Vores hjem, vores familie
Vi ventede tvillinger og fik mirakler
Forfatteren bor i Filippinerne.
Vi troede, at alt i vores liv ville gå glat, men snart blev tingene komplicerede, og jeg blev rædselsslagen for, hvad der ellers kunne gå galt.
Jeg sad og så nyheder en aften, og der var noget, der fangede min opmærksomhed. Jeg genkendte nyhedsværten, det var en skolekammerat fra college. Hun havde åbenbart opnået sin drøm om at blive nyhedsvært.
»Hvad med mig?« spurgte jeg mig selv. »Hvad har jeg opnået?« Jeg så på det barn, der sov i mine arme og tænkte på det, der var sket i de sidste tre års tid.
Jeg havde altid tænkt mig, at jeg ville gøre karriere, men da min mand, Charles, og jeg fik vores første datter, Chevy, ændrede mine prioriteter sig. Jeg sagde mit job op for at passe hende. Vi havde tro på Jesus Kristus og på, at så længe vi betalte vores tiende og fulgte buddene, så ville alt ordne sig.
Og tingene gik glat, lige til Charles en dag blev fyret fra sit job. Vi havde tro på, at vi ville klare os, men vi vidste også, at vi var nødt til at gøre noget. Vi besluttede, at jeg også skulle tage et arbejde, så Charles og jeg begyndte vores jobjagt. Efter nogle få uger fik jeg job på et call center. Jeg hadede at efterlade mit ni måneder gamle barn hos en barnepige, men det var den bedste løsning.
Jeg havde kun arbejdet der en måned, da jeg opdagede, at jeg var gravid. Heldigvis fandt Charles hurtigt et job. Det var ikke vellønnet, men det var en hjælp. Vi følte os lettet for en tid.
Min graviditet var svær, så jeg måtte sige mit arbejde op. Da jeg skulle til kontrol, fik vi et chok, da vi fandt ud af, at jeg ventede tvillinger. Charles og jeg blev bange, men vi satte vores lid til vor himmelske Fader.
Da jeg var ca. tre en og halv måned inde i graviditeten, begyndte jeg at bløde. Jeg troede, at jeg var ved at abortere, så jeg tog på hospitalet. Børnene havde det godt, men lægen beordrede mig til at holde sengen resten af graviditeten.
Så var det, at tingene blev kompliceret. Hospitalsregningerne lænsede vores bankkonto, og Charles’ beskedne indkomst kunne ikke dække vore behov. Jeg følte mig nyttesløs. Jeg kunne hverken tjene penge eller tage mig af Chevy. Jeg glemte sommetider, at jeg bar på to særlige åndelige børn. Jeg tryglede vor himmelske Fader om hjælp dag og nat. Jeg frygtede for, hvad der ellers kunne gå galt. Men der var en bestemt tanke, der blev ved med at dukke op i mit sind: Vor himmelske Fader lever, og han ved, hvad vi har brug for.
Det var også en kamp for Charles, men han stred den tappert. Han hjalp mig og tog sig af Chevy ved siden af sit job. Hans præstedømmevelsignelser trøstede mig, og hans kærlighed styrkede mig. Vi var bange, men vi stod sammen om denne nye udfordring.
Jeg gjorde mit bedste for at acceptere situationen. I stedet for at surmule læste jeg skrifterne, Kirkens tidsskrifter og gode bøger. Jeg sang også salmer – Så sikker en grundvold« (Salmer og sange, nr. 38) gjorde især en forskel. Jeg kom nærmere på min Frelser. Jeg indså, hvor meget jeg havde at være taknemlig for til trods for vore vanskeligheder.
Som dagene gik, følte vi Guds hånd i vores liv. Der skete store og små mirakler allevegne. Vores familie og venner betalte nogle af vore udgifter. Jeg kunne mærke deres kærlighed og omsorg for vores familie. Hjælpeforeningspræsidenten udpegede en eller to søstre til at besøge mig hver dag. De kom med varer, de lavede mad og gjorde rent, de tog sig af Chevy, de kom med åndelige tanker, og de opmuntrede mig. De bad for, at jeg ville få det bedre, og at tvillingerne havde det trygt og godt. Vi sultede på intet tidspunkt. Disse søstre aner ikke, hvor stor en hjælp de var, de lettede min byrde. Da tiden var inde, velsignede vor himmelske Fader mig med en let fødsel og to sunde og raske piger.
Det er nu flere år siden, vi oplevede så svær en tid, men der er ikke gået en dag, hvor vi ikke har følt Guds kærlighed. Vores økonomiske situation er langt bedre nu, og vore børn vokser og bliver dygtige og fulde af talenter. Vi er stærkere og bedre forberedt på fremtidige udfordringer, fordi vi ved, at vor himmelske Fader velsigner sine børn i sin egen tid, og han lader dem aldrig stå tilbage uden hjælp eller trøst. Livet er ikke nogen let rejse, men Gud vil altid være der for os og vejlede os.