Andre ressourcer
Dåb


Dåb

Mormons Bog fortæller om en gruppe mennesker, som lærte evangeliet og blev døbt ved et sted kaldet Mormon. Fra tidspunktet for deres dåb anså de Mormon for et smukt sted, fordi de, mens de var der, »kom til kundskab om deres Forløser« (Mosiah 18:30). Fordi de var blevet styrket af deres vidnesbyrd og deres dåbspagt, forblev de trofaste over for Herren, selv i tider med intense prøvelser (se Mosiah 23-24).

Lige som folket i denne beretning i Mormons Bog kan du glæde dig, når du husker på din dåbspagt og Herrens løfter til dig. Du kan finde styrke i dåbsordinancen, uanset om du er blevet døbt for nyligt eller for mange år siden.

Træd ind på stien til evigt liv

Dåb er den første frelsende ordinance i evangeliet (se Trosartiklerne 1:4). Du kan ved dåb og bekræftelse ved præstedømmets myndighed blive medlem af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

Da du blev døbt, viste du din villighed til at følge Frelserens eksempel. Han blev også døbt, selv om han var uden synd. Som han forklarede Johannes Døber, havde han behov for at blive døbt for at kunne »opfylde al retfærdighed« (se Matt 3:13-17).

Alle, som søger evigt liv, må følge Frelserens eksempel ved at blive døbt og modtage Helligåndsgaven. Profeten Nephi sagde, at Frelseren viste os »porten, som [vi] skulle gå igennem. Thi porten, som [vi] skal gå indad, er omvendelse og dåb med vand, og da kommer [vores] synders forladelse ved ild og ved den Helligånd. Og da er [vi] på den lige og snævre sti, som fører til evigt liv« (2 Nephi 31:17-18). Vi vil modtage evigt liv, hvis vi holder ud til enden, holder vore pagter og modtager frelsens øvrige ordinancer.

Dåb på Herrens måde

Frelseren åbenbarede den rigtige dåbsmåde for profeten Joseph Smith og gjorde det klart, at ordinancen skal udføres af en, som har myndighed i præstedømmet, og at den skal udføres ved nedsænkning:

»Den mand, som er kaldet af Gud, og som har fået fuldmagt af Jesus Kristus til at døbe, stiger ned i vandet med den, der har fremstillet sig til dåb, og siger, idet han kalder ham eller hende ved navn: Med fuldmagt fra Jesus Kristus, døber jeg dig i Faderens, Sønnens og den Helligånds navn. Amen.

Derefter skal han nedsænke ham eller hende under vandet og atter komme op af vandet« (L&P 20:73-74).

Nedsænkning er et symbol på døden for en persons syndefulde liv og genfødselen til et åndeligt liv, der er indviet til tjeneste for Gud og hans børn. Det er et symbol på død og opstandelse. (Se Rom 6:3-6).

Små børn og dåb

Gennem åbenbaring i de sidste dage ved vi, at små børn forløses ved Jesu Kristi barmhjertighed. Herren sagde, at »[de] kan … ikke synde; thi Satan har ikke fået magt til at friste små børn, førend de begynder at blive ansvarlige for mig« (L&P 29:46-47). De skal ikke døbes, før de når ansvarlighedens alder, som Herren har åbenbaret til at være 8 år (se L&P 68:27; JSO, 1 Mos 17:11). Alle, som hævder, at små børn har behov for dåb »fornægter Kristi barmhjertighed og tilsidesætter hans forsoning og hans forløsnings kraft« (Moroni 8:20, se også vers 8-19, 21-24).

Din dåbspagt

Da du blev døbt, indgik du en pagt med Gud. Du lovede at påtage dig Jesu Kristi navn, at holde hans befalinger og tjene ham til enden (se Mosiah 18:8-10; L&P 20:37). Du fornyer denne pagt, hver gang du nyder nadveren (se L&P 20:77; 79).

Påtag dig Jesu Kristi navn. Når du påtager dig Jesu Kristi navn, ser du dig selv som hans. Du lader ham og hans værk komme i første række i dit liv. Du søger det, som han søger, snarere end det, som du selv ønsker, eller det, som verden lærer dig at ønske.

I Mormons Bog forklarer kong Benjamin, hvorfor det er vigtigt at påtage sig Frelserens navn:

»Der er ikke noget andet navn, hvorved frelse kommer; derfor ønsker jeg, at I skal påtage jer Kristi navn, alle I, der har gjort pagt med Gud, at I vil være lydige til jeres livs ende.

Og det skal ske, at den, der gør dette, skal findes på Guds højre side, og han skal kende det navn, som han skal kaldes ved, thi han skal kaldes ved Kristi navn.

Og det skal ske, at den, der ikke påtager sig Kristi navn, skal kaldes ved et andet navn, og han vil finde sig selv ved Guds venstre side« (Mosiah 5:8-10).

Hold befalingerne. Din dåbspagt er en forpligtelse til at komme ind i Guds rige, skille dig ud fra verden og stå som vidne om Gud »til alle tider, i alle ting og på alle steder« (Mosiah 18:9). Din indsats for at stå som et vidne for Gud omfatter alt, hvad du siger og gør. Stræb efter altid at huske og holde Herrens befalinger. Sørg for at holde dine tanker, dit sprog og dine gerninger rene. Når du søger underholdning, såsom film, tv, internet, musik, bøger, blade og aviser, så sørg for kun at se, lytte til og læse det, som er opløftende. Klæd dig sømmeligt. Vælg venner, som opfordrer dig til at nå dine evige mål. Hold dig borte fra umoral, pornografi, hasardspil, tobak, alkohol og narkotika. Hold dig værdig til at indtræde i templet.

Tjen Herren. Befalingen om at skille sig ud fra det, som hører verden til, betyder ikke, at du skal isolere dig fra andre. En del af dåbspagten er at tjene Herren, og du tjener ham bedst, når du tjener din næste. Da profeten Alma underviste om dåbspagten, sagde han, at vi skulle være »villige til at bære hinandens byrder, så de bliver lette« og »villige til at sørge med dem, som sørger og trøste dem, der har trøst behov« (Mosiah 18:8-9). Vær venlig og vis respekt for alle mennesker og følg Jesu Kristi eksempel på den måde, som du behandler andre.

De lovede velsignelser ved dåb

Når du holder den pagt, som du har indgået ved dåben, vil Herren velsigne dig for din trofasthed. Nogle af de velsignelser, som du modtager, er Helligåndens konstante fællesskab, tilgivelsen for dine synder og det privilegium at blive åndeligt genfødt.

Helligåndens konstante fællesskab. Da du var blevet døbt lagde en eller flere bemyndigede bærere af Det Melkisedekske Præstedømme deres hænder på dit hoved og gav dig Helligåndsgaven. Denne gave giver dig ret til Helligåndens konstante fællesskab, så længe du er værdig. Åndens konstante fællesskab er en af de største velsignelser, du kan modtage i livet på jorden. Ånden vil lede dig på retfærdighedens og fredens stier og lede dig til evigt liv.

Syndsforladelse. Fordi du er blevet døbt, kan du få forladelse for dine synder. Du kan med andre ord blive tilgivet ved hjælp af Frelserens barmhjertighed. Med denne velsignelse kan du til sidste få lov til at leve i vor himmelske Faders nærhed.

For at få forladelse for dine synder må du udøve tro på Kristus, omvende dig oprigtigt og altid stræbe efter at holde befalingerne. Profeten Mormon underviste »… de første frugter af omvendelse er dåb; og dåb kommer gennem tro på at holde budene, og lydighed mod budene bringer syndsforladelse« (Moroni 8:25). Du bevarer »syndsforladelse«, når du fortsætter med at ydmyge dig for Gud, påkalde ham dagligt i bøn, forblive standhaftig i troen og tjene de, som trænger (se Mosiah 4:11-12, 26).

Født på ny. Du bliver født på ny til et nyt liv ved dåbens og bekræftelsens ordinancer. Frelseren sagde til Nikodemus: »Den, der ikke bliver født af vand og ånd, kan ikke komme ind i Guds rige« (Joh 3:5). På samme måde som et lille barn træder ind i en ny eksistens ved fødslen, begyndte du et nyt liv, da du trådte ind i dåbspagten. Du kan vokse i åndelighed og blive Frelseren mere lig ved at holde din dåbspagt, nyde nadveren for at forny din pagt og omvende dig fra dine synder. Apostlen Paulus underviste, at når vi er blevet døbt, bør vi »leve et nyt liv« (Rom 6:4).

Hold ud indtil enden

Nu da du er blevet døbt og har modtaget Helligåndsgaven, må du fortsætte i retfærdighed, for disse ordinancer markerer kun begyndelsen på din rejse tilbage til vor himmelske Fader. Profeten Nephi belærte:

»Efter at I er kommet ind på den lige og snævre sti, vil jeg spørge, om I har gjort alt? Se, jeg siger jer, nej; thi I kan ikke være kommet så vidt uden ved Kristi ord med urokkelig tro på ham, idet I helt forlader jer på hans fortjenester, som er i stand til at frelse.

Derfor må vi stræbe fremad med standhaftighed i Kristus og have et fuldkommen klart håb og kærlighed til Gud og alle mennesker. Og om I således stræber fremad og mætter jer med Kristi ord samt holder ud indtil enden, se, så siger Faderen, skal I få det evige liv« (2 Nephi 31:19-20).

Yderligere henvisninger: ApG 2:37-38; 2 Nephi 31:4-13; Alma 7:14-16; 3 Nephi 11:18-41; 27:13-22; L&P 39:5-6, 10; 76:50-53.

Se også Helligånden; Lydighed; Nadver; Omvendelse; Præstedømmet; Tro