Jeg vil ikke lære dig at kende!

Irvin Fager, Utah i USA

Med en oprigtig bøn i hjertet og min 14-årige kammerat ved min side bankede jeg på Andys dør. Det var vores første besøg som hans nye hjemmelærere. Vi havde for nylig fået ansvaret for at besøge ham, trods hans ry for at være meget vanskelig. Døren blev åbnet, og der stod han, klædt i en japansk kimono.

»Ja?«

»Davs, jeg hedder Irvin, og det er min kammerat. Vi er dine hjemmelærere, og vi vil gerne tale med dig.«

Hans hustru sad ved et bord bag ham, klædt på samme måde. De spiste en japansk middag.

»I kan nok se, at vi spiser middag, så vi har ikke tid til jer,« sagde han.

»Måske kunne vi komme tilbage en anden gang,« sagde jeg.

»Hvorfor?«

»Så vi kan lære dig at kende,« svarede jeg.

»Hvorfor vil du lære mig at kende?« spurgte han. »Jeg vil ikke lære dig at kende.«

Vi kunne selvfølgelig have trukket os som deres hjemmelærere efter det, men det gjorde vi ikke. Da vi vendte tilbage næste måned, lukkede Andy os faktisk ind. Vi sad og kiggede ind på en væg, der var prydet af tomme ølflasker, der var arrangeret som veteranbiler. Vores møde med Andy var kort, men vi erfarede, at han var pensioneret oberst fra flyvevåbnet. Vores følgende møder med Andy var også korte og gav ikke meget resultat.

En aften da jeg tog hjem fra et kirkemøde, hørte jeg en indre stemme sige, at jeg skulle besøge Andy. »Nej, ellers tak,« tænkte jeg. »Ikke i aften.«

Da jeg stoppede for rødt lys, kom tilskyndelsen til at besøge Andy igen. Jeg tænkte: »Nej, jeg er altså ikke i humør til Andy i aften.«

Men da jeg drejede for sidste gang på min vej hjem, kom samme tilskyndelse for tredje gang, så jeg var sikker på, hvad jeg skulle gøre.

Jeg kørte hen til hans hus, parkerede og bad om vejledning. Så gik jeg hen til døren og bankede på. Da Andy lukkede mig ind, fik jeg øje på et eksemplar af Mormons Bog og en bog med slægtshistorie, som lå på bordet. Jeg fornemmede en anden ånd i hans hjem; der var også noget forandret ved Andy. Han talte blidt om sin kærlighed til sin mor og sin søster, som havde udarbejdet slægtshistorien.

For første gang talte han helt åbent med mig. Han fortalte mig om den smerte, han havde døjet med i ryggen, og tilføjede, at han skulle indlægges på hospitalet på March Air Force Base nær Riverside i Californien næste dag. Jeg spurgte ham, om han ville have en præstedømmevelsignelse. Uden tøven sagde han stille: »Den tager jeg gerne imod.« Jeg ringede til ældsternes kvorumspræsident, som kom og hjalp med at give velsignelsen.

Næste dag fortalte lægerne Andy, at han havde uhelbredelig lungekræft. Efter at have fået den besked opsøgte han biskoppen. I løbet af få måneder var han sengeliggende.

En aften, da jeg kiggede ind for at besøge ham, førte hans hustru mig ind i hans soveværelse, hvor han lå og var meget svag. Jeg knælede ved siden af hans seng og holdt ham i mine arme. Jeg hviskede: »Jeg elsker dig, Andy.« Han opbød al sin styrke, lagde sin arm på min skulder og sagde anstrengt, at han også elskede mig. To dage senere døde han.

Hans hustru inviterede mig med til begravelsen. Ud over fire medlemmer af hans familie, var jeg den eneste gæst.

Jeg er så taknemlig for, at jeg lyttede til Åndens tilskyndelser og besøgte Andy.