Andre ressourcer
Kirkens ledelse


Kirkens ledelse

Jesus Kristus er Kirkens overhoved. Missionen for Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige er at hjælpe alle mennesker med at komme til Kristus (se Moroni 10:32). Kirken er til for at opfylde denne mission organiseret i henhold til det mønster, som er blevet åbenbaret af Herren »for at udruste de hellige … indtil vi alle når frem til enheden i troen og i erkendelsen af Guds søn« (Ef 4:12-13, se også vers 11). Følgende skitse sammenfatter Kirkens organisation.

Hjemmet og familien

Familien er den grundlæggende enhed i Kirken, og hjemmet er det vigtigste sted for indlæring af evangeliet. Ingen anden organisation kan tage familiens sted. Selv om Kirken fortsætter med at vokse, har dens formål altid været at støtte og styrke familier og enkeltpersoner i deres indsats for at efterleve evangeliet.

Overordnet ledelse

Herren leder sit pagtfolk i dag gennem Kirkens præsident, som vi opretholder som profet, seer og åbenbarer. Kirkens præsident præsiderer over hele Kirken. Han og hans rådgivere, som også er profeter, seere og åbenbarere, udgør Det Første Præsidentskabs Kvorum.

Medlemmerne af De Tolv Apostles Kvorum er også profeter, seere og åbenbarere. De er sammen med Det Første Præsidentskab »særlige vidner om Kristi navn i hele verden« (L&P 107:23). De arbejder under Det Første Præsidentskabs ledelse på at »opbygge Kirken og ordne alle dens anliggender i alle nationer« (L&P 107:33). De åbner »døren [for nationerne] for forkyndelsen af Jesu Kristi evangelium« (L&P 107:35).

Medlemmerne af De Halvfjerds’ Kvorummer kaldes til at forkynde evangeliet og opbygge Kirken. De arbejder under ledelse af De Tolv Apostle og under ledelse af syv brødre, som er kaldet til at tjene som De Halvfjerds’ Præsidium. Medlemmerne af De Halvfjerds’ Første og Andet Kvorum er generalautoriteter, og de kan kaldes til at tjene overalt i verden.

Det Præsiderende Biskopråd er præsidentskabet for Det Aronske Præstedømme over alt i Kirken. Den præsiderende biskop og hans rådgivere tjener under ledelse af Det Første Præsidentskab i administrationen af Kirkens timelige anliggender.

Organisationerne Unge Mænd, Hjælpeforeningen, Unge Piger, Primary og Søndagsskolen har alle præsidentskaber på overordnet plan, der tilvejebringer instruktion og ledelse.

Områdets ledelse

Et område er den største geografiske enhed i Kirken. Det Første Præsidentskab udpeger De Halvfjerds’ Præsidium til direkte at lede udvalgte områder af Kirken under ledelse af De Tolv Apostles Kvorum. I andre områder af Kirken giver Det Første Præsidentskab områdepræsidentskaber til opgave at præsidere. Et områdepræsidentskab består af en præsident, som normalt er udpeget blandt De Halvfjerds’ Første eller Andet Kvorum, og to rådgivere, som kan udpeges fra et hvilket som helst Halvfjerds’ Kvorum. Områdepræsidenter og deres rådgivere udpeges blandt De Tolvs Kvorum og De Halvfjerds’ Kvorummer.

Nogle brødre ordineres til embedet som halvfjerdser, men tjener ikke som generalautoriteter. De kaldes halvfjerdser-områdeautoriteter, og de er knyttet til andre kvorummer end De Halvfjerds’ Første og Andet Kvorum i henhold til, hvor i verden de bor. Deres jurisdiktion er generelt begrænset til det område, hvor de bor. Nogle halvfjerdser-områdeautoriteter tjener i områdepræsidentskaber.

Lokal ledelse

Menigheder. Kirkens medlemmer er organiseret i menigheder, som mødes ofte til åndelig og social berigelse. Større menigheder præsideres over af en biskop, som assisteres af to rådgivere.

Mindre menigheder præsideres over af en grenspræsident, som assisteres af to rådgivere. En menighed kan organiseres, hvor mindst to medlemsfamilier bor i et område, og en af disse medlemmer er en værdig bærer af Det Melkisedekske Præstedømme eller en værdig præst i Det Aronske Præstedømme. Et stavs-, missions- eller distriktspræsidentskab organiserer og leder menigheden. En menighed kan vokse og blive fuldt organiseret, hvis den befinder sig inden for en stav.

Hver menighed består af et bestemt geografisk område. Forskellige organisationer i menigheden bidrager til Herrens værk: Højpræsternes grupper, ældsternes kvorummer, Hjælpeforeningen for kvinder, som er 18 år og ældre, kvorummer i Det Aronske Præstedømme for unge mænd i alderen 12-17 år; Unge Pigers program, som er for unge piger alderen fra 12-17; Primary, som er for børn i alderen 18 måneder til 11 år; og Søndagsskolen, som er for alle Kirkens medlemmer, som er 12 år og ældre. Hver eneste af disse organisationer opfylder vigtige roller i undervisningen af evangeliet, yder tjeneste og støtter forældre i deres hellige pligt for at hjælpe børn med at blive omvendt til Jesu Kristi evangelium. Disse organisationer arbejder også sammen for at hjælpe medlemmerne med at dele evangeliet med andre.

Stave, missioner og distrikter. De fleste af Kirkens geografiske områder er opdelt i stave. Betegnelsen stav stammer fra Esajas’ profetier, hvori det sidste dages Zion beskrives som et telt, der fæstnes med stave (på engelsk stakes; se King James-oversættelsen af Es 33:20; 54:2). Der er normalt 5-12 menigheder i en stav. Hver stav præsideres over af en stavspræsident, som assisteres af to rådgivere. Stavspræsidenterne rapporterer til og modtager vejledning fra De Halvfjerds’ Præsidium eller områdepræsidentskabet.

En mission er en enhed i Kirken, som normalt dækker et område, som er meget større end en stav. Hver mission præsideres over af en missionspræsident, som assisteres af to rådgivere. Missionspræsidenterne er direkte ansvarlige over for generalautoriteterne.

Et distrikt er en mindre version af en stav. Et distrikt organiseres, når der er et tilstrækkeligt antal menigheder i et område, som åbner nem mulighed for kommunikation og rejse til distriktsmøder. En distriktspræsident kaldes til at præsidere over distriktet med hjælp fra to rådgivere. Distriktspræsidenten rapporterer til missionspræsidentskabet. Et distrikt kan udvikle sig til en stav.

Programmer for enlige medlemmer. Mange kirkemedlemmer har aldrig giftet sig eller er skilt eller blevet enke eller enkemand. Disse medlemmer består af to grupper: Unge voksne (18-30) og enlige voksne (31 og ældre).

Der findes ikke noget kirkeomspændende program for unge voksne og enlige voksne. I stedet opfordres de lokale præstedømmeledere, når der er nok enlige medlemmer i et område, til at kalde repræsentanter for enlige medlemmer, som arbejder under deres ledelse. Repræsentanterne for de enlige medlemmer planlægger sådanne aktiviteter såsom fester, tjenesteprojekter og foredrag. Disse aktiviteter giver de enlige medlemmer muligheder for at mødes og styrke hinanden. De enlige medlemmer opmuntres også til at mødes regelmæssigt med deres præstedømmeledere for at diskutere deres behov og deres muligheder for åndelige vækst og tjeneste.

Yderligere henvisninger: L&P 107

Se også Hjælpeforeningen; Præstedømmet