Bøger og lektioner
Kapitel 2: Vores himmelske familie


Kapitel 2

Vores himmelske familie

Billede
Hubble image of the galaxy

Vi er vor himmelske Faders børn

  • Hvad lærer skrifterne og sidste dages profeter os om vores forhold til Gud?

Gud er ikke kun vor Hersker og Skaber, han er også vor himmelske Fader. Alle mænd og kvinder er bogstaveligt talt Guds sønner og døtre. »Mennesket som ånd blev avlet og født af himmelske forældre og opfostret til modenhed i Faderens evige boliger, før det kom til jorden i et jordisk [fysisk] legeme« (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph F. Smith, 1999, s. 335).

Enhver, der nogensinde er blevet født på jorden, er vores åndelige bror eller søster. Eftersom vi er Guds åndelige børn, har vi arvet potentialet for at udvikle hans guddommelige egenskaber. Gennem Jesu Kristi forsoning kan vi blive ligesom vor himmelske Fader og få en fylde af glæde.

  • Hvilken indflydelse har det på dine tanker, ord og handlinger at vide, at du er Guds barn?

Vi udviklede personlighed og talenter, mens vi boede i himlen

  • Tænk på nogle talenter og gaver, du er blevet velsignet med.

Skrifterne lærer os, at profeter forberedte sig på at blive ledere på jorden, mens de stadig var ånder i himlen (se Alma 13:1-3. Før de blev født i jordiske legemer, forudordinerede (valgte) Gud dem til at være ledere på jorden. Jesus, Adam og Abraham var nogle af disse ledere (se Abr 3:22-23). Joseph Smith sagde, at »hver eneste mand, som har et kald til at betjene verdens indbyggere, blev ordineret til selve denne opgave« (Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, 2007, s. 505). Imidlertid er alle på jorden frie til at tage imod eller afvise enhver mulighed for at tjene.

Vi var ikke alle ens i himlen. Vi ved fx, at vi var sønner og døtre af himmelske forældre – mænd og kvinder (se »Familien: En proklamation til verden«, Stjernen, jan. 1996, s. 101. Vi besad forskellige evner og talenter, og vi blev kaldet til at udrette forskellige ting på jorden. Vi kan lære mere om vore »evige muligheder«, når vi får vore patriarkalske velsignelser (se Thomas S. Monson, Stjernen, jan. 1987, s. 55).

Et slør dækker vores hukommelse om vores førjordiske liv, men vor Fader i himlen ved, hvem vi er, og hvad vi gjorde, før vi kom her. Han har valgt tidspunktet og stedet for hver af os at blive født på, så vi kan lære de lektier, vi personligt har brug for og bedst udnytte vore individuelle talenter og personligheder.

  • Hvordan har andre folks talenter velsignet dig? Hvordan kan dine talenter og gaver velsigne andre?

Vor himmelske Fader forelagde en plan for os om at blive ligesom han er

  • Hvordan hjælper jordelivet os med at blive ligesom vor himmelske Fader?

Vor himmelske Fader vidste, at vi ikke kunne udvikle os videre udover et vist punkt, medmindre vi forlod ham for en tid. Han ønskede, at vi skulle udvikle de gudelignende egenskaber, som han har. For at gøre det, var vi nødt til at forlade vores førjordiske hjem for at blive prøvet og opnå erfaring. Vores ånd var nødt til at blive iklædt et fysisk legeme. Vi ville være nødt til at efterlade vores fysiske legeme ved døden og blive genforenet med det i opstandelsen. Dernæst ville vi modtage et udødeligt legeme magen til vor himmelske Faders. Hvis vi bestod vore prøver, ville vi modtage den fylde af glæde, som vor himmelske Fader har modtaget (se L&P 93:30-34).

Vor himmelske Fader indkaldte til et stort råd for at fremlægge sin plan for vores udvikling (se Kirkens præsidenters lærdomme: Joseph Smith, s. 207, 505). Vi lærte, at hvis vi fulgte hans plan, ville vi blive ligesom ham. Vi ville opstå, vi ville få al magt i himlen og på jorden, og vi ville blive himmelske forældre og få åndelige børn, nøjagtig som han gør (se L&P 132:19-20).

Vi lærte, at han ville sørge for en jord til os, hvor vi kunne vise vores værd (se Abr 3:24-26). Et slør ville dække vores hukommelse, og vi ville glemme vores himmelske hjem. Det ville være nødvendigt, så vi kunne udøve vores handlefrihed til at vælge godt eller dårligt uden at være under indflydelse af mindet om at have levet hos vor himmelske Fader. Således kunne vi adlyde ham på grund af vores tro på ham, ikke på grund af vores kundskab eller hukommelse om ham. Han ville hjælpe os med at genkende sandheden, når vi hørte den igen på jorden (seJoh 18:37).

Ved det store råd lærte vi også om formålet med vores udvikling: At få en fylde af glæde. Dog lærte vi også, at nogle ville blive bedraget, vælge andre veje og fare vild. Vi lærte, at vi alle ville få prøvelser i livet: Sygdom, skuffelse, smerte, sorg og død. Men vi forstod, at vi ville få dem til vores eget gavn og bedste (se L&P 122:7). Hvis vi tillod det, ville disse prøvelser rense os frem for at overvinde os. De ville lære os udholdenhed, tålmodighed og næstekærlighed (se Kirkens præsidenters lærdomme: Spencer W. Kimball, 2006, s. 15-16).

Ved dette råd lærte vi også, at vi alle ville synde på grund af vores svaghed, bortset fra små børn (se L&P 29:46-47). Vi lærte, at der ville blive tilvejebragt en Frelser for os, så vi kunne overvinde vore synder og overvinde døden ved opstandelsen. Vi lærte, at hvis vi satte vores lid til ham, adlød hans ord og fulgte hans eksempel, ville vi blive ophøjet og blive ligesom vor himmelske Fader. Vi ville modtage en fylde af glæde.

  • Skriv nogle af vor himmelske Faders egenskaber ned. Hvordan hjælper frelsesplanen os med at udvikle disse egenskaber?

Yderligere skriftsteder