Andre ressourcer
Modgang


Modgang

Som en del af vor himmelske Faders plan for forløsning oplever du modgang i livet her på jorden. Prøvelser, skuffelser, nedtrykthed, sygdom og hjertesorg er en vanskelig del af livet, men det kan lede til åndelig vækst, forædling og udvikling, når du vender dig til Herren.

Modgang kommer fra forskellige kilder. Du kan af og til møde prøvelser som konsekvens af din egen stolthed og ulydighed. Disse prøvelser kan undgås ved retskaffen levevis. Andre prøvelser er ganske enkelt en naturlig del af livet og kan komme på tidspunkter, hvor du lever retskaffent. Du kan fx opleve prøvelser under sygdom eller usikkerhed ved en kærs død. Modgang kan af og til komme på grund af andres dårlige valg og sårende ord og gerninger.

Overvind modstand med tro

Din succes og lykke, både nu og i evighederne, afhænger hovedsagelig er din reaktion på livets vanskeligheder.

En beretning i Mormons Bog illustrerer forskellige reaktioner på modstand. Profeten Lehi og hans familie havde rejst i ødemarken i adskillige dage og brugt deres buer og pile til at jage efter mad. Familien mødte vanskeligheder, da Lehis sønner ikke længere kunne bruge deres buer. Lamans og Lemuels buer mistede spændkraften, og Nephis bue knækkede. Sultne og trætte begyndte Laman og Lemuel at knurre mod Herren. Selv Lehi begyndte at knurre. Nephi nægtede på den anden side at miste modet. Han gik i gang. Han fortalte: »Og det skete, at jeg, Nephi, lavede en bue af træ og en pil af en lige kæp, og så udrustede jeg mig med bue og pil, med slynge og sten. Og jeg sagde til min fader: Hvor skal jeg gå hen for at finde føde?« Atter ydmyg på grund af Nephis ord spurgte Lehi Herren, hvor de skulle jage efter mad. Herren besvarede hans bønner og ledte Nephi til et sted, hvor han kunne skaffe mad. (Se 1 Nephi 16:15-31).

Når nogle mennesker møder modstand, er de som Laman og Lemuel. De klager og bliver bitre. De stiller spørgsmål som disse: »Hvorfor sker det her for mig? Hvorfor skal jeg lide med det nu? Hvad har jeg gjort for at fortjene dette?« Men disse spørgsmål har kraft til at herske over deres tanker. Sådanne spørgsmål kan skjule deres udsyn, absorbere deres energi og umuliggøre de erfaringer, som Herren ønsker, at de skal modtage. Du bør snarere end at reagere på denne måde følge Nephis eksempel. Overvej at stille spørgsmål som disse: »Hvad skal jeg gøre? Hvad skal jeg lære af denne oplevelse? Hvad skal jeg ændre på? Hvem skal jeg hjælpe? Hvordan kan jeg huske mine mange velsignelser midt i disse prøvelser?«

Forskellige former for modstand kræver forskellige reaktioner. Hvis du fx er ramt af sygdom, så må du ganske enkelt være tålmodig og trofast. Hvis du lider på grund af andres ord eller gerninger, bør du arbejde på at tilgive dem, som har fornærmet dig. Hvis du er offer for mishandling, så søg hjælp med det samme. Hvis prøvelser kommer på grund af din egen ulydighed, bør du korrigere din opførsel og ydmygt søge tilgivelse.

Selv om jeres reaktioner på modstand varierer, så er der en reaktion, der bør være konstant – jeres tillid til vor himmelske Fader og Jesus Kristus. Profeten Alma forklarede: »… hver den, der sætter sin lid til Gud, vil blive styrket i sine prøver og trængsler og genvordigheder, og vil blive ophøjet på den yderste dag« (Alma 36:3).

Stol på vor himmelske Fader og Jesus Kristus

Når du stoler på Faderen og Sønnen, nærer du tillid til, at de elsker dig fuldkomment – at de ønsker, at du skal være lykkelig, og at de vil hjælpe dig til at udvikle dig åndeligt. Du holder befalingerne. Du søger at kende deres vilje, og du gør, hvad de kræver, selv om du ønsker noget andet. Dine bønner om hjælp ledsages af den forståelse, at vor himmelske Fader ikke vil løse alting lige med det samme – at han måske vil lade dig vente, så du kan fortsætte med at lære og udvikle dig. Du kan gennem det hele finde trøst i den forsikring, at Frelseren forstår dine prøvelser fuldt ud. Som del af hans uendelige forsoning, påtog han sig »sit folks sorger og smerter.« Han påtog sig »deres skrøbeligheder, så hans hjerte kan fyldes med barmhjertighed efter kødet, så han ifølge kødet kan vide, hvorledes han kan hjælpe sit folk i forhold til deres skrøbeligheder« (Alma 7:11-12). Fordi han har oplevet din smerte, ved han, hvordan han kan hjælpe dig. Hvis du ser hen til ham i tro, vil han styrke dig til at modstå enhver prøvelse, som du oplever.

Mens du stræber efter at stole på Herren under prøvelser, så husk følgende råd, der blev givet gennem profeten Joseph Smith.

»… den, der er tro i trængsel, skal få større løn i himmeriges rige.

I kan ikke nu med jeres naturlige øjne se Guds hensigt med hensyn til det, som skal komme herefter og den herlighed, der skal følge efter megen trængsel.

Thi efter megen trængsel kommer velsignelse« (L&P 58:2-4).

Find fred og glæde under modgang

Du kan finde fred og glæde, når som helst du kæmper med udfordringer og sorg. Mormons Bog omfatter en beretning om et retskaffent folk, som lærte denne sandhed. Eftersom de led i trældom under en grusom hersker, udgød de deres hjerter til Gud (Se Mosiah 24:8-12). Herren svarede:

»Rejs hovedet og vær ved godt mod, thi jeg erkender pagten, som I har gjort med mig, og jeg vil gøre pagt med mit folk og udfri dem af trældom.

Og jeg vil også lette byrderne, der er lagt på jeres skuldre, så at I ikke kan mærke dem, selv medens I er i trældom. Og det vil jeg gøre, for at I kan stå som vidner for mig herefter og vide med vished, at jeg Gud Herren kommer til mit folk i nødens stund« (Mosiah 24:13-14).

Folket reagerede med tro og »byrderne, der var lagt på [dem] blev lettet; ja, Herren styrkede dem således, at de kunne bære deres byrder med lethed, og de underkastede sig Herrens vilje med glæde og tålmodighed« (Mosiah 24:13-15).

Ligesom disse retskafne mennesker, kan du »underkaste …[dig] Herrens vilje med glæde og tålmodighed«, idet du ved, at han vil styrke dig i dine prøvelser. Han har lovet: »Alle jeres sorger skal samvirke til jeres bedste og mit navns forherligelse« (L&P 98:3).

Yderligere henvisninger: Hebr 4:15-16; 2 Nephi 2:11-24; Mosiah 23:21-22; L&P 105:6; 121:7-9; 122

Se også Fred; Frelsesplanen; Håb; Omvendelse; Tilgivelse