Krænket af min ven

Natal’ja Fjodorovna Frolova, Holland

Jeg havde en ven i min gren i Kirken i Rusland, som jeg var sammen med til alle kirkeaktiviteter. Vi havde meget til fælles, jeg morede mig sammen med ham, og jeg var glad for at have så god en ven.

Men så skete der noget underligt. Han sårede mig dybt uden nogen som helst grund, så vidt jeg kunne se. Han bad ikke om tilgivelse, og jeg holdt op med at omgås ham. Jeg hilste end ikke på ham om søndagen. Det stod på i to måneder. Jeg var såret og ked af det, men han sagde ikke noget.

Så fandt jeg ud af, at han flyttede fra vores by. Jeg syntes ikke, at vores forhold skulle forblive, som det var. Jeg syntes, at vi skulle blive forsonet. På det tidspunkt kom jeg i tanke om et skriftsted fra Mormons Bog: »Gå da hen til din broder, og bliv først forligt med din broder, og kom så til mig med hjertets faste forsæt, så vil jeg tage imod dig« (3 Ne 12:24).

Det var vanskeligt for mig at ydmyge mig og tage det første skridt, men jeg bad og ringede så til ham. Jeg vidste ikke, hvordan han ville reagere, og jeg var beredt på det værste. Det, jeg hørte, kom bag på mig.

Han bad mig oprigtigt om tilgivelse, og jeg kunne høre på hans stemme, at han havde lidt meget på grund af sin handling – ligesom jeg havde. Men mest af alt husker jeg en sætning, som han gentog tre gange: »Tak fordi du ringede, Natal’ja!«

Jeg var meget lykkelig. Han flyttede kort efter, men vi skiltes som de bedste venner.

En af vore vanskeligste opgaver er at lære at elske og tilgive hinanden. Tilgivelse – især når det ikke er vores skyld – kræver, at vi er ydmyge og overvinder vores stolthed. Jeg erfarede, at det er umagen værd at tage det første skridt til at tilgive og blive forsonet.