Fra undsat til undsætter
Mit liv var en nedadgående spiral, indtil jeg traf en mand, som hævdede at have løsningen på mine problemer.
En aften i 1978 stod jeg i Logan-lufthavnen i Boston i staten Massachusetts og ventede på nogle venner. En mand indledte en samtale med mig, og vi talte lidt om vores liv. Jeg fortalte ham, at jeg tre måneder tidligere var vendt hjem fra en rejse til Mellemamerika.
Jeg var rejst væk for at flygte fra mit livs tragedier, fortalte jeg ham. Ni år tidligere var min bror død. Året efter omkom mine forældre ved et trafikuheld. Præcis et år senere døde min bedstemor. I løbet af meget kort tid havde jeg mistet flere af de vigtigste mennesker i mit liv. Jeg var helt knust.
Jeg arvede en hel del penge ved mine forældres død, og jeg brugte dem på at flygte fra min sorg. Jeg brugte dem på dyrt tøj, biler, stoffer og rejser til fjerne lande.
På min seneste rejse havde jeg besteget en pyramide i Tikal i Guatemala. Selv om jeg rent fysisk stod højt oppe, kan jeg huske, at jeg følte mig længere nede, end jeg havde gjort meget længe. Jeg kunne ikke blive ved med at leve på den måde, jeg hidtil havde gjort. »Gud,« sagde jeg, »hvis du er der, så har jeg brug for din hjælp til at ændre mit liv.« Jeg stod der i flere minutter, mens jeg stille bad om hjælp fra et væsen, som jeg ikke var sikker på fandtes. Da jeg steg ned fra pyramiden, følte jeg en fred. Intet havde ændret sig i mit liv, men på en eller anden måde havde jeg en fornemmelse af, at det hele nok skulle ordne sig.
Og sådan gik det til, at jeg tre måneder senere stod og fortalte alt dette til manden i lufthavnen. Han lyttede tålmodigt og spurgte så, om jeg vidste, at Jesus Kristus havde vist sig i Amerika.
På det tidspunkt havde jeg ikke høje tanker om Gud. Hvilken Gud ville dog tage min familie fra mig? Det fortalte jeg manden, og han svarede, at den Gud, som han troede på, havde gjort det muligt for mig at være sammen med min familie igen. Så fangede han min opmærksomhed.
»Hvad mener du?« spurgte jeg.
»Har du hørt om mormonerne?« Jeg vidste ikke meget om dem, men manden fortsatte så med at forklare frelsesplanen. Og trods min oprindelige skepsis, så var der noget ved det, han sagde, som lød sandt.
Mit nye bekendtskab og jeg udvekslede telefonnumre, og i løbet af de næste mange måneder gik vi en del i byen sammen. Vi talte også om evangeliet. Han gav mig et eksemplar af Mormons Bog, og vi drøftede den og andre skrifter i timevis i telefonen. Han fortalte mig om Joseph Smith, der genoprettede Jesu Kristi kirke. Det var en fantastisk tid med håb og udvikling.
Vores venskab sygnede lidt hen, men efter en del uger fortalte min ven, at han gerne ville sende nogle venner hen for at tale med mig. De venner, som han sendte, var selvfølgelig missionærerne. Og sammen med fuldtidsmissionærerne kom Bruce Doane, en stavsmissionær, som senere blev min mand.
Efter flere uger med formel undervisning spurgte missionærerne mig, om jeg var villig til at blive døbt. Jeg sagde, at det var jeg. Så sagde de, at før jeg kunne blive døbt, skulle jeg efterleve visdomsordet.
Jeg havde ikke drukket eller taget stoffer så meget, som jeg tidligere havde gjort. Der skete forandringer i mit liv; jeg følte mig mere forhåbningsfuld, end jeg havde gjort længe – men det ville da være umuligt at bryde de vaner fuldstændigt. Desuden havde jeg allerede måtte opgive meget, da jeg tog imod evangeliet – som blandt andet flere venner, som syntes jeg var skør, fordi jeg viste interesse for mormonkirken. Jeg havde holdt ud, fordi jeg følte, at evangeliet var sandt. Men ville jeg kunne vinke helt farvel til et langvarigt misbrug?
Missionærerne tilbød at give mig en præstedømmevelsignelse som en hjælp. Bagefter smed jeg straks alle stoffer og al spiritus ud. Og den aften forlod trangen til at tage noget, der var imod visdomsordet, mig. Det var et ægte mirakel.
Jeg blev døbt i juni 1978. Lidt over et år senere blev Bruce og jeg gift i templet i Washington D.C.
Evangeliet reddede mig bogstavelig talt ud af fortvivlelsen. Forinden var jeg bogstaveligt talt fortabt. Mine forældre, min bror og min bedstemor var gået bort, og jeg følte selv, at jeg var gået bort. Efter deres bortgang, vidste jeg ikke længere, hvem jeg var. Nu har jeg fundet min identitet. Jeg ved, at jeg er Guds barn, og at han kender og elsker mig. Da jeg blev beseglet til mine forældre, bedstemor og bror, forvandledes min sorg til glæde ved visheden om, at vi kan være sammen for evigt.
Jesu Kristi evangelium har også reddet mig ud af mit misbrug. De sidste par år har min mand og jeg virket som missionærer med afvænning fra misbrug i SDH-familietjeneste og arbejdet med medlemmer af staven, som kæmper med forskellige former for misbrug. Jeg er så taknemlig for at kunne få lov til at hjælpe disse brødre og søstre. Jeg føler mig velsignet ved at kunne fortælle dem min historie og få dem til at forstå, hvordan vi alle kan blive reddet af evangeliet.
Illustration: Roger Motzkus