2016
Der er ingen neutral grund – sådan påvirker medierne os
September 2016


Der er ingen neutral grund – sådan påvirker medierne os

Forfatteren bor i Utah i USA.

Vores ansvar består ikke blot i at undgå medier helt eller at afvise negative medier, men i at vælge nyttige og opbyggende medier.

Billede
young adult woman on cell phone

I vores moderne, teknologifyldte verden bliver vi bombarderet med muligheder – se dette, læs dette eller lyt til det her. Vores samfund er fyldt med medier og underholdning og den påvirkning, de har på vores tro, tanker og handlinger er diskret, men stor. De ting, vi tillader at fylde vores sind, ender i sidste ende med at forme vores væsen – vi bliver det, vi tænker på. I forbindelse med mine studier forskede jeg i mediernes indflydelse, og den overvældende konklusion, som jeg kom frem til, var, at de medier, som vi vælger at bruge uundgåeligt påvirker os – enten positivt eller negativt.

Ældste David A. Bednar fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Teknologi er i selv hverken god eller dårlig. Derimod er de formål, der opnås med og igennem teknologien i sidste ende indikatorer for godt eller dårligt.«1 Det er ikke vores opgave at afvise teknologi, men snarere at bruge den på måder, som kan berige vores liv.

Vi kan bruge mediernes magt til vores fordel til at forbedre vores tankegang og adfærd ved:

(1) Anerkendelse af vores modtagelighed over for mediernes indflydelse og ved at indse, hvordan de påvirker os.

(2) Identificere og vælge de positive mediemuligheder.

Hvordan påvirker medierne os?

Ingen er immune over for mediernes indflydelse. Vi kan ikke forvente at kunne svælge i medier, der er designet til at påvirke os mentalt og følelsesmæssigt, uden at det fortsætter med at påvirke vores underbevidsthed længe efter, at filmen er forbi, bogen er lukket, eller sangene er sunget. De, som tror, at de ikke bliver påvirket af medierne, er ofte de mennesker, som påvirkes mest, netop fordi de benægter den indflydelse, som medierne har, og dermed er de ikke på vagt. Akkurat som vand vil fortsætte med at trænge ind i en utæt båd, selvom vi ikke anerkender, at den er utæt, så vil medier fortsætte med at påvirke vore tanker, uanset om vi tager os af deres påvirkning eller ej.

Underholdningsmedier kan påvirke vore tanker, så vi søger tilflugt i dem for at undgå hverdagens stress og belastninger. Vi søger ofte underholdning som en midlertidig trøst fra hverdagens problemer, det være sig i film, bøger, tv, blade eller musik. Selvom vi bruger underholdningsmedier til at slappe af, må vi aldrig lade vore standarder blive slappe. Det er lige præcis på det tidspunkt, at vi må være forsigtige med, hvad vi vil lade slippe ind i vores sind.

For helt at kunne nyde underholdningsoplevelsen, accepterer nogle mennesker instinktivt det budskab, der nu engang fremføres i mediet, og således tillader man det antydede perspektiv at påvirke sin opfattelse. Filmanmeldere beskrev brugen af det koncept i film:

»Sandhed afhænger af en tidlig og gennemført overbevisende etablering af et fremmedartet eller fantastisk univers, en opfattelse af en anden tid eller usædvanlige karakterer, så vi fanges af filmens overordnede ånd, stemning og atmosfære. Hvis filmmageren er dygtig til at skabe dette skin af sandhed, er vi villige til at aflægge vores mistro, og vi lader vores skepsis og rationelle tankegang bag os, når vi træder ind i filmens imaginære verden.«2

Hvis vi suspenderer vores mistro, har vi en tendens til at være åbne for de værdier, forventninger og overbevisninger, som medierne portrætterer. Således kan medierne diskret påvirke vores tanker. Men i den indflydelse ligger der en fare for at acceptere synspunkter, som ikke er i overensstemmelse med evangeliets principper.

Ældste Jeffrey R. Holland fra De Tolv Apostles Kvorum var opmærksom på underholdningsmediernes funktion, da han sagde: »Vidste I, at det latinske ord for underholdning oprindeligt betød adspredelse af sindet med det formål at bedrage?«3 Til tider søger vi adspredelse. Vi anvender medier for at blive adspredt fra vore egne virkelige problemer, og vi satser på, at de kan få os til at tro på det, de nu har at tilbyde. Jo mere troværdigt mediet er, desto mere nyder vi det – uanset hvor sandt eller falsk det er.

Socialpsykologen Karen E. Dill har sagt: »Når vi lader os føre ind i den fiktive verden, ændrer vi vore holdninger og tro, så den er mere samstemmende med de idéer og påstande, vi finder i historien. Vi udelukker vores mistro og ved at gøre det, åbner vi os uvilkårligt og absorberer det trossystem, der bliver dramatiseret i den fiktive verden, og handler på de opfattelser og idéer. Mange gange fremprovokerer det, vi ser på skærmen, en ændring eller en respons, som vi ikke er bevidste om. Det er sådan, at mediernes fantasiverden former vores virkelighedsopfattelse.«4

Ved at tillade medierne at opfylde deres formål med at underholde os, kan vi erstatte vores almindeligvis rationelle tankegang med tanker, som anslås af mediet, hvilket ultimativt fører til, at vi ændrer vores overbevisning og adfærd. Ældste David B. Haight (1906-2004) fra De Tolv Apostles Kvorum sagde: »Eftersom tanken er ophavsmand til gerningen, så kan eksponering føre til, at vi handler på det, der næres i sindet.«5

For at kontrollere mediernes indvirkning på vores liv, er det afgørende, at vi vælger opbyggende medier og anerkender vores modtagelighed over for mediernes indflydelse. Medierne påvirker vore tanker og kan dermed påvirke vore handlinger. Kong Benjamins råd gælder også os i dag: »Vogt jer selv og jeres tanker og jeres ord og jeres handlinger« (Mosi 4:30).

Hvordan kan vi vælge de positive mediemuligheder?

Billede
woman on laptop

Ved at forstå den indvirkning, som medierne har på vores liv, kan vi bevidst forholde os til de muligheder, vi har. Vore valg vil gøre en verden til forskel, for de vil afgøre vores lydhørhed over for Ånden og det gode omkring os. Enhver beslutning, som vi træffer, fører os enten tættere på eller længere væk fra vor himmelske Fader.

Den kristne forfatter C.S. Lewis skrev: »Vores adspredelse, ja selv vores leg, er et alvorligt anliggende. Der er ingen neutral grund i universet; enhver kvadratcentimeter, hvert et splitsekund, har Gud krav på, og Satan gør modkrav.« 6

Vores ansvar består ikke blot i at undgå medier helt eller at afvise negative medier, men i at aktivt at omgive os med nyttige og opbyggende medier. Heldigvis er der et meget stort medieudbud, der er meget, der er godt og nyttigt, hvor traditionelle værdier opretholdes og respekteres. Der er utallige bøger, film, sange og andet med budskaber om håb og lykke, kærlighed og venlighed, glæde og tilgivelse.

Ældste M. Russell Ballard fra De Tolv Apostles Kvorum har sagt: »Alene på grund af deres utrolige størrelse udtrykker medierne i vor tid umådelige mange holdninger, der står i skarp kontrast til hinanden. Som modsætning til den meget skadelige og lemfældige side tilbyder medierne meget, der er positivt og godt … Derfor er vores største udfordring at træffe kloge valg om, hvad vi lytter til, og hvad vi ser på7

Der er måske et tv-program eller en bogserie, som vi engang har nydt, der har slækket på den moralske skala, men vi synes, at den er svær at droppe, eller måske er en ny film vældig populær eller lokkende, og vi synes ikke, at det kan gøre nogen skade at se den. Giver vi imidlertid bare lidt efter, bliver det lettere at give lidt mere efter sidenhen, indtil vi har givet helt efter og svælger i det, som vi kan finde det svært at komme tilbage fra. Men ved at sætte standarder for os selv, hvor vi kun tillader os selv at bruge nyttige medier, gør vi os mere modtagelige over for Ånden.

Vi kan følge det tidsløse råd, som Susanna Wesley gav sin søn, John, i 1725, han var grundlægger af metodistbevægelsen: »Vil du dømme retmæssigheden eller uretmæssigheden i fornøjelser [ud fra uskylden i ondartede handlinger? Så overvej dette.] Hvad der end svækker din fornuft, går ud over din samvittighed, forvansker din opfattelse af Gud eller fjerner din glæde ved åndelige ting; kort sagt, hvad end, der tager styrken og kontrollen over dit legeme og dit sind, er en synd for dig, uanset hvor uskyldig den måtte synes at være i sig selv.«8

Kraften til at vælge

Billede
young adult man reading magazine

Ved at vælge at gøre brug af opbyggende medier, indbyder vi Ånden og gør os i stand til at blive styrket. Jesu Kristi evangelium lærer os, at vi alle har kraften til selv at handle (se 2 Ne 2:26). Ved at stræbe efter alt, der er »dydigt, elskeligt, værd at tale godt om eller rosværdigt« (TA 1:13) åbner vi vores hjerte og sind for at tilegne os tanker og indstillinger, som fører os til retskaffen adfærd. I disse bestræbelser vil vi blive velsignet med beskyttelse mod modstanderens indflydelse (se Hel 5:12).

Med de store fordele ved den medieteknologi, som Herren har velsignet os med, følger et ansvar for at vælge, hvordan vi vil bruge den teknologi. Gennem studium og erfaring har jeg set den indvirkning medierne kan have, uanset om vi vælger at anerkende den eller ej. Vi kan vælge mellem de moralsk nedbrydende eller de nyttige og opbyggende. Vi har valget, og hvad vigtigere er, så har vi kraften til at vælge.

Noter

  1. David A. Bednar, »To Sweep the Earth as with a Flood«, foredrag til Brigham Young University Education Week, 19. aug. 2014, speeches.byu.edu.

  2. Joe Boggs og Dennis Petrie, The Art of Watching Films, 2004, s. 43; fremhævelse tilføjet.

  3. Se Jeffrey R. Holland, »I skal hellige jer«, Liahona, maj 2001, s. 48.

  4. Karen Dill, How Fantasy Becomes Reality: Seeing Through Media Influence, 2009, s. 224.

  5. Se David B. Haight, »Personlig moral«, Den danske Stjerne, oktoberkonferencen 1984, s. 56.

  6. C.S. Lewis, Christian Reflections, red. Walter Hooper, 1967, s.33.

  7. Se M. Russell Ballard, »Lad vores røst blive hørt«, Liahona, nov. 2003, s. 16.

  8. Susanna Wesley: The Complete Writings, 1997, s. 109.