Forsoning, Jesu Kristi

Ordet sone betyder at forene eller at bringe noget tilbage til harmoni. Ved Jesu Kristi forsoning kan vi blive forligt med vor himmelske Fader (se Rom 5:10-11; 2 Nephi 25:23; Jakobs Bog 4:11). Vi kan til sidst dvæle i hans nærvær for evigt, »gjort fuldkomne gennem Jesus« (se L&P 76:62, 69).

Jesus Kristus var »den, som fra verdens begyndelse var udset til at forløse [sit] folk« (Ether 3:14). I den førjordiske åndeverden præsenterede vor himmelske Fader den evige frelsesplan, som krævede en uendelig og evig forsoning. Jesus, der dengang var kendt som Jahve, erklærede ydmygt i forudtilværelsen, at han ville udføre Faderens vilje og opfylde planen (se Moses 4:2). Han blev således forudordineret til at udføre forsoningen – at komme til jorden og lide straffen for vore synder, dø på korset og opstå. Han blev »det slagtede lam … fra verden blev grundlagt« (Åb 13:8; se også 1 Peter 1:19-20; Moses 7:47).

Forsoningen er det højeste udtryk for vor himmelske Faders kærlighed til os (se Joh 3:16). Det er også det største udtryk for Frelserens kærlighed til Faderen og til os (se Joh 14:28-31; 15:9-13; 1 Joh 3:16; L&P 34:3; 138:1-4).

Vores behov for forsoningen

Som efterkommere af Adam og Eva har alle mennesker arvet faldets virkninger. Vi oplever alle åndelig død, at blive adskilt fra Guds nærhed, og vi er alle underkastet den timelige død, som er det fysiske legemes død (se Alma 42:6-9; L&P 29:41-42).

I vores faldne tilstand er vi underkastet modstand og fristelse. Når vi giver efter for fristelse, fjerner vi os fra Gud og mister herligheden fra Gud (se Rom 3:23).

Evig retfærdighed kræver, at virkningerne af faldet forbliver, og at vi bliver straffet for vores egne forkerte handlinger. Uden forsoningen ville den åndelige og timelige død udgøre en uoverstigelig barriere mellem os og Gud. Fordi vi ikke kan frelse os selv fra faldet eller fra vore egne synder, ville vi derfor for evigt være adskilt fra vor himmelske Fader, »thi intet urent kan dvæle … i hans nærhed« (Moses 6:57).

Den eneste måde, hvorpå vi kan blive frelst, er ved at en anden redder os. Vi har behov for en, som kan opfylde retfærdighedens krav – at stå i vores sted for at påtage sig faldets byrde og betale prisen for vore synder. Jesus Kristus har altid været den eneste, som har været i stand til at yde et sådant offer.

Jesus Kristus, vores eneste håb

Frelseren har fra før jordens skabelse været vores eneste håb om »fred i denne verden og evigt liv i den tilkommende« (L&P 59:23).

Kun han havde magt til at nedlægge sit liv og tage det igen. Han arvede fra sin mor, Maria, evnen til at dø. Han arvede fra sin udødelige Fader magten til at overvinde døden. Han erklærede: »For ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv« (Joh 5:26).

Kun han kunne købe os fri af vores synder. Gud Faderen gav ham denne magt (se Helaman 5:11). Frelseren var i stand til at modtage denne magt og udføre forsoningen, fordi han selv holdt sig selv fri af synd: »[H]an led fristelser; men han gav ikke efter for dem« (L&P 20:22). Fordi han havde levede et fuldkomment og syndfrit liv, var han ikke underlagt retfærdighedens krav. Han kunne betale gælden for dem, som omvender sig, fordi han havde magten til at forløse, og fordi han ikke skyldte retfærdigheden noget. Han kan sige:

»Fader, se hans lidelse og død, han, som ikke gjorde synd, i hvem du havde velbehag. Se din Søns blod, som blev udgydt, hans blod, som du hengav, for at du kunne blive herliggjort.

Skån derfor, o Fader, disse mine brødre, der tror på mit navn, at de må komme til mig og have evigt liv« (L&P 45:4-5).

I sandhed, »at der ikke skal gives noget andet navn, ej heller nogen anden vej eller middel, hvorved frelse kan komme til menneskenes børn, uden i og ved Kristi, Herren, den Almægtiges, navn« (Mosiah 3:17).

Sonofferet

Jesu sonoffer fandt sted i Getsemane have og på korset på Golgata. I Getsemane underkastede han sig Faderens vilje og begyndte at påtage sig selv alle menneskers synder. Han har åbenbaret noget af det, som han oplevede, da han betalte prisen for vore synder:

»[J]eg, Gud har lidt dette for alle, for at de, som vil omvende sig, ikke skal lide.

Men dersom de ikke vil omvende sig, må de lide ligesom jeg.«

Disse lidelser »gjorde, at selv jeg, Gud, den største af alle, skælvede af smerte og blødte fra hver pore og led både på legeme og sjæl og ønskede, at jeg ikke skulle drikke den bitre kalk.

Dog, ære være Faderen, jeg tømte den og fuldendte mine forberedelser for menneskenes børn« (L&P 19:16-19, se også Luk 22:44; Mosiah 3:7).

Frelseren fortsatte derpå med at lide for vore synder, da han tillod sig selv at blive korsfæstet – »løftet op på et kors og slået ihjel for verdens synder« (1 Nephi 11:33).

På korset tillod han sig selv at dø. Hans legeme blev derpå lagt i en grav, indtil han opstod og blev »førstegrøden af dem, der er sovet hen« (1 Kor 15:20). Han overvandt ved sin død og opstandelse den fysiske død for os alle. Han sagde senere:

»… jeg kom til verden for at gøre min Faders vilje, fordi min Fader sendte mig.

Og min Fader sendte mig, for at jeg kunne blive løftet op på korset, og efter at jeg havde været opløftet på korset, at jeg da kunne drage alle mennesker til mig, så at ligesom jeg har været opløftet ved menneskene, således skulle menneskene opløftes ved Faderen til at stå frem for mig og dømmes efter deres gerninger, enten de er gode eller slette.

Og af denne grund er jeg blevet opløftet; derfor vil jeg i overensstemmelse med Faderens magt drage alle mennesker til mig, for at de kan blive dømt efter deres gerninger.

Og det skal ske, at den, der omvender sig og bliver døbt i mit navn, skal blive fyldt; og dersom han holder ud indtil enden, se, da skal jeg frikende ham for min Fader på den dag, da jeg skal stå og dømme verden« (3 Nephi 27:13-16).

Altomfattende forløsning fra faldet

Jesus Kristus løskøber ved forsoningen alle mennesker for faldets virkninger. Alle mennesker, som nogen sinde har levet på jorden, og som nogen sinde vil komme til at leve på jorden, vil opstå og blive bragt tilbage til Guds nærhed for at blive dømt (se 2 Nephi 2:5-10; Helaman 14:15-17). Vi vil ved Frelserens gave i form af barmhjertighed og forløsende nåde alle modtage udødelighedens gave og leve for evigt i herliggjorte og opstandne legemer.

Frelse fra vore synder

Selv om vi er forløst uden betingelser fra faldets altomfattende virkninger, er vi ansvarlige for vore egne synder. Men vi kan få tilgivelse for og blive renset fra syndens pletter, hvis vi »anvend[er] Kristi forsonende blod« (Mosiah 4:2). Vi må udøve tro på Jesus Kristus, omvende os, blive døbt til syndernes forladelse og modtage Helligåndsgaven. Alma rådede:

»I må omvende jer og fødes påny; thi Ånden siger, at dersom I ikke bliver født påny, kan I ikke arve himmeriges rige; kom derfor og bliv døbt til omvendelse, så jeres synder kan blive afvasket og I kan fatte tro på det Guds Lam, som borttager verdens synder, og som er i stand til at frelse og rense for al uretfærdighed« (Alma 7:14).

Det evige livs gave

Frelseren har erklæret, at evigt liv er »den største af alle Guds gaver« (L&P 14:7). At opnå evigt liv er at blive værdig til at dvæle i Guds nærhed og arve et sted i den højeste grad af det celestiale rige. Denne gave er kun mulig gennem Jesu Kristi forsoning. Mormon sagde: »Og hvad skal I håbe? Se, jeg siger jer, at I skal håbe gennem Kristi forsoning og hans opstandelses kraft [til] at blive oprejst til evigt liv, og dette som følge af jeres tro på ham i overensstemmelse med forjættelsen« (Moroni 7:41).

Vi må for at modtage denne gave opfylde visse betingelser. Vi må udøve tro på Jesus Kristus, omvende os fra vore synder og trofast holde ud til enden. Vi må modtage frelsens ordinancer: Dåb, Helligåndsgaven, ordination til Det Melkisedekske Præstedømme (for mænd) og tempelbegavelsen og ægteskabsbeseglingen. Ved at modtage disse ordinancer og holde de dertil knyttede pagter, kommer vi til Kristus og modtager til sidst det evige livs gave (se Trosartiklerne 1:3).

Herren giver også i sin ubegrænsede retfærdighed og barmhjertighed evigt liv til »Alle, som er døde uden kundskab om evangeliet, men som ville have modtaget det, dersom det havde været muligt for dem at forblive på jorden« og til »alle børn, der dør, før de når ansvarlighedens alder« (L&P 137:7, 10).

Frelseren indbyder os alle til at modtage evigt liv: »Han indbyder alle mennesker; thi barmhjertighedens arme er udstrakt til dem, Og han siger: Omvend jer, og jeg vil modtage jer. Ja, han siger: Kom til mig, da skal I nyde frugten af livets træ; ja, I skal frit spise og drikke af livets brød og vand« (Alma 5:33-34).

Find fred og helbredelse gennem forsoningen

Velsignelserne ved Frelseren forsoning udstrækker sig gennem evigheden, men kan også komme i dette liv. Når du kommer til Kristus, vil du kende glæden ved at være ren for Herren. Du vil kunne gentage Almas ord, som efter megen synd og oprør oplevede den smertefulde, men helbredende omvendelsesproces. Efter at han var blevet tilgivet, vidnede han:

»Og da jeg tænkte således, mindedes jeg ikke længere mine kvaler, og jeg oprørtes ikke mere ved erindringen om mine synder.

Og hvilken glæde og hvilket forunderligt lys så jeg ikke; ja, min sjæl blev fyldt med glæde, lige så stor som min kval havde været.

… intet kunne være så smerteligt og så bittert, som min kval var … på den anden side kan intet være så lifligt og sødt, som min glæde var« (Alma 36:19-21).

Udover at tilbyde forløsning fra syndens smerte tilbyder Frelseren fred i tider med prøvelser. Som del af forsoningen påtog Jesus sig selv alle menneskers smerter, sygdomme og svagheder (se Alma 7:11-12). Han forstår din lidelse, fordi han selv har oplevet den. Med denne fuldkomne forståelse ved han, hvordan han skal hjælpe dig. I kan »kast[e] al jeres bekymring på ham, for han har omsorg for jer« (1 Pet 5:7).

Gennem jeres tro og retskaffenhed og hans sonoffer kan alle uretfærdigheder, krænkelser og smerter i dette liv blive kompenseret fuldt ud for og blive sat på plads. Velsignelser, som bliver nægtet i dette liv, vil blive givet i evighederne. Og selv om han måske ikke letter din lidelse nu, vil han velsigne dig med trøst og forståelse og med styrke til at »bære [dine] byrder med lethed« (Mosiah 24:15).

»Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder,« sagde Frelseren »og jeg vil give jer hvile« (Matt 11:28). Ved en anden lejlighed lovede han atter sin fred, idet han sagde: »I verden har I trængsler; men vær frimodige, jeg har overvundet verden« (Joh 16:33). Dette er forsoningens løfter i dette liv og i hele evigheden.

Yderligere henvisninger: Es 49:13-16; 53; Matt 26-28; Mark 14-16; Luk 22-24; Joh 10:14-15; 11:25-26; 14:6; 15:13; 19-20; 1 Kor 15:20-22; Heb 4:14-16; 1 John 1:7; 1 Nephi 10:6; 2 Nephi 2:1-10; 9; 25:23-26; Jakob 4:12; Mosiah 3:1-19; Alma 22:14; 34:5-18; 42; Helaman 5:9-12; 14:13-19; 3 Nephi 9:14-22; 27:13-22; Mormon 9:10-14; Ether 12:27, 41; Moroni 8:5-26; 10:32-33; D&C 18:10-12; 19:15-24; 20:17-34; 45:3-5; 76:40-43; Moses 1:39.

Se også Barmhjertighed; Dåb; Død, fysisk; Død, åndelig; Evangeliet; Evigt liv; Faldet; Frelse; Frelsesplanen; Gud Faderen; Herlighedsriger; Omvendelse; Opstandelse; Ordinancer; Retfærdighed; Tilgivelse; Tro