sig. Når du beder og faster, studerer skrifterne, overværer Kirkens møder og hører andre dele deres vidnesbyrd, vil du blive velsignet med øjeblikke af inspiration, som vil styrke dit vidnesbyrd. Sådanne øjeblikke vil komme igennem livet, når du stræber efter at efterleve evangeliet.

Dit vidnesbyrd vil øges, når du deler det. Vent ikke til dit vidnesbyrd er fuldt udviklet, før du deler det med andre. En del af et vidnesbyrds udvikling kommer, når det deles med andre. Du vil i virkeligheden finde ud af, at når du bærer det vidnesbyrd, som du har, vil det komme tilbage til dig – øget.

At bære vidnesbyrd

Du kan ved faste- og vidnesbyrdsmøder og i samtaler med familiemedlemmer og venner føle dig tilskyndet til at bære dit vidnesbyrd. Ved sådanne tilfælde, så husk, at du ikke behøver at komme med en lang og imponerende tale. Dit vidnesbyrd om Frelseren, hans lærdomme og genoprettelsen vil være stærkest, når det kommer direkte fra hjertet kortfattet og overbevisende. Bed om vejledning, så vil Ånden hjælpe dig til at vide, hvordan du skal udtrykke følelserne i dit hjerte. Du vil finde stor glæde, når du hjælper andre med at få del i det håb og den forsikring, som Herren har givet dig.

Yderligere henvisninger: Joh 7:17; 1 Kor 2:9-14; Jak 1:5-6; Moroni 10:3-5; L&P 6:22-23; 62:3; 88:81

Se også Bøn; Faste og fasteoffer; Forsoning, Jesu Kristi; Gud Faderen; Helligånden; Åbenbaring; Åndelige gaver