Edderkoppen og den stille, sagte røst
»Det var en stille røst af fuldkommen mildhed, som havde det været en hvisken« (Hel 5:30).
»Tak fordi jeg måtte komme, Jake,« sagde Britton, da han trådte ud fra sin vens hjem. »Nu skal jeg hjem og spise frokost.«
De to venner vinkede farvel til hinanden, mens Britton vandrede ned ad den støvede sti, han som regel fulgte til og fra Jakes hjem. Så gled hans blik hen over den mark, som han kaldte »Junglen«. Der var ikke nogle tropiske planter eller vilde dyr, kun en smal sti gennem et hav af højt græs og tørt ukrudt. Det var den hurtigste vej hjem.
Britton overvejede det et øjeblik, og så klemte han sig ind mellem de hegnspæle, der omgav marken.
Kvas! Knas! Tørre grene og græs knitrede, mens Britton trampede af sted hen ad stien. Den varme sol mod hans ryg, fik skjorten til at føles klæbrig. Så rørte en lille brise sig, og Britton besluttede at løbe om kap med vinden.
Stien snævrede sig ind. Britton vidste, at der var en lille bæk lidt længere fremme, så han løb lidt hurtigere. Da han drejede om et lille sving på stien, skulle han lige til at hoppe hen over bækken, da han pludselig hørte ordet Stop!
Britton stoppede straks op og lyttede. Det eneste, han kunne høre, var vinden, der susede i græsset. Britton rynkede brynene. Stemmen havde været helt tydelig, som om nogen havde hvisket i hans øre. Men han kunne ikke se nogen.
Britton trak på skuldrene og vendte sig for at springe over bækken. Og så stivnede han. Lige foran hans ansigt glitrede et enormt spindelvæv, der strakte sig som et net hen over stien lige ved bækken. Midt i spindelvævet ventede en stor edderkop.
Et kort øjeblik stirrede Britton på edderkoppen med store øjne. Så styrtede han tilbage ad stien ud af Junglen. Han besluttede sig for at tage grusvejen alligevel.
»Mor! Mor! Ved du hvad?« Britton stormede ind ad døren og ledte efter mor. Forpustet fortalte han hende om sin rejse gennem junglen, stemmen og sit møde med edderkoppen.
»Jeg var så tæt på den, mor!« Han holdt fingrene op for at vise hende det.
»Orv! Det må have været uhyggeligt,« sagde mor. »Hvor tror du, at den stemme, du hørte, kom fra?«
»Det ved jeg ikke,« sagde Britton. »Der var ikke nogen. Tror du, at det bare var vinden?«
»Kan du huske, hvad vi hørte om den stille, sagte stemme til familieaften?« spurgte mor.
»Ja. Det er sådan, at vor himmelske Fader nogle gange taler til os, ikke?«
Mor tog skrifterne ned fra hylden ved siden af køkkenbordet og slog op i Helamans Bog.
»Nu skal du høre, hvordan Herrens stemme lød for nefitterne,« sagde hun. »Det [var] ikke … en tordenrøst ej heller var det en røst som en tumultagtig larm, men se, det var en stille røst af fuldkommen mildhed, som havde det været en hvisken« (Hel 5:30).
»Hov! Det var sådan, det var – en hvisken! Jeg hørte den stille, sagte røst!«
Mor smilede. »Ja, det gjorde du. Og du lyttede, sådan som du skulle. Jeg er meget stolt af dig.«
Britton gav mor et kram. Det føltes godt at gøre hende stolt. Og det føltes endnu bedre at vide, at han havde lyttet til den stille, sagte røst.
Illustrationer: Craig Stapley. Foto: Busath Photography.