Styrket af Guds ord
Ældste Yoon Hwan Choi
De Halvfjerds
Da jeg lærte, hvordan jeg skulle anvende profeternes ord, ændrede jeg mit liv fra at være, som jeg ønskede, til det, Herren ønskede, at jeg skulle være.
Under min opvækst i Korea, tillod min far sine børn at komme i den kirke, de selv valgte, men vi diskuterede ofte vore forskellige holdninger til religion ved middagsbordet. På grund af denne strid ville min far gerne forene familien om en tro. Eftersom min yngre bror kom til møderne i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige sammen med min onkel, begyndte min far at tage til møder med dem for at lære mere om Kirken. Jeg gik også med, og jeg blev imponeret over aktiviteterne i GUF og over, hvordan seminar styrkede de unge åndeligt.
Da jeg var 16, blev mine forældre og jeg døbt, og resten af vores familie, som bestod af 23 familiemedlemmer og slægtninge, tilsluttede sig Kirken i løbet af syv måneder.
Da vi tilsluttede os Kirken forpligtede vi os til at være fuldt aktive og fortsætte med at lære om evangeliets læresætninger. Det gjorde vi ved at studere skrifterne trofast hver dag, samtidig med at vi læste mange andre af Kirkens bøger og håndbøger. Inden for nogle få år havde jeg lært to vigtige principper om at holde sig stærk i Kirken:
-
Studer skrifterne til seminar, i kirken og derhjemme.
-
Lyt til og følg profeternes råd.
Styrke i skriften
Udover at studere skrifterne derhjemme, kom min bror og jeg også trofast til seminar og GUF. Dengang havde vi Søndagsskolen om formiddagen og nadvermødet sidst på eftermiddagen. På grund af afstanden til vores kirkebygning, blev vi i kirken og deltog i seminar og hyggede os med at tale med og være sammen med de andre medlemmer af Kirken, indtil nadvermødet var forbi. Der var mange unge mennesker, der blev medlem af Kirken i Korea dengang, og efterhånden som vi lærte sammen og havde det sjovt til aktiviteterne, blev vi nære venner.
Jeg blev kaldet til at tjene i mit kvorum i Det Aronske Præstedømme, og jeg arbejdede tæt sammen med de unge piger, som tjente i deres klasser. Vi lærte, hvordan vi skulle tage os af og bede for dem, vi ledte, og vi lærte at planlægge aktiviteter sammen og bruge vores tid klogt.
I ugens løb studerede jeg skriftstederne til seminar, inden jeg lavede lektier. Når jeg var for træt til at lave mine lektier, eller når jeg havde udfordringer i skolen, så åbnede jeg mit seminarhæfte og studerede og bad. Jeg opdagede, at når jeg gjorde det, følte jeg mig mentalt forfrisket, og jeg kunne bedre koncentrere mig om mine lektier. Jeg anvender stadig det princip i mit liv. Når noget går mig imod i dag, så læser jeg stadig mine skrifter eller generalkonferencetaler for at friske mit sind op.
Mange high school-elever i Korea bruger det meste af deres tid på at gå i skole og studere til langt ud på natten. Vi lærte, at når vi tog os tid til seminar og aktiviteterne i GUF, så blev vi friskere, og vi blev velsignet til at klare vores skolearbejde bedre. Det, jeg lærte der, hjalp mig også i andre situationer, mens jeg stadig gik i skole.
En dag var der en af mine lærere i skolen, der underviste om Utah i USA, vi havde geografi, og han sagde noget om Kirken, som ikke var rigtigt. Jeg vidste ikke, om jeg skulle rette ham foran alle de andre, eller om jeg skulle henvende mig til ham, når timen var forbi. I det øjeblik kom jeg i tanke om noget, min seminarlærer havde sagt. Hun havde sagt: »Begynd ikke at diskutere eller fornærme nogen, når de siger noget forkert om Kirken.«
Jeg følte, at jeg skulle forholde mig i ro og vise respekt i timen. Da jeg gik hen til ham bagefter, fortalte jeg ham, at jeg var medlem af Kirken, og jeg korrigerede nogle af de ting, han havde sagt i klassen. Han sagde: »Jeg vidste ikke, at du var mormon. Tak fordi du fortalte mig det.« Lidt senere korrigerede han det, han havde sagt og kom med de rigtige oplysninger, og han behandlede mig stadig med respekt. Jeg var taknemlig for det råd, jeg havde fået af min seminarlærer.
Militæret eller en mission?
Da jeg var ung, ville jeg gerne være general i hæren. Jeg havde planer om at søge ind på militærakademiet for at forfølge mit mål. Den beslutning betød, at jeg ikke forventede at tjene på mission, fordi jeg vidste, at der ikke blev gjort undtagelser for nogen religiøs aktivitet på akademiet.
Så fik jeg mulighed for at tage til regionalkonference i Seoul i Sydkorea – det blev en oplevelse, der ændrede retningen for mit liv. Under konferencen hørte jeg præsident Spencer W. Kimballs (1895-1985) råd til de unge om at –
-
deltage i seminar,
-
tage på mission og tjene værdigt,
-
blive gift i templet,
-
og arbejde på deres ophøjelse.
Jeg vidste, at hans råd var rigtige, og jeg huskede det vers, hvor der står: »Mit ord [skal] ikke forgå, men de skal alle blive opfyldt, hvad enten det er ved min egen røst eller ved mine tjeneres røst, det er det samme« (L&P 1:38).
Da jeg hørte profeten tale om vigtigheden af at gøre det til en prioritet at tjene på mission, vidste jeg, at jeg skulle sætte min lid til Herren, tjene på mission og opgive min drøm om at blive general og huske »først [at søge] Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift« (Matt 6.33).
Selvom jeg ikke længere planlagde at søge ind på militærakademiet, var der stadig tre års værnepligt for alle unge mænd. Jeg havde allerede tjent et år i Busun-missionen i Korea, da jeg modtog en indkaldelse fra de koreanske myndigheder om at melde mig til militærtjeneste. Jeg aftjente tre år i hæren, og da jeg var færdig, ville jeg gerne gøre min mission færdig. Så blev jeg kaldet til Seoul-missionen i Korea og tjente der et år.
»Er du skør?«
Da jeg kom hjem fra min mission, blev jeg igen velsignet for at følge profeternes råd. Da jeg var færdig med min mission, besluttede jeg for eksempel for at blive gift, selv om jeg ikke var færdig med skolen. I Korea er det tradition, at man er økonomisk stabil, og at man er helt færdig med sin skolegang, inden man gifter sig og stifter familie. Men jeg vidste, at jeg skulle følge profetens råd og arbejdede på at blive gift på den rette måde. Min hustru og jeg havde mødt hinanden, da vi deltog i ungdomsprogrammerne, og vi var gode venner, inden jeg tog på mission, så vi kendte hinanden godt. Vi blev gift kort tid efter, jeg kom hjem, selvom hendes venner sagde: »Er du skør? I har ingen penge.«
Vi gik imod kulturen, fordi vi vidste, at vi måtte følge Herrens råd. Vi er blevet velsignet i vores liv for at følge profetens råd, og vi har oplevet ting, som vi ellers ikke ville havde oplevet.
Herrens råd om at gøre alt i visdom og orden (se Mosi 4:27) stemmer ikke altid overens med det, samfundet siger, men når vi er lydige mod Guds tidsplan, opdager vi, at vores liv ændrer sig til det bedre. Jeg er taknemlig for den levende profet, som leder os ad Herrens vej i dag. Jeg ved, at »når vi opnår en hvilken som helst velsignelse fra Gud, er det ved lydighed mod den lov, på hvilken den er baseret« (L&P 130:21).