Da jeg blev usynlig
Vi var knap kommet ind på vores motelværelse, da telefonen ringede. Jeg vidste, at det var dårligt nyt om Jodi, min ni måneder gamle lillesøster. Hun havde ligget i koma siden fødslen og krævede pleje døgnet rundt og skulle sondemades. Vi havde midlertidigt overladt Jodi på et behandlingshjem, så familien kunne komme på en tiltrængt ferie.
Jeg tog telefonen. Det var min bedstefar. Hans stemme var fast: »Hent din far.«
Deres samtale var hurtigt forbi. Min frygt blev bekræftet. Jodi var død.
Den næste dag, efter at vi var vendt hjem, drog jeg et lettelsens suk. Skolebussen var for enden af vejen. Mine venner var på vej. Endelig ville jeg have nogen på min egen alder at dele smerten med.
Men da jeg stod i indkørslen og ventede på mine venner, skete der noget underligt. Det var næsten, som om jeg var blevet usynlig. Jeg så, at mine venner gik over på den anden side af gaden, mens de stadig talte sammen. De så end ikke på mig.
Næste morgen hentede mine venner mig ikke, som de plejede. »Det er jo forståeligt,« tænkte jeg. De vidste sikkert, at jeg ikke skulle i skole på grund af forberedelserne til begravelsen. Men de kom heller ikke den næste dag eller den næste eller den næste. De ventede heller ikke på mig efter skole.
På dette tidspunkt fik min familie meget støtte fra Hjælpeforeningen og andre medlemmer af menigheden. Men gryderetter kunne ikke lindre mit smertende 13-årige hjerte. Da jeg vendte tilbage til GUF, holdt min vejleder en lektie om livet efter døden. Jeg begyndte at græde. Min vejleder sænkede blikket og fortsatte sin oplæsning. Mine klassekammerater kiggede ligeud. Jeg hulkede. Hvor jeg dog ønskede, at nogen ville græde med mig eller lægge armen om mig.
Når jeg ser tilbage på det, er jeg godt klar over, at mine venner hverken var onde eller ligeglade. De anede bare ikke, hvordan de skulle reagere på min smerte. De antog, at jeg helst ville være i fred, og da jeg sørgede, havde jeg jo nok ikke lyst til at lave noget sjovt.
Jeg ville ønske, at mine venner og min vejleder havde vidst det her:
Vær der for din ven. Giv hende et lille brev eller en blomst, men vigtigst af alt, giv hende af dig selv. Læg armen om hende og vis hende, at du føler med hende. Og tag endelig med til begravelsen.
Inddrag din ven i det, I normalt foretager jer. Din ven er allerede ved at vænne sig til savnet af en af sine kære. Men lad hende ikke også føle, at hun skal undvære dit venskab. Der er noget trøstende i at gøre noget velkendt.
Lad være med at føle behovet for at holde en livet-efter-døden-prædiken. Når du giver sådan en lektion, så følg Almas råd: »[Sørg] med dem, der sørger, ja, [trøst] dem, der står i behov for trøst« (Mosi 18:9). Din ven ved sikkert allerede, at hun skal se sine kære igen, og hvis hun ikke gør det, så kommer emnet op på en naturlig måde, når hun udtrykker sine tanker og bekymringer. Så kan du bære vidnesbyrd om frelsesplanen.
Et år efter min søsters død, døde min vens mor. Jeg følte en dyb sorg. Jeg tænkte: »Næste gang jeg ser hende, fortæller jeg hende, hvor ondt det gør mig.« Så kom jeg i tanker om min egen oplevelse og vidste, at min ven havde brug for mig lige nu. Jeg var nervøs, da jeg gik hen til hendes hus. Sæt nu hun ikke ville tale med mig? Måske ville hendes familie ikke have, at jeg var der. Skulle jeg vente og tale med hende senere? Men da hun lukkede op, kunne jeg se, at hun var glad for at se mig. Hendes far og de ældre søskende havde travlt med at planlægge begravelsen. Vi gik en tur. Jeg behøvede ikke at spekulerer på, hvad jeg skulle sige. Det var hende, der talte mest.
Illustreret af Carolyn Vibbert