Sidste dages hellige røster
Min usete undersøger
Jeg er blevet velsignet med vidunderlige forældre. Min mor var medlem af Kirken, og selvom min far ikke var, så støttede han os alligevel i vores kirkeaktiviteter. Da jeg voksede op, bad jeg dagligt for, at min far ville tilslutte sig Kirken.
Da jeg modtog min patriarkalske velsignelse som 16-årig, blev jeg lovet, at jeg ville kunne være en medvirkende årsag til, at min far tilsluttede sig Kirken. Jeg talte med ham om det, jeg lærte i seminar. Jeg fortalte ham om de skriftsteder, der fortæller om nødvendigheden af at blive døbt og bekræftet for at træde ind i Guds rige (se Joh 3:5). Grædende fortalte jeg ham om templets velsignelser, som ville gøre det muligt for os at være sammen for evigt.
Jeg gik på en lille skole i Arizona i USA. Jeg havde dejlige venner i skolen, selvom jeg var det eneste medlem af Kirken i min klasse. Dengang var præsident David O. McKay (1873-1970) profet. Vi hørte ofte hans råd om at »ethvert medlem er missionær« (se Kirkens præsidenters lærdomme: David O. McKay, 2003, kap. 6). En sommer inviterede min søster, Marilyn, og jeg nogle venner over for at lytte til missionærlektionerne. De lyttede til to af lektionerne, og så mistede de interessen. Vi blev skuffede, men det ødelagde ikke vores venskab.
Jeg tog på college, da sommeren gik på hæld. Under forårssemestret fik jeg et brev fra min far. Han skrev: »Det er mit største privilegium at være overhoved for en husstand af vidunderlige piger. På grund af jeres stærke vidnesbyrd om evangeliet og møderne og interessen for de andre unge i sommer, er jeg virkelig begyndt at blive interesseret i Kirken. Mens jeg gik udenfor og malede huset, og du og ungerne derinde holdt møde indenfor, blev jeg overbevist om, jeg havde stået udenfor længe nok. Jeg har takket vor himmelske Fader mange gange for jeres mor, og fordi hun er opvokset i Kirken, og for den måde hun har opdraget jer piger på.«
Min far skulle snart døbes og et år senere blev vores familie beseglet for tid og evighed i templet i Mesa i Arizona.
Selvom ingen af vore venner tilsluttede sig Kirken, så gjorde den vigtigste person i vores liv det. Vi ved aldrig, hvordan vi vil blive velsignet, når vi følger profetens råd.