Vælg at leve – overvind tanker om selvmord
Verdens Lys hjalp mig igennem mine periodiske depressioners mørke.
Foto: © iStock/Thinkstock
Min kamp mod selvmordstanker begyndte kort tid efter, at jeg flyttede til en kold by i Island, hvor manglen på sollys om vinteren udløste nogle dybe vinterdepressioner. Efterhånden som min smerte blev for svær at håndtere, overvejede jeg tanken om selvmord.
Det første års tid kunne jeg ikke acceptere, at jeg var deprimeret. Jeg var bange for at fortælle nogen om mine tanker, selv min mand. Ingen i min familie eller i kirken vidste, at jeg led af en livstruende sygdom. De så mig som et aktivt medlem af Kirken med et stærkt vidnesbyrd og uden nogen videre problemer. Jeg bad ofte og tryglede om hjælp, og vor himmelske Fader styrkede mig. Jeg blev mere opmærksom på, hvad jeg spiste, jeg dyrkede en del motion, fordybede mig i skrifterne, tjente andre og holdt alle buddene. Men det var ikke nok.
Depressionen trak mig ned som en kæmpebølge. Så jeg løb hurtigere og bad mere inderligt, men jeg kunne ikke komme fri af bølgen. Jeg svømmede imod strømmen, jeg bad om at måtte overleve, indtil mine børn kom hjem fra skole eller indtil frokost. Nogle dage måtte jeg overleve et minut ad gangen, og jeg brugte ren viljestyrke til at styre mine tanker og min trang.
Jeg kan huske, at jeg følte en intens psykisk smerte den første gang, jeg var tæt på at begå selvmord. Jeg havde ikke planlagt det eller udtænkt det – jeg mistede bare evnen til at tænke logisk en overgang. Bagefter indså jeg, hvor tæt jeg havde været på at tage mit eget liv. Jeg spekulerede på, hvad der var galt med mig. Jeg sagde til mig selv, at jeg ikke kunne have selvmordstanker, og jeg lod som om, de aldrig havde været der. Jeg overbeviste mig selv om, at jeg aldrig ville få de tanker igen.
Men selvmordstankerne blev ved at dukke op i mit sind, når jeg mindst ventede det. Fristelsen til at gøre en ende på min uudholdelige smerte var stor. Men jeg ønskede at blive rask. Selvom jeg ikke dengang forstod, at jeg led af en akut sygdom (en pludselig og alvorlig sygdom), vidste jeg, at jeg kunne blive rask. Så jeg bad om en præstedømmevelsignelse.
Min mand, der intet vidste om min kamp, sagde mange ting under velsignelsen, som fortalte mig, at vor himmelske Fader var opmærksom på mig. Han lovede mig, at jeg ville kunne håndtere mine udfordringer. Umiddelbar helbredelse var ikke løsningen, men jeg godtog, at vor himmelske Fader ville hjælpe mig til at vinde kampen.
Sommeren kom, fuld af solskin og lange dage. Det blev ikke mørkt, selv ikke om natten. Jeg var glad og følte, at jeg var mig selv igen. Men da dagene hurtigt blev kortere i september, vendte min depression tilbage og selvmordstankerne sneg sig igen ind. Jeg var bange. Til at begynde med prøvede jeg det, som jeg havde prøvet det forrige år: Jeg bad mere, dyrkede mere motion og anstrengte mig mere om alt. Men trangen til at begå selvmord voksede sig stærkere og mere påtrængende. Jeg kæmpede i to måneder og til sidst indså jeg, at jeg ikke ville overleve endnu en vinter på egen hånd. Jeg indså, at vor himmelske Fader har velsignet os med moderne medicin og læger. For at blive rask måtte jeg være villig til at åbne op og tale om min depression og tage til lægen.
At bede om hjælp var det sværeste, jeg nogensinde har gjort. Jeg kunne knap nok tale gennem mine tårer, da jeg fortalte min mand om min depression og at jeg havde brug for hjælp. Jeg kunne ikke få mig selv til at sige ordet selvmord højt. Min læge traf en aftale med en psykiater for mig.
Min læge udskrev medicin, som hjalp mig gennem vinteren. Som mange andre mennesker kæmpede jeg med at finde den rette dosis og at håndtere bivirkningerne. Dette var en belastning for mit ægteskab og min familie, men min mand og mine børn støttede mig.
Da foråret kom, var min depression aftaget, og jeg havde ikke længere brug for medicinen. Vi flyttede til en by med flere solskinstimer. Jeg tænkte, at alt var vel, og at jeg kunne vende sygdommen ryggen. Men jeg var ikke helt rask. Jeg fik skyldfølelser over mine tidligere tanker, følelser og trang. Jeg kunne ikke lide, at mine teenagere vidste, at jeg havde haft selvmordstanker. Jeg følte, at jeg havde spildt mere end et år af mit liv.
Og så var jeg også bange – især da dagene igen blev kortere i september. Jeg havde daglige flashbacks og var bange for, at jeg ville få en depression igen. Men jeg kunne se Herrens hånd i mit liv, da jeg fik en vidunderlig læge og begyndte i terapi. Jeg fandt ud af, at jeg også led af posttraumatisk stresssyndrom (PTSD). Med lægens hjælp håndterede jeg min PTSD.
Og så oplevede jeg et mirakel. Efter megen bøn og bestræbelse på at anvende Frelserens forsoning i mit liv fjernede Herren mine skyldfølelser – hurtigt, eftertrykkeligt og håndgribeligt. Hans stemme forklarede mig, hvorfor jeg ikke skulle bære på skylden, for det var ikke min skyld, at jeg havde haft en depression. Jesus Kristus bærer den byrde for mig takket været kraften i sit sonoffer. Jeg blev fyldt med lys og håb igen.
Jeg kender ikke alle årsagerne til, at jeg kom til at stå ansigt til ansigt med den livstruende sygdom. Selvom jeg stadig kan huske det hele, er både de psykiske og fysiske smerter væk. Hver dag takker jeg for min familie, min læge og min tid her på jorden. På grund af min sygdom har jeg fået empati for og kærlighed til andre. Jeg voksede følelsesmæssigt og åndeligt og opnåede kundskab, som jeg ikke kunne have lært på anden måde. Jeg oplevede dyrebare åndelige stunder med min himmelske Fader og min Frelser. Mine oplevelser har givet mig mod på at elske livet.