Til vi ses
En plads ved brudgommens fest
Det føles ikke altid trygt at gå alene til en bryllupsreception. Men da en gammel ven inviterede mig til sin bryllupsmiddag, vidste jeg, at jeg ikke ville gå glip af muligheden for at feste sammen med ham og hans brud.
Jeg ankom til brylluppet, lige inden middagen begyndte. Jeg fik øje på en tom plads og spurgte en af kvinderne ved bordet, om den var ledig.
»Skal du overhovedet være her?« spurgte hun og kiggede mistænksom på mig.
Jeg havde ingen anelse om, hvad der fik hende til at spørge – og slet ikke på den måde, hun spurgte på. Der var ikke nogen, som krydsede en gæsteliste af. Der var ikke bordkort. Jeg var kommet til tiden og var passende klædt. Hvad kunne der så være i vejen?
Jeg smilede nervøst. »Jeg er en ven af gommen,« forsikrede jeg hende. Hun nikkede, så jeg satte mig ned og forsøgte at indlede en venlig samtale med de seks par, som sad ved bordet. Den nervøsitet, jeg havde følt før, blev forstærket af den »velkomst«, jeg fik. Jeg kiggede mig desperat omkring for at se nogen – hvem som helst – som jeg kendte, men bortset fra gommen var der ikke et eneste velkendt ansigt noget sted.
Men så skete der noget. Min ven, der sad ved siden af sin brud forrest i den fyldte sal, rejste sig. Da han gjorde det, fik han øje på mig i den modsatte ende af salen. Han stoppede op, smilede og lagde hånden over sit hjerte, som om han ville sige: »Tak fordi du kom. Jeg ved, at du har måttet ofre meget for at komme her. Det betyder meget for mig, at du er her.«
En lettelse og glæde skyllede ind over mig. Uanset hvad andre måtte tænke om gommens bedømmelse, så hørte jeg til. Jeg smilede og gentog hans bevægelse. Jeg håbede, at min ven vidste, hvor meget jeg ønskede at fejre ham og hans brud og tage del i deres glæde. Den pinlige fornemmelse jeg havde haft, forsvandt med den korte hilsen, og jeg tilbragte resten af aftenen styrket af ny selvsikkerhed.
Flere dage senere, da jeg forberedte en lektion til Hjælpeforeningen, studerede jeg Matt 22 og læste om en konge, der forberedte en fest for sin søn, der repræsenterer Frelseren. Om disse skriftsteder har profeten Joseph Smith sagt: »Kun de, der holder Herrens befalinger og vandrer efter hans forordninger og holder ud til enden, vil få lov at sidde med ved bryllupsfesten … de, der har bevaret troen, vil blive kronet med retfærdighedens krone, iført hvide klæder, [vil] få adgang til bryllupsfesten, blive fri for alle lidelser og regere med Kristus på jorden.«1 Det løfte er altid stærkt, men det virkede endnu stærkere på grund af min oplevelse tidligere på ugen.
Da jeg fremførte lektionen, indså jeg, at lydighed er det eneste krav, når vi tager imod Jesu Kristi indbydelse til at glæde os med ham og få plads ved hans fest. Og ved den fest skal ingen gæst føle sig utryg, for de hører til der. Selv om jeg langt fra er fuldkommen i min lydighed, håber jeg på en dag at gøre mig fortjent til at møde Brudgommen og med en hånd over hjertet – et hjerte, som er underkastet hans vilje – kunne sige: »Jeg er så glad for at være her.«
Foto: John Luke