Andre ressourcer
Evigt liv


Evigt liv

Herren har erklæret: »Dette er min gerning og herlighed – at tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket« (Moses 1:39). Udødelighed er at leve for evigt som et opstandent væsen. Gennem Jesu Kristi forsoning vil alle modtage denne gave. Evigt liv, eller ophøjelse, er at arve et sted i den højeste grad af det celestiale rige, hvor vi lever i Guds nærhed og fortsætter som familier (se L&P 131:1-4). Ligesom udødelighed er denne gave muliggjort gennem Jesu Kristi forsoning. Men det kræver vores lydighed mod »evangeliets love og forordninger« (Trosartiklerne 1:3).

Bliv på stien til evigt liv

Da du blev døbt og modtog Helligåndsgaven, indtrådte du på den sti, som leder til evigt liv. Profeten Nephi forklarede:

»Thi porten, som I skal gå indad, er omvendelse og dåb med vand, og da kommer jeres synders forladelse ved ild og ved den Helligånd.

Og da er I på den lige og snævre sti, som fører til evigt liv; ja, da er I gået ind gennem porten, da har I handlet i overensstemmelse med Faderens og Sønnens bud, og da har I modtaget den Helligånd, som vidner om Faderen og Sønnen, i opfyldelse af den forjættelse, som han har gjort, at dersom I gik ind ad denne vej, skulle I få« (2 Nephi 31:17-18).

Nephi fremhævede, at vi efter at være trådt ind på denne »lige og snævre sti« må holde ud til enden.

»… efter at I er kommet ind på den lige og snævre sti, vil jeg spørge, om I har gjort alt? Se, jeg siger jer, nej; thi I kan ikke være kommet så vidt uden ved Kristi ord med urokkelig tro på ham, idet I helt forlader jer på hans fortjenester, som er i stand til at frelse.

Derfor må vi stræbe fremad med standhaftighed i Kristus og have et fuldkommen klart håb og kærlighed til Gud og alle mennesker. Og om I således stræber fremad og mætter jer med Kristi ord samt holder ud indtil enden, se, så siger Faderen, skal I få det evige liv« (2 Nephi 31:19-20).

Nu hvor du er blevet døbt og bekræftet, vil en stor del af din udvikling hen mod evigt liv afhænge af, om du modtager andre af frelsens ordinancer: For mænd: Ordination til Det Melkisedekske Præstedømme; for mænd og kvinder tempelbegavelsen og ægteskabsbeseglingen. Når du modtager disse ordinancer og holder de pagter, som ledsager dem, forbereder du dig selv til at arve den højeste grad af celestial herlighed.

Inden for din rækkevidde

Når du overvejer din udvikling på den »lige og snævre sti«, så vær forsikret om, at evigt liv er inden for din rækkevidde. Herren ønsker, at du vender tilbage til ham, og han vil aldrig kræve noget af dig, som du ikke kan opfylde. Alle hans befalinger er beregnet til at fremme din lykke. Når du udøver tro og tjener ham af hele din kraft, giver han dig styrke og forbereder en vej for dig til at udføre det, han befaler dig (se 1 Nephi 3:7). Husk, at når du gør dit bedste og omvender dig fra dine synder, vil Jesu Kristi forsoning kompensere for din svaghed og de uligheder, sorger og smerter, som du oplever i dette liv: »…vi ved, at trods alt, hvad vi formår at gøre, så er det dog af nåde, at vi er frelst« (2 Nephi 25:23).

Yderligere henvisninger: Joh 3:16; 17:3; 2 Nephi 9:39; Moroni 7:41; L&P 14:7; 50:5

Se også Forsoning, Jesu Kristi; Herlighedsriger; Nåde