Tiende, timing og transport
Forfatteren bor i São Paulo i Brasilien.
Vi havde ingen penge at komme i kirke for, så vi begyndte at gå.
En lørdag blev min hustru og jeg klar over, at vi ikke havde penge nok til at kunne bruge de offentlige transportmidler til kirke næste dag, og der var ingen måde at skaffe penge på. Vores tiende lå i tiendekonvolutten og var klar til at blive givet til biskoppen. Vi begyndte at tale om, hvordan vi kunne komme i kirke. Vi følte, at Herren ville forstå det, hvis vi brugte tiendepengene til transport, men vi besluttede, at det ikke var rigtigt.
Den anden mulighed var ikke at tage i kirke, og igen tænkte vi, at Herren ville være forstående, for vi var aldrig blevet væk før. Men gjorde vi det, ville vi ikke kunne give vores tiende til biskoppen, så det var heller ikke en mulighed.
Vi ville gerne være trofaste, så vi besluttede os for at tage tidligere af sted, end vi plejede, og gå i kirke. Vi tog af sted den smukke sabbatsmorgen med kurs mod kirken, den lå omtrent 5 km fra vores hjem. Vore børn, hvoraf den ældste var seks år, syntes, at det var en fest, og de nød at løbe og lege på vejen.
Da vi nåede hen til et bestemt sted, hvor vejen var bred og farlig, hørte jeg Ånden sige: »I skal gå over den nu.« Det fortalte jeg min kone, og hendes respons var, at det var farligt, fordi den del af vejen slog et knæk, som gjorde det svært at se bilerne. Jeg svarede, at jeg følte, at vi skulle gå over her, så vi gik hurtigt over, min hustru og jeg tog hver to af børnene. Akkurat, som vi kom op på fortovet, var der en bil, der holdt ind til siden, og føreren spurgte: »Er I på vej i kirke?«
Føreren af bilen var en bror, der ikke tilhørte vores menighed, men jeg havde mødt ham før, fordi jeg havde besøgt hans menighed. Vi svarede bekræftende, og han tilbød at køre os derhen. Da vi kom ind i bilen, forklarede denne bror, at han ellers aldrig kørte den vej, men nu gjorde han det, fordi hans forretningspartner havde tabt sine nøgler til kontoret, og han skulle hen med nøglerne til ham.
Jeg tænkte ved mig selv, at det ikke var en tilfældighed. Herren vidste, at vi havde brug for transport til at komme i kirke. Vores tiende lå i min lomme, og det gav os mulighed for at undervise vore børn om de velsignelser, der kommer af at betale tiende. Vi kom tidligere i kirke end nogensinde før, men vi var så glade og taknemlige. Vi deltog i alle møderne og fortalte ikke nogen om, hvad der var sket.
Somrene i São Paulo er meget varme, især midt på dagen, hvor vore kirkemøder slutter. Vi var ved at forberede os til at vende hjemad, da der kom en hen og spurgte os: »Er der nogen, der kører jer hjem?« Det svarede vi nej til, og han spurgte: »Skal jeg køre jer hjem?« Det takkede vi ja til, og min hustru og jeg sendte hinanden et taknemligt smil.
Herren havde mere end én gang velsignet os for vores lydighed.