2011
Forsoningen gør omvendelse mulig
Februar 2011


Det tror vi

Forsoningen gør omvendelse mulig

Vi kommer til jorden for at udvikle os og opnå fremgang. Vores fremgang sinkes, når vi synder. Bortset fra Jesus Kristus, der førte et fuldkomment liv, har ethvert menneske, som har levet på denne jord, syndet (se Præd 7:20; Rom 3:23; 1 Joh 1:8).

At synde er at bryde Guds befalinger. Nogle gange synder vi ved at gøre noget, som vi ved er forkert, men andre gange synder vi ved at undlade at gøre noget, som vi ved er rigtigt (se Jak 4:17).

Enhver befaling fra Gud velsigner os, hvis vi adlyder den (se L&P 130:20-21). Men hvis vi overtræder, er der en straf forbundet med den (se Alma 42:22). Denne udmåling af velsignelser eller straf kaldes retfærdighed.

Fordi vor himmelske Fader elsker os, har han gjort det muligt for os at omvende os: at bekende og forsage vore synder og på den måde overvinde virkningen af dem. Han sendte sin Enbårne Søn, Jesus Kristus, for at sone for vore synder. Det vil sige, at Jesus betalte den straf, som retfærdighedens lov krævede for vores overtrædelse af Guds befaling. Da Frelseren har lidt for vore synder, behøver vi ikke at lide den fulde straf for dem, hvis vi omvender os (se L&P 19:16). Hans forsoning har »tilfredsstillet retfærdighedens krav« (Mosi 15:9), så vor himmelske Fader barmhjertigt kan tilgive os og holde straffen tilbage.

Omvendelse er Guds gave til os. Det er afgørende for vores lykke i dette liv. Takket være omvendelse kan vi blive rene igen, så det er muligt for os at vende tilbage til vor himmelske Fader (se Moses 6:57).

Omvendelsesprocessen omfatter følgende:

  • At have tro på vor himmelske Fader og Jesus Kristus (se Alma 34:17).

  • At erkende vore synder og føle sorg (se Luk 16:15; Alma 42:29-30).

  • At bekende vore synder til vor himmelske Fader og, om nødvendigt, til vores biskop eller grenspræsident (se L&P 61:2).

  • At fralægge os synden (se L&P 58:43).

  • At gøre det godt igen, hvor det er muligt (se Ez 33:15-16).

  • At tilgive andre, som har syndet mod os (se L&P 64:9; 3 Ne 13:14-15).

  • At leve retskaffent (se L&P 1:32).

Jesus Kristus led i Getsemane have og på korset for at betale prisen for vore synder. Om sine lidelser har han sagt: »… hvilken lidelse fik mig, selv Gud, den største af alle, til at skælve af smerte og til at bløde fra hver pore og til at lide på både legeme og ånd« (L&P 19:18).

Fotoillustrationer: Steve Bunderson