Bøger og lektioner
Kapitel 30: Næstekærlighed

Kapitel 30

Næstekærlighed

Billede
The Good Samaritan holding up a wounded man's head and giving him a drink. A donkey is in the background.

Hvad er næstekærlighed?

  • Hvordan vil du definere næstekærlighed?

Frelserens liv afspejler hans rene kærlighed til alle mennesker. Han gav endda sit liv for os. Næstekærlighed er den rene kærlighed, som vor Frelser Jesus Kristus har. Han har befalet os at elske hinanden, sådan som han elsker os. Skriften fortæller os, at næstekærlighed kommer af et rent hjerte (se 1 Tim 1:5). Vi har den rene kærlighed, når vi af hjertet viser ægte omsorg og medfølelse for alle vore brødre og søstre.

Næstekærlighed er den største dyd af alle

Profeten Mormon siger: »Hold derfor fast ved næstekærligheden, som er det største af alt, for alt skal høre op – men næstekærligheden er Kristi rene kærlighed, og den varer ved for evigt« (Moro 7:46-47; se også 1 Kor 13; 2 Ne 26:30; Moro 7:44-45, 48).

Frelserens eget liv var et eksempel til efterfølgelse. Han var Guds Søn. Han besad en fuldkommen kærlighed, og han viste os, hvordan vi skal elske. Gennem sit eksempel viste han os, at vore medmenneskers åndelige og fysiske behov er lige så vigtige som vore egne. Før han gav sit liv for os, sagde han:

»Dette er mit bud, at I skal elske hinanden, ligesom jeg har elsket jer.

Større kærlighed har ingen end den at sætte sit liv til for sine venner« (Joh 15:12-13).

Moroni talte til Herren, da han sagde:

»[Jeg] husker … at du har sagt, at du har elsket verden så meget, at du har nedlagt dit liv for verden …

Og se, jeg ved, at denne kærlighed, som du har næret til menneskenes børn, er næstekærlighed; derfor, medmindre menneskene nærer næstekærlighed kan de ikke arve det sted, som du har beredt i din Faders boliger« (Eter 12:33-34).

Måske er det ikke nødvendigt, at vi giver vores liv ligesom Frelseren. Men vi kan have næstekærlighed, hvis vi gør ham til centrum for vores liv og følger hans eksempel og lærdomme. Ligesom Frelseren kan vi også velsigne vore brødre og søstre her på jorden.

  • Hvorfor er næstekærlighed den største dyd af alle?

Næstekærlighed indebærer at give til de syge, plagede og fattige

Frelseren gav os mange lærdomme i form af historier eller lignelser. Lignelsen om den barmhjertige samaritaner lærer os, at vi bør give til dem i nød, uden hensyntagen til om de er vore venner eller ej (se Luk 10:30-37; se også James E. Talmage, Jesus Kristus, s. 453-455). I lignelsen sagde Frelseren, at manden rejste til en anden by. På vejen blev han angrebet af røvere. De stjal hans tøj og penge og slog ham og efterlod ham halvdød. En præst kom forbi, så ham og gik videre. Så gik en tempeltjener hen og kiggede på ham og gik videre. Men en samaritaner, som blev foragtet af jøderne, kom forbi, og da han så manden, fik han medfølelse med ham (se billedet i dette kapitel). Den barmhjertige samaritaner knælede ved hans side, forbandt hans sår og tog ham op på et æsel og hen til en kro. Han betalte kroværten for at tage sig af manden, indtil han var kommet sig.

Jesus lærte, at vi bør give mad til de sultne, husly til dem, der intet har samt tøj til de fattige. Når vi besøger de syge og dem i fængsel, er det, som om vi gjorde dette i hans sted. Han lover, at når vi gør det, arver vi hans rige (se Matt 25:34-46).

Vi bør ikke prøve at beslutte, om nogen virkelig fortjener vores hjælp eller ej (se Mosi 4:16-24). Hvis vi har sørget for vores families behov først, så bør vi hjælpe alle, der har brug for hjælp. På den måde bliver vi ligesom vor Fader i himlen, som lader regnen falde på de retfærdige såvel som de uretfærdige (se Matt 5:44-45).

Præsident Thomas S. Monson mindede os om, at der findes dem, der har brug for andet end materielle goder:

»Lad os stille os selv disse spørgsmål: ›Har jeg gjort noget godt for en sjæl i dag? Har jeg lindret en fattigs kår?‹ (Salmer og sange, nr. 143). Hvilken opskrift på lykke! Hvilken opskrift på tilfredshed og indre fred – at opleve inspireret taknemlighed hos et andet menneske.

Vore muligheder for at give af os selv er i sandhed ubegrænsede, men de er også flygtige. Der er hjerter, man kan glæde. Der er venlige ord, man kan sige. Der er gaver, man kan give. Der er gerninger, man kan gøre. Der er sjæle, man kan frelse« (Liahona, jan. 2002, s. 69).

  • Hvordan vil du ud fra lignelsen om den barmhjertige samaritaner beskrive dem, der gik forbi den sårede mand? Hvordan vil du beskrive samaritaneren? Hvordan kan vi selv anvende denne lignelse?

Næstekærlighed kommer fra hjertet

  • Hvordan kan vi elske mennesker på trods af deres synder og fejl?

Selv når vi giver til dem, der har behov, har vi ikke næstekærlighed, medmindre vi har medfølelse for dem (se 1 Joh 3:16-17). Apostlen Paulus lærte, at når vi har næstekærlighed, er vi fyldt med gode følelser for alle mennesker. Vi er tålmodige og venlige. Vi er ikke pralende eller stolte, selviske eller uforskammede. Når vi har næstekærlighed, hverken husker vi eller glæder os over det onde, andre har gjort. Ej heller gør vi gode ting, bare fordi det er til vores egen fordel. I stedet deler vi glæden med dem, der lever ifølge sandheden. Når vi har næstekærlighed, er vi loyale, vi tror det bedste om andre, og vi er venlige mod dem. Skrifterne lærer os, at »kærligheden hører aldrig op« (se 1 Kor 13:4-8).

Frelseren var vores eksempel på, hvordan man skal føle over for og behandle andre. Han foragtede ugudelighed, men han elskede syndere på trods af deres synder. Han havde medfølelse for børn, ældre, fattige og trængende. Han havde så stor kærlighed, at han kunne bede vor himmelske Fader om at tilgive de soldater, som drev nagler ind i hans hænder og fødder (se Luk 23:34). Han lærte os, at hvis vi ikke tilgiver andre, vil vor Fader i himlen ikke tilgive os (se Matt 18:33-35). Han sagde: »Jeg siger jer: ›Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente?‹« (Matt 5:44, 46). Vi må lære at føle over for andre, ligesom Jesus gjorde.

Udvikling af dyden næstekærlighed

  • Hvordan kan vi blive mere næstekærlige?

En måde at blive næstekærlig på er ved at studere Jesu Kristi liv og holde hans befalinger. Vi kan studere det, han gjorde i visse situationer og gøre det samme, når vi er i lignende situationer.

For det andet kan vi, når vi har ukærlige følelser, bede om at få større næstekærlighed. Mormon opfordrer os således: »Derfor, mine elskede brødre, bed til Faderen med hjertets hele styrke om, at I må blive fyldt af denne kærlighed, som han har skænket alle, som er hans Søns, Jesu Kristi, sande tilhængere« (Moro 7:48).

For det tredje kan vi lære at elske os selv, hvilket vil sige, at vi forstår vores sande værd som børn af vor himmelske Fader. Frelseren lærte os, at vi må elske andre som vi elsker os selv (se Matt 22:39). For at elske os selv må vi respektere og stole på os selv. Det betyder, at vi må være lydige mod evangeliets principper. Vi må omvende os fra enhver forseelse. Vi må tilgive os selv, når vi har omvendt os. Vi kommer til at elske os selv mere, når vi kan føle den dybe, trøstende forsikring om, at Frelseren virkelig elsker os.

For det fjerde kan vi lade være med at tænke, at vi er bedre end andre mennesker. Vi kan have tålmodighed med deres fejl. Joseph Smith sagde: »Jo nærmere vi kommer vor himmelske Fader, desto mere er vi tilbøjelige til at se med medfølelse og kærlighed på sjæle, der er ved at gå deres undergang i møde, og vi vil føle, at vi ville ønske, at vi kunne bære dem på vore skuldre og kaste deres synder ud bag vores ryg« (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 424-425).

I Mormons Bog læser vi om Enosh, en ung mand, som ønskede at vide, at hans synder var blevet tilgivet. Han beretter:

»Og min sjæl hungrede, og jeg knælede ned for min skaber og anråbte ham i indtrængende bøn og påkaldelse for min egen sjæl; og hele dagen lang anråbte jeg ham; ja, og da natten kom, oplod jeg stadig min røst, så den nåede himlene.

Og der kom en røst til mig, som sagde: Enosh, dine synder er dig tilgivet, og du skal blive velsignet« (En 1:4-5).

Herren forklarede Enosh, at han havde fået tilgivelse for sine synder på grund af sin tro på Jesus Kristus. Da Enosh hørte de ord, var han ikke længere bekymret for sig selv. Han vidste, at Herren elskede ham og ville velsigne ham. Han begyndte i stedet at føle bekymring for sine venners og slægtninges, nefitternes velfærd. Han udgød hele sin sjæl til Gud for dem. Herren svarede og sagde, at de ville blive velsignet i overensstemmelse med, hvor trofaste de ville være til at holde de befalinger, de allerede havde fået. Enosh’ kærlighed blev endnu større efter disse ord, og han bad med mange lange anstrengelser for lamanitterne, som var nefitternes fjender. Herren efterkom hans ønsker, og han tilbragte resten af sit liv med at prøve at frelse nefitternes og lamanitternes sjæle (se En 1:6-26).

Enosh var så taknemlig for Herrens kærlighed og tilgivelse, at han villigt tilbragte resten af sit liv med at hjælpe andre med at få denne samme gave. Enosh var blevet virkelig næstekærlig. Vi kan gøre det samme. Faktisk må vi gøre det for at arve den plads, der er blevet beredt til os i vor Faders rige.

Yderligere skriftsteder