Før de vildfarne lam tilbage
Et tidligt forår for mange år siden kørte min hustru og jeg gennem den smukke Star Valley i staten Wyoming i USA. Det var en pragtfuld forårsmorgen, og landskabet og omgivelserne var inspirerende.
Da Jackie og jeg kørte ind i Star Valley, så vi af og til fåreflokke med adskillige små lam. Der er ikke meget, som er mere nuttet end et lille lam. Da vi kørte ned ad den travle vej, fik vi øje på et lille lam, som var uden for hegnet nær vejen. Det løb febrilsk frem og tilbage mod hegnet og forsøgte at komme ind til flokken. Jeg antog, at lammet var lille nok til at have kunne klemme sig gennem en åbning i hegnet, men var nu ude af stand til at komme tilbage.
Jeg var sikker på, at hvis vi ikke stoppede op og reddede lammet, så ville det med tiden vandre ud på vejen og komme til skade eller blive dræbt. Jeg stoppede bilen og sagde til Jackie og vores rejsefæller på bagsædet: »Vent her. Det tager kun et øjeblik.«
Jeg antog naturligvis i min totale mangel på erfaring som lammehyrde, at det skræmte lam ville blive glad for at se mig; jeg havde jo trods alt de bedste hensigter. Jeg ville redde dets liv!
Men til min skuffelse var lammet bange og overhovedet ikke taknemlig for min indsats for at redde det. Da jeg nærmede mig, løb det lille lam hen langs hegnet væk fra mig, så hurtigt det kunne. Jackie så mit problem og steg ud af bilen for at hjælpe. Men end ikke sammen kunne vi indkredse det hurtige, lille lam.
På dette tidspunkt kravlede parret på bagsædet, som havde moret sig inderligt over vores rodeo, ud af bilen og deltog i redningsforsøget. Ved en samlet anstrengelse fik vi endelig presset det lille lam ind mod hegnet. Da jeg i mit rene rejsetøj bukkede mig ned for at samle det op, bemærkede jeg hurtigt, at den lille fyr lugtede af stald. Jeg spekulerede på, om det hele havde været umagen værd.
Da vi samlede lammet op og løftede det ind over hegnet, sprællede og sparkede det af al kraft. Men i løbet af kort tid havde det fundet sin mor og pressede sig tæt og trygt ind mod hende. Med tøjet lidt i uorden, men med en god følelse af tilfredshed og fred, fordi vi havde truffet det rette valg, fortsatte vi vores rejse.
Jeg har siden ofte tænkt på den historie. Gad vide, om vi ville yde sådan en indsats for at redde en utaknemlig, mindre aktiv nabo. Det håber jeg! »Et menneske er dog meget mere værd end et får,« sagde Frelseren (Matt 12:12). I hver eneste gren, menighed og stav er der vildfarne og udsatte lam.
Udskift ordet gøre med redde i salmen »Har jeg gjort noget godt« og tænk så over, hvordan den kan handle om at redde vildfarne får:
Der er nogen at redde omkring os nu,
kom, vær med i den gode sag.
Lad ej tiden gå tabt, men vær stedse på vagt
og gør noget godt i dag.1
Vore naboer kan virke utaknemlige, skræmte eller uinteresserede i at blive reddet. Og vores indsats for at redde dem kan kræve tid, indsats, energi og andres støtte og hjælp. Men den indsats bliver kronet med evige velsignelser. Herren har lovet, at hvis vi fører »én sjæl til [ham], hvor stor skal da ikke [vores] glæde være sammen med ham i [vor] Faders rige« (L&P 18:15).