Vil du ikke nok sende en eller anden

Wendy Walkowiak, Utah i USA

Da jeg ventede mit andet barn, havde jeg en vanskelig graviditet og var nødt til at tage medicin for at undgå en spontan abort. Medicinen forstærkede min udmattelse og kvalme.

For at gøre det hele værre, arbejdede min mand 15 timer om dagen for at holde trit med sin fremgangsrige, nye forretning, og vi var lige flyttet til en ny by, så vi boede 600 km fra mine forældre. Jeg kendte ikke nogen, var sengeliggende og skulle passe en toårig. Jeg var bange og ensom.

I denne situation henvendte jeg mig til den eneste, som jeg vidste, ikke ville svigte mig – min himmelske Fader. Jeg knælede ved min seng og bad: »Himmelske Fader, jeg ved, at jeg i mange år har lovet, at jeg ville vende tilbage til Kirken, og jeg tror, at jeg er parat nu. Men jeg tør ikke tage derhen alene. Vil du ikke nok sende en eller anden, som kan invitere mig i kirke?«

Næste dag ringede det på døren. Jeg lå på sofaen i min pyjamas midt i en rodet stue og følte mig sløj, så jeg rejste mig ikke for at lukke op. Et par minutter efter slog det mig: Sæt nu den ringen var svaret på mine bønner, sæt nogen var kommet for at invitere mig i kirke?

Jeg gik ind i mit soveværelse, knælede igen og bad: »Kære himmelske Fader, jeg er rigtig ked af, at jeg ikke lukkede op. Hvis du sendte nogen for at tale med mig, så lover jeg at være parat til at tale med dem i morgen, hvis du sender dem tilbage.«

Næste dag stod jeg op, tog bad, klædte mig pænt på og tilbragte dagen med at gøre rent. Så ventede jeg tålmodigt på, at det skulle ringe på døren igen. Det gjorde det. Da jeg lukkede op, så jeg to kvinder stå udenfor.

»Vi er dine besøgslærere,« sagde de. »Ved du, hvad besøgsundervisning er?«

»Ja, det gør jeg,« svarede jeg og var glad for, at de var vendt tilbage. »Kom indenfor.«

En af disse besøgslærere, primarypræsidenten, begyndte regelmæssigt at kigge forbi for at sikre sig, at jeg havde det godt. Hun tilbød endda at tage min toårige med i kirke og sørge for, at fuldtidsmissionærerne besøgte os. De besøg styrkede mit vidnesbyrd og gav mig modet til at vende tilbage til Kirken.

Jeg fatter ikke, at jeg lod så mange år gå uden at bede til min himmelske Fader og modtage hans tryghed og vejledning. Det er en stor velsignelse at have Frelseren til at hjælpe med at bære mine byrder med sin kærlighed og barmhjertighed. Jeg er et bedre menneske på grund af hans kærlighed, og jeg føler mig mere og mere som det menneske, jeg var, da jeg kom i kirke som ung.

Min himmelske Fader har vist mig, at alt er muligt i ham. Det eneste, han forlanger af os, er, at vi har tro på hans evne til at besvare vore bønner.

Min mand arbejdede 15 timer om dagen, og mine forældre boede langt væk. Jeg kendte ikke nogen, var sengeliggende og skulle passe en toårig. Jeg var bange og ensom.