»Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn«
Forfatteren bor i Californien i USA.
Herren har anvist brugen af menigheds- og grensråd for at hjælpe os til at tjene i kærlighed og enighed.
Illustrationer: Julie Rogers
For nylig deltog jeg i en familieaften med en familie, som står mit hjerte meget nært – et ungt ægtepar og deres lille datter. Som deres biskop var jeg til dels kommet til deres hjem på grund af en tilskyndelse fra Ånden og for en stor dels vedkommende, fordi den unge fars mor og søster var bekymrede, så de var også til stede. Herren havde arbejdet med denne familie for at lave store ændringer i deres liv og føre dem tilbage til de velsignelser, der er i evangeliet og Kirken. Men den dag skete der noget.
I flere måneder havde denne unge far været dybt bekymret for, hvordan han skulle forsørge sin familie. Hans ansættelse ville snart udløbe, og han og hans hustru stod over for beslutningen om, hvorvidt de skulle flytte til en anden stat. Det ville indebære store ændringer for familien. Tidligere på dagen havde denne far fundet ud af, at en længe ventet økonomisk håndsrækning alligevel ikke ville komme, og det var et hårdt slag.
Da jeg ankom til deres lejlighed, kunne jeg se skuffelsen lyse ud af hans ansigt. Ansvaret for at sørge for familien og den uvelkomne nyhed hvilede tungt på denne unge fars skuldre.
Hans hustru havde valgt et kapitel fra skrifterne til lektionen for at tackle deres overvældende bekymringer. Den unge far læste hele kapitlet. I kender måske ordene fra Esajas 55:
»Kom, alle I, der tørster, kom og få vand! Kom, I, der ingen penge har! Køb korn, og spis! Kom og køb korn uden penge, vin og mælk uden betaling! …
For jeres planer er ikke mine planer, og jeres veje er ikke mine veje, siger Herren« (vers 1, 8).
Derpå drøftede familien, hvad disse vers betød for dem. Herrens Ånd fyldte den lille lejlighed, da den familieaften udviklede sig til et familieråd. Denne unge far gav udtryk for sin frygt, sine bekymringer og sine ønsker, og alle gav udtryk for deres kærlighed og omsorg for hinanden. De talte om, hvad de skulle gøre, hvilke muligheder de havde, og hvad det næste skridt var.
Det var en meget åben diskussion. De var ikke enige om alt. Jeg følte mig tilskyndet til bare at lytte og observere. Til sidst afgjorde ægteparret, at de ville træffe beslutningen sammen med Herren i bøn. Så kom jeg med lidt trøstende og opmuntrende ord.
Herrens mønster for åbenbaring
Det er kun få gange, jeg kan huske, hvor jeg har følt Herrens Ånd mere stærkt til stede end i den lille lejlighed den aften med den ydmyge og hårdtprøvede familie. Det var en opfyldelse af det løfte, som Herren gav sine disciple: »Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn angående en sag, se, dér vil jeg være midt iblandt dem – således er jeg midt iblandt jer« (L&P 6:32).
Disse ord fra Frelseren er ikke blot et godt råd eller trøstende ord. For den unge profet Joseph Smith og Oliver Cowdery var disse ord fra Frelseren en anvisning for læresætningen om og mønstret for åbenbaring og en vejledning til, hvordan man træffer beslutninger i Guds rige.
Herren var midt iblandt dem ved det familieråd den aften. De havde inviteret hans Ånd ved at bede og studere skriften. De var enige om formålet. De var fyldt med kærlighed til hinanden. De medbragte deres bedste ideer og erfaringer og fremlagde dem for hinanden og Herren og bad om hans vejledning. De traf nogle beslutninger, de var enige og handlede på dem.
Kirken styres og ledes gennem råd
Kirkens håndbog lærer os om princippet om råd:
»Herrens kirke styres gennem råd på verdens-, område-, stavs- og menighedsplan. Disse råd er afgørende for Kirkens orden.
Under lederskab af præstedømmenøgler på hvert niveau rådfører lederne sig med hinanden til gavn for den enkelte og familien.«1
På alle niveauer i Kirken stræber vi efter at operere efter de samme principper, som Frelseren belærte sine disciple og Oliver og Joseph om – nemlig at rådføre sig med hinanden i enighed.
Hver menighed har et menighedsråd, som »omfatter biskoprådet, menighedssekretæren, menighedsassistenten, højpræsternes gruppeleder, ældsternes kvorumspræsident, missionslederen og præsidenter for Hjælpeforeningen, Unge Mænd, Unge Piger, Primary og Søndagsskolen.«2
Alt det arbejde, som udføres af denne gruppe menighedsledere har i sidste ende til formål »at hjælpe den enkelte med at styrke sit vidnesbyrd, modtage frelsende ordinancer, holde pagterne og blive Jesu Kristi hengivne tilhængere.«3
I har måske hørt udtrykket »Der er tryghed og sikkerhed i råd«.4 Hvorfor? En af årsagerne er den enkle kendsgerning, at ingen af os er så smarte, som vi er, når vi står sammen. Hver især bringer vi et særligt perspektiv, vore unikke erfaringer og indblik med os.
Kirkens håndbog fortæller os også, hvordan menighedsrådsmøderne kan være mest effektive ved at inkludere hvert medlems unikke perspektiv: »Under mødet forklarer biskoppen hver sag, der bliver drøftet, men han beslutter normalt ikke, hvordan sagen skal løses, før han har hørt alt. Han opfordrer til drøftelse uden at dominere den. Han stiller spørgsmål og kan spørge bestemte rådsmedlemmer om deres forslag. Han lytter omhyggeligt, før han træffer en beslutning. Disse drøftelser bør fremme en inspirerende ånd.«5
Sagt på en enkelt måde så bidrager vi alle med vore særlige talenter, evner og synsvinkler. Vi beder inderligt Herren om at være med os, vejlede os med sin Ånd, godtgøre vore mangler og lade os vide, hvilke behov medlemmerne har. Vi drøfter de enkelte medlemmers og familiers behov og stræber efter at nå frem til enstemmige beslutninger. Derefter skrider vi til værks og beder Herren om at velsigne menighedens medlemmer.
Rådføring i menighedsrådet
Otte måneder inden jeg deltog i den familieaften med den unge familie, havde menighedsrådet været samlet en søndag morgen. Vi indledte med bøn og så en video om at hjælpe enkeltpersoner og familier til at modtage alle evangeliets velsignelser og ordinancer. Jeg spurgte rådsmedlemmerne om der var nogen, de var kommet til at tænke på, mens vi så videoen. Det førte til, at vi kom til at drøfte den familie. Vi gav udtryk for vores kærlighed til dem. Vi talte om mulige kaldelser, hvordan vi kunne hjælp faderen til at arbejde sig frem imod en ordination til Det Melkisedekske Præstedømme, og hvordan vi kunne hjælpe parret til at modtage tempelordinancerne.
Som biskop uddelegerede jeg nogle opgaver. Det virkede som om vi var færdige med drøftelsen, men noget føltes ikke helt rigtigt. Det var præsidenten for Unge Piger som endelig sagde: »Jeg tror, vi går for hurtigt frem. Jeg har en følelse af, at vi skal fokusere på det helt basale hos dem, såsom familieaften og studium af skriften og bøn.« Så forsvandt følelsen af, at der var noget, der ikke rigtigt passede. Hun talte og ikke på vegne af organisationen Unge Piger, men af kærlighed til denne familie, og i det øjeblik bar Ånden vidnesbyrd om sandheden i hendes råd.
Denne søsters kommentar genåbnede drøftelsen. Vi talte om, hvordan vi kunne hjælpe familien med at gøre det til en vane at studere skriften, bede og holde familieaften. Den unge fars søster tjente som lokalmissionær, så missionslederen påtog sig at arbejde med hende og hjemmelærerne for at gøre familieaften til en regelmæssig ting hos dem. Min hustru og jeg tog forbi med et eksemplar af Familieaften, Idé- og håndbog, og en salmebog.
Den mest vedholdende støtte og styrke kom fra den unge fars mor og søster, idet de vedvarende holdt familieaften med den unge familie, hvilket i sidste ende førte til den familieaften, som jeg havde privilegiet af at deltage i.
I håndbogen står der: »Både mænd og kvinder bør føle, at deres kommentarer værdsættes på lige fod med andres … Kvinders perspektiv er ofte anderledes end mænds, og det giver et bredere perspektiv til at forstå og imødekomme medlemmernes behov.«6 Som ung biskop sidder jeg i råd med præsidenter for Primary, Unge Piger og Hjælpeforeningen, som har langt mere visdom, livserfaring og indsigt, end jeg har. De lærer mig meget om en kristuslignende karakter og også om, hvordan kan jeg blive en god far og præstedømmebærer.
Jeg er så taknemlig for denne kirkes kvinder. Jeg håber, at vore søstre aldrig føler sig overhørt eller overset på vore rådsmøder. Medlemmerne af menighedsrådet deltager på lige fod. De præsiderende nøgler, som ligger hos biskoppen handler om orden, organisation og tildelt ansvar, men aldrig om en udpegning af dominerende stilling eller åndelig overlegenhed.
Enighed
Håndbogen beskriver vigtigheden af enighed: »Efter en åben diskussion kan biskoppen træffe en beslutning, eller også kan han vente og drøfte sagen yderligere med sine rådgivere. Når han har truffet en beslutning, bør rådsmedlemmerne støtte op om den i enighed og harmoni.
Hvis rådsmedlemmer er stærkt i tvivl omkring en vigtig beslutning, kan biskoppen vente til et andet rådsmøde med at drøfte sagen yderligere og søge åndelig bekræftelse og enighed.«7
Enighed er en anden årsag til, at der er sikkerhed og tryghed i råd. Som individer tænker vi sommetider, at vi ved, hvad der skal gøres, og vi ønsker ofte at hoppe helt frem til målet og resultatet. Vi glemmer, at Herrens endelige mål ikke er, at vi laver en handlingsplan. Det er, at hvert eneste af hans børn lærer ham at kende. I husker nok, hvordan Herren bad for sine disciple:
»Og dette er det evige liv, at de kender dig, den eneste sande Gud, og ham, du har udsendt, Jesus Kristus …
Jeg beder for dem; ikke for verden beder jeg, men for dem, du har givet mig, for de er dine …
Hellige fader, hold dem fast ved dit navn, det du har givet mig, for at de kan være ét ligesom vi …
jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét« (Joh 17:3, 9, 11, 23).
Det er Herrens mål, at vi bliver hans – at vi bliver ét med ham, med vor himmelske Fader og med hinanden. Processen er lige så vigtig som resultatet. Råd er en del af en guddommeligt anvist proces, hvorigennem vi opnår enighed og bliver Herrens. Kristus har sagt: »Vær et, og dersom I ikke er et, er I ikke mine« (L&P 38:27).
Det bud kan også bruges som en prøve. For eksempel kunne Herren omvendt have sagt: »På dette skal det kendes, at I er mine, når I er ét med hinanden og med mig.«
En familiefar kan modtage åbenbaring om, at det vil betyde velsignelser og enighed at flytte familien. Men uden hans hustrus og børns samtykke, er det ikke sikkert, at hans plan giver de forventede resultater.
En biskop kan modtage åbenbaring for menigheden missionsplan, men medmindre menighedsrådet er enige om den åbenbaring, vil velsignelserne ikke følge og biskoppen vil stå tilbage og spørge sig selv om, hvad der gik galt.
Således beskrev præsident Russell M. Nelson, præsident for De Tolv Apostles Kvorum, hvordan rådet bestående af Det Første Præsidentskab og De Tolv Apostles Kvorum fungerer:
»Kaldelsen af 15 mænd som apostle er en stor beskyttelse for os som medlemmer af Kirken. Hvorfor? Fordi afgørelser blandt disse ledere skal være enstemmige. Kan I forestille jer, hvordan Ånden må påvirke disse 15 mænd for at opnå enstemmighed? Disse 15 mænd har forskellig uddannelsesmæssig og professionel baggrund med divergerende meninger om mange ting. Tro mig! Disse 15 mænd – profeter, seere og åbenbarere – ved, hvad Herrens vilje er, når de er nået frem til enstemmighed!«8
Jeg bærer vidnesbyrd om, at Herren er interesseret i den enkeltes liv helt ned på detaljeniveau. Jeg forundres til stadighed over, hvor langt Frelseren er villig til at gå, eller sende en af sine tjenere, for at redde et af sine børn. Jeg er så taknemlig for de råd, der er anvist med ansvar for at sørge for vor himmelske Faders børn.