Til vi ses igen
Zions store anstødssten
Fra »Vogt jer for stolthed og hovmod«, Stjernen, juli 1989, s. 3-4.
Stolthed er grundlæggende konkurrencebetonet af væsen.
Illustration © Photodisc/Thinkstock
Stolthed er en meget misforstået synd, og mange synder i uvidenhed (se Mosi 3:11; 3 Ne 6:18). I skrifterne findes der ikke noget, der hedder retfærdig stolthed – den betragtes altid som en synd …
Det centrale træk ved stolthed er fjendtlighed – fjendtlighed mod Gud og fjendtlighed mod vore medmennesker. Fjendtlighed betyder, at man udviser had eller stærk modvilje eller modstand mod nogen. Det er den kraft, som Satan ønsker at styre os med.
Stolthed er grundlæggende konkurrencebetonet af væsen. Vi sætter vores vilje op imod Guds. Når vi retter vores stolthed mod Gud, er det, åndeligt set, som at sige: »Min vilje ske og ikke din« …
Når vores vilje konkurrerer imod Guds vilje, tillader vi attrå, lyster og lidenskaber at forblive ubeherskede (se Alma 38:12; 3 Ne 12:30).
Den stolte kan ikke acceptere, at Gud har myndighed til at give dem retningslinjer i livet (se Hel 12:6). De sætter deres opfattelse af sandhed op imod Guds store kundskab, deres evner op imod Guds præstedømmekraft og deres resultater op imod hans storslåede skaberværk
… De stolte ønsker, at Gud skal være enig med dem. De er ikke interesserede i at ændre opfattelse for at blive enige med Gud.
Et andet væsentligt træk ved denne meget udbredte synd er fjendtlighed mod vore medmennesker. Vi fristes dagligt til at hævde os og ringeagte andre (se Hel 6:17; L&P 58:41).
Den stolte gør alle mennesker til modstandere ved at måle deres intellekt, meninger, arbejde, velstand, talenter eller noget andet verdsligt mod andres. C.S. Lewis formulerede det således: »Stolthed finder ingen glæde i at have noget, kun ved at have mere af det end en anden … Det er sammenligningen, der gør dig stolt: Glæden ved at være hævet over resten. Fjerner man konkurrenceelementet, er stoltheden væk« (Mere Christianity, 1952, s. 109-110) …
Den stolte frygter menneskers dom mere end Guds (se L&P 3:6-7; 30:1-2; 60:2). »Hvad vil folk mon tænke om mig?« vejer tungere, end »hvad vil Gud mon tænke om mig?« …
Når stoltheden har fået greb om vores hjerte, mister vi vores uafhængighed af verden, og vi overdrager vores frihed til det fangenskab, som frygten for menneskers dom er. Verden råber højere, end Helligånden hvisker. Menneskers ræsonnement underkender Guds åbenbaringer, og den stolte giver slip på jernstangen (se 1 Ne 8:19-28; 11:25; 15:23-24) …
Stolthed og hovmod er Zions store anstødssten. Jeg gentager: Stolthed og hovmod er Zions store anstødssten …
Vi må følge »den hellige Ånds tilskyndelser«, aflægge det stolte »naturlige menneske«, blive »en hellig ved Herren Kristi forsoning« og blive »som et barn, underdanig, sagtmodig, ydmyg« (Mosi 3:19; se også Alma 13:28).