Evangeliske klassikere
Styrk de mindre aktive
Uddrag af en tale, som blev holdt ved et møde for præstedømmeledere den 19. februar 1969. Den fulde tekst findes i Boyd K. Packer, Let Not Your Heart Be Troubled, 1991, s. 12-21.
Tegnsætning og grammatik er gjort tidssvarende.
Alle os, der leder i menigheder og stave, skal åbne døren for de vildfarne får og træde til side, så de kan komme ind.
Fuld aktivitet – muligheden for at tjene og bære vidnesbyrd – er som medicin. Det helbreder de åndeligt syge. Det styrker de åndeligt svage. Det er en altafgørende ingrediens i forløsningen af de vildfarne får. Alligevel er der en tendens, ja, næsten en indprogrammeret tendens, til at give muligheder for udvikling til dem, som allerede er overmættet med aktivitet. Denne tendens, som ses overalt i vore stave og menigheder, kan holde de vildfarne får ude.
Når en hjemmelærer tager et vildfarent får med til møderne, er det kun begyndelsen på, at han er genfundet. Hvor kan vi anvende ham, så han kan få åndeligt gavn af det? Faktisk er der ikke mange steder, hvor en leder kan bruge en person, der kæmper for sin værdighed. Desværre synes det, som om de få situationer, hvor vi kunne anvende dem – til at bede bøn, svare i klassen eller bære vidnesbyrd – næsten udelukkende reserveres til de aktive: Til stavspræsidentskabet, til højrådet, til biskoprådet, til patriarken og til hjælpeorganisationslederne. Vi gør os ofte stor umage for at hente talere og deltagere udefra – til skade for de sultne sjæle.
Ved et nadvermøde i en menighed, som jeg for nylig besøgte, havde man bedt en søster, hvis mand ikke er aktiv i Kirken, om at synge. Han var dog til stede ved mødet. Biskoppen ønskede at skabe et godt program. Hans første bekendtgørelse var: »Bror X, min førsterådgiver, åbner mødet med bøn.« Hans andenrådgiver bad afslutningsbønnen.
Det var uheldigt, tænkte jeg. De tre mænd i biskoprådet kæmper med bekymringer for de åndeligt syge, og så tager de selv den medicin, som kunne gøre disse mennesker raske – aktivitet og deltagelse – og indtager den for øjnene af de trængende!
Nogle vil sige: »Vi skal være forsigtige med de svage iblandt os. Det er bedst ikke at indbyde dem til at bede bøn eller bære vidnesbyrd, for så bliver de bange og frastødt og forlader os.« Det er en myte! En almindelig antaget myte, men dog en myte! Jeg har spurgt biskopper – flere hundreder af dem – om de kunne bekræfte, at noget sådant var sket for dem. Jeg fik meget få bekræftende svar – ja, faktisk kunne alle disse biskopper kun fremlægge et eller to tilfælde. Så risikoen er meget lille, hvorimod en sådan indbydelse kunne føre et vildfarent får tilbage.
For mange år siden besøgte jeg en stav, som blev ledet af en usædvanligt effektiv og dygtig mand. Hver eneste detalje ved stavskonferencen var planlagt. Han havde gjort det sædvanlige, nemlig at sætte den udvalgte kreds af medlemmer af stavspræsidentskabet, højrådet, biskopper og stavspatriark til at bede. Disse brødre var ikke blevet informeret endnu, så vi ændrede det fra dem, der fortjente den ære, til dem, der havde brug for – inderligt brug for – den oplevelse.
Præsidenten havde en detaljeret dagsorden for møderne, og han nævnte, at der var 20 minutter ved et af møderne, som ikke var planlagt. Jeg sagde, at vi kunne kalde nogen, der ellers ikke fik mulighed for det, og som trængte til den styrkende oplevelse ved at holde tale. Han modsagde mig ved at foreslå, at vi bad nogle af stavens prominente ledere om at forberede sig på muligvis at skulle tale. »Der er mange ikke-medlemmer til stede,« sagde han. »Vi er vant til organiserede og velforberedte præstationer ved konferencen. Vi har mange dygtige folk i staven. De vil gøre et godt indtryk.«
To gange mere under vores møde nævnte han planen og lagde pres på, at stavens »dygtigste folk« blev kaldet. »Hvorfor ikke afsætte den tid til dem, der har mest brug for den?« sagde jeg. Hans reaktion var skuffende: »Ja, det er jo dig, der er generalautoritet.«
Tidligt søndag morgen mindede han mig om, at der stadig var tid til at kalde nogle talere og på den måde skabe et godt indtryk.
Formiddagsmødet blev indledt af præsidenten, som holdt en velforberedt og gribende tale. Derefter indbød vi hans andenrådgiver til at tale. Han var tydeligvis rystet … (Vi havde tidligere sagt, at begge rådgivere sandsynligvis skulle tale ved eftermiddagsmødet. Vi skulle hjem til ham og spise frokost. Han havde vidst, at der ville være tid til at gennemgå sine notater, så han havde efterladt dem derhjemme).
Da han ikke havde sine notater, bar han i stedet vidnesbyrd og fortalte en inspirerende beretning om en præstedømmevelsignelse, som han havde givet i løbet af ugen. En bror, som var opgivet af lægerne, blev kaldt tilbage fra selve dødens port ved præstedømmets magt. Jeg ved ikke, hvad der stod i hans notater, men det kunne bestemt ikke have været lige så inspirerende som det vidnesbyrd, han bar.
En ældre kvinde sad på forreste række og holdt en vejrbidt mand i hånden. Hun virkede lidt ved siden af i den velklædte forsamling – hun så lidt hjemmestrikket ud ved siden af de andre. Hun så ud, som om hun burde tale ved konferencen, og da hun fik mulighed for det, fortalte hun om sin mission. 52 år tidligere var hun vendt hjem fra missionsmarken, og siden da var hun aldrig blevet bedt om at tale i Kirken. Det var et gribende og rørende vidnesbyrd, hun bar.
Andre blev indbudt til at tale, og hen mod slutningen af mødet foreslog præsidenten, at jeg tog resten af tiden. »Har du fået nogen inspiration?« spurgte jeg. Han sagde, at han blev ved med at tænke på borgmesteren. (Vælgerne i den store by havde valgt et medlem af Kirken til borgmester, og han var til stede i salen). Da jeg sagde, at vi kunne høre lidt fra borgmesteren, hviskede han, at manden ikke var aktiv i Kirken. Da jeg foreslog, at han alligevel bad ham om at tale, afslog han det og sagde ligeud, at manden ikke var værdig til at tale ved mødet. Men da jeg insisterede, kaldte han manden op til talerstolen.
Borgmesterens far havde været en af Kirkens pionerer i det område. Han havde tjent som biskop i en af menighederne og var blevet efterfulgt af en af sine sønner – en tvilling til borgmesteren, så vidt jeg husker. Borgmesteren var det vildfarne får. Han kom op til talerstolen, og til min overraskelse talte han med bitterhed og vrede. Han begyndte nogenlunde sådan her: »Jeg ved ikke, hvorfor I har bedt mig om at tale. Jeg ved ikke, hvorfor jeg er i kirke i dag. Jeg hører ikke hjemme i denne kirke. Jeg har aldrig passet ind. Jeg er slet ikke enig med den måde, Kirken gør ting på.«
Jeg må indrømme, at jeg begyndte at blive urolig, men så tøvede han og sænkede blikket mod talerstolen. Fra da af og indtil han havde talt færdig, hævede han ikke blikket. Efter en tøven fortsatte han: »Jeg kan vel lige så godt fortælle jer det. Jeg holdt op med at ryge for seks uger siden.« Og så hævede han sin knyttede næve og rystede den truende ad forsamlingen, mens han sagde: »Hvis nogen af jer tror, at det er let, så har I aldrig lidt det helvede, som jeg har lidt de sidste få uger.«
Og så smeltede han bare. »Jeg ved, at evangeliet er sandt,« sagde han. »Det har jeg altid vidst. Jeg lærte det af min mor som dreng.
Jeg ved, at Kirken ikke er på afveje,« erkendte han. »Det er mig, der er på afveje, og det har jeg også altid vidst.«
Og så talte han på alle de vildfarne fårs vegne, da han bønfaldende sagde: »Jeg ved, at det er mig, der er forkert på den, og jeg vil gerne tilbage. Jeg har prøvet at vende tilbage, men I vil ikke have mig!«
Selvfølgelig ville vi gerne have ham tilbage, men af en eller anden årsag havde vi ikke fået formidlet det til ham. Efter mødet strømmede forsamlingen op – ikke til os, men til ham for at sige: »Velkommen hjem!«
På vej ud til lufthavnen efter konferencen sagde stavspræsidenten: »Jeg har lært en lektie i dag.«
Idet jeg håbede at kunne bekræfte det, sagde jeg: »Hvis vi havde gjort, som du gerne ville, så havde du bedt den mands far eller måske hans bror, biskoppen, om at tale, ikke?«
Han nikkede bekræftende og sagde: »De ville begge to, med fem minutters varsel, have kunnet holde en gribende tale på 15-20 minutter, som alle ville have syntes om. Men ingen vildfarne får ville være blevet bragt tilbage.«
Alle os, der leder i menigheder og stave, skal åbne døren for de vildfarne får og træde til side, så de kan komme ind. Vi skal lære ikke at spærre indgangen. Det er en snæver vej. Somme tider foretager vi den klodsede manøvre at forsøge at trække dem gennem den port, som vi selv spærrer. Først når vi gribes af den ånd, hvor vi løfter dem, skubber dem foran os og ser dem hævet over os, har vi den ånd, som fremmer vidnesbyrd.
Gad vide, om det var det, Herren mente, da han sagde: »De raske har ikke brug for læge, det har de syge« (Matt 9:12).
Jeg plæderer ikke for en sænkning af standarderne. Tværtimod. De fleste vildfarne får vil reagere mere positivt på høje standarder end på lave. Der er en helbredende virkning i åndelig disciplin.
Disciplin er en form for kærlighed, et udtryk for den. Den er nødvendig og stærk i folks liv.
Når en lille rolling leger ude ved vejen, styrer vi omhyggeligt udenom ham. Få stopper op og fører ham i sikkerhed, og disciplinerer ham om nødvendigt. Medmindre det selvfølgelig er vores eget barn eller barnebarn. Hvis vi elsker dem nok, så gør vi det. At tilbageholde disciplin, når det kunne føre til åndelig udvikling, er tegn på manglende kærlighed og omsorg.
Åndelig disciplin indrammet af kærlighed og bekræftet af vidnesbyrd er med til at forløse sjæle.
Illustrationer: Bjørn Thorkelson