Musik
    En stakkels sorgbetynget mand
    Footnotes
    Theme

    15

    En stakkels sorgbetynget mand

    Roligt

    1. En stakkels sorgbetynget mand

    jeg ofte mødte på min vej,

    og når han ydmygt bad om hjælp,

    jeg aldrig kunne svare nej;

    hans navn jeg aldrig spurgte om,

    ej heller fra hvad land han kom,

    men kærligheden i hans blik

    mig fængsled’ til ham, hvor han gik.

    2. En gang han træt og sulten kom,

    mens jeg mit simple måltid nød,

    og skønt han talte ej et ord,

    jeg så hans nød og gav ham brød.

    Han brød, og med et kærligt blik

    han gav, og englebrød jeg fik;

    thi medens jeg med grådig hu

    det spiste, var det manna nu.

    3. Jeg næst ham ved en kilde så,

    hvor da han træt og mødig lå;

    han var så tørstig og så mat,

    at han ej kunne vandet nå;

    jeg skyndte mig og hjalp ham op

    og lod ham drikke af min kop;

    men derpå fyldt han gav mig den,

    og aldrig tørsted’ jeg igen.

    4. En mørk og stormfuld vinternat

    hans råb om hjælp sig trængte frem;

    jeg skyndte mig og fik ham fat

    og glad ham førte til mit hjem.

    Jeg tog mig af min kære gæst og

    havde selv en glædesfest;

    thi medens på min seng han lå,

    jeg selv i drømme Himlen så.

    5. Elendig, plaget og forhadt

    på vejen jeg ham nøgen fandt;

    han henlå såret og forladt,

    og derfor jeg hans sår forbandt;

    jeg olie i hans vunder gød,

    og glæde i mit hjerte flød,

    thi ved hans ord min sorg forsvandt,

    og for min sjæl nyt liv oprandt.

    6. I fængsel og til døden dømt

    med sorg jeg dernæst fandt min ven;

    med frygt hans hånd jeg trykked’ ømt,

    og ånden styrke fik igen.

    Men for endnu at prøve mig

    han bad mig om at dø for sig;

    da, skønt mit kød var svagt som før,

    min ånd ham svared’: Ja, jeg dør.

    7. Derpå den kære gæst forsvandt, og

    Jesus venlig for mig stod.

    Jeg tegnet i hans hænder fandt,

    og ydmygt sank jeg for hans fod.

    Hans blide stemme til mig lød:

    Du var mig tro i liv og død;

    hvad du har gjort, er gjort mod mig,

    og derfor jeg velsigner dig.

    Den 27. juni 1844 sang ældste John Taylor denne salme for profeten Joseph Smith i fængslet i Carthage, Illionois. Profeten syntes så godt om den, at han bad John Taylor synge den endnu en gang. Nogle få timer senere blev profeten og hans broder Hyrum myrdet af en pøbelhob.

    Tekst: James Montgomery, 1771–1854

    Musik: George Coles, 1792–1858, alt.

    Matthæus 25:31–40

    Mosija 2:17